signature

Politikerne flygter fra Christiansborg: ”Der er ikke en konstruktiv interesse i at finde fælles løsninger”

FARVEL18 procent af Folketinget har selv valgt at trække sig siden sidste valg. Hvorfor? Illustration: Niels Elmvig Bruhn for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Dansk politik anno 2018 vil blandt andet blive husket for alle dem, der sagde farvel. Politiske veteraner, ministre og opkomlinge, der ville ændre den politiske kultur, valgte at stoppe. Selv om grundene er mange, fortæller de afgående politikere også alle en historie om et folkestyre, der har fået nogle alvorlige problemer. Afskrækker det de bedste hoveder fra at deltage i dansk politik?

Egentlig er det paradoksalt.

Samtlige politikere, vi har talt med til denne artikel, er dybt optagede af politik. Ja, en del lader til at elske det politiske arbejde.

Alligevel har politikerne valgt at sige stop. 33 folkevalgte har i denne valgperiode sagt, at de ikke vil fortsætte på Christiansborg. Det er næsten hvert femte folketingsmedlem.

Mange af de afgående politikere deler også i vidt omfang en bekymring over vigtige dele af dansk politik.

Det handler – blandt andet – om en politisk samtale, et mediepres og en kultur på Christiansborg, der på visse punkter er kørt skævt.

Bekymringerne strækker sig på tværs af det politiske spektrum, fra veteraner til nyvalgte, fra ministre til almindelige folketingsmedlemmer.

Mange siger, at politikere skal kunne klare det, og det skal vi også, men der er alligevel mange, der siger, at det her er for høj en pris,” lyder det fra kulturminister Mette Bock (LA), der vil stoppe som folketingsmedlem for i stedet at stille op til Europa-Parlamentet.

Alternativets medstifter, Josephine Fock, taler om et ekstremt presset” Christiansborg, hvor der bliver taget alt for usaglige hensyn”. Hun forlod i efteråret Folketinget, hvor hun havde været gruppeforkvinde for partiet.

Strømmen væk fra politik kan ligne en ny tendens. Tidligere har antallet af politikere, der frivilligt trak sig tilbage, varieret ret meget. Men noget tyder på, at antallet af politikere, der efter årtusindskiftet har valgt at sige farvel, ligger på et højere og mere stabilt niveau end tidligere

Da man i Magtudredningen omkring årtusindskiftet så nærmere på Folketingets sammensætning, trak i gennemsnit 11 procent af politikerne sig i valgperioderne fra 1953 til 2001. Vi har fundet de nyeste tal; i denne valgperiode har 32 af Folketingets medlemmer meddelt, at de ikke vil være med længere. Det svarer til over 18 procent af Folketinget. I valgperioderne fra 2005 og frem har tilbagetrækningen ligget på et lignende højt niveau. 30, 39 og 30 politikere valgte selv at sige farvel i de tre foregående valgperioder.

Altså: Vi står i en situation, hvor flere politikere end tidligere ser ud til frivilligt at trække sig tilbage.

Hvorfor?

Bonuscitat: “Nogle kalder det at tage chancen at springe af tigerens ryg. Jeg har været i politik hele mit liv og nærmer mig 50, og det var en mavefornemmelse, der sagde: Prøv noget andet.” – Carl Holst, Venstre

Langt de fleste af denne valgperiodes farveller blev sagt i løbet af 2018, hvor nogle af landets mest markante politikere meldte ud, at de stoppede med det samme og ikke gik deres periode ud.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) fik ganske enkelt nok. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) blev direktør i Dansk Erhverv, mens miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) efter længere tids mediestorm stoppede og nu har job i tænketanken World Resources Institute. Før 2018 var det kun sket to gange i nyere dansk historie, at en minister skiftede direkte til et job i det private.

Denne valgperiode har også budt på andre særsyn. Halvdelen af folketingsmedlemmerne fra Alternativet har meldt ud, at de ikke vil fortsætte i dansk politik. Og da folketingsveteraner som Mogens Lykketoft og Holger K. Nielsen også stopper ved valget, kan vi med ret stor sikkerhed sige, at Danmark efter det kommende valg vil have det mest uerfarne Folketing i 40 år.

Der kan findes mange forklaringer på strømmen væk fra Christiansborg. Er det tilfældigheder? Er det et tilvalg snarere end et fravalg? Er et nyt parti som Alternativet særligt sårbart over for udskiftninger? Nærmer flere politikere sig en naturlig pensionsalder? Er den nye generation af politikere blevet for tyndhudede og følsomme? Eller er der, som nævnt her, nogle dybere problemer i dansk politik i disse år?

Alle forklaringerne her har sikkert noget på sig, men i denne artikel stiller vi skarpt på politikernes egne udlægninger. Vi har talt med en stribe af de folkevalgte, der har sagt eller siger farvel.

Politikerne har selvfølgelig hver deres ofte nuancerede grunde til at stoppe i politik. Samtidig er det vigtigt at understrege, at de afgåede og afgående politikere også har meget godt at sige om livet som politiker. De har nydt at være i Folketinget, de synes, arbejdet er vigtigt, og de har et håb om, at tingene kan blive bedre i fremtiden. Brian Mikkelsen understreger, det er et af de vigtigste erhverv, der findes. Christine Antorini synes, det politiske maskinrum er vanvittigt fascinerende, Stine Brix oplevede en ekstremt privilegeret adgang til indflydelse. Og Mette Bock har ligefrem elsket” at være i dansk politik.

Samtidig deler politikerne dog også en bekymring over i hvert fald dele af den måde, Christiansborg-politikken fungerer på i dag.

Venstres Søren Pind beskriver politik som en spændetrøje”. Josephine Fock fra Alternativet måtte melde folk til politiet, fordi de truede hende og hendes familie. Venstres Carl Holst taler om nuancer, der er forsvundet fra den politiske samtale. Christine Antorini fra Socialdemokratiet fortæller om en social medie-kultur, der går langt over grænsen”. Alternativets René Gade nævner splid i stedet for samarbejde. Enhedslistens Stine Brix fortæller om ikke at have den nødvendige energi til at blive ved. Og De Konservatives Brian Mikkelsen siger, at det konfrontatoriske politiske miljø har nået point of no return”.

Overordnet falder bekymringerne i fire kasser.

  1. Politik er til tider blevet et spil, hvor det handler om at nakke modparten frem for at finde fælles løsninger.
  2. De etablerede nyhedsmedier fokuserer mere og mere på konflikt, personsager og enkeltsager.
  3. De sociale medier skaber en rå og unuanceret tone.
  4. Folket er i stigende grad forsvundet ud af politik.

Punkt 1 handler i høj grad om politikernes eget ansvar – og det er vigtigt at holde fast i; alle, vi har talt med, er enige i, at en del af ansvaret ligger hos politikerne selv.

Så: Her er det, de afgående politikere ikke vil savne – punkt for punkt.

1. Den politiske nakke-kultur

I foråret 2016 var Carl Holst vendt tilbage til Folketinget efter tre måneders orlov.

Få måneder inden orloven havde han været forsvarsminister, men en række kritiske sager tærede så hårdt, at han havde haft brug for at sige stop. Region Syddanmark, hvor Carl Holst tidligere havde været formand, politianmeldte ham for at have brugt både penge og en medarbejder fra regionen til sin egen valgkamp til Folketinget. Det var en stor sag i nyhedsmedierne, og han havde brug for en pause.

Regionen frafaldt senere sagen. Men altså i foråret 2016 var Carl Holst kommet tilbage til Folketinget efter det, han havde oplevet som sit livs værste krise. Han var nu blevet udnævnt til socialordfører.

Nu stod han så på Christiansborg og var faret lidt vild. Det åbne samråd, han skulle til, var blevet flyttet til et lokale, han ikke havde været i før. Så han spurgte nogle partifæller fra Venstre om vej.

En af dem viste, hvor mødet skulle foregå – og supplerede med en kommentar, som Carl Holst stadig husker:

Så sagde vedkommende, at det skulle foregå i det lokale, hvor han selv havde fået sin største politiske sejr; for det var i det lokale, han var med til at nakke Morten Bødskov.”

Politikeren så altså sin største sejr som dette: at nakke en anden politiker.

Carl Holst kan huske episoden, fordi han mener, den fortæller en større historie. Han ser den som et tydeligt symptom på de politikere, der ser det hele som et spil i stedet for et arbejde for at skabe fælles løsninger. En slags nakke-kultur på Christiansborg, om man vil.

Tænk at kunne se tilbage på sit politiske liv og så konkludere, at den største sejr var der, hvor man nakkede Morten Bødskov. Hvis den type kommer i flertal i dansk folkestyre, så går det galt,” siger Carl Holst, der ikke vil fortælle, hvad han præcis skal lave, når han stopper ved valget.

Problemet er, tilføjer han, at netop nakke-politikerne løber med meget af opmærksomheden:

Kendetegnet for den type er, at det er dem, der formår at komme på.”

Carl Holst er ikke den eneste afgående politiker, der mener, at politik i alt for høj grad er blevet et spil, hvor det handler om at jorde modstanderen frem for at opnå politiske resultater. Da Alternativets René Gade meldte ud, at han ikke genopstiller, fortalte han her i Zetland om nogle politikere, der droppede arbejdet Christiansborg for spillet Christiansborg, der alene skulle positionere dem i den evige kamp om magt og skærmtid.

Udviklingen er ifølge politikerne skabt af flere forskellige ting, men flere af dem erkender deres eget ansvar.

Som kulturminister Mette Bock siger det:

Vi kan selv være med til at højne den politiske diskussion ved i højere grad at fortælle, hvad vi selv vil, i stedet for bare at banke løs på de andre.”

Kritikken af det politiske spil er ikke som sådan noget nyt. Men det er interessant, at den kommer fra hele spektret af de politikere, der stopper.

Alternativet gik til valg på netop at ændre en politisk og mediemæssig kultur, hvor mudderkastning, taktik og mediespin fylder alt for meget”, som der står i deres partiprogram. Men nu har halvdelen af folketingsgruppen besluttet, at det var nok med en valgperiode. (Man kunne spørge, om de ikke i stedet burde smøge ærmerne op og blive hængende og kæmpe? Det vender vi tilbage til i bunden af artiklen).

Josephine Fock, der var med til at stifte Alternativet, føler bestemt ikke”, at projektet med at skabe en ny politisk kultur er forløst. Men undervejs i kampen følte hun, at hun mistede sig selv. Derfor valgte hun at skifte politik ud med et job i Dansk Flygtningehjælp.

Jeg ville sådan ønske, at man kunne have et Christiansborg, hvor man, hvis man havde samme mål, kunne samarbejde på tværs af alle partier. Det synes jeg er ekstremt svært. Det har frustreret mig,” siger Josephine Fock.

De fleste af politikerne kæder – som Josephine Fock – det politiske spil sammen med et øget fokus på konflikt, der står i modsætning til arbejdet med at finde fælles løsninger.

Søren Pind har igennem sine mange år i politik oplevet, hvordan det har udviklet sig. Og netop det manglende samarbejde har været medvirkende til, at han sagde stop.

Jeg oplevede til sidst, at politik havde udviklet sig til et punkt, hvor der ikke er en konstruktiv interesse i at finde fælles løsninger – i opposition såvel som i Dansk Folkeparti såvel som også nogle gange i regeringen – og at det derfor ikke var noget for mig,” siger den tidligere minister, der i dag er bestyrelsesformand for en virksomhed, der arbejder med cybersikkerhed.

2. De medieskabte konflikter

Det fører os til anden del af politikernes diagnose: medierne. En del politikere siger, som beskrevet ovenfor, at de selv bærer en væsentlig del af ansvaret for tingenes tilstand, men ofte opstår problemerne ud af et samspil med andre aktører. Særligt medierne og et tiltagende nyhedsræs skaber ifølge politikerne en logik, hvor konflikter og personsager bliver styrende.

Brian Mikkelsen skiftede i efteråret sine poster som erhvervsminister og folketingsmedlem for Konservative ud med direktørstolen i Dansk Erhverv. Det var ikke som sådan et fravalg af rollen som politiker, som han egentlig har været glad for.

Alligevel er det de negative termer, han hiver frem, når han beskriver, hvordan dansk politik og forholdet til medierne har ændret sig i de 24 år, han har været i dansk politik.

Der blev mere og mere fokus på enkeltsager. Og det er den sædvanlige sang, som politikere kommer med, men nu har jeg trods alt erfaring for at sige det,” lyder det fra Brian Mikkelsen.

Han ser den negative udvikling som et resultat af, at medierne har fået færre ressourcer og derfor må gå efter de nemme, billige løsninger; det er ofte at dække enkeltsager og personsager. Samtidig har digitaliseringen fået det hele til at gå hurtigere, hvilket betyder, at politikerne ikke har tid til at tænke sig om eller lede efter alliancer.

Det betyder, at politik er blevet mere konfrontatorisk. Det er ubestrideligt. Tidligere kunne man finde sammen. Det er sværere nu, for det er hurtige oneliners, der kommer på nettet, og så bliver de banket op. Det befordrer ikke verdens bedste politiske klima,” siger Brian Mikkelsen.

En lignende historie fortalte René Gade, kort efter han i 2017 havde annonceret, at han ville stoppe. Medierne er for gode til at lede efter konflikt, de vil underholde frem for at oplyse, og nuancerne er forsvundet, sagde han og afsluttede sin salve:

Nogle medier fremmer dumheden.”

Brian Mikkelsen beskriver den nuværende situation som flyveren, der er fløjet halvt ud over Atlanterhavet og ikke kan vende om igen. Vi kan ikke lige sådan fjerne internettet eller ændre på, at den digitale medievirkelighed stiller et krav om, at politikerne skal reagere hurtigere.

Jeg tror, det er point of no return,” siger han.

Den påstand bakkes indirekte op af Mette Bock:

Den krig, der er ved at udvikle sig imellem politikere og medier, den har medierne et ansvar for, men det har politikerne selvfølgelig også,” siger kulturministeren:

Vi er på en måde blevet et dovent demokrati, det er altid de andres skyld. Politikerne synes, det er mediernes skyld, at vi har politikerlede, og medierne synes, at politikerne er sådan nogle, der skal have køller oven i hovedet hele tiden. Det er skandalerne og konflikterne, som tegner billedet. Det er ikke fake news, men det er bare heller ikke hele sandheden.”

BIRAN MIKKELSEN“Jeg var medlem af regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg og var erhvervsminister og havde meget indflydelse, altså rigtig meget. Det var selvfølgelig med i min overvejelse, for hvis man er engageret, som jeg er, spørger man sig selv, hvor man får mest indflydelse,” siger Brian Mikkelsen, der mener, at han nu får “mulighed for at påvirke samfundsdebatten på en anderledes måde”. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Berlingske / Ritzau Scanpix
3: De rå nuanceløse sociale medier

Det er ikke bare de traditionelle nyhedsmedier, som politikerne oplever udfordringer med. De sociale medier, som ellers giver politikerne en direkte kanal til det danske folk, har også sine indbyggede problemer.

Da socialdemokratiske Christine Antorini i maj 2015 fyldte 50 år, havde hun i en periode holdt sig fra de sociale medier. Hun var undervisningsminister, og debatten i forbindelse med lærerkonflikten, der var blevet afsluttet med et lovindgreb en måned tidligere, havde været meget ophedet.

Jeg har haft som beskyttelsesstrategi i perioder simpelthen ikke at læse, hvad der har været skrevet,” fortæller Christine Antorini.

Men hendes voksne børn Thor og Sofie havde til gengæld læst med på de sociale medier, og i deres tale til fødselsdagen havde de brugt nogle af kommentarerne.

Det var en meget fin, omsorgsfuld måde, de havde gjort det på, men det var alligevel meget tankevækkende. Det var dem, der skulle åbne mine øjne for, at noget af det, der blev skrevet, var langt over grænsen. Skal man overleve i politik, skal man være hårdhudet, men det har ændret mig i løbet af de 15 år.”

Christine Antorini, der stoppede for at blive direktør for et videnskabeligt læringscenter, ser egentlig de sociale medier som et sted, hvor man kan få en god demokratisk samtale, men ofte bliver debatten ekstremt rå, siger hun: Folk bliver på en måde filterløse.” Carl Holst har på lignende vis måttet sande, at det, han troede, var et fint demokratisk dialogværktøj”, som kunne nedbryde afstanden mellem folkevalgte og folket, også havde nogle negative konsekvenser for den måde, dialogen blev ført på. Han oplever, at politikernes sprog bliver Twitter-agtigt”.

Det skal helst kunne være på et vist antal tegn, og så bliver det sort og hvidt. Nuancerne i den politiske dialog og samtaleformen har forandret sig, og jeg er ikke sikker på, at det er til det bedre,” siger Holst.

Josephine Fock har også mødt en særlig rå tone fra folk, hun ikke kender, på de sociale medier. Det er bare også gået et stort skridt videre: Hun er et af de 18 medlemmer af Folketinget, der for et år siden svarede i et spørgeskema fra Berlingske, at de var blevet truet på livet.

Omtrent på samme tidspunkt blev en mand idømt ubetinget fængselsstraf for at true Josephine Fock. Manden havde blandt andet skrevet, at han håbede, at helvede ville snige sig ind i hendes liv”, fordi Alternativet-politikeren havde skrevet, at hun håbede på, at 2017 blev et bedre år for flygtninge.

En anden mand har skrevet til Josephine Fock, at hvis ikke du lukker din kæft, lukker vi den for dig”. Manden blev kort inden nytår dømt for at true hende og en række andre kvindelige politikere på livet.

Man bliver en person, som folk kan behandle, som de vil,” siger Josephine Fock, der konsekvent har anmeldt alt, der ligner en trussel.

CHRISTINE ANTORINI“Jeg har aldrig haft en forestilling om, at jeg skulle blive pensioneret som folketingsmedlem. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at komme ud og få et stort, gedigent ledelsesjob. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at det var nu,” siger Christine Antorini, der har skiftet sit folketingssæde ud med en stilling som direktør i det nye læringscenter Life, der hører under Novo Nordisk Fonden. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Så har politikerne en pointe her? Har vi fået en hårdere politisk kultur med konfliktorienterede medier og polariserende unuancerede debatter på de sociale medier? Politikerne har deres oplevelser, men giver forskning og undersøgelser det samme billede af virkeligheden?

Både ja og nej.

For eksempel har forskere fra IT-Universitetet fundet frem til, at Facebook hverken gør os dummere eller mere polariserede. Faktisk konkluderer forskerne, at de sociale medier styrker den demokratiske samtale, fordi vi møder synspunkter, vi er uenige i på de sociale medier, og samtidig er klar til at lade os overtale af gode argumenter. Andre undersøgelser trækker i en anden retning. En rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at tonen på de sociale medier afholder over halvdelen af de adspurgte fra at deltage i debatten. Og særligt offentlige personer som politikerne oplever i højere grad at blive truet.

Hvis vi isolerer de traditionelle mediers dækning af politik til valgkampen, viser det sig faktisk, at de er blevet mere konfliktorienterede.

Christian Elmelund-Præstekær, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, har sammenlignet partiernes kommunikation med, hvordan de politiske budskaber bliver gengivet i medierne. Og mens de politiske kampagner ikke er blevet mere negative siden 1970, så er medierne blevet mere fokuseret på konflikt. Måske fordi de konkurrerer om at gøre deres nyhedshistorier mest interessante.

Denne forskning gælder dog kun valgkampe, hvor der jo er en oplagt konflikt mellem de to fløje.

En lignende undersøgelse fra det seneste amerikanske præsidentvalg fandt også frem til noget interessant. Forskere fra Harvard undersøgte, om medierne havde en særlig bias i dækning – favoriserede de Demokraterne eller Republikanerne? Forskerne fandt en bias. Den var bare ikke politisk. Medierne havde en klar bias for … det negative. De amerikanske medier, fortalte forskerne, fortalte alt det, der var galt med politik, uden at fortælle det, der var godt.

Der er tyder dog ikke på, at manglende midler har skubbet netop den politiske journalistik i retning af et fokus på flere enkelt- og personager. Lige netop de politiske journalister er dem, der i mindst grad bliver påvirket af mediernes skrumpende økonomi, fordi den politiske journalistik er billig at lave og forbundet med prestige, skriver medieforskere fra Syddansk Universitet.

Siden årtusindskiftet, hvor de første spindoktorer herhjemme blev hyret, er der kommet et større fokus på politik som et spil, viser forskning fra ph.d. Rasmus Tue Pedersen. En del af det handler om, at det er nemmere for medierne at dække politik som en fodboldkamp – substans tager tid. Men det hænger også sammen med, at vælgerne i højere grad skifter parti, end de gjorde tidligere. De troløse vælgere skaber en større konkurrence mellem partierne, der ikke kan nøjes med at henvise til deres ideologi, men må profilere sig på særlige mærkesager, har medie- og forvaltningsprofessor Mark Blach Ørsten vurderet.

Historisk set har danske politikere været gode til at samarbejde. Langt de fleste love vedtages over midten af folketingssalen. Nogle retorikere mener dog, at selve den politiske debat bliver udkæmpet som en krig, hvor uenighed betyder, at man er fjender, der bekæmper hinanden frem for at finde kompromiser. I den sammenhæng får personangreb en større og større rolle, og antallet af politiske skandalesager, der ender i medierne, er tredoblet siden årtusindskiftet, viser optællinger fra føromtalte Mark Blach Ørsten.

4: Folket er forsvundet

Det bringer os til det sidste af de problemer, som politikerne oplever i det danske folkestyre. Det handler om folket. Folket er nemlig, ifølge nogle af politikerne, forsvundet fra politik.

Det kan på sin vis lyde mærkeligt.

Danskerne er et af de folkeslag i verden, der følger mest med i politik. Vi har den næsthøjeste valgdeltagelse af de 43 lande i OECD. Og når vi direkte bliver spurgt om, hvor interesserede vi er i politik, scorer vi også næsthøjest.

Måden, vi engagerer os i politik på, kan dog siges at være blevet mere overfladisk. I 1950’erne var næsten 600.000 danskere medlem af et parti. I dag er det under 150.000. Tre ud af fire medlemmer er altså forsvundet fra partierne.

Nogle af politikerne føler, at borgerne ikke tager det ansvar for demokratiet, som de burde. Ifølge Søren Pind har vi fået et folkestyre uden folk”. Borgerne deltager ikke udpræget aktivt i demokratiet længere. Og det har en direkte forbindelse til mange af de ting, som han oplever som kriser i de vestlige demokratier.

Jeg tror, at tingenes tilstand fra Trump til Brexit til den måde, som politik i Danmark for tiden fungerer på – altså den splittelse i stedet for samling, der foregår – den håber jeg da, befolkningen føler et ansvar for. For det er folkets ansvar, fordi de har forladt politik. Og jeg gider ikke være i politik uden folk,” siger den tidligere minister, som mener, folk må besinde sig og gå ind i politik gennem for eksempel vælgerforeninger.

Søren Pind er langtfra den eneste, der registrerer, at folket trækker sig fra politik, ja, endda fra demokratiet. Da nogle af verdens førende politologer Roberto Stefan Foa (University of Melbourne) og Yascha Mounk (Harvard University) i 2016 satte sig for at undersøge opbakningen til demokratiet, fik de eksempelvis nogle foruroligende resultater.

På baggrund af det globale forskningsprojekt World Value Survey, der undersøger hele verdens holdninger, kunne de se, at tilslutningen til demokratiet er faldende. Færre og færre i den vestlige verden synes, det er vigtigt at leve i et demokrati, flere og flere synes, demokrati er en dårlig måde at styre deres land på – især blandt de yngre generationer vokser modstanden over for demokratiet, som vi tidligere har beskrevet her på Zetland.

Modstanden kommer ikke i form af manglende engagement i politik, men i form af at folk støtter andre bevægelser og måder at styre vores samfund på.

Da Danmarks Statistik i 2017 spurgte danskerne om tilstanden i det danske demokrati, svarede næsten halvdelen, at det var blevet svagere, mens kun ti procent sagde, at det var blevet stærkere.

Folk som Harvard-professoren Steven Livitsky og den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har advaret om, at udviklingen i disse år kan minde om tiden mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor flere demokratier faldt fra hinanden. Det er dog vigtigt at nævne de fundamentale forskelle, der er på dengang nu. Som en Zetland-kollega tidligere har skrevet: Dengang var demokratierne unge, i dag er de veletablerede og kan ikke bare sådan falde fra hinanden. De populistiske bevægelser, der præger verden i disse år, kæmper også i høj grad deres kamp inden for demokratiets rammer.

Bonuscitat: “Jeg kan huske engang, jeg sagde til statsministeren, at nogle gange, når jeg hørte, hvad Dansk Folkeparti mente og krævede af os, så måtte jeg bide mig meget fast i bordpladen, hvortil han meget klogt replicerede, at jeg måtte huske, at de var den eneste grund til, at jeg havde en bordplade at bide i. Og det var jo rigtigt nok, men det er ikke nødvendigvis sådan, at bordplader i længden smager godt.”Søren Pind

Søren Pind er ikke alene med sin analyse om, at folket mangler i politik.

Kulturminister Mette Bock taler for eksempel også om, at flere burde gå fuldtonet ind i politik. Hvad nu, hvis folk så det som en borgerpligt at bruge nogle år på demokratiet?

Mit håb er, at flere vil tage deres ansvar, for at vi har et levende demokrati, alvorligt,” siger hun.

I gamle dage var det en æressag at fortælle, om man var radikal eller socialdemokrat eller konservativ. I dag er det noget odiøst at deltage i det politiske. Hvis vi gør det så uattraktivt og noget, der er omgærdet af så stor mangel på respekt, så er det svært at få folk til at synes, at det er noget, de vil bruge deres liv på.”

Og noget kunne tyde på, at politikerne har en pointe i, at folk er blevet mindre villige til at deltage aktivt i politik.

Ved det seneste folketingsvalg i 2015 var der 799 kandidater, som stillede op. Det var lidt færre end ved det foregående valg i 2011, men hvis vi spoler tiden tilbage til årtusindskiftet, var der næsten 1.000 kandidater.

Der er dog nuancer til det billede, når man kigger på ungdommen. Mens medlemstallet skrumper i partierne, er det de senere år vokset i ungdomspartierne. I internationale undersøgelser er de danske unge førende i politisk viden og dannelse, selv om de ikke er så aktivistiske som deres forældre.

Ansvaret: Burde politikerne blive og kæmpe?

Okay.

Vi har altså hørt, at politikerne ser nogle markante problemer med et politisk miljø, der er præget af en nakke-kultur, konfliktorienterede nyhedsmedier, en rå tone på de sociale medier og et manglende folkeligt engagement. Nogle af tingene kan bakkes op af forskning og undersøgelser, mens andre ting mere må placeres som politikernes oplevelse.

Lige meget hvad, må et åbenlyst spørgsmål være, om politikerne ikke skulle blive og kæmpe for folkestyret og en bedre politisk kultur?

Nogle af politikerne kan godt se pointen og svarer ja” på spørgsmålet. Men de forklarer i samme håndevending, at de ikke kunne blive længere.

Jeg skulle lægge for meget bånd på mig selv,” siger Søren Pind, der ligesom andre rutinerede politikere føler, han har aftjent sin værnepligt i det danske demokrati.

Jeg har givet alt, jeg har haft i mig,” siger Mette Bock, der ligesom de andre, der har haft lidt kortere tid på tinge, synes, det er godt med udskiftning på Christiansborg.

Efter valget i 2015 stod vi med et folkestyre, der ikke har været mere urutineret de seneste 35 år. Den gennemsnitlige anciennitet var 8,1 år, altså lidt over to folketingsperioder. Med et farvel til folk som Søren Pind og Brian Mikkelsen, men også veteraner som Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft, vil den udvikling med god sandsynlighed fortsætte efter det kommende valg.

Politikerne er ikke helt enige om, hvorvidt det er en god eller dårlig ting. For nylig luftede Holger K. Nielsen i Jyllands-Posten en frygt for, at den manglende erfaring i Folketinget giver dårligere kontrol med regeringen og embedsværket. René Gade mener derimod, at de politikere, der sidder for længe, spiller det kyniske politiske spil og dyrker konflikten.

Netop Alternativet er særligt relevante at spørge, om de ikke skulle blive og kæmpe? Partiet har som projekt at ændre den politiske kultur. Så hvordan kan halvdelen af folketingsmedlemmerne stoppe i løbet af første valgperiode? Man kan vel ikke forvente at ændre en kultur så hurtigt?

René Gade, der er en af dem, der har ført an i kritikken af den politiske kultur, mener ikke, at han nødvendigvis skulle blive. Han vidste fra begyndelsen, at han kun skulle være politiker i en enkelt periode, og han er glad for at have sat fokus på kulturen og behovet for mere samarbejde på Christiansborg.

Jeg er meget bevidst om, at hvis jeg i meget mere end en periode talte om de her ting, så kunne man blive døv for det, jeg siger.”

Josephine Fock kan godt se argumentet for, at hun skulle blive og kæmpe, men det kunne hun kun, hvis hun var den bedste version af sig selv. Og det var hun ikke længere:

Jeg er nødt til at komme ud og opleve den virkelige verden igen,” siger hun.

Bonuscitat: “Der skete det, at jeg en dag inden valget i 2011 sad på mit kontor. Jeg arbejdede for Enhedslisten på Christiansborg, og der var et kvarter til, at der var deadline for at stille op som kandidat, og så kommer Pelle Dragsted ind og siger, at der mangler nogle kvindelige kandidater. Kan jeg ikke stille op? Jo, det kan jeg da godt.”– Stine Brix, Enhedslisten

Skiftet: Friheden fra Borgen

Vi har dvælet meget ved politikernes bekymringer her. Men det er også vigtigt at sige dette: Politikerne mener egentlig alle sammen, at det har været værd at bruge deres tid og liv på dansk politik. De har respekt for deres kolleger og det arbejde, der udføres på Christiansborg.

Brian Mikkelsen savner for eksempel allerede finansloven – at styre supertankeren Danmark” rent økonomisk. Christine Antorini taler begejstret om mindretalsregeringer, hvor man er tvunget til at gøre sig umage for at få opbakning. Enhedslistens Stine Brix har fået en stor respekt for det omstændelige og grundige arbejde, der ligger bag dansk lovgivning.

Men samtidig er det bemærkelsesværdigt, at en følelse går igen, når man taler med mange af politikerne om at være væk fra Christiansborg: glæde. De nyder simpelthen at være ude af dansk politik.

Brian Mikkelsen nyder at kæmpe for kun én sag – bedre forhold for det danske erhvervsliv. Josephine Fock nyder at arbejde konkret med de mennesker, hun interesserer sig for: flygtninge og indvandrere. Christine Antorini ser frem til at arbejde langsigtet med uddannelse, i stedet for at tidshorisonten kun går til næste valg.

Jeg har ikke savnet politik et sekund, fra jeg forlod det, hvilket også har undret mig, fordi det har fyldt så meget i mit liv,” siger Søren Pind.

Men jeg føler en enorm frisættelse, og jeg føler en stor frihed til at mene, hvad jeg kan mene, og formulere en opinion omkring en liberal smuk borgerlighed, som jeg har det godt med.”

SØREN PIND“Der sker jo det, at når man træder ind på et ministerhold, er man en del af et fællesskab, og der synes jeg sådan set bare, at de rammer, jeg kunne udfolde mig indenfor, de passede mig ikke så godt. Jeg syntes, der var for lidt plads,” siger Søren Pind, der nu udtrykker sine holdninger frit i debatprogrammet ‘Pind & Sass’ på TV 2 News. Foto: Thomas Lekfeldt , Ritzau Scanpix
Løsningen: Et fælles projekt

Så hvor efterlader det os? Hvordan løser vi de problemer, vi har kredset om her – hvis vi spørger politikerne selv?

Hvis livet på Christiansborg også skal være attraktivt for fremtidige politikere, og folk skal have lyst til at deltage i det danske folkestyre, kræver det ifølge de afgående politikerne, at vi holder fast i nogle dyder, der rækker tilbage til, ja, demokratiets oprindelse engang for 2.500 år siden i Athen: Vi debatterer i en ordentlig tone, og vi prøver at finde fælles løsninger.

Det lyder enkelt, men det er det ikke.

René Gade taler om at få partilederne til at fungere som et landshold”, hvor de samarbejder om at finde de bedste løsninger for Danmark, i stedet for det, der er mest opportunt for partiet. Carl Holst taler om en dannelsesbølge, der skal gå på, hvordan vi kommunikerer med hinanden på sociale medier”. Og flere af politikerne taler om behovet for samarbejde på tværs af blokkene.

Samarbejdet handler ikke om, at politikerne skal være enige, men at de skal lade sig udfordre af andre måder at se tingene på for at komme frem til de bedste løsninger.

Jeg har lært, at politik ikke er så enkelt,” siger Enhedslistens Stine Brix. Alt er mere komplekst, end det tager sig ud, når man diskuterer det i pressen, og det kræver et stort og grundigt stykke arbejde. Man skal diskutere sine idéer med andre og lade sig udfordre.”

Mange af politikernes løsning på problemerne er den modsatte udvikling af det, de har oplevet. Men der er også dem, der ser en gryende forandring. Alternativets René Gade og Josephine Fock erkender, at de ikke har ændret den politiske kultur, men de mener, at de har sat den på dagsordenen:

Jeg tror, vi har startet en bølge. Jeg tror, der kommer til at gå måske otte til ti år, før man virkelig kommer til at mærke en positiv forandring. Jeg håber bare, at jeg har været med til at starte den bølge sammen med Alternativet,” siger René Gade om kampen for en ny politisk kultur.

Andre af politikerne ser allerede de første ændringer tage form:

Jeg synes, der er nogle refleksioner og observationer hos nogle politikere om, at det ikke kan blive ved på den måde,” siger Brian Mikkelsen. Man er nødt til at stille sig sammen og finde fælles løsninger. Og så skal man have en dybere, mere grundlæggende debat om forskellige samfundsudfordringer og ikke bare levere nogle hurtige løsninger.”

Sådan lyder altså nogle af politikernes egne løsningsforslag. Når forskere kigger på kriser eller bare problemer for demokratiet og den politiske kultur, stikker løsningsforslagene i mange retninger: Nogle taler om at styrke tilliden mellem folket og politikerne ved hjælp af en større åbenhed, andre taler om behovet for nye fælles projekter og nye tilgange.

Snart bliver et nyt hold politikere valgt til Folketinget. Måske bliver kampen for at finde en løsning på problemerne her en af deres vigtigste opgaver.

Men hvad mener du? Har politikerne en pointe i deres bekymring om dansk politik – og i deres forslag til løsninger? Eller hvad skal der til?

Skriv her i bidragssporet. Så historien ikke slutter her.

Disse politikere stopper i denne valgperiode

Alternativet:
René Gade – genopstiller ikke
Josephine Fock – stoppet
Roger Courage – genopstiller ikke
Rasmus Nordqvist – genopstiller, men udtræder, hvis han ikke bliver genvalgt
Ulla Sandbæk – genopstiller ikke
Pernille Schnoor – genopstiller ikke
Dansk Folkeparti:
Dorthe Ullemose – genopstiller ikke
Tilde Bork – genopstiller ikke
De Konservative:
Brian Mikkelsen – stoppet
Enhedslisten:
Pelle Dragsted – stiller ikke op på grund af rotationsprincip
Johanne Schmidt Nielsen – stiller ikke op på grund af rotationsprincip
Stine Brix – genopstiller ikke
Finn Sørensen – genopstiller ikke
Maria Reumert Gjerding – stoppet
Nikolaj Villumsen – stiller op, men satser på at blive valgt til Europa-Parlamentet
Liberal Alliance:
Mette Bock – genopstiller ikke
Leif Mikkelsen – genopstiller ikke
Merete Riisager – genopstiller ikke
Villum Christensen – genopstiller ikke
Radikale Venstre:
Marlene Borst Hansen – stopper (men kun inde som vikar)
Socialdemokratiet:
Karen Klint – genopstiller ikke
Maja Panduro – genopstiller ikke
Helle Thorning-Schmidt – stoppet
Bjarne Corydon – stoppet
Kirsten Brosbøl – genopstiller ikke
Mogens Lykketoft – genopstiller ikke
Christine Antorini – stoppet
SF:
Holger K. Nielsen – genopstiller ikke
Jonas Dahl – stoppet
Venstre:
Søren Pind – stoppet
Carl Holst – genopstiller ikke
Søren Gade – genopstiller ikke
Esben Lunde Larsen – stoppet
Morten Løkkegaard – stoppet (afløst af Jakob Engel-Schmidt, som også stoppede)

Rettelse: Det fremgik tidligere af denne historie, at Bertel Haarder ikke genopstiller. Det har han venligt gjort opmærksom på, at han altså gør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem