signature

Putin ligner en vinder i Syrien og Ukraine. Er han også ved at vinde kampen om verdensordenen?

BOSSVladimir Putin har udnyttet sine militære eventyr til at se magtfuld ud. Sådan nogle billeder her er en vigtig del af pakken. Foto: Alexei Druzhinin, Government Press Service / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Ruslands præsident fremstår i stigende grad som vinder i kampen om Syrien og Ukraine efter USA’s annoncerede tilbagetrækning fra Syrien og Vestens afmålte reaktion på et russisk angreb på ukrainske flådefartøjer i november. Spørgsmålet er nu, hvad Putins heldige hånd i de to konflikter betyder for tidens helt store geopolitiske armlægninger. Svaret er alt andet end uvæsentligt for et lille land som Danmark

Siden 2014 og 2015 har Rusland været involveret i to militære konflikter uden for egne grænser – den i Ukraine og den i Syrien.

Begge steder er der på det seneste sket udviklinger, som har cementeret russernes indflydelse, udstillet Vestens handlingslammelse og måske endda gødet jorden for nye russiske aggressioner.

Det er en god anledning til at gøre status over, hvad der egentlig foregår, hvorfor, og hvad det mon betyder.

I Syrien har USAs præsident Trump meldt ud, at de amerikanske tropper skal hjem. Det baner vejen for nye fremskridt for den syriske præsident Bashar al-Assad og hans iranske og russiske allierede og dermed for endnu større russisk indflydelse på udviklingen i Syrien.

Dog er det fortsat lidt uklart, præcis hvornår det lige er, amerikanerne vil hjem.

I Ukraine udstillede et russisk angreb på ukrainske flådefartøjer i slutningen af november, hvor stor magt Rusland reelt har tilkæmpet sig over Ukraine, og hvor lidt omverdenen har tænkt sig at gøre ved det. Tre ukrainske fartøjer og 24 uheldige flådefolk er stadig i russisk varetægt.

Angrebet var den foreløbige kulmination på en længerevarende udvikling, hvor russerne reelt har blokeret trafikken ind til flere vigtige ukrainske havne, der ligger i Det Azovske Hav øst for Krim-halvøen, som Rusland annekterede fra Ukraine efter en listig militæroperation i 2014. Det Azovske Hav blev i foråret 2018 spærret af for større fragtskibe med en ret lav, russisk bro til Krim hen over et smalt stræde, og den resterende skibstrafik bliver udsat for chikane.

På det seneste har russerne desuden afskåret det annekterede Krim yderligere fra resten af Ukraine med et grænsehegn og gjort militære forberedelser, som har fået iagttagere til at advare om muligheden for nye militære fremstød mod ukrainsk territorium.

Alt sammen uden meget andet end nogle fordømmelser fra vestlige statsledere af samme type, som præsident Vladimir Putin i forvejen kan tapetsere sin stue med, hvis han ellers gider.

De seneste udviklinger i Syrien og Ukraine er hver især betydningsfulde nok i sig selv.

Men tilsammen rejser de også et større spørgsmål om, hvorvidt Putin med nogle få års relativt afmålt militær indsats reelt har formået at rokke afgørende ved hele det herskende internationale system og Vestens indflydelse på det – eller om han blot har haft held med at gribe ind, hvor ingen andre stormagter rigtig havde noget i klemme.

Eller sagt på en anden måde:

Skal vi forstå Syrien og Ukraine som isolerede tilfælde eller som begyndelsen på noget langt større, nemlig en eller anden form for udvidelse af Ruslands magt over resten af verden?

Meget groft forenklet og for overskuelighedens skyld kan man sige, at der findes to konkurrerende tolkninger af, hvad der foregår, som sådan set afspejler det spørgsmål, jeg lige har stillet.

Ifølge den ene tolkning er Putin i gang med at udvide Ruslands magt, måske med håb om at genrejse noget af den sovjetiske storhed, som gik tabt med afslutningen på Den Kolde Krig.

Første skridt var krigen i Georgien i 2008, som reelt skar to nye, Rusland-venlige ministater – Abkhasien og Sydossetien – ud af georgisk territorium. Næste skridt var annekteringen af Krim fra Ukraine i 2014 og den ledsagende militære indblanding i den ukrainske borgerkrig. Og Syrien-krigen kan man så betragte som en slags magtdemonstration og træningslejr for russiske styrker forud for det næste skridt, hvad det så end måtte blive.

Ifølge denne tolkning handler Putins krige om langt mere end Syrien og Ukraine. De handler også om den liberale verdensorden, som USA (mere eller mindre konsekvent) har stået bag siden sejren i Anden Verdenskrig.

Denne orden forhindrer – i hvert fald i teorien – de store i at tryne de små ved at stille ret over magt og anerkende alle landes ret til at vælge deres egne alliancepartnere, hvilket i øvrigt også blev knæsat som bærende princip for europæisk sikkerhedspolitik ved afslutningen på Den Kolde Krig, endda med russisk velsignelse.

Ukraine henviste netop til disse principper, da landet i årene inden Putins angreb på Krim gjorde tilnærmelser til EU og Nato, selv om Putin og resten af den russiske elite i Kreml mildt sagt syntes, det var en dårlig idé. Så hvis man ikke stiller sig bag Ukraine nu, siger fortalerne for denne udlægning af begivenhederne, stiller man sig heller ikke bag den liberale verdensorden. Det er med baggrund i sådan en tankegang, at vestlige lande har uddelt diplomatiske besværgelser og sanktioner til Rusland og våben til Ukraine.

Og når skiftende danske regeringer har bakket Ukraine så klart op, er det også ud fra den tankegang, at det er i enhver ikke-stormagts interesse at bakke op om den liberale, regelbaserede verdensorden, fordi den er vores bedste bud på at undgå en mere brutal orden, hvor de store uhæmmet tryner de små (altså sådan nogle som os).

Ifølge den anden tolkning af begivenhederne (eller i hvert fald den mest ekstreme udlægning af den) er det groft sagt ikke verdensordenen, Ruslands krige handler om, men mestendels bare Syrien og Ukraine – to lande, hvor Rusland har flådebaser og en række andre konkrete grunde til at blande sig.

Ukraine har et stort russisk mindretal og en lang og kompliceret historie, som er viklet tæt ind i Ruslands. Det moderne Rusland sporer for eksempel sine rødder helt tilbage til 900-tallets Kiev-rige, som havde hovedstad i, ja, den ukrainske hovedstad Kiev, hvilket selvsagt giver Ukraine en lidt særlig plads i den russiske bevidsthed.

Og Syrien er, ud over at være Ruslands eneste rigtige allierede i Mellemøsten, også et sted, hvor islamistiske terrorister med russisk pas i betydeligt antal er rejst hen for at kæmpe for kalifatet, hvilket netop er en af Putins officielle grunde til at stille sig bag Assad-regimet. Hellere bombe terroristerne ude end have dem til at sprænge bomber hjemme, lyder rationalet.

Der findes dog også en tredje udlægning af teksten, som godt nok ligger relativt tæt op af den sidstnævnte, men alligevel er noget for sig.

Man kan blandt andet få den hos en af Danmarks mest rutinerede sikkerhedspolitiske iagttagere, seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Ifølge ham er den verdensorden, som krigen i Ukraine måske/måske ikke handler om, slet ikke truet. Den er nemlig for længst forduftet.

Ifølge Hans Mouritzen døde den reelt, da russiske kampvogne rullede ind i Georgien i 2008 og markerede over for en meget vestligt sindet georgisk præsident, at Georgien og resten af det sydlige Kaukasus betragtes som russisk interesseområde i Kreml – uden at omverdenen for alvor slog tilbage. Med Donald Trump og hans Amerika Først-tankegang installeret i Det Hvide Hus er liget af den liberale verdensorden kun blevet koldere.

Der sker mere og mere det, at vi får en geopolitisk præget verden med tre stormagter, nemlig USA, Kina og Rusland, som hævder hver deres interessesfærer,” siger Hans Mouritzen.

Men hvis det er tilfældet, så bliver det relevante spørgsmål det her: Hvor stopper Ruslands interessesfære?

Stopper den ved frontlinjen mellem øst og vest i Ukraine? Stopper den ved det gamle Sovjetunionens grænser, det vil sige et godt stykke inde på Nato- og EU-territorium i De Baltiske Lande? Eller stopper den først midt i Europa, hvor jerntæppet under Den Kolde Krig engang delte os i øst og vest? Eller ved Atlanterhavet?

Den stopper ret hurtigt,” siger Hans Mouritzen.

Sagen er den, at man skal se på Ruslands bruttonationalprodukt, som er på niveau med Italiens. Rusland har et kompetent militær og en kompetent, strategisk tænkende ledelse, men der er grænser for, hvor stor en interessesfære man kan have.”

For at forstå, hvad der egentlig er på spil i Ruslands krige, må man ifølge Hans Mouritzen sætte sig ind i russernes tankegang, som, mener han, mest af alt er defensiv. Putin prøver ikke på at rage til sig, han forsøger at undgå at miste mere, end han allerede har tabt.

I russisk optik er det nemlig USA, som har bredt sin interessesfære langt ind over det, der engang var Ruslands, ved at udvide Nato helt op til Ruslands grænser. Da Georgien og Ukraine også begyndte at flirte med tanken om medlemskab, blev det for meget (omend man lige skal huske, siger Hans Mouritzen, at interventionen i Georgien var foranlediget af et georgisk angreb på den russisk-allierede udbryderdelstat Sydossetien).

Indmarchen i Georgien og Ukraine har altså vist verden, at Rusland er parat til at forsvare resterne af sin interessesfære med militær magt. Og bombetogterne i Syrien til støtte for Bashar al-Assads regime har demonstreret over for eksisterende og potentielle russiske allierede, at man kan stole på Rusland i nødens stund, nærmest uanset hvor skurkagtig en despot man måtte være. Mens Trump er på vej til at svigte sine kurdiske allierede i Syrien, har Putin været en stabil allieret for Assad.

Men derfra kan man ikke slutte til, at Putin vil gå mere i krig for at få flere over på sin side, mener Hans Mouritzen.

Man vil ikke angribe et Nato-land, det vil jo være selvmord.”

Kaukasus, Kasakhstan og de fire andre centralasiatiske -stan-lande syd for Rusland plus Hviderusland og så altså Ukraine mod vest er ifølge seniorforskeren cirka det, russerne i dag betragter som russisk interesseområde, hvor man måske vil bruge våbenmagt i tilfælde af yderligere vestlig indflydelse, hvis det skulle komme på tale.

Alle andre steder vil man holde sig til fredeligere midler som de cyber-kampagner, der har fyldt godt op i den vestlige bevidsthed de senere år, mener Hans Mouritzen. Også dem opfatter han som dybest set defensive tiltag, der skal gøre gengæld for vestlig indblanding i Ukraine og forhindre, at lande som EU-kandidatlandet Serbien – en traditionel russisk allieret siden Første Verdenskrig – glider længere i vestlig retning.

Men Putin vil selvfølgelig samle de gevinster op, der måtte komme hen ad vejen,” siger han.

Selv hvis et fodboldhold spiller defensivt, kan man nogle gange ved kontraangreb få scoret et par kasser. Men det betyder ikke, at man kan vinde VM.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem