Minkpels var den ultimative luksus. I dag er den modens svar på cigaretter

Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

17:48

I afsnit otte af tv-serien Matador, Komme fremmede’, har den driftige forretningsmand Mads Skjern besluttet sig for, at hans efterhånden velforede pengepung skal ud og arbejde lidt for hans image som byen Korsbæks nye alfahan. Han har købt en flot pels til sin kone, Ingeborg, der knap ved, hvad hun skal stille op med sig selv i den ekstravagante gave. Det føles som, det er mig, der skal afsløres,” siger Ingeborg, da hun og hendes godt tilfredse ægtemand følges ad til fernisering blandt byens spidser.

Og dét er heller ikke helt forkert. De passerer danselæreren fru Violet og hr. Schwann, vogter af byens sociale hakkeorden, som fnyser når skidt kommer til ære” ved synet af det nyrige par. Pelsen taler sit tydelige sprog. Den siger penge, den siger succes, den siger se mig’ – eller rettere, se min kone’. Og for at sætte trumf på, så dukker Maude Varnæs, dronningen af Korsbæks borgerskab, straks efter op i akkurat samme pels. Det er ikke tilfældigt. For det, der lignede en kærlighedsgave fra Mads Skjern til Ingeborg, var i virkeligheden et træk i hans sociale Stratego-spil, og symbolværdien er ikke tabt på nogen. Ingeborg, som ikke vil være en spillebrik, leverer straks sin pels tilbage til Mads’ manufakturhandel. Og Maude Varnæs smider arrigt sin pels fra sig, da hun kommer hjem og går op og lægger sig.

Tilbage står stuepigen Agnes, som ikke kan dy sig for at prøve fruens pels foran spejlet. Og Agnes, der senere i serien viser sig at været drevet af samme forretningssans og ambition som Mads Skjern, ser i et øjeblik sig selv svøbt i pels, i selve symbolet på luksus og velstand.

Da statsminister Mette Frederiksen onsdag den 4. november annoncerede, at alle danske mink skulle aflives for at bremse spredningen af det muterede coronavirus cluster 5, var det – naturligt nok – et chok for den danske pelsindustri. En hel branche og et af Danmarks største eksporterhverv blev lukket ned fra dag til dag. Det var, mener både minkfarmere og brancheeksperter, dødsstødet til en branche, som i forvejen var under pres. Minkavl har i årevis været forbundet med historier om dårlig dyrevelfærd og forurening fra minkenes ammoniakholdige afføring. Dyrerettighedsaktivister har ligget i åben krig med den danske pelsindustri, som har forsvaret sig med høje dyrevelfærdscertificeringer og et massivt kampagnearbejde for at brande minkavl som en bæredygtig branche med stærke faglige traditioner. Og selv om den indsats til dels har båret frugt, så er minkpels stadig et kontroversielt fænomen.

For én ting er dyrevelfærd. En anden er selve det produkt, som er årsagen til, at der overhovedet findes minkfarme i Danmark. Mink opdrættes med ét formål: at blive lavet til pels. Pels, som bruges til beklædning. Dyre frakker, jakker, sjaler og huer, som godt nok er varme, men som først og fremmest er eftertragtede for deres signalværdi – den, som Mads Skjern fra Matador også kendte.

Det er jo det ultimative luksusprodukt,” siger Mikkel Venborg Pedersen, som er seniorforsker ved Nationalmuseet med særlig indsigt i luksusforbrug og elitekultur. Og et ultimativt luksusprodukt med dyreetiske problemer i bagagen rimer dårligt på en tid, som er præget af en stadig større bevidsthed om det aftryk, menneskets jagt på behovstilfredsstillelse sætter på omverdenen.

Derfor er historien om de danske mink ikke kun et kapitel i corona-bogen. Det er en fortælling om forbrugsmønstre, som ændrer sig med samfundsudviklingen, og om en industri, hvis dage formentlig allerede var talte. Vi har stået og sagt til pelsbranchen: Det kan sagtens være, I bliver de nye cigaretter. At folk om 20 år vil stå og sige, at det var fuldkommen skørt, at vi engang holdt pelsdyr i fabrikker,” fortæller Else Skjold, der er lektor i bæredygtighed og design ved det Kongelige Akademi, og som har forsket i den danske pelsindustri.

Nu indtraf døden så over natten i stedet for over tid. Men ifølge Else Skjold gemmer minkindustrien faktisk på en vigtig lektion i bæredygtighed, som risikerer at gå tabt i dens coronasmittede eftermæle.

I 2014 trådte et nyt brand ind på den danske modescene med et brag. Det var designerduoen Cathrine Saks og Barbara Potts, som under navnet Saks Potts bragte et farverigt, frækt og på flere måder anderledes look ind i modebilledet. Saks Potts skilte sig ud fra den danske tradition for enkelt design i nedtonede nuancer, med heftige neonfarver, sexede snit – og pels. Saks Potts var født ud af et samarbejde med Kopenhagen Fur, den danske pelsindustris paraplyorganisation for salg og PR, og de to unge kvinder var tilsyneladende lige præcis det, der skulle til for at genopfinde pelsværk til et ungt publikum. De bød på korte pelsfrakker i pink og azurblå, skinnende trenchcoats kantet med puffet, pangfarvet ræv, og lange minkfrakker syet i badekåbesnit og farvet i tidstypiske pasteller a la enhjørning.

Saks Potts-tøjet røg lynhurtigt på forsiderne af de danske modeblade og senere ud i verden hos luksusforhandlere som Net-a-Porter og Bergdorf Goodman og på kendisser i den absolutte A-klasse – vi taler Beyoncé, Rihanna og supermodellen Gigi Hadid.

KULØRTSaks Potts' iøjnefaldende pelse gør sig godt i Instagrams univers.Instagram / Saks Potts

Saks Potts var det, man kalder et bold move i en modebranche, der ellers har bevæget sig væk fra pels. Med dyrerettighedsforkæmperen og designeren Stella McCartney i spidsen har flere store internationale modehuse i løbet af de seneste år udfaset pels fra deres kollektioner. Det er mærker som Gucci, Prada og Versace – brands, der er associeret med den højeste luksus. Det siger en del om den dårlige stemning omkring pels, for netop pelsværk har i århundreder været en uomgængelig del af idéen om et liv i sus og dus.

Pels har en aura af eksklusivitet, af den gamle elite,” fortæller Mikkel Venborg Pedersen, som er seniorforsker ved Nationalmuseet og har skrevet flere bøger om elitemiljøer, luksus og forbrug gennem tiden. Både fordi pels er dyrt – en lang, formsyet minkpels med tilhørende bælte fra Birger Christensen koster i dag 68.900 kroner – og fordi det med Mikkel Venborg Pedersens ord er noget, man godt kan undvære. Der er jo mange andre måder at holde varmen på i dag.”

Sådan har det ikke altid været. Pels og skind var den første og vigtigste form for beklædning, mennesket benyttede sig af, i de allertidligste jægersamfund og frem til udviklingen af landbrug og husdyrhold fra omkring 9.000 år før vor tidsregning. Senere har skind, læder og pels været benyttet af både høj og lav i samfundet, men kvaliteten af materialet har altid været en markør af status. I middelalderens England og helt op til 1700-tallet havde man eksempelvis de såkaldte sumptuary laws, der regulerede befolkningens forbrug i et hierarkisk system, og ifølge dem måtte jævne folk kun gå klædt i store skind med grov pels. Små og derfor mere sjældne skind var forbeholdt eliten. Minken, som er et lille dyr, er i den kategori. Sammen med zobelpels er det mink, der rangerer højest,” siger Mikkel Venborg Pedersen. Både i kvalitet og dermed også i symbolværdi.”

Indtil de seneste års anti-pels-bevægelse har netop den symbolske værdi ved minkpels været konstant. Man kan knap nok tænke Hollywood, glamour og rigdom uden at se pelsklædte kvinder (og mænd) for sig. Fra 1950’ernes og 1960’ernes divaer som Marilyn Monroe, Sophia Loren og Elizabeth Taylor svøbt i metervis af blød pels, til 1980’ernes yuppie-ekstravagance, hvor en tyk, hvid minkpels med brede skuldre var det perfekte match til højt, platinblondt hår og Bollinger-champagne.

Minkpels var en fortælling i sig selv, et forbrugsikon, der løftede bæreren fra de lavere sociale sfærer til drømmenes verden. Eller som man kunne læse i Alt for damerne i 1969: Mink er en spændende oplevelse. Kvinder over hele verden drømmer om den – og mænd fascineres. Hvorfor? Fordi mink fremhæver en kvindes skønhed som intet andet pelsværk.”

BRUGSPELSDe kinesiske forbrugere er ikke ude efter glamour og eksklusive shoppingoplevelser, når de investerer i en pels. Foto: Greg Baker / AFP / Ritzau Scanpix

I dag er stemningen omkring minkpels mildt sagt mere blandet. Selv om designere som Saks Potts har skabt en efterspørgsel hos en gruppe af unge vestlige forbrugere, så farver den dyreetiske debat i høj grad minkpelsens image (og ikke i smarte pangfarver). Et par hurtige eksempler på reaktioner på de sociale medier efter nyheden om den kollektive danske mink-afliving, tegner billedet ganske godt op. Dyreplageri har jeg sgu ikke meget tilovers for. Den industri skulle have været afviklet for mange mange år siden,” som en mandlig Facebook-bruger skrev i en tråd på Børsens moderedaktør, Chris Pedersens, væg. Jeg krydser fingre for at minkavlen aldrig opstår i Danmark igen,” lød det fra Veganerpartiets Mayanoa Kjærgård på Twitter, hvor udlandet også stemte i. Dear #Denmark, WTAF are you still farming #Mink anyway???”, og Why do these countries still have these disgusting farms’? #mink #minkcovid #AnimalWelfare”.

Minkpelsens kontroversielle image ændrer dog ikke på, at minkpelse er et af de allerstørste eksporterhverv i Danmark. I 2013 solgte Danmark minkskind til udlandet for 12,3 milliarder kroner, og selv om indtjeningen i 2019 var betragteligt lavere – den lå på 4,9 milliarder kroner efter store prisfald som konsekvens af et overmættet pelsmarked – så er minken det tredjevigtigste eksportdyr for Danmark i dag, næst efter grise og køer. Størstedelen af de danske mink bliver solgt til asiatiske lande. Særligt Kina, som i dag er den vigtigste kunde for den danske minkindustri.

I Kina har pelsen bevaret sin funktion som en stensikker social markør. Men i en lidt anden form, end vi kender den. Det fortæller Else Skjold, der er lektor ved i bæredygtighed og design ved Det Kongelige Akademi, og som med egne ord har nørdet pels” helt ned i dybden.

Else Skjold har tidligere været projektleder på et samarbejde mellem Designskolen Kolding og Kopenhagen Fur, hvor hun og hendes forskerkollegaer – under aftaler om forskningsfrihed og fuld armslængde, siger hun – undersøgte pelsens rolle i nutidens globale modebranche.

Folk tror, at det er kinesiske milliardærer i storbyerne, der køber de danske pelse. Men det er det overhovedet ikke,” siger hun. Det er den store kinesiske middelklasse, som bor oppe nordpå, hvor der er ned til minus 50 grader.” Det, de vil have, er ikke Hollywood-glamour eller flashy cutting edge-mode. Det er fuldstændigt identiske, enkle pelsjakker, som kan fås i brun, hvid eller sort. Og det er supervigtigt, at de er helt ens,” siger Else Skjold. Fordi de køber det for at vise, at de er kommet ind i middelklassen. Det er deres Webergrill.”

Den indbringende eksport af Webergrill-pelse’ til Kina ender her, med aflivingen af alle danske mink. Selv om regeringen har lagt op til, at pelsindustrien er sat på pause, ikke nedlagt, så er meldingen fra pelsavlerne, at det er utopisk, at deres forretning kan genstartes en dag. Else Skjold mener heller ikke, at der er en fremtid for danske mink. For ifølge hende pegede meget på, at branchen i forvejen levede på lånt tid. Vi havde sådan set forudset det, selv om jeg ikke havde troet, det ville ske over natten,” siger hun.

I flere lande er pelsdyravl allerede forbudt. I Østrig er pelsdyravl forbudt i seks ud af ni delstater, i Holland skal minkavl udfases inden 2024, og i Frankrig og Irland er der ganske få pelsfarme tilbage, som alle skal udfases. Vi er jo i det hele taget ved at bevæge os væk fra hele den industrialistiske tanke om, at vi kan putte dyr i fabrikker,” siger Else Skjold. Den bevægelse har kun fået mere skub på af coronapandemien. At tænke sådan hænger jo sammen med et verdensbillede, hvor mennesket er hævet over naturen. Og der er vi jo på frygteligste vis i gang med at opdage i den her pandemi, at det er vi ikke. Absolut ikke.”

Til gengæld er der én ting, hun håber vil stå tilbage efter den danske minkbranche er væk. For selv om brugen af levende dyr i produktionen er stærkt problematisk i en bæredygtighedssammenhæng, så rummer pels alligevel en vigtig lektie for modebranchen omkring lige præcis bæredygtighed. Et område, hvor modeindustrien, en af verdens mest forurenende industrier, har enorme udfordringer.

Hvis vi alene ser på håndteringen af pels, altså hvad der sker med materialet, når det forarbejdes og er i brug, så er det simpelthen det største læringseksempel for bæredygtig omstilling,” siger Else Skjold. Vi har at gøre med et rigtig dyrt materiale, og det gør, at der er zero waste, hvilket er det, vi bør stile efter. Det vil sige, at der er stor kundetilfredshed, fordi vi tænker os om, før vi køber det. Vi lærer at passe på det, for ellers falder hårene simpelthen af og pelsen rådner. Vi gider godt investere i at få det renset og repareret, vi sælger det videre, hvis vi ikke vil gå i det længere, vi gider også at købe det brugt, og vi gider også godt få det syet om.”

Hele den adfærd er det stik modsatte af fødekæden i den fast fashion-industri, der i dag sprøjter billige bomulds- og kunststofprodukter ud til forbrugere, som udskifter garderoben i lige så høj hast. Og derfor er det ifølge Else Skjold en form for best practice, hvad angår tøj og bæredygtighed. Det bliver gjort med pels, det er det, vi skal gøre med alle materialer, hvis vi vil have en bæredygtig omstilling i moden. Lige meget om det er bomuld eller polyester, så skal vi til at varetage alle materialer, som om det er utroligt dyrebart. Og det kan vi lære af pelsen,” siger hun.

Måske er den lektion det bedste bud på en svanesang for minkpelsen, som ikke har en klang af bedaget elite, tvivlsom etik og coronavirus. Spørgsmålet er, om den havde bidt på Maude Varnæs, som i Matador-afsnittet opsummerer aftenens fadæse sådan her: Ja, pelsen, den tager jeg i hvert fald aldrig på igen.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: