Denne artikel har Mads Staghøj fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Christian Friis Bach vender hjem som øverste mand i Dansk Flygtningehjælp. “Man må bare erkende, at vi ikke kan overlade fremskridtet til nationalstaterne”

COMEBACKSvaret på migrant- og flygtningekrisen ligger måske et andet sted, end vi troede. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Mens vi fokuserer på alt det, verdens nationer ikke har været i stand til at udrette i fællesskab, vokser en ny trend frem. Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach, der overtog posten som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp i sidste uge, sætter sin lid til, at store globale virksomheder kan levere de løsninger på flygtninge- og migrantkrisen, som verden skriger på.

Vi sidder i en DSB-kupé en route fra Aarhus til København, da Christian Friis Bach siger det uventede. Der er under 48 timer til, at han tiltræder den tungeste post i Danmarks NGO-verden og gør comeback i offentligheden, tre år efter han trak sig som minister på grund af GGGI-sagen.

Vi har talt om Friis Bachs opvækst på en sjællandsk landejendom, om gymnasietiden, hvor han mødte op til undervisning i træsko, læste debatbogen Oprør fra midten og blev idealist og radikal og løftede blikket fra det lokale til det globale, om, hvordan tilfældigheder har tegnet hans livsbane, der har zigzagget fra Landbohøjskolen over Verdensbanken og NGO-jobs til posten som udviklingsminister under Thorning-regeringen.

Han har smidt overfrakken, sat sig frem på sædekanten og ranket ryggen. For et sted mellem Fredericia og Odense har jeg spurgt til, hvordan vi løser flygtninge- og migrantkrisen.

Jeg havde troet, Friis Bach ville sætte sin lid til FN og EU, de etablerede institutioner: Manden var trods alt medlem af De Radikale i mere end 30 år, inden han meldte sig ud i sommers på grund af sit nye job.

Men så er det, Christian Friis Bach siger:

Hvis du ser på den hastighed, som udfordringerne melder sig på internationalt, så må vi bare erkende, at nationalstaterne – og deres klassiske måde at forhandle på – slet ikke kan løse det.”

Han læner sig frem over kupébordet:

Vi kan ikke læne os tilbage og tro, at regeringsrepræsentanter i Bruxelles eller FN-diplomater i New York kan redde verden,” siger han. Løsningen ligger et andet og mere dynamisk sted.”

Det er de store globale virksomheder, som for alvor kan bane vejen for en løsning på migrant- og flygtningekrisen ved at indgå partnerskaber med for eksempel FN, mener Christian Friis Bach.

Virksomhederne kan jo se, den her migrations- og flygtningestrøm fører til nationalisme. Nationalisme fører til protektionisme og protektionismen lukker for markeder og muligheder for virksomheder. Så derfor ved virksomhederne, hvad der skal til.”

ATYPISKEfter Christian Friis Bach forlod dansk politik i sommeren 2014, skrev Berlingske, at han ifølge kilder på Christiansborg måske ikke havde det, der skulle til for at klare sig i “det benhårde politiske miljø, hvor ærlighed og redelighed ikke altid slår til i den politiske redskabskasse.” Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Flere var i chok den formiddag i november i 2013, da Christian Friis Bach gik af som udviklingsminister i Thorning-regeringen på grund af GGGI-sagen:

Dagen inden havde han stået i Gaza og fået et opkald med beskeden om, at hans embedsmænd havde fejlinformeret ham om reglerne for Lars Løkke Rasmussens (V) famøse førsteklasses rejser. De oplysninger havde Friis Bach uvidende viderebragt til Folketinget. Han tog beslutningen på to minutter – “det var min mavefornemmelse” – og hoppede på det første fly til København, hvor han den følgende morgen meddelte sin tilbagetræden.

Det blev et morsomt pressemøde,” husker Friis Bach. Det eneste, folk spurgte om, var: Hvorfor går du af?’ Det var helt omvendt.”

Og så sagde Friis Bach, at nu ville han hjem til sit landsted og bygge en gummivogn til sin traktor sammen med sine børn, som han følte, han havde forsømt. Og så tog han hjem til sit landsted og byggede en gummivogn til sin traktor.
Der er en umiddelbarhed og måske endda naivitet ved mandens fremtoning, der ikke normalt kan spores hos folk, der har bevæget sig i magtens cirkler.

I juli 2014 forlod han dansk politik for en topstilling i FN, men han arbejdede med regulering af bilområdet. Biler. Friis Bach har aldrig interesseret sig for dem, og så opdagede han også, at FN var en boble – “en pseudoverden,” siger han – der i høj grad eksisterede uden for de samfund, organisationen er sat i verden for at hjælpe.

Nu påtager hans sig opgaven som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, hvor han erstatter Andreas Kamm, der gennem tyve år har været en tydelig stemme i den hjemlige indvandrer- og flygtningedebat og lederen af landets suverænt mest magtfulde NGO.

Bonusinfo. Dansk Flygtningehjælp har 7.000 ansatte i 35 lande og arbejder sammen med enorme aktører som UNHCR og USAID. I 2016 blev organisationen kåret til verdens fjerdebedste NGO af NGO Advisor.

Flygtninge- og migrationskrisen har blotlagt, at institutionerne i allerhøjeste grad er magtesløse,” siger Friis Bach. FN og EU er lammet, og verdenssamfundets institutioner får kun førligheden tilbage, hvis de store globale virksomheder går forrest og viser, hvor løsningerne ligger.

Det er eksemplets magt,” siger han, der fører til reglens implementering.”

Og han ser faktisk allerede eksempler poppe op i nærområderne. Men fra en overset kant: Ikea, der begynder at producere tekstiler i Jordans flygtningelejre. Grundfos, der laver vandløsninger til syriske flygtninge i nærområderne, og Mærsks nye investeringsfond, der vil satse stort på Afrika og taler om profit for purpose – profit med et formål.

Friis Bach taler for grundidéen om, at virksomhederne i fremtiden skal indgå flere partnerskaber med NGOer og de bærende institutioner som FN for at stabilisere de områder, folk migrerer og flygter fra.

Helt konkret kunne det se sådan her ud:

En region i den tredje verden hærges af en plage – lad os sige … ebola – og så sætter FN sig sammen med private firmaer og NGOer og laver en handlingsplan, der hjælper ofrene, men samtidig styrker de private markeder, virksomhederne er afhængige af, og som trues af destabilisering på grund af ebolaudbruddet.

Jeg ser nye former for partnerskaber med den private sektor, der bliver afgørende for, at Dansk Flygtningehjælp kan agere i verden. Vi laver allerede partnerskaber med den private sektor, men vi laver dem ikke stærkt nok og godt nok,” siger han. Men det er den eneste måde, hvorpå vi for alvor kan skabe en forandring, og det bliver en meget stor del af vores dagsorden.”

Friis Bach taler hurtigere nu:

Vi ser striber af danske initiativer, og hvis du lægger det sammen med, hvad der sker internationalt, så er det her, jeg for alvor tror, at verden kan finde løsninger.”

“Jeg vil ikke være den, der taler ned til vores evne til at håndtere de her udfordringer. Vores evner er langt større, end hvad de bliver gjort til i pressen, hvor der altid bliver talt om det, vi ikke kan.” – Christian Friis Bach

Som FN-diplomat har Christian Friis Bach de seneste tre år gået på arbejde i et monument over verdenssamfundets fiasko, fortæller han. Det imposante Palais des Nations i Genève blev oprindelig bygget i 1929 for at huse Folkeforbundet, forløberen til FN, der skulle sikre freden i verden efter Første Verdenskrig. Men så kom Anden Verdenskrig.

Det var en fiasko, som alle har sagt aldrig nogensinde må gentage sig. Og jeg tror da også indædt på, at vi aldrig gentager Anden Verdenskrigs ulykkelige fejltagelser, men vi ser nogle af de samme tendenser,” siger Friis Bach. Et pres, en usikkerhed og ulighed, folks frygt for forandring og en flygtningekrise, der falder sammen med slipstrømmen af en økonomisk krise.”

Han genkender også reaktionsmønstrene fra dengang: den stigende nationalisme, protektionismen og frygten for det fremmede.

INVESTERINGSMULIGHED?Grundfos er en af de virksomheder, der har investeret i at hjælpe syriske flygtninge i nærområderne med vandløsninger. Virksomheden ser en forretningsmulighed i Syrien, når landet skal bygges op. Kilde: Berlingske Business. Foto: Samuel Aranda, Ritzau Foto / Panos Pictures

Christian Friis Bachs ønske om samarbejde mellem den private sektor og institutioner som FN er ikke grebet ud af ingenting. Mens medierne har fokuseret på skænderierne i FNs Sikkerhedsråd, er der sket en bemærkelsesværdig udvikling i kulisserne:

De store globale virksomheder er for alvor begyndt at indgå partnerskaber med institutioner som FN og NGOer. Da medlemslandene i FN vedtog deres 17 verdensmål i 2015 – en storstilet plan for en bedre verden, der adresserer alt fra fattigdom over sult til klima og vækst – var nationalstaterne ikke den drivende kraft bag aftalen, bemærker Christian Friis Bach. Det var de folkelige foreninger og de store globale virksomheder, der opererer med nye vækstbegreber og værdier, som ikke blot kan måles i årsregnskabet.

Men det tydeligste eksempel på den nye trend er den historiske klimaaftale i Paris fra 2016.

Hvorfor kom klimaaftalen i hus?” spørger Friis Bach. Det gjorde den ikke, fordi FNs medlemslande kunne løse det. Det gjorde den, fordi striber af globale virksomheder stillede sig op og sagde, at det er til alles gavn, hvis vi får en stærk klimaaftale,” siger han.

Det gælder også i forhold til en løsning på flygtninge- og migrantkrisen:

Virksomhederne kan se, at en verden med fred og fremgang og mindre fattigdom er noget af det, der er afgørende for, at de kan drive virksomhed i fremtiden,” siger han. Den nationalisme og protektionisme, som migrant- og flygtningekrisen i Europa har ført med sig, er nemlig bad for business.

Friis Bach er ikke i tvivl:

Både når det gælder klima og indsatsen mod ulighed og fattigdom, så engagerer virksomheder sig på en helt anden måde i de globale politiske processer, end vi har set før.”

I takt med at det er gået op for politikerne, at flygtninge- og migrantkrisen ikke er nogen historisk undtagelse, men snarere den nye normal, er stadig flere begyndt at pege på en anden løsning, der får Christian Friis Bach til at gyse, da jeg præsenterer den for ham:

En ændring af FNs Flygtningekonvention fra 1951, der danner juridisk grundlag for Danmarks og EUs asylpolitik. Flygtningekonventionen sikrer den enkelte flygtning ret til beskyttelse, hvis flygtningen tropper op ved vores grænser. Sådan skal det ikke være i fremtiden, lød det i december 2015 fra lederen af Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen i Berlingske. I stedet foreslog han, at europæiske lande skulle afvise asylansøgere ved grænserne og gennemføre asylprocessen fra nærområderne efter en mere retfærdig fordelingsnøgle i FN-regi.

Under Anden Verdenskrig var det forfølgelsen af jøder og befolkningsgrupper i Europa, der blev holdt ude og skubbet væk, og det er den grusomme fortælling, Flygtningekonventionen er til for at forhindre. Og det skal vi huske på i dag, hvor det er folk fra Syrien, der flygter,” siger Christian Friis Bach.

Papes (K) idé bygger på, at de europæiske lande skal indgå i et stærkt FN-samarbejde i nærområderne, men Christian Friis Bachs mistro til de etablerede institutioner er blevet så stor, at han tror, de europæiske lande vil løbe helt fra deres ansvar – lukke øjnene, både hjemme i Europa og i nærområderne – hvis deres forpligtelse til Flygtningekonventionen ophører.

Men alligevel. Vi finder ikke frem til en løsning på migrant- og flygtningekrisen ved at bringe verden til Europa”, som Christian Friis Bach siger. Vi finder den, ved at vi engagerer os i verdens problemer.” Og Flygtningekonventionen forhindrer ikke engagementet i nærområderne, hvor Christian Friis Bach ser de globale virksomheder drive de fremskridt, verden har så hårdt brug for.

Jeg stopper den nyslåede generalsekretær. Jeg minder ham om, at fremvæksten af den nationalisme og protektionisme, som han selv besværger, netop til dels var drevet af de europæiske befolkningers afsmag for eliten, der står bag de magtfulde virksomheder.

Mange vil nok mene, at virksomhederne ikke har et folkeligt mandat til at løse krisen?

Virksomhederne gør det, fordi de er afhængige af en verden med fred og fremgang og færre flygtninge. Det er ikke sådan, at virksomhederne gør ting, der ikke har demokratisk legitimitet.”

Han peger på integrationsområdet herhjemme, hvor det private erhvervsliv i stigende grad er kommet på banen for at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet – hvilket er en officiel del af regeringens politik.

Det er ikke sådan, at vi skal afkoble den demokratiske proces,” siger han. Togvognen rumler gennem det danske efterårsmørke, Friis Bach tænker sig om. Så siger han:

Men man må bare erkende, at vi ikke kan overlade fremskridtet til nationalstaterne. Det internationale samarbejde mellem dem kan ikke holde trit med den galopperende hastighed, de globale udfordringer melder sig med.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem