For snart fem år siden mødte Sofie Rosenlund Lau en kvinde, som hun ikke kan glemme.

Kvinden tog medicin hver dag, noget for sit kolesteroltal og så smertestillende medicin for nogle ledsmerter, hun døjede med. På et tidspunkt fandt hun sammen med sin læge ud af, at hun ikke behøvede at tage kolesterolmedicinen længere, og derefter forsvandt hendes ledsmerter pludselig også.

Det oplagte gæt ville være, at kvinden blev enormt lettet. Hendes kolesteroltal så fint ud, og ledsmerterne var i øvrigt forsvundet. I stedet blev hun bange for, at hun alligevel havde brug for kolesterolmedicinen. For tænk, hvis hendes årer blev kalket til, og blodet ikke kunne strømme igennem.

Kvinden var en, Sofie Rosenlund Lau traf i forbindelse med sit forskningsprojekt, og selv om historien er et enkelttilfælde, så har den gjort stort indtryk på Sofie Rosenlund Lau, der er farmaceut og postdoc på Københavns Universitet.

“Kvinden overvejede at blive på kolesterolmedicin, selv om hun kunne se, at hendes kroniske smerter forsvandt, da hun stoppede med netop den medicin,” siger Sofie Rosenlund Lau. “Dét synes jeg er vildt. At man går og er så bange for en blodprop eller en anden sygdom, som måske slet ikke kommer til at finde sted.”

Sofie Rosenlund Lau fortæller historien, da vi mødes for at tale om det ‘forebyggelsesparadigme’, som har været genstand for hendes ph.d.-projekt A Matter of Course, som hun afleverede ved Københavns Universitet i begyndelse af 2018.

I ph.d.en har Sofie Rosenlund Lau undersøgt fænomenet ‘forebyggende medicin’. Blandt andet på baggrund af en stor spørgeskemaundersøgelse og interviews med 30 personer argumenterer hun for, at brugen af kolesterolsænkende medicin er blevet en selvfølgelighed i vores samfund. Også selv om der blandt forskere er uenighed om, hvor god effekten egentlig er, når man giver medicinen til raske.

Statiner – som den mest solgte kolesterolmedicin hedder – er blevet en “intuitivt indlysende løsning på problemet ‘at være i risiko’”, som hun skriver i ph.d.en.

Sagt med andre ord tager danskere ikke bare medicin, når de er syge. Mange får også medicin, inden de bliver syge – ud fra den simple tanke, at det er bedre og nemmere at forhindre sygdommen, inden den opstår, end det er at behandle den, når man først er ramt. Det er et forsigtighedsprincip, der på mange måder giver rigtig god mening, siger Sofie Rosenlund Lau. Især fra et samfundsperspektiv, hvor det gælder om at holde flest muligt raske og arbejdsdygtige i så lang tid som muligt.

Men hun mener også, at forebyggelsen er gået for langt. For der findes også argumenter imod det forsigtighedsprincip, som i dag styrer vores sundhedsopfattelse.

“Nogle gange glemmer vi at stoppe og spørge: Giver det egentlig mening, at så mange mennesker er på medicin?”

Flere hundrede tusinde danskere bruger hver dag forebyggende medicin. Bare kolesterolmedicin, som Sofie Rosenlund Lau har undersøgt i sit forskningsprojekt, bliver brugt af mere end 625.000 danskere. Cirka 40 procent af dem har aldrig haft en hjerte-kar-sygdom. Både herhjemme og i flere andre højindkomstlande er brugen af kolesterolmedicin steget enormt siden slutningen af 1990’erne, hvor midlerne blev godkendt. Til det skal lægges andre slags forebyggende medicin som for eksempel blodtrykssænkende præparater eller medicin, man får for forstadier til diabetes.

Sofie Rosenlund Lau lægger ud med at understrege, at der kan være rigtig gode grunde til at tage den medicin. “Der er helt sikkert nogle, der har gavn af medicinen,” siger hun og understreger, at hun ikke er “medicinskeptiker”.

Når hun alligevel rejser kritiske spørgsmål omkring danskernes brug af forebyggende medicin, skyldes det først og fremmest, at hun mener, at vi helt er holdt op med at tage højde for, hvilken effekt medicinen har på vores sundhed i det hele taget.

Det er ikke gratis at indtage de stoffer, som medicinen indeholder, og brugen af dem skal derfor holdes op imod den risiko, de holder stangen.

I sin gennemgang af forskningslitteraturen på området har hun noteret sig, at det langtfra er alle, der har en positiv effekt af forebyggende medicin. Nogle oplever endda negative effekter (som for eksempel kvinden, der oplevede ledsmerter som bivirkning af kolesterolmedicinen). I Rosenlund Laus egen spørgeskemaundersøgelse lavet blandt 3.000 personer, hvoraf 732 tog kolesterolsænkende medicin, sagde 30 procent, at de oplevede bivirkninger, eksempelvis muskelsmerter.

“Jeg vil tillade mig at sige, at risikoen for at få bivirkninger er større end chancen for at få effekt,” siger Rosenlund Lau. “Dermed risikerer raske mennesker pludselig at blive syge af noget medicin, de tager for at forblive raske,” siger hun.

Problemet er, at det er svært at vide præcis, hvem kolesterolmedicinen kommer til at hjælpe – for medicinen gives ikke for en faktisk sygdom, den gives for et kolesteroltal, der ligger så højt, at man er i risiko for en hypotetisk sygdom i fremtiden.

“Gennem min forskning har jeg mødt mange mennesker, som aldrig har været syge, men som alligevel tager en masse medicin, fordi de føler, at de bør. For hvad nu, hvis sygdom kommer til at ramme dem, hvis ikke de tager den medicin?” spørger Sofie Rosenlund Lau. “Det bliver problematisk, når folk begynder at tro, de er syge uden at være det.”

Det er vigtigt at understrege, at Sofie Rosenlund Lau ikke har undersøgt bivirkningerne ved kolesterolsænkende medicin ud fra en lægefaglig vinkel. Hun har med andre ord ikke lavet et klinisk forsøg, men i stedet spurgt patienterne til deres egen oplevelse af at bruge forebyggende medicin. Ser man rent lægefagligt på sagen – for eksempel i den behandlingsvejledning, som hjertelægernes selskab, Dansk Cardiologisk Selskab, har udarbejdet – så står der, at “statiner har en veldokumenteret effekt på forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom”.

Og det er da også derfor, at brugen af den kolesterolsænkende medicin er så udbredt, siger professor på hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital Eva Prescott. Også selv om gevinsten kan være ret lille for den enkelte.

“Vi ved, at medicinen mindsker risikoen for eksempelvis blodpropper. Og så er statinerne billige og relativt ufarlige,” siger Eva Prescott og henviser til, at selv om nogle oplever muskelsmerter, så er det svært at vise en klar forskningsmæssig sammenhæng til den kolesterolsænkende medicin.

Den forskel peger på en større pointe i diskussionen af forebyggelse i det hele taget. Forebyggende medicin virker statistisk set kun, hvis mange mennesker tager den på en gang, fordi man ikke aner, hvem sygdommen eventuelt vil ramme.

Den enkelte vil derfor aldrig vide, om det kunne betale sig for lige præcis hende at tage forebyggende medicin – og leve med eventuelle bivirkninger. Men set på tværs af store årgange vil det have en effekt.

Set i det lys er det relevant at diskutere, hvordan vi bruger den forebyggende medicin, siger læge og professor Eva Prescott.

“Det handler om livsanskuelse og om, hvorvidt man synes, at det sunde menneske skal tage medicin for at forblive sundt.”

Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at kommentere, om brugen af forebyggende medicin kan blive for stor. Helt evident er det dog, at den forebyggende indsats i sundhedsvæsenet ikke altid har været så selvfølgelig, som den er i dag. De forebyggelsesindsatser, som er naturlige i dag, blev mødt med massiv kritik, da de startede op i 1960’erne og 1970’erne.

“Hele tanken om, at man som stat og sundhedsautoritet har lov til at blande sig i folks privatliv ved at diktere, hvordan man bedst lever sundt, er faktisk en relativt ny ting,” siger Sofie Rosenlund Lau.

Sundhed er blevet noget, det moderne menneske navigerer ret markant efter. Men Rosenlund Lau er bekymret for, at individets frie valg står for fald i det forebyggelsesparadigme, vi har indrettet os under.

Governmentality kaldte den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault det, når staten eller sundhedsautoriteter præger individets valg og får sat dem i en bås, som de har svært ved at navigere ud af på egne præmisser.

“For selv om det kun er anbefalinger, så ligger der så stærk en morale i måden, ‘vi bør’ navigere i sundhedsspørgsmål på, at man som almen borger har meget svært ved at træffe andre valg,” siger Rosenlund Lau.

Vi bliver med andre ord præsenteret for et teoretisk valg, når vores læge foreslår at skrive en recept på forebyggende medicin, men det er så åbenlyst, hvad der ville være det ‘rigtige’ valg, at “friheden forsvinder ud af handlerummet”, som hun siger.

Sofie Rosenlund Laus endemål er således ikke nødvendigvis, at flere mennesker stopper med at tage forebyggende medicin. Hendes ønskescenarie er, at det enkelte individ bliver bedre til at tage kritisk stilling til, om forebyggende medicin er det rigtige valg for dem.

Er det ikke meget at kræve af den enkelte?

“Det er sindssygt meget at kræve. Og det er også et svært emne at tale om, for hvis det er meningsfuldt i den enkeltes liv at tage den her medicin, så er det ikke en overbehandling i mit perspektiv,” siger hun.

Hendes kritikpunkt handler derimod om automatikken i at udskrive forebyggende medicin. Og om, at vi midt i den rutinehandling glemmer at spørge os selv, hvilket liv og samfund vi egentlig ønsker os.

“Det bliver hurtigt nogle store spørgsmål,” siger hun.

“Har vi lyst til at skabe et samfund, hvor så mange mennesker går rundt og føler, at de er i risiko og potentielt føler sig syge? Er medicin altid løsningen? Eller kan vi måske nå til et sted, hvor man også kan mærke efter i sin krop og sige, at man egentlig har det okay?”

href=“#2” class=“linksToFootnote”>Debatten om forebyggende medicin har stået på i mere end tre årtier. Der findes læger og professorer, der sværger til forebyggelsen, og der findes de mere skeptiske, der mener, at mange danskere bliver overmedicineret.

Sofie Rosenlund Lau håber, at hun kan være med til at flytte fokusset i den debat, som hun ofte synes strander ved det samme spørgsmål: Virker medicinen?

“Du kan samle nok så meget data og lave store befolkningsundersøgelser, men du kan aldrig nogensinde koge al den viden ind til, hvad der kommer til at ske i lige præcis dit liv,” siger hun. “Selv om der rent statistisk findes en positiv sammenhæng, så vil du aldrig kunne forudsige, hvad fremtiden vil bringe for den enkelte,” siger Rosenlund Lau.

Omvendt vil risikoen ved, at alle tager stilling til, om medicinen giver mening for netop dem, være, at færre begynder at tage den. Og i så fald vil effekten af forebyggelsen dale.

Sagen er bare, at de manges interesse ikke må trumfe den enkeltes, mener Sofie Rosenlund Lau.

“I dag bliver sundhedskvalitet målt på antallet af levede dage. Det er et sundhedspolitisk mål at udsætte døden. Men fra individets synspunkt er det måske ikke altid den rigtige måde at kigge på sundhed. Der handler det måske mere om kvaliteten af de dage, man har.”

“Det er selvfølgelig vigtigt at tale om, hvad vi ved,” siger hun, “men vi må også til at tale om, hvad vi vil.”