Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Mads Olrik har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Denne cykelrytter vinder næsten aldrig, men er alligevel tilfreds. Er han bare danskerdoven?

  • 7. oktober
  • Sport
  • 235 interaktioner
  • 11 min.
ArbejderChristopher Juul-Jensen er på vej op igennem cykelhierarkiet, men bruger stadig langt de fleste kræfter på at hjælpe andre. Foto: Sofia Busk

Derfor skal du læse denne historie

I weekenden starter VM i cykling, og den ellers talentfulde dansker Christopher Juul-Jensen kommer ikke til at vinde. Det har han det helt fint med – men det er der andre, der ikke har. Danske atleter, og måske danskere i det hele taget, er magelige og mangler vinderinstinkt, mener kritikere. Christopher Juul-Jensen prøver på ikke at have for meget af det.

Christopher Juul-Jensen – som gerne bare vil kaldes Chris – er nervøs for, hvordan han vil tage sig ud i dette interview. Det er forståeligt nok. Den danske cykelrytter har inviteret mig med på hans stamcafé på Christianshavn i København. I de uger, han ikke kører løb i udlandet, kommer Chris Juul-Jensen ofte ind på caféen her om morgenen, bestiller sin kaffe og læser aviser indtil klokken 11. Så kommer hans kone nogle gange forbi og spiser frokost, og de dage, hvor han skal restituere efter et stort løb, kan han finde på at blive her eftermiddagen ud og læse sine bøger, måske en fransk klassiker.

Caféen, hvor vi sidder, kunne være det perfekte billede, hvis jeg har lyst til at iscenesætte Chris Juul-Jensen som et billede på den kritik, som danske atleter – og danskere som sådan – må lægge ryg til mere eller mindre konstant. Den kritik lyder sådan her:

Danskerne er en magelig flok. Vi er mætte, vi er tilfredse, vi har en blødhed i os. Vi ligger for behageligt på sikkerhedsnettet til, at vi gider rejse os op til storhed, op over mængden, eller – hvis man sætter Liberal Alliances argumenter helt på spidsen – bare rejse os for at gå på arbejde. Idéen er så stærk, at man kan høre ekkoet, når vi snakker om vores atleter, endda når atleterne snakker om sig selv.

Vi mangler vinderinstinkt,” sagde svømmeren Jeanette Ottesen under dette års OL.
Det danske landshold mangler nogle svin,” sagde Ulrik Wilbek for nogle år siden, da han stadig var håndboldtræner.

Set udefra kunne Chris Juul-Jensen godt være en af dem, som ovenstående kritik er rettet imod, og det er det, der gør ham nervøs for interviewet. Den 27-årige cykelrytter, som er født i Irland og blander engelske fraser ind i sit sprog – især når han skal tænke over sine svar – tjener til dagen og vejen ved at være en af verdens bedste hjælperyttere. I denne sæson har han for det meste ageret vindskjold for de store navne på hans australske hold, Orica-Greenedge, når de har forsøgt at gøre sig gældende i de store cykelløb.

Juul-Jensen skiller sig ud i det professionelle cykelfelt, for i stedet for at flytte til Italien, Luxembourg, eller der hvor professionelle cykelryttere nu tager hen for at kunne træne ordentligt i højderne, har Chris Juul-Jensen besluttet at blive boende i København. Det stiller enorme krav til hans professionalisme og selvdisciplin, fordi han er alene, uden kollegaer. Han træner for sig selv i bakkerne nord for Klampenborg og lever et nogenlunde normalt liv med sin kone i en lejlighed i centrum af København.

Chris Juul-Jensen træner hårdt, han yder sit bedste, og i denne weekend vil han knokle sig igennem Qatars varme til VM i cykling. Men han er ikke en vinder – endnu. Jeg spørger ham hvorfor. Er det, fordi han har valgt det magelige liv i København over storheden? Er det, fordi han ikke vil det nok, ikke ofrer sig nok, ikke er grådig nok? Er det, fordi han er for dansk?

FORRESTI 2015 vandt Chris Juul-Jensen løbet Post Danmark Rundt, men sejren – der på papiret var den største i hans karriere – var ikke det vigtigste øjeblik det år, ifølge ham selv. Det var derimod, da han under etapeløbet Tirreno Adriatico i Italien førte ene mand i fire timer i streg og hjalp en holdkammerat til sejren.

Sidste gang, Chris Juul-Jensen kørte først over stregen i et cykelløb, var for mere end et år siden. Men det går ham ikke specielt på. I årene inden han fik sin første professionelle kontrakt, lå det nemlig slet ikke i kortene, at det skulle være netop ham, de store cykelhold ville fatte interesse for.

Jeg var ikke ligefrem blandt de bedste som ung amatør,” siger han.

De gode ungdomsryttere kan vinde en hel bunke cykelløb, fordi de har en hurtig Suzuki-motor i benene, der gør, at de kan sprinte sig til sejrene. Min dieselmotor kunne ikke rigtig være med.”

Men, siger han, der er en ulempe ved at vinde meget som meget ung. Han taler om de danske cykeltalenter – ingen nævnt, ingen glemt – der blev udråbt som de næste store og måtte bære det klistermærke som en byrde uden nogensinde at opfylde det potentiale, andre så i dem.

De gode amatører kan vinde 20 cykelløb, og når de så bliver professionelle, bliver den lille, hurtige motor, de har, bare bombet sønder og sammen. Og hvad skal de så gøre? De er ikke hurtige nok til at vinde, og de er ikke udholdende nok til at være hjælperyttere, og så rammer krisen. Min udvikling har været uden de store kriser, men der har heller ikke været den helt store succes. Jeg er jo ikke pludselig kørt top fem i Flandern Rundt, for eksempel, men det har jeg heller aldrig forventet. Og jeg er faktisk ret glad for, at jeg aldrig har oplevet de store udsving.”

Juul-Jensen har aldrig oplevet det traumatiske fald, der har knækket andre talenter. Til gengæld er der en anden oplevelse, der har sat sig i ham. Fordi han hele tiden kom med på det yderste mandat, fordi det ikke stod i kortene, at det lige var ham, der ville snige sig igennem nåleøjet til de professionelle cykelhold, går han rundt med en dyb følelse af taknemmelighed.

Det er et enormt privilegium, at jeg fik chancen for at være med i det professionelle cykelfelt. I passed the test, you know.”

Chris Juul-Jensen rejser verden rundt med sit fantastiske job, som han kalder det. I momenterne, hvor han ikke kommer med i det rigtige udbrud, ærgrer han sig gul og blå, men han kan stadig kigge tilbage på en sæson uden en eneste sejr og være tilfreds. Det er jo en fantastisk måde at finde ro og tryghed i sit liv. Men spørgsmålet er, om det er den mentalitet, der skal til for at vinde de store sejre? Han tænker over det.

Off course, jeg ville elske at vinde flere cykelløb. Det er jo ikke, fordi jeg ikke prøver. Min virkelighed er bare noget andet.”

Det handler ikke om, hvor tilfreds han er med sit liv som professionel, eller om han bruger tilfredsheden som en sovepude. For Chris handler det om at finde ud af, hvordan man navigerer i det ret komplekse felt, cykelsporten er. Cykling handler nemlig ikke (kun) om frådende vindermentalitet. Cykling handler om at afstemme sin grådighed.

Bonusinfo. Chris Juul-Jensen havde i år debut i Tour de France. Han nåede at læse seks bøger i løbet af de tre uger, løbet varede. Hans yndlingsbog er den franske klassiker Celine.

På vej til Christianshavn til mødet med Chris Juul-Jensen har jeg haft bogen En kæde af løgne i ørerne som lydbog. Den er nogle år gammel og skrevet af en New York Times-journalist, der afdækker, hvordan Lance Armstrong rejste sig fra en kræftsygdom og ved hjælp af et sofistikeret dopingprogram vandt syv Tour de France-sejre i streg. Bogen har en anekdote, en obskur én af slagsen, som jeg har svært ved at ryste af mig:

Engang i slutningen af 1990’erne, efter sin sygdom, deltog Lance Armstrong i et velgørenhedsarrangement, hvor der blandt andet skulle holdes et cykelløb for børn. Armstrong skulle egentlig bare cykle ved siden af børnene i starten, men i stedet for at trække ud til siden, blev han sammen med frontgruppen. Til sidst, efter de par kilometer løbet varede, var der kun ham og en ti-årig dreng tilbage i front. Få meter før stregen trådte Lance et par hårde tråd og kørte først over.

Han kunne ikke lade en ti-årig dreng tage en sejr fra ham, siger en kilde i bogen, stadig bestyrtet mere end 10 år senere.

Solen er forsvundet fra vores lille cafébord på fortovet, og Chris Juul-Jensen har taget sine solbriller af.

Da jeg var knægt, kunne man enten være fan af Lance eller af (Jan) Ulrich. Og for mig var Lance the man,” siger han.

Han var cool, han havde sorte cykelsko på, og han optog mig virkelig, uden at jeg forstod alt det, der lå bagved.”

Lance gik for langt i praktisk taget alt, han gjorde. Han var grådig ud i det ekstreme. Det var, som om sporten skyldte ham sejre, og hans grådighed efter dem fik ham til at ofre alt. Sin fysik, sine venner, sit eftermæle, sin moral. Nærmest alle de idoler, Chris havde som ung, har gjort noget lignende. Men spørgsmålet er, om der alligevel ikke stadig er noget at lære af dem?

Jeg vil helst ikke have, at folk læser denne artikel og tænker, at jeg er nonchalant og ikke sulten nok,” siger Chris.

Jeg er ekstremt sulten. Jeg bliver nødt til at være grådig for at få succes. Men min grådighed må bare ikke overskygge min moral.”

Men doping er jo ikke den eneste måde at være grådig på, indvender jeg. Mens Chris har besluttet at blive i København, blandt andet på grund af sin kones arbejdsliv, er nærmest alle hans danske kolleger flyttet sydpå, Lucca i Italien er særligt populær. Bjarne Riis gjorde det samme. I starten af 1990’erne flyttede han sin unge familie til Luxembourg, så han kunne træne i højdedragene omkring byen, mens hans kone passede børnene derhjemme. Hans families liv blev om ikke ofret på cyklingens alter, så i hvert fald formet af cykling.

Det er en anden form for grådighed, og jeg synes ikke det passer til mig,” siger Chris Juul-Jensen.

Jeg kan ikke tillade mig at forvente, at hele min omverden går på kompromis, for at jeg kan vinde flere cykelløb. Hvis nu det ikke lykkes, vil det gøre lussingen bagefter så meget større, fordi man har satset det hele. Livet som cykelrytter er meget mere end rytteren selv.”

Men er det ikke netop det, danske atleter bliver kritiseret for; at de ikke tør satse af frygt for lussingen bagefter?

Tjoo, man kan jo sige, at jeg faktisk har klaret det meget godt indtil videre og rent faktisk bevist, at man kan have det her liv i København og stadig være blandt verdens bedste. Og en ting er sikkert: Jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke havde været kynisk og grådig på de rigtige tidspunkter.”

HEL“Jeg er den samme person hele tiden, og jeg har skullet lære at være lidt mere skizofren for at vinde. Jeg skal lære at bevæge mig ind i andre roller, spille på andre dele af min personlighed, for det er en krigszone derude. Når du er i positionskamp på en smal belgisk landevej, bliver du nødt til at være... en anden.” Foto: Sofia Busk

Chris Juul-Jensen mener, at han har fundet ud af, hvordan cykelsporten fungerer. Og det, han har fundet frem til, minder mere om din og min karriere, end det minder om en fodboldspillers karriere. En ung fodboldspiller kan blive verdensstjerne på et splitsekund ved at score det rigtige mål på det rigtige tidspunkt. Men det kan Chris Juul-Jensen ikke. For at vinde de store løb har han brug for hjælp fra sit hold. Den hjælp kan han kun få, hvis han bevæger sig opad i hierarkiet og opbygger social kapital.

Jeg bevæger mig langsomt op ad stigen. Lige nu er jeg i nærheden af at være blandt verdens bedste hjælperyttere, og det er så tilfredsstillende. Det kan godt være, jeg ikke vinder cykelløb, det kan godt være, jeg bare er hjælperytter, men folk ved, hvad jeg er i stand til.”

Han køber ikke idéen om, at han – eller danskere som sådan – mangler grådighed eller vindermentalitet. Han føler den, men den kan være svær at se udefra, fordi han skal bruge den klogt. For overdreven vindermentalitet og grådighed kan være et problem i forhold til de sociale aspekter i cykelhierarkiet.

Jeg skal være holdets mand, men jeg skal være det for min egen skyld og for at øge mine egne chancer senere. Jeg skal være enormt egoistisk og kaste mig grådigt over mine chancer, jeg skal være et kynisk og grådigt svin. Men jeg ved, hvornår det gør noget godt for mig, og hvornår det hindrer mig. Jeg er hjælperytter, men den indsats, jeg giver holdet, er en kynisk investering. Det er det, der gør, at jeg får lov til at køre Tour de France, det er det, der gør, at jeg bliver udtaget til OL og får lov til at køre mine egne chancer i en enkeltstart. Jeg skal hjælpe mit hold, men jeg skal have en egoistisk bagtanke. Dér er jeg kynisk.”

Han fnyser af at blive mødt med spørgsmålet om, hvorvidt han vinder nok, om han lider nok.

Du har ingen anelse. Du har ingen anelse om, hvor meget jeg lider. Du kommer til at skrive, at jeg sidder her på min stamcafé og drikker min kaffe, og hvis det var det eneste, jeg lavede, kunne vi snakke om den kritik. Men jeg kan tillade mig at have en stamcafé, fordi min samvittighed er totalt ren. Jeg ved, jeg lider alt det, jeg skal. Jeg passer mit job, og jeg er blandt verdens bedste til det.”

Om han vinder eller ej, er ikke et spørgsmål om folkesjæl, velfærdsstatsmentalitet eller sult. Det er et spørgsmål om helt konkret, håndgribelig virkelighed.

Jeg har hørt kritikken om den manglende danske vindermentalitet igen og igen, som om man bare kan beslutte sig for at vinde. Men verden er fyldt med exceptionelt dygtige cykelryttere. Det er sådan en dansk ting at tro, at man kan få det hele, og når man så ikke får det, så må det være, fordi der er noget galt med folkesjælen. Jeg arbejder mere end mange af de talenter, jeg kører imod, men jeg bliver stadig slået af dem. Sådan er det. Peter Sagan er bare bedre end mig, og det kan alverdens træning ikke ændre på.”

Flere historier

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak