ARGUMENT_
Sophus Helle er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse.

Klimaforandringerne har en fordel. Det historiske øjeblik tvinger os til at drømme

24. januar 2019 | Natur, Klima & Energi | 6 min.

Tiden er i stykker. Klimakrisen har ændret ved den måde, vi tænker på tidens gang. De rytmer, der plejede at styre vores liv, er ude af takt, og de processer, der former verdens udvikling, går både for hurtigt og for langsomt. På samme tid.

I dag lever vi i en tid, hvor vejret haster. Forandringer i atmosfæren – af den slags, der normalt udspiller sig over årtusinder – er speedet op til at foregå over årtier. Det er, som om nogen har trykket ‘fast forward’ på den globale fjernbetjening.

Normalt er det svært at fatte, hvor monumentalt langsomt den slags udviklinger går. Tænk bare på havene, der rykker sig over millioner af år i takt med at kontinentpladerne forskyder sig.

Men det er endnu sværere at forstå, at nogle processer nu pludseligt går faretruende hurtigt. Havene stiger med skræmmende hast. Det er den acceleration, som den berømte ‘hockeystavs-graf’ illustrerer: Den globale temperatur var nogenlunde konstant gennem årtusinder, indtil den begyndte at stige støt i det 20. århundrede. Den globale temperatur har altid svinget lidt, det nye er svingningernes ekstreme hastighed.

Hvis vi skal gøre noget ved det, skal det være snart.

En videnskabelig vurdering lyder, at vi har to år fra skrivende stund til at knække kurven for CO2-udledning, hvis vi skal undgå de værste katastrofer. Men samtidig med at det skal gå så afsindig hurtigt, er vi også nødt til at tænke langt ud i fremtiden. Klimakrisen er jo netop opstået, fordi vi ikke har været gode nok til at forstå de langsigtede konsekvenser af vores handlinger, af vores forbrugsfetichisme og af vores CO2-dyre vaner.

Så vi skal på én og samme tid huske at tænke langt ud i fremtiden og gøre noget ved det lige nu og her. Klimaet er et problem, der haster, men samtidig er af geologiske proportioner. Hurtigt, langsomt, hurtigt, langsomt – det er bogstavelig talt til at blive skør af. Det er nemt at lade sig lamme af en krise, der både har så vidtrækkende konsekvenser og så kort en tidsfrist.

På latin har man udtrykket festina lente, ‘skynd dig langsomt’. Det virker selvmodsigende, men i dag er vi nødt til at lære at tænke sådan igen. Så måske kan det hjælpe at tage de historiske briller på og se på klimakrisen i et lidt større perspektiv.

Vi lever i en besynderligt uholdbar tid. Uanset om man er optimist eller pessimist, er det de færreste, der tænker, at tingene bare kan fortsætte, som de er nu. Nogle mener, at kloden snart brænder sammen, andre, at der kommer en bølge af grøn teknologi, der får vores problemer til at forsvinde.

Men følelsen af uholdbarhed gælder ikke kun klimakrisen.

Nogle ser Donald Trump som en vordende diktator, der truer med at styrte det amerikanske demokrati i grus, mens de, der stemte på ham, mener, at han fører USA væk fra et ellers snarligt sammenbrud. For nogle er tilstrømningen af migranter til Europa uholdbar, for andre er det den dybe modvilje, migranterne bliver mødt med, der er uholdbar.

Uanset hvad oplever mange i dag den tid, vi lever i, som uholdbar. Tingenes tilstand kan ikke fortsætte ufortrødent ud i fremtiden. Folk føler, at der er nødt til at ske noget. Det er måske åbenlyst, men sådan var det ikke for få årtier siden. Dengang talte politologen Francis Fukuyama om ‘historiens slutpunkt’, altså tanken om, at samfundet snart ville nå et stabilt endemål. I dag ville et tilsvarende udsagn ikke bare være forkert, det ville være meningsløst.

Det er, som om verden vipper. Det er en myte, at man på kinesisk kan forbande nogen med ordene: “Må du leve i spændende tider!” Men myte eller ej, så føles vores tid rigeligt spændende. Er det i år, der endelig sker noget, eller overgiver vi os til en fremtid med katastrofer? Det er nu, vi træffer den beslutning – hvis ikke andet så ved mangel på handling. 2019 føles som et historisk øjeblik.

Men hvad betyder det overhovedet? Hvad mener vi, når vi siger, at noget er ‘historisk’?

Ting kan være ‘historiske’ uden at være sket i fortiden. Når en fodboldkommentator efter en vigtig sejr råber “Det her er historisk!”, mener han ikke, at kampen nu skal omtales i datid. Han mener, at den her sejr vil ændre på fodboldens historie. Det er fremtiden, han peger på, ikke fortiden. Et historisk øjeblik er et tidspunkt, der flyder over sig selv.

Det er en begivenhed, der er fyldt med for meget mening, betydning og konsekvens til at passe ind i det lille udsnit af tid, som det rent faktisk skete i. Det løber over sine bredder og ind i historien.

Et historisk øjeblik er et tidspunkt, som vil have følger langt ud i fremtiden. At leve i et sådant øjeblik medfører en særlig form for ansvar. Fordi dette tidspunkt er skelsættende, fordi det er netop nu, at vi kan nå at gøre noget ved klimakrisen, er vi tvunget til at se på vores nutid med fremtidens øjne. Hvordan vil det, vi gør i dag, se ud om et århundrede? Gjorde vi nok?

Det er et specielt perspektiv.

Tænk på, hvordan fremtidens historikere vil skrive om os. Tænk på, hvor latterlige vores politikere vil se ud: travlt optaget af at score point og pudse glorier, når der så akut mangler visioner. Vi har ikke brug for politikere, der får den mindst muligt ambitiøse aftale i hus, så de kan sige, at de altså har gjort noget. Vi har brug for politikere, der ser klimakampen for, hvad den er – en historisk udfordring, der kalder på historisk lederskab.

Men et historisk øjeblik er ikke bare ansvarstungt, det er også åbent. Det historiske er en følelse af, at ting kan gå begge veje, at det ikke er bestemt på forhånd. Det er en revne i tiden, hvor man kan gøre en forskel.

Og vi kan gøre en forskel. Det var i 2018, at klimakampen kom op i gear. Flere og flere stemmer melder sig under de grønne faner, og en reel indsats mod klimaforandringerne er ikke længere en umulig utopi, men et konkret krav fra befolkning til politikere. Det er nu både bydende nødvendigt og faktisk muligt, og det er en spændende kombination. Vi kan ikke længere gemme os bag en mangel på folkelig opbakning eller politisk fatalisme, så vi er nødt til at tænke større.

Det historiske øjeblik tvinger os til at drømme.

Men det var også i 2018, at vi i Danmark for alvor begyndte at se den slags forandringer, der er i vente. Pludselig var klimaforandringer ikke bare noget, der skete på Nordpolen, men lige her i vores baghave, som afsvedne græsplæner og konkursramte landbrug. Nu er vi så nødt til at gå fra konkurs til diskurs: fra at se problemet til at ændre på den måde, vi taler om det på. Klimakrisen er ikke bare en fjern fare, og den handler ikke om, at vi hver især skal spise lidt færre røde bøffer. Det er et politisk spørgsmål af historiske dimensioner.

Den offentlige samtale vipper. Det politiske landskab er i opbrud, og partierne danner nye alliancer på tværs af gamle blokke. I al den usikkerhed er der et uudtalt spørgsmål, der hænger og dirrer i luften: Bliver klimaet et afgørende tema i den kommende valgkamp, eller bliver det druknet af andre emner? Udfaldet er afgørende. Det er banebrydende, at et valg med klimakrisen i fokus overhovedet er en mulighed, og det ville tvinge politikerne til at levere de visioner, vi så desperat har brug for. Et valg med klima i fokus ville skabe inspiration også uden for Danmarks grænser.

Det ville være … historisk. Men det er historisk, netop fordi det ikke er fastlagt, at det er det, der vil ske. Fremtiden er både åben og afgørende.

Vi har indtil 2020 til at knække CO2-kurven, nogle ugers valgkamp til at aftvinge visioner fra vores politikere, og resten af vores liv til at døje med konsekvenserne, hvis vi ikke gør noget. Det skal gå lynende hurtigt, og vi skal tænke geologisk langsigtet. Det haster, og det er historisk.

Tiden er i stykker. Men i de revner, der opstår, ligger muligheden for at gøre en forskel.

En version af argumentet her blev for nogle uger siden holdt som tale for Klimapåmindelsen, en bevægelse for klimabekymrede borgere, der samles hver torsdag morgen foran Christiansborg.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: