Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Magt ændrer din hjerne: Vi bliver dårligere mennesker af at få magt, viser forskningen

KYNISME Frank Underwood fra Netflix-serien 'House of Cards' er indbegrebet af det afstumpede magtmenneske. Foto: Presse / HBO Nordic

Vores medlemmer foretrækker at lytte


7. juli 2017
12 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Når vi får magt, bliver vi med det samme mindre empatiske, mere selvcentrerede og mere umoralske. Vores hjerner ændrer sig simpelthen, når vi føler os mere magtfulde, viser ny forskning. Det skaber problemer, der breder sig ud i hele samfundet, siger en af de førende forskere på området. Men problemerne er ikke uløselige.

Hvordan ville du ændre dig, hvis du fik mere magt?

Tænk på dig selv i en magtfuld lederstilling.

Du forestiller dig måske, at du stadig ville være den samme: stadig fornemme, hvordan andre har det, stadig være god til at lytte, stadig være empatisk og hensynsfuld. Men du tager formentlig fejl. Du ville ikke være den samme.

Nyere forskning peger nemlig på, at de fleste mennesker ændrer sig, når de får øget magt. Ikke i løbet af nogle år, men simpelthen lige med det samme – idet de mærker følelsen af magt.

Magt hæmmer de empatiske centre i hjernen, den gør os mere grådige, mere afstumpede, mere dominerende, mindre lyttende, viser forskning inden for både socialpsykologi og hjerneforskning. Nogle af de kvaliteter kan til en vis grad være nyttige; statsministre, erhvervsledere, dommere og undervisere er nogle gange nødt til at skære igennem og lade deres vilje være lov. Men når man kigger på de mange undersøgelser, peger de entydigt i retning af, at det ofte kammer over, og at ændringen sker overraskende let.

Når vi føler os magtfulde, er vi dårligere til at aflæse ansigtsudtryk. Vi har sværere ved at se tingene fra de andres perspektiv. Vi vil hellere fortælle end lytte. Vi afbryder og dominerer samtaler. Vi taler ned til andre og kører mere råddent i trafikken. Vi tager mere fra kagefadet og smasker endda mere, når vi spiser. Vi tager slik fra børn!

Ja, det lyder som rene og skære fordomme, hvis ikke det lige var, fordi disse mekanismer er blevet bekræftet i utallige forsøg. Magt korrumperer. Magt gør os til nogle usympatiske røvhuller. I hvert fald, hvis vi ikke passer på.

En af de førende forskere inden for magtens socialpsykologi er professor Dacher Keltner fra Berkeley-universitetet, der ud over at have stået for en del af de konkrete forsøg også har skrevet bogen The Power Paradox. Jeg har både læst bogen og kort talt med Keltner over telefonen om magtens paradoks. Hans vigtigste pointe er denne:

Magtens paradoks er, at man som regel får magt ved at arbejde for det fælles bedste. Men meget ofte kan man se, at når folk så har fået den magt, så misbruger de den.”

Jeg vender tilbage til min samtale med professoren, men først skal vi kigge nærmere på, hvad forskningen faktisk har fundet ud af:

Magt er ikke noget, man enten har eller ikke har. Og det er ikke bare retten til at diktere eller beordre. Magt er noget, der spiller ind i alle forhold mellem mennesker. Man kan definere magt bredt som muligheden for at påvirke andre mennesker. Hvis man er statsleder, har man selvfølgelig muligheden for at påvirke langt flere mennesker, end hvis man er kassemedarbejder i Netto. Men man har ikke slet og ret magten. Kassemedarbejderen har stemmeret og dermed en lillebitte mulighed for at påvirke, om statsministeren bliver siddende. Og måske er hun også aktiv i den lokale partiforening og træner for et håndboldhold. Der påvirker hun nogle mennesker meget direkte. Så hun har også en smule magt.

Jeg bestemmer i udgangspunktet over min datter, så længe hun ikke er myndig. Men jo ældre hun bliver, jo mere vil hun insistere på at bestemme. I øjeblikket forhandler vi, hvilke ting hun må tage i køleskabet uden at spørge først. Før spurgte hun altid. Hun udøver en modmagt til min forældremagt. Ikke fordi vi har mange konflikter, tværtimod, men selv i de fredelige relationer foregår der konstant magtudvekslinger.

Mange vil have hørt om den store renæssance-magtteoretiker Niccolò Machiavelli, der i sit berømte skrift Fyrsten (1532) gav gode råd til herskere, der indebar, at man skulle herske gennem vold, frygt og kynisk magtudøvelse. Hans navn er blevet symbol på den kyniske magt, der kan ses i sin rene form i serien Game of Thrones. Her er det helt legitimt at gå efter magten, bare fordi man gerne vil have den – gerne med vold som middel.

Mennesker, som er gode til den type kyniske magtspil, bliver ofte set som en særlig type mennesker – i hverdagssproget omtales de nogle gange som psykopater. Problemet er, ifølge forskningen, at de fleste mennesker ændrer sig i den retning, når de får magt.

Når man skal undersøge, hvad magt gør ved folk, kan man ikke bare sammenligne magtfulde mennesker med mindre magtfulde. Den slags studier er der en del af, og de viser blandt andet, at rige og magtfulde mennesker er mindre omsorgsfulde, kører mere råddent, lyver mere og er mere seksuelt grænseoverskridende. Men det kunne jo være, at adfæren var en del af årsagen snarere end virkningen – altså at den slags karaktertræk går godt i spænd med at være magtfuld.

Så man er nødt til i eksperimenter at gøre tilfældige mennesker magtfulde, hvis man skal undersøge, hvilken forskel selve magtfølelsen gør. Men hvordan? Jo, man primer dem, som det hedder på moderne dansk, altså man laver en suggestiv præparering af dem. Det er overraskende let. Man beder for eksempel forsøgspersonen om at tænke på nogle subsistensløse i et minut – det kan være hjemløse på gaden. Uundgåeligt kommer vedkommende til at sammenligne sig med dem og føle sig mere magtfuld. Man får samtidig en kontrolgruppe til at tænke på de mest magtfulde personer – og voila! De føler sig mindre magtfulde. En anden metode er at bede folk mindes en hændelse eller periode i deres liv, hvor de havde magt over andre. En tredje metode er slet og ret at udnævne en tilfældigt valgt leder i en gruppe, der skal løse en opgave.

Og pling! Så ændrer man personlighed.

Når man gør det, finder man ud af tre ikke særlig rare egenskaber:

1. Magt gør os mere uhøflige og respektløse
Det er måske ikke den store overraskelse, at magtfulde mennesker kan være uhøflige og respektløse, eftersom de ikke behøver at fedte og bukke og skrabe, men alligevel:

Når vi taler sammen, er der en del uskrevne regler om, hvordan vi giver hinanden plads, lader hinanden tale ud og i udgangspunktet taler respektfuldt. Vi markerer også, at vi lytter til den anden med nik og små responsord af typen ja”, nå”, m-hm”, der viser den talende, at vi lytter engageret. Når man føler sig magtfuld, bliver man tilsyneladende mere ligeglad med den slags – og det markerer man i sin måde at føre samtaler på. Man afbryder, man dominerer, og man undlader responsord. Man udviser mindre respekt i sit ordvalg.

2. Magt gør os mindre empatiske
Folk, som føler sig magtfulde, bliver markant dårligere til at aflæse ansigtsudtryk og genkende følelser hos andre. Det er påvist i forskellige forsøg, hvor forsøgspersonerne kigger på billeder af enten hele ansigter eller blot øjenomgivelser og skal svare på, hvad personen på billedet føler. De, der ikke er primet til at føle sig magtfulde, er markant bedre til dette.

Mennesker, der føler sig magtfulde, reagerer også mindre mimisk i deres kropssprog. Vi har det med spontant at efterligne hinandens kropssprog – når du læner dig frem, læner jeg mig også frem; når du smiler, smiler jeg tilbage. De, der får tildelt magtfølelse, har en markant lavere mimisk reaktion i samtaler.

Det kan endda måles neurologisk, at vores neurale empati-netværk dæmpes. Det er blandt andet det, som populært er kendt som spejlneuroner – dem, der får os til at gabe, når vi ser en anden gabe, men det er mere komplekst end som så.

Et af de mere berømte forsøg handler om det.

Det foregår sådan her: Forsøgspersonerne skal tegne et E i deres pande. Noget så banalt viser også en markant forskel: De, der føler sig magtfulde, er tilbøjelige til at vende E’et, så det passer til deres egen synsvinkel, mens de, der ikke føler sig magtfulde, skriver det spejlvendt, så det passer til beskuernes synsvinkel. Et klart tegn på, hvor tilbøjelig man er til at se verden fra sin egen synsvinkel eller andres – helt bogstaveligt.

Et andet forsøg viser, at de, der føler sig magtfulde, er mere inspirerede af deres egne fortællinger end af andres, mens det er omvendt med folk, der føler sig mindre magtfulde. Man kender godt typen – den chef, der elsker at fortælle anekdoter, men ikke rigtig gider høre andres.

3. De magtfulde føler sig som moralske undtagelsesmennesker
Hjerneforskningen viser også, at man spontant udviser sociopatiske træk, når man føler sig magtfuld. Ud over at man ser sådanne træk mere hyppigt blandt rige end fattige, er der helt konkrete forsøg med tilfældige personer, der peger i samme retning. Og vi skal til noget så uskyldigt som slik og kage.

Cookie monster-forsøget’ går ud på, at der er blevet udnævnt en tilfældig leder i en gruppe, og at denne leder skal vurdere de andre. Mens alle er optaget af opgaven, bliver der helt uskyldigt sat et fad med småkager på bordet. Der er bare – og det er ikke spor tilfældigt – en småkage for meget på fadet, så når alle har taget én, er der stadig en tilbage. Du har naturligvis gættet, hvem der tager småkagen. Det gør (som regel) lederen. Den nyvundne magt strækker sig åbenbart til kagefadet.

Det lyder lidt fjollet, men undersøgelsen viser også, at lederen spiser mere uhæmmet end de andre – med mere åben, smaskende mund. Og spilder flere krummer, har man endda konstateret.

Og nu kommer vi så til det med at tage slik fra børn. Et simpelt forsøg på en institution, der laver socialpsykologiske forsøg med børn, viste, at de ledsagende voksne, der følte sig magtfulde, tog dobbelt så meget af børnenes slik som dem, der ikke følte sig magtfulde.

Andre undersøgelser peger på, at man er mere positivt indstillet over for at snyde i skat, modtage bestikkelse og overtræde færdselsloven – det er undersøgt i 27 forskellige lande. Resultaterne flugter med, at det er påvist, at folk i dyre biler udviser langt mindre respekt for fodgængere end folk i billige biler. Ja, de har faktisk en tendens til helt at ignorere krydsende fodgængere.

Ikke nok med at de magtfulde er mere umoralske, de er også dobbeltmoralske. Mennesker, som føler sig magtfulde, indrømmer gerne deres egne uetiske handlinger, men fordømmer dem hos andre i højere grad end gennemsnittet. Når de selv overtræder færdselsloven, er det, fordi der er en særlig vigtig grund – når andre gør det, er de umoralske. Det er noget, der kendetegner de fleste, men som altså forstærkes hos magtmennesker.

Magt ser ud til at skabe undtagelsesmennesker, for hvem der gælder nogle andre regler end for andre.

Man kan spørge sig, hvorfor vi reagerer sådan. Hvorfor har magt en så stor magt over os? Det er sværere for forskerne at svare på, men spekulationerne går i retning af, at der på et helt biologisk niveau kan være en fordel i at ledere, som har mange hensyn at tage og mange mennesker at være ansvarlige for, er nødt til at kunne være mere hensynsløse og skære igennem. Problemet opstår så, når det kammer over og ikke passer til en moderne forståelse af, hvordan vi bør behandle hinanden.

Således forskningen. Nu skal man huske på, at den slags resultater er statistiske – det betyder, at der er en påviselig effekt af at få magt, men den gælder ikke nødvendigvis lige meget for alle. Dacher Keltner understreger, at der findes andre former for magt, og at de magtfulde mennesker, vi beundrer ud over deres levetid, ofte netop har empatien med sig, mens de, der udviser en høj grad af magtfuldkommenhed og arrogance, ofte falder med et brag omgivet af skandaler og vrede. Derfor taler han om en mere positiv form for magt, som han kalder varig magt (‘enduring power). Den vil Keltner gerne slå et slag for:

Vi tænker for kortsigtet på magt og glemmer derfor, at den magt, der virkelig betyder noget, er den, folk tager til sig, og som lever videre i generationer efter. Men heldigvis er den varige magt i stor fremgang i disse år.”

Har du en idé om, hvorfor mennesker som Mahatma Ghandi, Nelson Mandela og Martin Luther King tilsyneladende undslap sig disse mekanismer og bevarede empatien frem for at blive magtfuldkomne?

Magtmisbruget er noget, vi alle genkender, det er den udbredte mekanisme,” siger Keltner.

Men den anden side af sagen er, at magt afslører, hvem vi egentlig er, når vi ikke længere dæmper os selv. De rette mennesker i de rette sammenhænge formår at bevare den stærke motivation, der oprindeligt engagerede dem, viser helt ny forskning. Måske er der en mekanisme, der endda forstærker disse positive egenskaber og ikke kun de egoistiske, selv om de dominerer i statistikken. Det er et vigtigt kontrapunkt til min forskning: Magt kan faktisk afsløre uegennyttige tendenser hos gode mennesker. Der er desværre bare for få af disse mennesker, der søger magten – for eksempel i politik. Det er en skam.”

Og der er heldigvis metoder til at dæmpe afstumpningsmekanismerne, mener han. Det kræver blot, at ledere og andre magtfulde mennesker besinder sig på at ville noget andet. Alene det at være bevidst om, hvad magt gør ved os og aktivt modvirke det ved ikke at lade sig rive med, gør en stor forskel.

Helt konkret bør man dagligt minde sig selv om disse fem ting ifølge Keltner, som måske lyder en kende selvhjælpsagtige:

  1. Vær opmærksom på, hvad magten gør ved dig.
  2. Øv dig i ydmyghed.
  3. Fokusér på andre, og vær generøs.
  4. Udvis respekt for andre.
  5. Arbejd for at hjælpe dem, der føler sig magtesløse.

Den gode leder gør ifølge Kentler disse ting – eller i hvert fald nogle af dem – i hverdagen. Nogle vil synes, det lyder lovligt blødt. Men der er ikke tale om den vattede leder, der ikke tager ansvar. Der er i øvrigt heller ikke ikke tale om den leder, der på overfladen er sød og rar, men benytter sig af skjulte magtmekanismer, som for eksempel at være passivt aggressiv eller manipulere sine medarbejdere til at overskride deres grænser. Den gode leder er empatisk og lyttende, samtidig med at hun tager ansvaret og lederrollen på sig. Det er den leder, der respekteres og ikke blot frygtes.

I Danmark er der et større fokus på lighed end i USA – både i det konkrete samfundssystem med social velfærd og i vores sociale omgangsformer, som er mindre hierarkiske. Betyder det noget for, hvordan magten fungerer, eller er det lige meget?

Ud over de psykologiske mekanismer, vi har påvist i kontrollerede forsøg, er der altid en større samfundsmæssig sammenhæng, der sætter en ramme for mekanismerne. Det er svært at sige, præcis hvor meget den ramme betyder, men økonomer har i de senere år været meget interesseret i ulighed, og der begynder så småt at tegne sig et mønster,” siger Kentler.

Når uligheden er stor – økonomisk, magthierarkisk eller mellem bestemte befolkningsgrupper som køn og race – så fremmer det magtmisbrugsmekanismerne. De magtfulde bliver mere magtfuldkomne. Og det modsatte gør sig så gældende i samfund med en højere grad af lighed.”

The Power Paradox – How We Gain and Lose Influence, Dacher Keltner, Penguin Press, 2016.