Rane Willerslev vil bygge Nationalmuseet helt om. Her er hans masterplan

TÆNK VILDTRane Willerslev har en krøllet hjerne og er ikke bange for at bruge den. Alle fotos: Tobias Selnæs Markussen / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Da den kontroversielle antropologiprofessor Rane Willerslev tiltrådte som direktør for Nationalmuseet, var det med forandringens vinde i ryggen. Nu, efter et halvt år i jobbet, sætter han for første gang ord på sine planer for en gennemgribende ombygning af museets hovedsæde. Og på hvorfor han mener, at museet risikerer at nærme sig en fascistisk kultur, hvis det går ind i den politiske debat om danskhed og nationalidentitet.

Her er et citat, som meget godt beskriver grundtanken bag den kolossale forandringsproces, som Rane Willerslev har sat i gang, efter han i sommers tiltrådte som direktør for Nationalmuseet:

Alt må forandres, for at alt kan blive, som det er.”

Det stammer fra den italienske romanklassiker Leoparden fra 1958. Den handler om en siciliansk adelsfamilie, som i løbet af romanen indser, at fornyelse er livsnødvendig, hvis ikke familien vil smuldre bort i mødet med den moderne verden, der hastigt æder sig ind på fyrstedømmets verdensfjerne, traditionsrige institution.

Jeg vil gerne vædde på, at Rane Willerslev ikke kender det citat.

Jeg vil også gerne vædde på, at han tager det uendeligt roligt, at der er huller i hans skønlitterære udenadslære, uanset at han både er professor, har skæg og ryger pibe.

For sagen er, at Rane Willerslev ikke er en typisk intellektuel. Eller en typisk videnskabsmand. Eller en typisk museumsdirektør. Eller typisk overhovedet. Han er nærmest udpræget anderledes, og det samme er de radikalt ambitiøse planer, han har for Nationalmuseets udvikling over de næste mange år.

Når citatet fra Leoparden knytter sig til de planer, er det, fordi at det, Rane Willerslev har sat sig for, er at forandre alt – men i bund og grund for at sikre, at vi bliver ved med at have et nationalmuseum, også i fremtidens Danmark.

At museet ikke kommer til at glide længere og længere bort fra listen over ting, publikum – og måske i sidste ende også politikerne – vil betale for.

Lige inden jeg kom til, der blev der lavet en ikke-brugerundersøgelse, der viste, at rundt regnet 60 procent af den danske befolkning ikke kommer på Nationalmuseet eller ikke har været der de seneste ti år, fordi de syntes, det er kedeligt. Der er ingen hook, som de siger. Ikke noget, der trækker dem ind. De forstår ikke, hvorfor de skal komme, for, som de siger: De har jo set det,” siger Rane Willerslev.

Bonusinfo: Rane Willerslev har været direktør for Nationalmuseet siden 1. juli 2017. Han har tidligere været chef for de etnografiske samlinger på Moesgaard Museum og direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo fra 2011 til 2013.

Det vil han lave om på. Blandt – ret meget – andet. Og det vil kræve, siger han, en gennemgribende reform af museet. Både organisatorisk, identitetsmæssigt – og fysisk.

Han har før talt om sine visioner i de mange interviews, han gav, da han tiltrådte. Men han har ikke konkret sagt, hvad der skal ske. Før nu: Rane Willerslev vil simpelthen bygge Nationalmuseets hovedsæde i København om. Prinsens Palæ, som bygningen i Ny Vestergade hedder, skal have en total makeover”, siger han.

Vi sidder på museumsdirektør-kontoret i selvsamme bygning og taler sammen. Her er høje paneler, udsigt til Christiansborg, sort kaffe i porcelænskopper og bordplader i magtens institutioners mørke ædeltræ. I det fjerneste hjørne af rummet står der noget, der ligner et par ski af træ og pels.

Bygningsmassen skal gentænkes med henblik på, at alle udstillinger skal skiftes,” forklarer Rane Willerslev.

For før man får ombygget og skabt nye principper for, hvad udstillinger er her i huset, så vil det være meget svært at rykke ved befolkningens opfattelse af, at det her er et kedeligt sted.”

Det er, som han siger, et kæmpe projekt.

Og jeg ryster rimelig meget på hånden, når jeg gør det, for det er jo ligesom politikere og jernbaner: De får dem aldrig bygget, for det er så langstrakt, at det risikerer at gå ud over deres embedsperiode.”

Men,” siger han, jeg er nødt til at sætte det i gang. Du kan jo ikke tage den her stilling og så sidde og se på, at forholdene simpelthen er så utidssvarende.”

FULD KRAFTFør Rane Willerslev kom til Nationalmuseet, delte han danskernes indtryk af et “lidt støvet sted”. “Men jeg blev positivt overrasket over, hvor stærke kreative kræfter der faktisk er blandt medarbejderne herinde.”

Det er 15 år siden, jeg mødte Rane Willerslev første gang. Hvor han smed en gigantisk sportstaske fuld af sibirisk pelsjægergrej på gulvet i den lille lejlighed, jeg boede i dengang. Han var ved at skrive sin ph.d. om det sibiriske jægerfolk jukagirerne, og han havde brug for illustrationer af de mange genstande, han havde taget med sig hjem fra sine lange feltstudie-ophold i de iskolde skove.

Jeg kunne tegne, så jeg tog opgaven.

I en måneds tid var min lejlighed invaderet af enorme pelsdragter, støvler, vanter, træski, snesko, knive og mystisk udformede træpinde.

Og tingenes ejermand kom af og til forbi og fortalte vilde jagthistorier om nærdødsoplevelser i ødemarken, russiske smuglere og ånder, der ikke var til at spøge med.

Da tegningerne var klar, forsvandt han igen sammen med sportstaske og jægergrej og efterlod nogle ualmindeligt store og sejlivede pelsmøl, som jeg kæmpede med i ugevis.

Jeg var lige så blæst bagover af den mest uslebne akademiker, jeg nogensinde havde mødt, som den danske offentlighed var det, da Rane Willerslev ti år senere trådte ind i samfundsdebattens åbne arena.

Nu med titel af professor i antropologi og som fortaler for mindre 12-tals-tyranni, mere plads til fejl og kreativ tænkning i uddannelsessektoren.

Han var mildt sagt ikke som de andre kloge hoveder: Han talte om shamanisme og om reinkarnation som en uafviselig mulighed, han spiste bevidsthedsudvidende psilocybinsvampe i et P1-program, som DR måtte trække tilbage, og pludselig sad han i direktørstolen for landets største kulturhistoriske museum.

Hvor noget af det første, han sagde til pressen, var, at museets minimalistiske logo var røvkedeligt”, at han ville lave udstillinger med inspiration fra tv-serier som Game of Thrones, og at han så Nationalmuseets hovedsæde, Prinsens Palais i København, som Dødsstjernen, hvor jeg er Darth Vader”.

Bonusinfo: Rane Willerslev har en enægget tvillingebror, topforsker og professor i geogenetik, Eske Willerslev, samt en lillesøster, der er læge.

Usleben – ja, i dén grad. Men var det en diamant, der blev tilføjet til den danske museumsverdens kulturhistoriske kronjuvel, da Rane Willerslev blev ansat som direktør?

Jeg var lidt i tvivl.

I de seneste ti år har jeg skrevet om formidling på danske museer, både som journalist og som kritiker. Jeg har anmeldt udstillinger og nybyggede museer og diskuteret den store udvikling, der er sket i branchen siden 1990’erne.

De danske museer er i dag karakteriseret ved at være ambitiøse, progressivt tænkende institutioner, som arbejder indædt på at lave engagerende, samfundsrelevante udstillinger for det krævende, moderne publikum.

Men som den markante undtagelse har Nationalmuseet i Prinsens Palæ år for år spillet sig selv længere og længere tilbage på banen, mens resten af branchen er rykket frem. Det undrer mig ikke, at danskerne opfatter Nationalmuseet som irrelevant.

Museets faste samlinger hænger fast i formidlingsgreb og udstillingsprincipper fra 1990’erne, og samtidshistorie og samfundsdebat, for eksempel om danskhed og nationalidentitet, bliver kun berørt med det yderste af fingerspidserne. Stedet er i fare for at blive Danmarks dyreste mindestue.

Så da Rane Willerslev blev udnævnt, var jeg både begejstret – og skeptisk. På den ene side var det måske netop ham, der kunne bringe Nationalmuseet ud af fortidsslummeren og ind i vores nutid og fremtid.

Men på den anden side: Hvad lå der egentlig bag bragesnakken og mediehypen om den vilde pelsjæger?

Ville Rane Willerslev være i stand til at udforme en samlet vision, der kunne rumme og løfte alle Nationalmuseets opgaver – fra driften af de 20 forskellige afdelinger, der hører under museet, til formidling af hele landets kulturarv gennem 6.000 år?

Eller ville hans ukonventionelle person og tankegang løbe panden mod den store, organisatoriske mur, en kæmpeinstitution, som Nationalmuseet hurtigt bliver?

STORE PLANERPå Kulturhistorisk Museum i Oslo tog Rane Willerslev over fra en museumsdirektør, der havde kæmpet i 12 år for at bygge nyt uden at lykkes med det. Nu er det ham selv, der skal stå i spidsen for en ombygning af de helt store.

Det første, Rane Willerslev kastede sig ud i, var at decentralisere magten i organisationen, som over en årrække har samlet sig i det, han kalder en toptung silostruktur omkring Prinsens Palæ. Hvor alle afdelinger – der blandt andet tæller Kronborg, Frilandsmuseet, Frøslevlejren og Kongernes Jelling – og alle beslutningsprocesser var underlagt en central ledelse i København.

Men de der centralistiske øvelser i staten tager initiativ fra mennesker, og de fungerer ikke – de servicerer ikke. Så jeg har decentraliseret det igen. Og givet alle de her besøgssteder enorm autonomi,” siger han.

Jeg håber, at det vil betyde to ting: Dels at det frigiver en masse energi i de enkelte afdelinger. Og dels at man herinde kan koncentrere sig om at udvikle det her sted i stedet for at skulle servicere imperiet derude.”

Derfor har han nu igangsat en ekspertudredning for, hvordan man kan gentænke bygningerne i Prinsens Palæ, for at få mere plads og bedre rammer for udstillingerne.

Det er store forandringer, der er på tale: for eksempel at rive etager ned og flytte indgangen tilbage til dens oprindelige placering ud mod kanalen, hvor der i dag er personaleindgang.

Så kunne du lave den nuværende forhal, som ligner et hospital, og som ikke er klimasikret, og som er helt vildt dårlig, fordi du ikke kan vise nogen genstande der, så du føler ikke, du kommer ind på et museum – den kunne blive til et nyt stort udstillingsrum. Så ville vi få plads til en ordentlig vikingeudstilling, som vi ved, folk efterspørger.”

BEÅNDETRane Willerslevs videnskabelige og personlige interesse for animisme – det, man populært kunne kalde åndemaneri – blandt naturfolk har vakt både opsigt og debat i forskerkredse.

Det lader til, at Rane Willerslev er klar til at satse det, der kræves, for at skabe rammerne for det, han mener, Nationalmuseet skal være: et sted, hvis fokus er udvikling, og som formidler videnskabelige oplevelser.”

Det her er et videnskabsdrevet museum. Og vores videnskabelige forståelse af historien flytter sig med lynets hast. Hvert år får vi nye indsigter, der gør, at hele vores danmarkshistorie skal genskrives. Bare det, at man finder palisadehegn i Jelling eller finder ud af, at Egtvedpigen er tysk, det ændrer alt,” siger han.

Så du bliver nødt til at have et udstillingskoncept, der er fleksibelt nok til at kunne vise videnskabens dynamik, og som også er levende og involverende. Og det tillader det, vi har nu, ikke.”

Men hvis museet skal være relevant for sin samtid, så handler det jo ikke bare om, hvordan man udstiller, men også hvad man fortæller om. Kommer I til at rykke tættere på nutiden og nogle af de debatter, der præger vores samfund i dag?

Relevans er jo ikke kun at vise noget om nutiden. For mig er det, at du sætter din historie i spil på overraskende måder og flytter dit blik på verden for at skabe nye indsigter. Videnskabens fornemmeste opgave er at overraske. Og vi skal se museet som en optik for for at tænke mennesket på overraskende måder, ikke kun i nutiden, men også i fremtiden.”

Kan du give et eksempel?

Nu har jeg lige fået 12 millioner til et femårigt forskningsprojekt – og det bliver spændende at se, hvordan jeg skal få tid til at lede det – hvor vi skal studere menneskeofringer, hele vejen fra forhistoriske menneskeofringer til nutidens selvmordsbombere, for at prøve at forstå, hvordan rituel vold kan slå over i ukontrolleret profan vold.”

Kunne du forestille dig det blive til en udstilling på Nationalmuseet?

Fuldstændig. Det er jo helt oplagt. Det ville måske gøre det muligt at se, om der er nogle fællestræk, nogle særlige situationer ned gennem historien, som gør, at den højt ritualiserede, hellige vold får den her ukontrollable, profane form. Noget, som stikker dybere end de ret overfladiske, sociopolitiske analyser, som er det, vi får i nyhedsmedierne.”

Bonusinfo: Rane Willerslev kunne godt tænke sig at lave en udstilling om cyborgs. Ifølge ham er det ikke det nutidige fænomen, vi tænker det som. Tankegangen stammer fra shamaner, der bruger deres teknologi – dyreskind, horn og kløer – til at tilføre deres krop overmenneskelige egenskaber.

Det ville være noget kant, jeg ikke har set før her. O.k., nu leger vi bare, at det sker. Ville den udstilling så ende med at vise IS-halshugningsvideoer?

Det tror jeg ikke …”

Ville du turde det?

Ja, jeg ville turde det. Men jeg tror ikke, det er det mest interessante greb. Det er jo noget, folk allerede kan se alle mulige andre steder. Videnskaben har et andet projekt end nyhedsstrømmen. Den skal overraske, med udgangspunkt i reel viden og analyse, og flytte vores forestillinger om tingene.”

Men,” tilføjer han, jeg synes også, at Nationalmuseet har vist for lidt kant.”

MYSTERIE“Stor forskning bliver til, når vi vender blikket mod det, vi ikke forstår, i stedet for det, vi allerede ved. Det er det, der driver forskere. Og det er den videnskabelige kraft, den nysgerrighed, jeg vil have ind på museerne,” siger Rane Willerslev.

Nu vi er ved kant: Hvorfor tager I ikke debatten om danskhed op? Det er måske den mest afgørende diskussion for, hvordan Danmark ser ud i dag, både kulturelt og politisk?

Men den debat har taget en form og skabt nogle forestillinger, som i den grad er politiserede. Jeg nægter at lade museet spænde for hverken den ene eller den anden politiske vogn.”

Vil du så bare lade, som om debatten om nationalidentitet ikke eksisterer?

Jeg anerkender, at den eksisterer, og selvfølgelig skal der være en danmarkshistorie her, vi er landets nationalmuseum, men det er ikke et nationalistisk projekt, og det er ikke et multikulti-projekt. For mig er danmarkshistorien et videnskabeligt projekt. Og det flytter sig hele tiden i takt med nye videnskabelige indsigter. Spørgsmålet om identitet er ikke uinteressant, men så lad os i det mindste tage det op på nogle overraskende måder.”

Hvordan kunne det være?

Jamen tag menneskeofringerne. Den udstilling ville også skabe politisk debat, men hvis den er baseret i et femårigt forskningsprojekts udredninger, så vil det kraftedeme være noget, der har en substans bag sig. Så er det ikke noget, vi gør for at provokere eller af politiske årsager. Så er det, fordi vi har undersøgt noget ordentligt. Og det er eksotisk, og det er relevant for international politik, og det ville højst sandsynligt bringe nogle overraskende indsigter. Så taler vi om noget, der er fedt, ikk’? I stedet for at sidde og snakke om, om vi er nationalister eller ej.”

O.k., du er ved at have overbevist mig.

Ha ha, o.k. Men jeg mener oprigtigt, at den videnskabelige tanke ligger uden for politik. Værdien af den er, at den er upolitisk. Den er drevet af andre ting, at forstå grænselandet i vores viden, der hvor teorierne er ved at kollapse, og så handler den om, hvad fakta siger. Det er det videnskabelige univers, og det må man sgu værne om. For hvis det bliver politiseret, så får du noget, der minder om fascisme.”

Bonusinfo: Jeg har, efter jeg skrev om det, spurgt Rane Willerslev om han kendte citatet fra romanen 'Leoparden'. Svaret var nej.

Jeg er løbet tør for kæpheste. Og omfanget af visionerne taler for sig selv. Jeg tror faktisk på, at der vil blive ved med at være et dansk nationalmuseum, der er værd at besøge - også i fremtiden.

Vi følges ned i til den hvælvede personaleudgang, der måske en dag bliver hovedindgang igen. Rane Willerslev skal lige nå at ryge et stop pibetobak, inden han har møde igen.

Vistnok noget med et bygningsudvalg.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem