Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
Aktuel igen: Et bælte af grøn bevoksning på tværs af Afrika skal dæmme op for klimaforandringernes ekstreme effekter i ørkenområderne. Hvis projektet lykkes, bliver ørkenen stoppet og befolkningen sikret. Hvis ikke, er sultkatastrofer kun én blandt flere sandsynlige konsekvenser. De to journalister Emil Stenz og Maria Skjødt tog til Sahel-ørkenen og fortæller her den fascinerende historie om en såre enkel og ambitiøs idé, der skal løse et voksende, kompliceret og uafvendeligt problem.
Prolog
Du står på en slette. Et par lange græsstrå kilder dine bare ben, og under dem strækker rødbrun jord sig uendeligt ud i en støvet horisont. En sveddråbe løber ned ad din ryg, selv om solen står lavt på himlen i de tidlige morgentimer.
Det er her under Senegals brændende sol, at din rejse begynder. Hvor vejene slutter, før de overhovedet er begyndt, og hvor der er fem timers kørsel gennem et øde landskab ind til den nærmeste større by.
Din rejse går gennem Sahel-ørkenen, Saharas sydlige grænseland og en af verdens hårdest prøvede regioner. I årtier er jorden blevet udpint, og det har efterladt befolkningen med en evig jagt på mad i en tid, hvor tørken altid er nær. Klimaforandringer og et hastigt stigende befolkningstal truer med at forværre tilstandene, og det kan gøre jorden under dine fødder til udgangspunktet for en uoverskuelig humanitær krise, hvis Sahels 100 millioner beboere tvinges på klimaflugt.
Men dette er ikke fortællingen om en hungrende afrikansk befolkning, som flygter fra en tilværelse uden håb. I stedet handler den om en folkekamp, der skal genoplive det land, du står på, så ting igen kan gro, og folk kan få et liv, der er værd at blive boende for.
I Sahel-bæltet er nogle af verdens fattigste lande gået sammen om at skabe en 8.000 kilometer lang mur af træer og planter, som skal strække sig hele vejen på tværs af Afrika fra Senegal i vest til Djibouti i øst. Et grønt værn mod et klima, der bliver stadig mere ekstremt.
I løbet af denne fortælling skal du besøge syv steder i det nordlige Senegal, som tilsammen udgør historien om Den Store Grønne Mur og de udfordringer, befolkningen i Sahel kæmper imod. På turen over sletten skal du blandt andet besøge en skole, der er genopstået fra de døde, og en bank med mangoer som møntfod. Du vil møde en kvinde med 100 børn, en familie, der bor på ladet af en æselkærre, og en hyrde med magiske kræfter.
Sammen fortæller de historien om menneskets kamp for overlevelse i en tid, hvor ekstreme forhold er blevet normale i en af de egne af verden, der først og mest eftertrykkeligt har mærket effekten af den globale opvarmning. Det er historien om de mulige konsekvenser, hvis ikke effekterne håndteres: om sultkatastrofer, terrorgrupper og flygtningestrømme til Europa. Om de sociale og økonomiske forhindringer, kampen mod klimaforandringer uvægerligt møder et sted, hvor arbejdet for at sikre i morgen ofte er i direkte konflikt med et akut behov for at få mad på bordet i dag. Men også om et håb, der på trods af tørken er begyndt at spire.
Velkommen til Senegal, til Sahel og til den ødelagte jord, hvor katastrofen bliver enorm, hvis folkets kamp mod klimaet indhentes af tiden.
Din rejse begynder her.
Første stop: Karavanen på sletten
Du møder dem, før din rejse nærmest er begyndt. Langsomt toner de æseltrukne kærrer frem i landskabet pakket til bristepunktet med alt, hvad familien ejer og har. De er på vej hjem efter et års tilværelse som nomader på jagt efter græs til deres køer og på flugt fra den ultimative fattigdom, som truer deres eksistensgrundlag. Nomaderne er forklaringen på, hvorfor verdens vigtigste klimakamp er startet på netop disse støvede afrikanske stepper.
Lyden bevæger sig hurtigt over de flade sletter, og du hører dem, før du ser dem.
Æslerne, der stamper i den tørre jord, hønsene, som kagler fra ladet, og de mange metalspande, der skramler, hver gang kærren kører over et jordbump.
De rejser langsomt. Tre æseltrukne kærrer og en familie på ti efterfulgt af en lille flok køer. Langs vognene går en lille dreng og trækker en ged efter sig i et reb. Den nægter at følge ham. Så han knytter sin hånd og slår den langs rygraden, indtil den makker ret. Han har en grøn T-shirt på, som er blevet farvet gullig af støvet, og bare tæer.
“Det har endelig regnet. Så nu kan vi tage hjem,” siger Abiae Mbarooli.
“Hjem.”
En ung mor på ladet af en kærre gentager ordet, som om hun smager på det. Hun ammer et lille barn født under familiens jagt på græs i det nordlige Senegal, som er en del af Sahel.
“Hvis der altid var græs, ville vi aldrig rejse. Men det er der sjældent,” siger Wendou Mbarooli.
Æselkaravanen er hverken et enestående eller nyt syn i Sahel-ørkenen, der strækker sig tværs over Afrika. Det er her, Sahara går fra en ubeboelig sandørken til en kun akkurat beboelig sletteørken berygtet for nogle af historiens værste og længste tørkekriser. Et bælte, hvor der årligt falder mindre end 200 millimeter regn, hvor jorden gennem årtier er blevet udpint, og hvor befolkningen lever i en evig søgen efter mad til sig selv og deres dyr.
Allerede nu lever mere end 32 millioner mennesker i Sahel ifølge FN på kanten af hungersnød, og knap 5 millioner børn i området er underernærede. De tal står til at blive endnu højere i fremtiden, hvor det internationale klimapanel, IPCC, forventer, at højere temperaturer vil føre til endnu mere tørke og endnu større mangel på mad i bæltet.
Rapporten kalder Sahel et hotspot for klimaforandringer, og det er nemt at se hvorfor. I Tchad stiger temperaturen dobbelt så hurtigt som i resten af verden, og i Nigeria regner det halvt så meget, som det gjorde for bare 50 år siden.
“Det er et af de mest ubarmhjertige klimaer i hele verden. Lagt sammen med den ekstreme fattigdom, området lider under, og de syv børn, hver kvinde i gennemsnit føder, så har du opskriften på den perfekte storm af problemer,” siger Dennis Garrity.
Han er agronom og har arbejdet med forholdene i Sahel i to årtier. I dag leder han et forskerhold hos World Resources Institute, som undersøger den seneste udvikling i bæltet.
Den høje fødselsrate betyder, at de 100 millioner mennesker, der bor i bæltet lige nu, forventes at nå 340 millioner i år 2050. 340 millioner mennesker, der kan blive tvunget på flugt. Til større byer. Til nærområder. Til resten af verden.
Det er også umuligt at finde en familie i det nordlige Senegals landområder, der aldrig har været tvunget til at rejse i jagten på græs til deres dyr.
“Det bliver hele tiden sværere, og vi skal rejse længere og længere for at finde mad til vores køer. Måske bliver vi en dag nødt til at give op,” siger den ammende kvinde på ladet.
I år tilbagelagde familien 400 kilometer, men hvis tørken og udmagringen af jorden i området fortsætter, og kampen for at finde føde bliver mere håbløs, end den allerede er, kan de i fremtiden blive tvunget ud på en endnu længere rejse.
Konsekvenserne, hvis Sahels befolkning ender som klimaflygtninge, er uoverskuelige for både nærområderne og modtagerlandene.
“Vi har hverken midlerne eller pladsen til at integrere de store mængder af mennesker, som kan blive tvunget til blandt andet Europa, hvis Sahel bliver ubeboelig,” siger Monique Barbut, som er generalsekretær i UNCCD, FN’s afdeling for at bekæmpe ørkenspredning.
“Så hvad gør vi, når de pludselig står ved vores grænser? Jeg ved det ikke. Derfor er vores eneste løsning at redde området, før det er for sent.”
Ifølge FN’s beregninger koster det 35 dollars at have en person boende et døgn i en italiensk flygtningelejr. For 200 dollars kan man sikre fremtiden for en hel familie i Sahel gennem jordforbedring og undervisning.
Allerede nu befinder samtlige lande i Sahel-bæltet sig, med undtagelse af Algeriet, i den nederste femtedel af FN’s såkaldte Human Development Index. En opgørelse, der måler livsvilkårene for et lands befolkning ud fra parametrene sundhed, uddannelse og indkomst.
Hvis forholdene i bæltet forværres yderligere, frygter FN, at Sahel kan blive udgangspunktet for den værste humanitære krise siden Anden Verdenskrig. Ifølge Den Afrikanske Union (Afrikas pendant til EU) er det allerede en nødsituation, og forskere, som undersøger forholdene i Sahel, kalder det et af de absolut vigtigste fokusområder i verden, når det kommer til kampen mod tørke og hungersnød
Men de barske kår i området har ikke kun fået befolkningen til at kigge mod horisonten og drømme om Europa. Det har også startet en trodsreaktion. En folkekamp for at genoprette det tabte land, bekæmpe den konstante trussel om hungersnød – og genfinde en levestandard, der er værd at blive boende for.
Efter et kort stop på sletten er karavanen klar til at køre videre ud i det øde landskab. På familiens rejse gennem det nordlige Senegal vil de passere projekter og mennesker, som du også kommer til at møde på din rundtur i Sahel. Projekter, som prøver at ændre fremtiden for regionens befolkning, og mennesker, der kæmper for, at familier som denne ikke skal flygte længere.
I et lille fladt, firkantet bur på karavanens ene kærre ligger en håndfuld geder i en sammenpresset klump. De bræger, og den ammende kvinde råber af dem. En lille pige bakser med to tomme vanddunke, der næsten er lige så store som hende selv. Som det sidste spændes de fast på siden af vognen, inden æslerne trætte begynder at trække karavanen mod horisonten.
“To Europe!” råber en mand i spøg, inden vognen forsvinder i en hale af støv på sletten.
Andet stop: Marken, hvor en klimakamp fødes
Under en sang tager folkekampen sin begyndelse, når kvinderne sætter de små træer i jorden. De lange rækker af planter er en del af Den Store Grønne Mur. En 8.000 kilometer lang zone af beplantning, som skal bekæmpe den humanitære krise, der hastigt nærmer sig.
Sangen bryder den uendelige stilhed på sletten. Den lægger sig som et tæppe over det støvede landskab og transformerer den trøstesløse jord under solens stråler til et sted fyldt med liv.
I farvestrålende tøj med karrygule kjoler, blå sarier og lyserøde tørklæder går 50 kvinder og arbejder i marken. De har spader over skuldrene og små træer i hænderne, mens deres stemmer smelter sammen til én.
Du står midt på sletten, hvor 180.000 tørkeresistente akacietræer lige nu er ved at blive plantet omkring dig.
En kvinde med øreringe så tunge, at hendes øreflipper er blevet trukket til lange halvmåner, sidder på hug med et lille træ i hænderne. Hun placerer planten med de sarte grønne blade i det hul, hun har gravet, inden hun forsigtigt presser jorden tæt sammen om den spinkle stamme.
De små træer strækker sig endnu ikke længere op mod den blå himmel end græsstråene omkring dem, men de bærer allerede nu på et stort og tungt ansvar. Sammen med mere end 50 millioner andre spæde træer, der indtil nu er blevet plantet i Sahel, skal de hjælpe kvinderne og resten af befolkningen i kampen mod et ubarmhjertigt klima, som på sigt kan tvinge hele området på flugt.
Kampen blev startet i 2007 af en simpel, men storladen idé om en gigantisk grøn mur. Et 8.000 kilometer langt og 15 kilometer bredt bælte af træer skulle plantes tværs over Sahel for at puste nyt liv i regionens udpinte natur, skrantende økonomi og hårdt pressede lokalbefolkning.
11 afrikanske lande gik sammen om at starte projekt Den Store Grønne Mur, som hurtigt vandt genklang og opbakning verden over. Idéen er fri for taltunge klimaregulativer og i stedet bygget op om et konkret og grandiost mål, der er til at forstå og nemt at støtte. Store organisationer som FN, EU og Verdensbanken lovede straks store investeringer, og hurtigt blev Den Store Grønne Mur til et internationalt klima- og nødhjælpsprojekt.
Der var bare ét problem: Projektet var umuligt at gennemføre.
Flere forskere med tilknytning til Den Store Grønne Mur så problemerne med det samme og forholdt sig kritiske til idéen om ét langt, sammenhængende bælte af træer. Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre, lød vurderingen.
“Det var et helt skørt projekt. Vi støttede op om det, fordi det kunne have en masse positive effekter, som området desperat har brug for. Men i sin oprindelige form ville det aldrig lykkes,” siger Deborah Goffner.
Hun er molekylær plantebiolog og en af de forskere, der var tilknyttet projektet som uafhængig rådgiver.
Murens problem var helt fundamentalt. Store dele af den strækning, muren skulle plantes på, var ørkenland, hvor ingen mennesker boede. Der var ganske enkelt ingen til at pleje og tage sig af de små planter, og selv i de beboede områder på strækningen var det langtfra sikkert, at tørken, varmen og de græssende dyr ikke ville tage livet af træerne, før de nåede at vokse sig store.
“Sahara ville ligne en jungle, hvis alle de træer, der er blevet plantet i nyere tid, havde overlevet,” siger Chris Reij, som er specialist i bæredygtigt jordbrug og har arbejdet med Afrikas tørkeproblemer siden 1978.
Med vejledning fra forskere over hele verden begyndte projektets mange partnere at omdanne Den Store Grønne Mur fra en smuk, men utopisk idé til et projekt, der finansieres og drives i fællesskab af både lande og organisationer – og dermed rent faktisk har mulighed for at lykkes.
I dag bevæger det internationale samarbejde sig derfor også mod et mål, som adskiller sig fra den originale idé om at plante en sammenhængende mur af træer. Mens visionen stadig er at skabe et langt grønt bælte på tværs af Afrika, inkluderer klimakampen nu ikke kun millioner af træer, men også mange andre projekter. Den Store Grønne Mur er blevet til en mosaik af plantager, nyttehaver og græsmarker, som skal genoplive den ødelagte jord, der allerede nu driver folk på flugt.
Tilbage i plantagen sætter Paya Ndiaya endnu et træ i jorden. Det er varmt, og kvinden med de lange øreflipper tørrer sveden af ansigtet med sit lyserøde tørklæde.
Paya Ndiaya har mærket flugten helt tæt på. Hun er mor, men ifølge lokal overtro er det farligt at fortælle, hvor mange børn man har. Derfor trækker hun på skuldrene og siger, at hun nok har 100. Eller det havde hun i hvert fald.
“Jeg har mange sønner, som er flygtet fra området, fordi vi ikke kunne brødføde hele familien. Det var en svær tid. Ingen har lyst til at se sine børn forsvinde,” siger Paya Ndiaya.
Hun taler med styrke og beslutsomhed, men slår så over i sang på det lokale stammesprog pulaar. Nu synger hun blidt, mens hun sætter skovlen i jorden og begynder at grave et nyt hul. Paya Ndiaya ved ikke, hvor gammel hun er, men de dybe rynker omkring øjnene afslører, at hun har levet et langt liv.
Siden projekterne knyttet til Den Store Grønne Mur blev sat i gang i store dele af det nordlige Senegal, har livet ændret sig for Paya Ndiaya og hendes børn.
“Klimaet er blevet mildere, og der er mere græs til vores dyr. Livet er i det hele taget blevet nemmere,” siger hun.
Træplantagen er en af årsagerne til det forbedrede klima, Paya Ndiaya beskriver.
Der skal ikke mere end 50 træer på en hektar land til, før der sker store forandringer. Det forklarer agronom og Sahel-forsker Dennis Garrity fra World Resources Institute. Han vurderer, at en plantage som denne vil forbedre jorden og klimaet drastisk gennem en selvforstærkende positiv cyklus.
I et areal med træer vil temperaturen være ti grader køligere end et tilsvarende område uden, alene på grund af den skygge, træerne giver. De fungerer også som beskyttelse for den varme ørkenvind, som ellers udtørrer jord og planter. De giver mere regn til området, da vandet, der fordamper fra bladene under fotosyntese, samler sig i luften, og hvis der er træer nok, kan det skabe små lavthængende regnskyer, der sender vandet tilbage til jorden. Her samler rødderne væskereserver, som afgrøder, græs og planter kan tære på.
“Beplantning er altafgørende for et sundt mikroklima og gode jordbundsforhold, særligt i et område, der er så tørt som Sahel,” siger Dennis Garrity.
Denne konklusion er flere nationer i Nord- og Centralafrika også nået frem til. Siden Den Store Grønne Mur tog sin begyndelse, har flere lande meldt sig under projektets faner, og i dag er 20 lande involveret.
Når indsatsen sine mål i 2030, skal det beigefarvede Sahel, man i dag ser på et satellitbillede af Afrika, være erstattet af en lang grøn ‘slange’ af beplantning. Den vil – ligesom Den Kinesiske Mur – kunne ses fra rummet, når den står færdig. Til den tid vil Sahel være hjem til mere end 20 milliarder nye træer, som tilsammen kan binde op til 250 millioner tons CO2. 100 millioner hektar ødelagt land vil være genplantet, og projektet vil have skabt 10 millioner nye jobs i Sahel.
Træerne skal dermed ikke kun støtte naturen, men også de mennesker, der bor i den. Lokale kvinder i området bliver ansat til at plante træer til Den Store Grønne Mur, og når de har vokset sig store, kan landsbybeboerne høste frugter fra træerne eller udvinde arabisk gummi fra træernes stammer.
Indtil videre estimerer folkene bag projektet, at man siden Den Store Grønne Murs start er nået 15 procent af vejen, hvis man både tager højde for antallet af plantede træer og det store politiske arbejde, der har ligget i at sprede projektet i medlemsnationerne.
Spørgsmålet er, om man nogensinde når i mål.
Selv om projektet er kommet godt fra land, er forskerne alle enige om, at befolkningen stadig står over for et uoverskueligt stort stykke arbejde, hvis ikke klimaforandringerne skal indhente den positive udvikling.
Det er derfor, Paya Ndiaya og de 50 kvinder synger i marken. De er ved at plante 180.000 træer i et forsøg på at skabe en fremtid for Sahel, hvor jorden igen er så fertil, at mennesker kan blive boende. Kravene er ikke store. Så længe der er græs nok til familiens dyr, er der ingen, der bliver nødt til at flygte. Men uden dyrene mangler selve livsgrundlaget for familierne i området.
“Jeg vil hellere miste et barn end ko,” siger Paya Ndiaya, inden du forlader hende og sætter kurs mod hyrden og de køer, som er vigtigere end børn her i Sahel.
Læs med i næste kapitel af fortællingen om Den Store Grønne Mur, som handler om det svære dilemma mellem dagligt brød og langsigtet klimasikring, som projektet sætter lokalbefolkningen i. Og som sine steder har ført til direkte modstand.