Jeg fandt hurtigt ud af én ting:

Det her bliver ikke let.

Det begyndte ellers så godt.

For nogle uger siden skrev jeg en artikel om vores eksperiment: Vi ville forsøge at gøre Zetland CO2-neutralt.

Det handlede, på en måde, om at tage vores egen medicin. Vi havde kastet ret store journalistiske kræfter efter at dække klimaspørgsmålet – tidens måske vigtigste historie – og ville ikke bare beskrive udviklingen, men også presse på for løsninger. Derfor, tænkte vi, måtte det også være passende at kigge på os selv. Burde vi ikke også selv gøre noget i stedet for bare at stå og råbe på sidelinjen, som journalister er så gode til? Måske kunne det også være relevant for andre virksomheder, organisationer eller privatpersoner at følge forsøget.

Og det ord vil jeg lige holde fast i – forsøget. Vi ved ikke, om det kan lade sig gøre. Vi ved ikke, hvad det kræver og koster – eller om vi har råd. Men nu er vi gang og kan ikke rigtig bakke ud.

Som sagt begyndte det godt. Efter artiklen begyndte det at vælte ind med forslag. Faktisk tror jeg sjældent, jeg har fået så mange henvendelser efter en artikel.

En maskinmester skrev; måske kunne han hjælpe med vores utætte kontor? Et CO2-venligt rengøringsfirma henvendte sig (jeg vidste ikke, det var en ting). En tredje skrev om grøn pension. Der var mange, mange flere ting – og tusind tak for dem.

Men det var, tænkte jeg efterhånden, måske lidt for tidligt at dykke ned i alle løsningerne. Først skulle vi forstå problemet.

Første skridt måtte være at finde ud af, hvad vores eget CO2-aftryk overhovedet er. Hvad udleder en mindre virksomhed, hvis primære produkt er digital journalistik, artikler og lyd? Når vi vidste, hvor udledningen var størst, kunne vi prioritere, hvor vi mest effektivt kunne gøre noget.

Det var her, jeg ret hurtigt fandt ud af det, jeg nævnte i starten: Det er ikke enkelt at regne et CO2-aftryk ud. Der er mange metoder – nogle endog virkelig komplicerede. Det kan også koste langt mere, end vi er tæt på at have råd til.

Heldigvis fik jeg en mail fra Emil Pedersen.

Ud over at være Zetland-medlem læser Emil miljøledelse på Aalborg Universitet, og han havde tænkt det samme som jeg: Begynd med problemet. Begynd med CO2-aftrykket.

Emil havde også et forslag til hvordan: Life Cycle Assessment. Metoden går, meget forsimplet, ud på at udregne produkters miljøpåvirkning. Man kigger et for et på alle de ‘produkter’, Zetland bruger eller skaber (produkter omfatter også strøm, vi bruger, eller vores frokostordning eller vores hjemmeside). Hvor meget udleder de? Det giver et overblik over CO2-aftrykket fordelt på områder.

“Men,” sagde Emil så, “CO2 er jo bare ét miljøparameter, man kan beregne. Der er også 13-16 andre ting, som er vigtige. Det kan være forsuring og påvirkning af vandløb. Udledning af partikler. Biodiversitet. Arealanvendelse.”

Som sagt: Det her var ikke enkelt.

Jeg sagde til Emil, at vi nok blev nødt til at begrænse os. Selv om Zetland er et voksende medie, har vi, for at være ærlige, begrænsede midler. Vi spiste pizza til julefrokosten. Vi blev nødt til at starte et sted.

Emil mente dog, heldigvis, at CO2 bestemt også var relevant at kigge på.

“CO2 er fint,” sagde han.

Så vi blev enige om at begynde der (med den erkendelse i baghovedet, at vi også kunne have inkluderet 13-16 andre miljøfaktorer, men det kunne jo eventuelt blive en opfølgende artikel).

Vi var i gang.

Men så opstod det næste problem.

Emil, der jo er studerende, havde godt nok adgang til den database og den software, der skulle bruges til udregningen. Men da han spurgte på studiet, om vi måtte bruge det, var svaret ikke et rent ja. Hans professor havde for travlt til at være involveret, så det ville blive en enorm arbejdspukkel for Emil alene. Og hvis vi, som udefrakommende, skulle have hjælp til en udregning, ville det koste et sted mellem 50.000 og 125.000 kroner.

“Håber ikke, det er et alt for stort tilbageskridt i jeres indsats for at blive CO2-neutrale,” skrev Emil i en mail.

Jeg skrev mange tak til Emil. Han havde virkelig prøvet.

Jeg skrev også, at det havde vi desværre ikke råd til.

“Jeg ser, hvad vi ellers kan finde ud af.”

Som sagt: Det var ikke enkelt.

Redningen kom fra et andet medlem. Han anbefalede en start-up-virksomhed ved navn RenSti. Det var stiftet af to studerende, Oliver Martinsen og Oskar Dahl, der var blevet grebet af klimasagen på en dannelsesrejse (noget med en jungle og permakultur).

Efter deres rejse havde de lavet en lille, men voksende virksomhed, der regnede folks CO2-aftryk ud.

“Siden der ikke var andre, der havde lavet det, måtte vi jo lave det selv,” som Oskar/Oliver sagde.

Idéen med RenSti er dobbelt. De udregner ens CO2-aftryk, så man kan blive mere bevidst og skære ned mest effektivt. Og så kan man, med et månedsabonnement, købe CO2-kompensation, så man selv bliver CO2-neutral. Firmaet er stadig småt – de driver det fra en lejlighed i København, mens de studerer – men får hele tiden flere abonnenter og overvejer at dedikere sig fuld tid til at være iværksættere.

“Vi har 175 private kunder … nej, nu er det 178,” sagde Oskar/Oliver. “Der tikker hele tiden nye ind.”

Oskar/Oliver ville gerne hjælpe.

De understregede, at de ikke er professorer i CO2-aftryksudregning. De støtter sig til metoder, der minder om den Life Cycle Assessment, Emil talte om. Udregningerne trækker desuden på kilder som Energistyrelsen, Verdensbanken, CONCITO og UK’s Department for Business, Energy & Industrial Strategy.

Men udregningerne er også lidt mere simple, end man kunne have gjort det. Alle detaljer er ikke med (rengøring, som jeg nævnte tidligere, mangler for eksempel. Og flere af de mindre udledende digitale services, vi bruger internt). Det er vigtigt at sige, at man kan regne CO2-aftryk ud på andre måder.

Men RenSti kunne hjælpe med en udregning, der gav et generelt overslag og overblik over vores CO2-udledning. Selv om decimaler kunne diskuteres, ville det pege på, hvor problemet var størst. Og det var egentlig også, hvad vi havde brug for her og nu.

Så jeg samlede et væld af data til RenSti. Hvor meget havde alle på Zetland fløjet i år? Hvad havde vi brugt på mulepose-merchandise? På printerpapir? Hvor langt havde hver af de 25 ansatte til arbejde, og hvilken transportform brugte de?

(I begyndelsen tænkte jeg ikke, måske lidt farvet af at være en del af ledelsen, at transport til og fra arbejde skulle med. Vi, som virksomhed, er vel ikke ansvarlige for, hvordan folk kommer på arbejde? Det var Oskar/Oliver ikke enige i. “De ville jo ikke tage den tur, hvis de ikke arbejdede for jer. Og de skal jo komme ind på redaktionen.” Transport til og fra arbejde kom med i beregningen).

Da jeg havde samlet mylderet af data, sendte jeg det til RenSti. De begyndte at regne. Vi skrev lidt frem og tilbage (eller: de skrev mest med Tav Klitgaard, vores digitale chef, for digitale services er ikke helt nemme at regne CO2-aftryk på).

Og så en nat sendte de udregningen.

Sådan her ser fordelingen af Zetlands CO2-udledning – med de nævnte forbehold – ud:

Altså: Lydstreaming, mad og drikke og websitet er de helt store CO2-syndere. Medarbejderes julegaver not so much.

I det høje midterfelt ligger e-mails (de morgenmails, vi sender om dagens artikler, og Helikopter-nyhedsbrevet, der begge kommer til mange tusind medlemmer hver dag), flytransport og gear-indkøb (for eksempel to computere, fire telefoner og en mus). Længere nede finder vi ting som opvarmning af redaktionen, trykte publikationer (de tre bøger, vi udgav i år), transport til arbejde og i arbejdstiden samt strøm. Helt nede i bunden ligger merchandise (muleposer og gavekort), julegaver (hver ansat får en personlig gave til cirka 250 kroner) og affaldssortering, der faktisk gør os en lille smule grønnere. Vores bank og pension trækker hverken til eller fra i beregningen (men kunne være værd at undersøge nærmere i en senere artikel).

Samlet udledning i år: cirka 123 tons CO2.

Okay, sådan så det samlede billede altså ud, groft sagt. Det var på en måde overraskende for mig – og på en måde slet ikke.

Jeg havde nok regnet med, at vores hjemmeside og lydstreaming ville bone ud. Vores lydfiler fylder en hel del, og fra Amazons servervirksomhed har vi løbende fået større regninger i takt med, at lydforbruget er steget. At streame en lydfil kræver mere strøm end at læse en artikel. Vi havde allerede forsøgt at løse lidt af det problem ved at gøre vores lydfiler mindre, så lydkvaliteten stadig er i orden, men filerne ikke er så store, at de sluger for meget strøm (og penge).

Til gengæld var jeg overrasket over maden. Jeg havde egentlig regnet med, at mad var en mindre del, som havde fået stor symbolsk betydning i debatten, fordi det er nemmere at føle en bøf end en fjern serverpark. Men her lå det på omkring 20 procent af vores udledning, helt oppe i samme felt som lydstreaming og hjemmeside – og langt højere end flyture og anden transport.

Det overraskede ikke RenSti-drengene.

“Nej, det havde vi nok regnet med,” sagde Oliver/Oskar. “Mad er noget af det, der udleder ret meget. Især i en virksomhed som jeres, der producerer ord og intellektuelt materiale – I laver jo ikke noget fysisk.”

Der var især kødet, der trak ned. Vi har en frokostordning med en varm ret, salat og rugbrødsmadder. Fire dage om ugen er den varme ret en form for kød. Men også vores forbrug af kaffe og mælk havde betydning. (Vi kværnede os igennem 50 liter mælk, 12 store poser kaffebønner og fire krukker Nescafé bare i oktober – 2,5 tons CO2-udledning på et år).

Oliver/Oskar sagde dog også, at vi kunne holde udledningen op imod, at den mad, vi spiser, er et måltid, medarbejderne så slipper for selv at købe. “Så der ville også være en udledning, hvis de selv gjorde det.”

Han var lidt forbløffet over, at vi trods alt flyver så lidt.

“Man kan tydeligt se, I ikke er en konsulentvirksomhed, der hele tiden flyver rundt til internationale partnere. Det var lidt overraskede, I ikke havde mere udledning der.”

Men helt generelt mente Oskar og Oliver, at resultatet var forventeligt for en virksomhed af vores type og størrelse. Hvis noget så det faktisk lidt positivt ud:

“Når man ser i forhold til antallet af medarbejdere, synes jeg faktisk ikke, det var en så høj udledning, I havde.”

Okay. Men der er stadig de omkring 123 tons CO2, vi udleder på et år.

Så hvad nu? Nu har vi et overblik – hvordan skal vi gribe næste skridt an?

Det virker urealistisk at udlede intet CO2. Men det burde være muligt at skære ned på udledningen. Og så kan man, senere hen, forhåbentlig købe en form for kompensation for den udledning, vi bliver nødt til at have?

Men lad os begynde med at se, hvad vi kan hente ved at blive mere grønne selv. Det er oplagt at begynde med at kigge på de tre store poster: lydstreaming, hjemmesiden og mad og drikke. Ikke fordi vi ikke skal kigge på andre ting, men der må være en del at hente her.

RenSti havde en hel stribe anbefalinger også. “Lavthængende frugter,” kaldte de dem.

Køb grøn strøm. Køb jeres gear brugt. Flyv mindre. Omlæg jeres kost. Der var flere andre.

Men lad os lige dvæle ved maden. Det var altså både en af de tre store syndere – og, ifølge RenSti, en “lavthængende frugt”.

Det sidste er jo nu ikke så sikker på.

Der er nemlig allerede, i det stille, ved at blive trappet op til en skyttegravskrig på redaktionen. Der er ingen deciderede konfrontationer, men fronterne trækkes op med små markeringer, nærmest drypvist. Det handler om kød.

“Så lidt batter det at gå over til vegetarisk mad,” skrev skribent Torben Sangild for eksempel ud til redaktionen for nylig.

Han linkede til en analyse fra Bjørn Lomborg, der konkluderede, at effekten af at droppe kød var ganske lille.

Torben kan godt lide kød. Han er kommet med andre små markeringer også. Andre har også været på banen.

Mad er følsomt. Det betyder noget, hvad vi får til frokost. Men måske så meget desto mere grund til at begynde her.

Men en lavthængende frugt?

Nej.

Det her bliver ikke enkelt.

Du finder forresten den første artikel om vores CO2-forsøg …