Koralrevene er i færd med at dø en poetisk død

FARVESTRÅLENDEKorallerne er under pres – og det kan få vidtrækkende betydning. Foto: Georgette Douwma, Science Photo Library / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Stigende havtemperaturer truer verdens koralrev, der bliver hvide og dør i det varme vand. Fænomenet kaldes koralblegning og vil angiveligt udrydde op mod 90 procent af alle varmtvandskoraller, når vandtemperaturen stiger bare en halv grad. Men hvad betyder en verden uden koralrev egentlig?

På en af de dage i sommer, hvor varmen var særlig intens og allestedsnærværende, fandt jeg et trebindsværk om koralrev fra 1988 på Nordhavn Genbrugsstation.

I den her lukkede kreds kan jeg godt afsløre, at stedets bytteafdeling er en perle for alle, der elsker gratis ting. Jeg har fundet en uldsweater fra Ralph Lauren, min nuværende vinterfrakke og et utal af t-shirts. Og så har jeg ikke engang nævnt bøgerne. Jeg har fundet essay-samlinger af Gore Vidal, flere af Norman Mailers’ bøger og Dubliners af James Joyce. Jeg går og drømmer om, at et godt fugleatlas dukker op næste gang.

Coral Reefs of the World er titlen på det trebindsværk, jeg samlede op i sommer.

Forsiden forestiller et korallandskab med røde og grønne koraller i forgrunden. Nogle af dem ser solide og tætpakkede ud, lidt ligesom blomkålshoveder, mens andre er finere, mere vidtforgrenede – i stil med grønkålsblade, bare mørkerøde. Rundt omkring korallerne svømmer der fisk, læbefisk, jomfrufisk og kejsersnappere. Nemmest at genkende er en stime af chokolade-jomfrufisk, der er halvt sorte og halvt hvide (jeg har, forgæves, forsøgt at finde ud af, hvilken chokolade man i sin tid har syntes, de lignede).

Dengang i sommer var havnebadet i Nordhavn et af de få badesteder i og omkring København, der hverken led under blågrønne alger eller brune rotter. Jeg nævner vejret og badevandet, fordi den her historie i høj grad handler om varme og varmt vand.

Den handler om, hvad der sker under overfladen, når klodens temperatur stiger … og stiger.

Selv om det ikke er forkert at kalde Coral Reefs of the World en bog, er det måske mere korrekt at kalde det et opslagsværk. Det gennemgår alle koralrev, man kendte til på det tidspunkt, og for hvert koralrev oplistes der fredningsstatus, potentielle trusler og revets betydning for den lokale økonomi. Om truslerne mod verdens største koralrev, Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst, står der:

Meget af Great Barrier Reef-regionen, samt mange rev uden for dette område, er relativt uforstyrrede af menneskelig aktivitet, selv om nogle områder risikerer at lide under overdreven rekreativ brug. Mange af revene har desuden taget skade på grund af en voksende population af tornekrone-søstjerner.”

Ikke et ord om koralblegning. Ikke et ord.

UNDERVERDENEt koralrev i Det Røde Hav ved Ægyptens kyst. Foto: Georgette Douwma, Sciene Photo Library / Ritzau Scanpix

Koralblegning er et fænomen, der opstår, når vandet omkring koraller bliver for varmt. Korallerne mister, som navnet antyder, deres ellers slående farver for så at dø hen og efterlade livsforladte omgivelser bag sig.

En masseblegning i 2016 udryddede 30 procent af Great Barrier Reefs koraller på lavt vand. Man så endda også blegning af koraller på dybere vand (over 15 meters dybde). Blegning af koraller på dybt vand er usædvanligt; de har sædvanligvis nydt en vis immunitet over for mange lange dage med intens sol.

De blegede landskaber i nuancer, der changerer fra en mudret grå til en hvid-som-sne, leder uvægerligt tankerne hen på sygdom. Lidt ligesom syge mennesker visner korallerne og bliver skygger af det, de var. Det er ikke grimt eller uskønt, bare trist og lidt ildevarslende at kigge på.

Det er forskningen også – ildevarslende altså. FNs klimpanel forudser i deres seneste rapport, Global Warming of 1.5°C, at forhøjede temperaturer i atmosfæren såvel som i verdens have og den deraf følgende koralblegning kommer til at udrydde mellem 70 og 90 procent af verdens varmtvandskoraller, hvis den globale temperaturstigning kommer til at ligge på eller overstige 1,5 grader.

Ved Paris-aftalens øvre grænse på 2 grader lyder vurderingen, at 99 procent af alle varmtvandskoraller vil være væk.

For repetitions skyld: Vi er allerede ved 1 grads opvarmning.

Hvor sikre er forskerne på de her forudsigelser? Very high confidence” er rapportens nøjagtige ord.

Det er ikke kun dårligt nyt for koralrevene og det komplekse økosystem, de udgør. Det er også dårligt nyt for de mennesker, der lever af eller omkring koralrevene.

Koralrev kan nemlig mere end at se godt ud. De rummer en artsrigdom, der er sammenlignelig med landjordens regnskove. Stimer og atter stimer af farverige tropefisk lever en del eller hele deres liv på revene sammen med adskillige arter af hajer, blæksprutter og skildpadder. Det er på koralrevene, man finder den ikoniske orange, sorte og hvide klovnefisk, og det er på revene, at den skrækindjagende muræne hører hjemme.

Kort sagt: Tænk på et havdyr fra Disney eller Pixar, og det lever nok på koralrev. Man anslår, at en fjerdedel af alt marint liv tilbringer en del af tilværelsen på koralrev, heriblandt fiskearter, som er vigtige proteinkilder for lokalbefolkninger omkring koralrevene.

Udover at være en føde- og indtægtskilde for fiskere udgør mange koralrev også en naturlig kystsikring. Bølger mister en del af deres energi, når de først skal presse sig gennem koralrevenes indviklede og vidtforgrenede kalkkonstruktioner.

En videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature kom i 2014 frem til, at tropiske koralrev nedbragte bølgers energi med op mod 97 procent. I en tid, hvor tropiske orkaner bliver kraftigere og hyppigere, kan det blive en dyr affære at skulle erstatte koralrevs naturlige kystsikring med menneskeskabte løsninger: Et estimat hedder 1 million kroner per hektar.

Og så har jeg slet ikke nævnt turisterne. Det anslås, at koralturisme hvert år genererer 236 milliarder danske kroner på verdensplan, og alene i Australien afhænger 64.000 jobs af aktiviteter, der knytter sig til Great Barrier Reef. Selv om man forventer en stigning i såkaldt last minute’-turisme, hvor turister prioriterer at opleve ting, der er ved at uddø, har besøgstallene på for eksempel Great Barrier Reef de seneste par år været faldende.

I længden er der ingen, der gider kigge på en koral, der er ved at dø.

For at forstå koralblegning er det nødvendigt først at forstå, hvad koral egentlig er: En koral er opbygget af adskillige såkaldte polypper, der er små hvirvelløse dyr, som er i familie med vandmænd og søanemoner. Men de er hårdere end dem, fordi de producerer en kalkstruktur, der omslutter og beskytter dem.

Det er det første, man skal forstå: Koraller er samlinger af bløde, gennemsigtige polypper, der producerer et skelet af kalk. Både deres form og farve varierer fra art til art; de kan være sorte, røde, gule, runde, hjerneformede (vitterligt) og andre har grene som træer. Variationerne er talløse – alene på Great Barrier Reef findes der over 600 arter.

Det andet, man skal forstå om koraller, er det, vi kan kalde the sweet deal. De indgår nemlig i et særdeles fordelagtigt partnerskab med zooxantheller-alger. De gør ikke meget væsen af sig, når man ser dem. Algerne ligner små gule og grønne perler under et mikroskop, og de kan leve en beskyttet tilværelse i korallernes væv. Korallerne får til gengæld næring gennem algernes fotosyntese, hvor et af biprodukterne som bekendt er glukose (sukker). Det er sådan et forhold, der i biologiens verden kaldes en symbiose, defineret som et samliv mellem to arter, hvor begge parter drager nytte af forholdet.

Symbiosen mellem korallerne og algerne fungerer bare ikke under pres. Hvis korallen får det for varmt eller på anden måde bliver udsat for stress, udviser den algen fra sit væv for at sikre sin egen overlevelse på kort sigt. Det er her, korallerne begynder at blegne.

SYGEn dykker undersøger blegede koraller ved Great Barrier Reef. Foto: Greg Torda, AFP / Ritzau Scanpix

Men ligesom det giver en stakket varme at tisse i bukserne, giver det kun korallerne en kortvarig lindring.

Algerne kan nemlig dække op til cirka 90 procent af korallernes energibehov, siger Michael Kühl, der er professor ved Københavns Universitet og forsker i koralblegning.

Så blegede koraller har det ikke godt, og de kan i sidste ende sulte ihjel, blive inficeret med bakterier eller overgroet af alger,” siger han.

Man er ikke helt sikker på, hvorfor korallen udviser algen, men en udbredt teori går ud på, at korallen sætter algen på porten for at gøre plads til andre alger, der er bedre tilpasset de nye, varmere forhold.

En bleget koral er altså ikke en død koral, men en presset koral. Den kan komme sig, men det bliver sværere og sværere, jo oftere blegningsepisoderne opstår. Det er derfor, at ryg-mod-ryg-blegningerne i 2016 og 2017 har skabt bekymring: Korallerne har ikke haft tid til at komme sig.

Man kan sammenligne det varme vand, der omgiver korallerne, med vores kropstemperatur. Vi kan godt tåle at have 38 og 39 i feber i perioder. Men hvis vi skulle leve med en permanent hævet kropstemperatur, ville vores liv blive både forringet og forkortet. Det samme gælder for korallerne.

Jeg vil gerne vende tilbage til mit koral-bogsæt fra Nordhavns Genbrugsstation.

For selv om koralblegning ikke bliver nævnt som en trussel mod Great Barrier Reef, bliver det nævnt andre steder. I 1988 var koralblegning et velkendt fænomen, men det blev ikke anset for at udgøre nogen særlig trussel. Andre ting, som for eksempel tornekronesøstjernen, der i stil med en græshoppestorm på land kan spise sig igennem lange strækninger af koralrev på meget kort tid, virkede som et større problem.

Bøgerne er skrevet i en tid, hvor kun få satte koralblegning i sammenhæng med globale klimaforandringer,” fortæller Klavs Bender. Han er pensioneret havbiolog med en fortid i Rambøll, hvor han blandt andet har været med til at kortlægge koralrev på Papua Ny Guinea.

Bøgerne har tilhørt ham. Der stod nemlig et navn i opslagsværket, og da jeg gik i gang med den her historie, havde jeg endelig en undskyldning for at gøre, hvad jeg altid har lyst til at gøre, når jeg overtager brugte bøger: opsøge den tidligere ejer.

Det, skulle det vise sig, var lettere sagt end gjort.

STABELHer er opslagsværket, jeg fandt på en genbrugsstation. Foto: Amalie Langballe

Klavs Bender er ikke en mand, der spenderer sin tid på sociale medier. Eller har sin adresse på Krak. Eller sit telefonnummer for den sags skyld.

Men Klavs er gammel snesejler, hvilket vil sige gammel sømand tilknyttet Østasiatisk Kompagni. Jeg fandt en tekst af ham på www.snesejler.dk, hvor han beskriver sin tid som ungtjener på skibet Sumbawa, der sejlede til Australien. I teksten skriver han, at han siden blev havbiolog. Med den information i hånden, fandt jeg frem til hans børn, der var så venlige at hjælpe mig til et telefonnummer (det er for øvrigt en ganske læseværdig tekst).

Ad den vej får jeg fat på Klavs, og han inviterer mig hjem til sit hus i Klampenborg. Da jeg viser ham bøgerne, kan han godt huske, han satte sit stempel i dem, men han kan ikke huske, hvornår han skilte sig af med dem – lang tid før de endte på Nordhavn Genbrugsstation, er han dog sikker på.

Fordi jeg aldrig har set koraller i virkeligheden, spørger jeg ham, hvordan de er.

Meget smukke. Og så kan de være bløde. Fløjlsbløde. Men de kan også stikke. Og forbrænde.”

Det var i 1999, at nogen for første gang satte lighedstegn mellem koralblegning og global opvarmning. Under overskriften Climate change, coral bleaching and the future of the world’s coral reefs forudså den australske koralforsker Ove Hoegh-Guldberg (opkaldt efter sin danske forfader Ove Høegh-Guldberg, der tog over efter Struensees fald og derfor blev Danmarks de facto leder i 1772-1784), at de fleste koralrev som følge af global opvarmning ville komme til at opleve næsten-årlige blegninger allerede i 2040.

Artiklen kom året efter den første registrerede globale blegningsepisode, hvor rev fra Mellemøsten til Caribien oplevede blegninger, der nogle steder tog livet af op mod 95 procent af et revs lavtvandskoraller. Blegningsepisoden var forstærket af de naturlige vejrfænomener El Nino og La Nina, der medfører forhøjede temperaturer af havoverfladen i den tropiske del af det østlige Stillehav.

Ove Hoegh-Guldberg fik både ret og tog fejl i sine forudsigelser. Han fik ret i, at global opvarmning ville forårsage hyppigere og hyppigere blegninger, men han tog fejl, da han estimerede, at årlige blegninger først ville komme i 2040.

De er her som nævnt allerede.

Måske har du, læser, undret dig over, at jeg indledte den her artikel med at citere et forældet bog-sæt. Det er, fordi bøgerne illustrerer det, vi kunne kalde et tidsligt paradoks i forhold til koralblegning og klimaforandringer generelt: Det går både for hurtigt og for langsomt.

Lad mig uddybe.

Hvis du er født omkring 1980 (hvilket ville gøre dig til en nogenlunde gennemsnitlig Zetland-læser, så vidt vi ved), er du født på et tidspunkt, hvor koralblegning knap nok var en ting uden for lukkede systemer som akvarier og lignende. Som vi så, blev masseblegninger som følge af global opvarmning til en hypotese i din ungdom, da den første globale blegningsepisode bliver observeret omkring 1998.

Nu, da du er blevet voksen, er hypotesen gået fra teori til virkelighed. Blegninger finder sted i et omfang og med en hyppighed, der giver koralforskere tårer i øjnene.

Når du når din pensionsalder, vil over halvdelen af verdens varmtvandskoraller være væk – selv ifølge de mest optimistiske prognoser. Ifølge de mest pessimistiske har du muligheden for at overleve 99 procent af alle varmtvandskoraller. Det vil med andre ord sige, at du i din livstid når at opleve et ikke-problem blive til et problem for så potentielt at se de yderste konsekvenser af det problem.

Du tænker ikke nødvendigvis over det som noget særligt. I samme periode har du set krige komme og gå, Facebook blive en global magtfaktor og reality-tv gå fra at være en slags moderne sengekantsfilm til at være noget, der producerer præsidenter. Men for Moder Natur er tempoet uhyggeligt højt.

Det tager 500.000 år at bygge et koralrev, men måske kommer det kun til at tage os mennesker knap 100 år at ødelægge det.

På den måde går det for hurtigt.

Så hvordan går det for langsomt?

Klimaforandringerne er på en eller anden måde nået at blive gammelt nyt, og det er et PR-problem. Det er blevet the new normal, noget, der er blevet så velkendt for os, at det har sneget sig om i kulissen. Fænomenet er blevet kaldt apokalypse-træthed af den norske økonom, psykolog og politiker Per Espen Stoknes, forfatter til bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming. Udtrykket giver sig selv: Vi bliver trætte og handlingslammede af hele tiden at høre, at vi går en fremtid i møde fuld af brændende byer og klimakatastrofer. New normal er bare et andet ord for apati.

Problemet ligger ifølge Per Espen Stoknes til dels i tidshorisonten og til dels i skalaen. Klimaforandringer er aldrig nu, de er altid om 20 år, 30 år eller 100 år. Det er svært at pege på en enkelt storm eller et enkelt bleget koralrev og sige, det her er med garanti klimaforandringers skyld.” Sådan fungerer det ikke, klimaforandringer dokumenteres gennem tendenser og store datasæt.

Man kan sige, at problemet består i, at det aldrig er konkret og altid først er om lidt. Hvis noget sker langsomt nok, er det, som om det ikke sker overhovedet.

På den måde går det for langsomt.

GRÅD Som nævnt tidligere: Koralblegning giver forskere – og deres studerende – tårer i øjnene.Twitter/Terry Hughes

Koralrevenes fremtid hænger uløseligt sammen med den globale opvarmning. Hvis den globale opvarmning kan blive begrænset til 1,5 graders opvarmning, har korallerne en markant bedre chance, end hvis opvarmningen overstiger 2 grader. Der er ifølge den seneste rapport fra FNs klimapanel en halv grad og en verden til forskel.

Men forskere tænker også i alternative løsninger. Ved University of Hawaii prøver man at fremavle koraltyper, der kan trives i de varmere havtemperaturer. Metoden kaldes human assisted evolution og bliver anset for at være et lovende bud på en løsning.

Andre løsninger er også på tegnebrættet. Et lavpraktisk løsningsforslag går ud på at stimulere koraldannelse ved at skære korallerne i mindre stykker. Koraller vokser simpelthen hurtigere, hvis de er små – op til 40 gange så hurtigt ifølge forskere ved Mote Marine-laboratoriet i Florida. Metoden kaldes mikro-fragmentering.

Mikro-fragmentering løser dog ikke den udfordring, at koraller ikke kan gro på en sandbund eller i åbent hav. Den udfordring har The Coral Reef Rehabilitation Project til gengæld et løsningsforslag til, nemlig såkaldte edderkoppe-koraller, der er sekskantede stålkonstruktioner på ben. Idéen er, at koraller lettere kan gro på edderkoppe-korallerne, og at man desuden sikrer et miljø, som fisk, der ellers er afhængige af koralrev, kan trives i.

Det kan alt sammen vise sig at være for lidt og for sent for verdens største koralrev, Great Barrier Reef. I den igangværende sommer (sommermånederne i Australien er december, januar, februar) frygter man endnu en massiv blegningsepisode. En prognose fra den amerikanske vejr-institution NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration) vurderede i oktober, at 60 procent af revet står til at opleve en bleaching alert level one”, hvor blegning, men ikke koraldød, er sandsynlig.

Hvis det sker, bliver det den tredje blegningsepisode på fire år.

Verdens koralrev er ved at dø en poetisk død, men fremtiden er som bekendt usikker. Da jeg første gang stiftede bekendtskab med fænomenet koralblegning, mindede det mig om, når vi mennesker hejser et hvidt flag i overgivelse. Vi giver ikke op, men vi overgiver os til nogen, hvis ansvar det så er at behandle os ordentligt.

Jeg har skrevet på den her artikel ad et par omgange henover et par måneder, og der er på den tid dukket nye løsningsforslag op. At 3D-printe kunstige koraller for eksempel. Endelig foreligger der også den store mulighed; muligheden for, at den globale opvarmning faktisk bliver bremset.

For nogle er det en trøst at tænke på, at nyt liv overtager den plads, som korallerne efterlader, når de dør. Det bliver ikke lige så farverigt og fantasifuldt, men alger (typisk brune) trives i det varmere vand. Tal med nok mennesker, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med klimaforskning, og du vil opdage følgende faktum blive nævnt igen og igen som en påmindelse og en trøst: Der vil altid være liv.

Eller som de sagde i Jurassic Park: Life finds a way.

Jeg har i øvrigt besluttet mig for at beholde bøgerne. Selv om de er uddaterede og, som Klavs Bender var så venlig at påpege over for mig, ikke indeholder information, jeg ikke kan finde på nettet.

Alligevel mener jeg nu, at bogen tilbyder en vigtig påmindelse:

Ved at huske på, at noget var anderledes engang, er det, som om det er lettere at forestille sig, at noget også kan blive anderledes end det, det er nu.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem