"Jeg gjorde det stik modsatte af det, jeg sagde, jeg ville gøre.” Carl Holst fløj højt og faldt dybt. Her er, hvad han lærte

HILSENCarl Holst er ude efter sit parti. Og de andre partier. Han er ude efter dem alle. Alle fotos: Petra Kleis for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Carl Holst var forsvarsminister i 93 dage. Han var i skudlinjen i to statsforvaltningsundersøgelser, en politisag og to advokatundersøgelser, han var i krise, og nu vil han ikke mere, men han har erkendt noget i processen. Noget om sit parti, men også om den politiske kultur i Danmark i det hele taget.

I kursuslokale nummer 6 står Carl Holst og taler om cykler og heste. Han fortæller en historie om, at hans søn engang ikke forstod, hvordan det kan hedde at cykle på cykel, når det ikke hedder at heste på hest, og så siger han, at sådan er det også med kommunal udligning, det er heller ikke til at forstå. Det griner man af.

Carl Holst har tid til at stå i kursuslokale nummer 6 og tale om kommunal udligning, fordi han ikke fører valgkamp, og han fører ikke valgkamp, fordi han ikke har lyst. Han genopstiller ikke. Hans parti er ellers i gang, det går vildt for sig ude i Danmark, for eksempel fortalte hans formand, statsminister og gamle ven Lars Løkke Rasmussen tidligere på dagen, at han godt kunne se en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet for sig, og det var jo noget, noget ganske dramatisk endda, men da nogle journalister så ringede til Carl Holst for at bede om en kommentar, sagde han blot, at han ikke havde nogen. Det var befriende, virkelig. Han mærkede efter, men fandt, at han var afklaret.

Kursuslokale nummer 6 ligger på første sal i Tivoli Hotel i København, og ved en hesteskoformet gruppe borde rundt om Carl Holst sidder 11 topembedsmænd fra kommuner rundt om i landet og lytter til hans historie om den kommunale udlignings udfordringer, hvad angår forståelsen for, hvad den egentlig er. Carl Holst taler, mens han fægter i luften med sin højre hånd, han har briller og meget lyst hår, han ligner egentlig bare Carl Holst, som mange nok vil kunne se Carl Holst for sig, men der er forskel på den udgave, man ser her, og den, der blev Danmarks forsvarsminister i sommeren 2015.

Carl Holst er færdig i dansk politik, han gider ikke mere. Engang var han en stor kanon, den største i en landsdel, men han fik sager på halsen, ret mange, og så kom politiet, flere gange endda, og så endte han med at sidde på en bænk i et decembermørke, fordi han ikke kunne sove, men kun tænke på, at han ikke kunne se noget formål i at stå op om morgenen.

I dag sidder han med en erkendelse, som lyder, at den politiske kultur i Danmark har det dårligt. Samtalen, refleksionen, den reelle meningsudveksling er blevet fortrængt til fordel for positionering og forråelse, og udviklingen taler ind i en af tidens herskende fortællinger om det politiske Danmark, den om politikerlede, om manglende tillid til de folkevalgte og begyndende råd i det fundament, vi har bygget vores system på.

Det, der foregår, er farligt, mener Carl Holst. Det er en sygdom, en sygdom i demokratiet. Heldigvis har han også et bud på en medicin. En ret paradoksal medicin.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. God fornøjelse.

Nogle timer inden cykler og heste og kommunal udligning ankommer Carl Holst til hotellet lidt for sent på den, han kommer fra sit kontor på Christiansborg og har ikke helt kunnet finde det, selv om det er højt og fylder meget af og på Kalvebod Brygge. Noget af det første, han siger, er, at han synes, det er lidt grimt.

Men det er også meget gennemført,” siger han, mens han tager en mørk dynejakke af, for vejret er alt for varmt til den.

Det er sjældent, noget er så gennemført.”

Lobbyen er stor, lys, i den står mange af de her høje, runde borde, man kan stå og drikke receptionsvin og spise saltstænger ved, og skjulte højttalerne spiller generisk lobbymusik, den slags, man både godt kan lide og ikke kan lide, og som kan fungere til alt og dermed til intet. Der er farvede skilte, der peger mod brasseri og kongressal og noget, der hedder City Tower. Vi sætter os i nogle buede sofaer.

Nå, Andreas, hvad vil du så snakke med mig om?”

Og det er jo et godt spørgsmål. Til at begynde med, siger jeg, vil jeg gerne vide, hvordan det er at følge en valgkamp, som for ham ikke er en valgkamp, hvis han forstår sådan en lille en. Han forstår sådan en lille en. Så er han stille lidt, tænker sig om.

Der er en fordel i, at man har fået Paludan med i valgkampen,” siger han så om Rasmus Paludan, lederen af det etnonationalistiske parti Stram Kurs, der taler for, at flere hundrede tusind muslimer skal vises ud af Danmark, blot fordi de er muslimer, og som omtaler Koranen som en luderbog og politiske modstandere som nazisvin.

Og det er jo, at de andre politikere kommer til at fremstå civiliserede, reflekterede og dialogorienterede. Det ændrer ikke ved, at der noget galt med samtalen i Danmark, men jeg har virkelig, kan du høre, valgt at se positivt på Paludan.”

Carl Holst taler sønderjysk, men egentlig et ikke synderlig sønderjysk med tanke på, at han engang blev kaldt konge af Sønderjylland.

Han er jo bare en ekstrem udgave af den politiske samtale i dag, ikke? Du er en idiot, nej, du er en idiot, nej, det kan du selv være, sådan går den. Måske skal der en ekstrem udgave af en sygdom til, før de, som har sygdommen på et lille, men også problematisk niveau, gør noget ved det. At de forstår, at det er her, de i yderste konsekvens kan ende. At det er sådan, det kan udvikle sig.”

Sygdommen, Carl Holst taler om, er karakteriseret ved en mangel på respektfuld debat, ved et ret akut behov for det, teologen Hal Koch for snart 100 år siden talte om, da han talte om samtaledemokratiet. Der er ikke længere plads, mener Carl Holst, til nuancer, og partierne, også hans eget, gør af frygt for det, de ikke kan styre, sig skyldige i at strømline, forfladige og kvæle debat i stedet for at stille sig til rådighed som det, han mener, de bør være, nemlig platforme, hvorpå holdninger kan brydes til det fælles bedste.

Måske er Rasmus Paludan, denne yderligste repræsentant for det, Holst kalder den syge politiske samtale, altså kuren. Vild nok tanke, egentlig. Carl Holst håber det, han er en optimistisk mand. Selv om han nu, efter et halvt liv i politik (og det er jo sådan noget, man siger, ikke, men her er den god nok, Carl Holst blev valgt første gang som 23-årig, og nu er han 49), ikke gider mere og derfor ikke stiller op igen.

Og så sidder vi altså der i en sofa.

Hvordan er det, at det politiske menneske Carl Holst snart ikke er her længere?

Han tænker sig om og så:

Folk siger til mig: Carl, du har været politiker hele dit liv,’” siger han.

Nej, jeg har været Carl hele mit liv. Carl har været politiker, men Carl er også læreruddannet, Carl er også far, Carl er også bosiddende i Rødding, forstår du? Altså, i mit tilfælde har jeg aldrig været bange for, at nu mister jeg hele min identitet, når jeg ikke er politiker længere, for min identitet er ikke at være politiker.”

At han alligevel blev det, handlede om et lyskryds, i hvert fald i første omgang. Carl Holst engagerede sig politisk, da han i 8. klasse lavede en underskriftsindsamling for at få sat et lyskryds op i Rødding, og han ville sådan set gerne kunne sige, at det hele var mere romantisk, og at han gik ind i politik, fordi han ville sikre verdensfreden eller sætte en stopper for sulten i Afrika, men det var det lokale, der drev ham, sådan var det. Årsagen til, at han i 1993 stillede op til amtsrådet og ikke byrådet, var, at hans far stillede op til byrådet, for det havde alligevel været for meget, og sådan kan livsbaner jo også formes af ydre omstændigheder.

Jeg kan sige, at det næsten er genetisk. Det har været sådan i generationer,” siger han.

Da mine gamle forældre flyttede ind i et boligselskab, gik der to måneder, før min mor var næstformand.”

Handler det om magt? Om at have den?

Jeg vil ikke kalde det magt, men en personlig tilfredsstillelse. Nogle vil måske kalde det ærgerrighed, forfængelighed, et eller andet, jeg er sådan set ligeglad, hvad man kalder det, men hvis ingen havde det, ville vi have et dårligere samfund.”

Man må ikke underkende forfængelighedens rolle i at få noget gjort.

Det er også en del af det. At føle, at man har noget at sætte sit navn på. Noget, man har efterladt. Ja!”

Carl Holst kom i amtsrådet, og så, efter syv år, blev han amtsborgmester, fordi Kresten Philipsen, der var det indtil da (og som blev kaldt hertugen af Sønderjylland), gik af. Da Sønderjyllands Amt med strukturreformen i 2007 blev til Region Syddanmark, blev Holst regionsrådsformand, og ved regionsrådsvalget i 2013 fik han omkring 94.000 personlige stemmer. Konge af Sønderjylland, bortset fra i eget selvbillede. Han griner lidt af tilnavnet.

Jeg kan garantere dig for, at jeg ikke var konge af Sønderjylland. Det lyder, som om jeg fik, hvad jeg ville have, at jeg gik ned ad livets vej uden problemer, og at alt var godt. Selv når det regnede, skinnede solen på mig.”

Sandheden er jo, hvis jeg må være så ærlig, at det var drøjt. Jeg lukkede sygehuse. Jeg blev amtsborgmester i 2000, og så kom der et paradigmeskifte med Anders Foghs økonomiske politik. Et skattestop. Der var ikke råd til så meget som før.”

For nogle måneder siden udgav Carl Holst en bog, et opgør med sin tid i dansk politik, et slags forsvarsskrift, hvori han blandt meget andet gør ret meget ud af, at han som først amtsborgmester og så regionsrådsformand måtte være hård, måske også hårdere, end han egentlig havde lyst til at være. Han skriver om, at han under en valgkamp havde lovet, at der ikke skulle lukkes sygehuse, men at han så bagefter gjorde det alligevel.

Det virker, som om du går bodsgang i forhold til de her sygehuse.

Jeg synes, din udlægning kunne være mere præcis. Det, der skete, var, at jeg gjorde det stik modsatte af det, jeg sagde, jeg ville gøre.”

Så … Et løftebrud.

Ja. Jeg kom ikke til at udtrykke mig, så det kunne misforstås. Det er blevet så populært at sige, at man er kommet til at udtrykke sig, så det kunne misforstås.”

Pernille Weiss fra De Konservative udtrykte sig efter eget udsagn misforståelsesmuligt” her den anden dag. Et helt vidunderligt ord.

Ja! Det var det, jeg tænkte på! Jeg udtrykte mig hårdt og fast på, at vi ikke skulle lukke sygehuse, og efter valget gjorde jeg noget andet. Det gav problemer, og det var fuldt berettiget, at det gav problemer.”

Således alligevel bodsgangen.

Carl Holst er et højskolebarn. Han tilbragte sin barndom med bare tæer og uglet hår, og han tænker meget over det hele, taler meget om at reflektere.

Det er sandt, at jeg bruger meget tid på at føle efter, når ting sker, og det sjove er jo, at det både er en styrke og en svaghed. Svagheden er jo, at man kan blive for sårbar, det kan være bøvlet. For at skjule det kan man komme til at virke brutal. Altså.”

Kort pause.

Jeg kan virke brutal, er uomtvisteligt kommet til at virke brutal. Som modvægt. Forstår du, hvad jeg siger? Kompensation, kald det, hvad du vil. Jeg har i mit liv brugt mere tid end de fleste på at ærgre mig over, hvordan jeg er blevet misforstået i mødet med andre mennesker. Jeg har været belærende, når jeg ikke har ment det som belærende. I debatter, i samtaler, ikke kun i politik. Jeg har slået med ord.”

Om Carl Holst er det gennem hele hans karriere blevet fortalt, at han har et hidsigt temperament.

Hans liberalisme er højskoleliberalismen, han kalder sig folkeligt liberal, og folkelig liberalisme, siger han, handler om fællesskab.

Folkeligt, frivilligt fællesskab, det, der skabte en andelsbevægelse. Den blev ikke skabt af lovgivere på Christiansborg, på samme måde som velfærdssamfundet ikke gjorde det. Den og det blev skabt af civilsamfundet, det glemmer vi nogle gange. Det var godt, at man skabte andelsbevægelsen dengang, for i dag var den blevet lukket efter tre uger på grund af hygiejnekrav. Finansministeriet ville lave en SWOT-analyse, en cost-benefit-analyse. Det folkelige er det, du ikke kan sætte på formler.”

Lille pause.

Må jeg lige tage noget mere kaffe?”

Der findes for Carl Holst to vendepunkter, to begivenheder, som især har defineret hans liv i dansk politik og den erkendelse, han har fået ud af den.

Den første i 2014, det var dengang, Lars Løkke Rasmussen havde sine bilagssager. I Ekstra Bladet var det blevet afsløret, at Venstre havde betalt 152.000 kroner for tøj til ham, og så rullede det hele, flere sager kom frem, partiet krakelerede i internt oprør, og selv ikke på formandens fødselsdag var han fredet for kritik og anonyme historier, som alle var enige om stammede fra hans eget parti.

Carl Holst og Lars Løkke Rasmussen er gamle venner, de har kendt hinanden siden 1986, og Holst stod på formandens side, da næstformand Kristian Jensen i juni ved et møde i kælderen under Odense Congress Center lige netop ikke endte med at vælte ham. Noget uigenkaldeligt var dog sket.

Partiet blev splittet,” siger Holst og læner sig lidt tilbage i stolen. Vi er gået op i brasseriet for at spise frokost.

Der foregik en kamp i medierne. Jeg bruger gerne ordet massemedieødelæggelsesvåben. Den slags kampe var noget, jeg troede, de havde hos De Konservative. Eller i Socialdemokratiet. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at vi ville komme i den situation. Ikke at jeg er pladdernaiv og ikke ved, at der er uenighed, men på den der måde der …”

Lille pause. Tanker til det gamle Venstre-ord om, at der i partiet er højt til loftet og langt til døren.

Nej.”

I sin bog skriver Carl Holst om ondskab og om Venstre som en dysfunktionel familie.

Hvor ser du det konkret?

Hver gang der sker noget i Venstre, en ministerrokade, et politisk udspil, så bliver formandsopgøret talt op igen. De politiske analyser går på, at uenighed skyldes rester af opgøret, ikke bare politisk uenighed. Og så kan vi sige, at det er de skide journalisters skyld,” han laver en sjov lyd, sådan en aahh-kan-det-nu-også-passe-lyd, men det er ikke kun dem, vi gør det også selv i partiet. Hvis en bliver minister, og en anden ikke gør det, så siger vi, at det alene skyldes, at vedkommende holdt med den og den i formandsopgøret.”

På den måde reduceres politik til et spil. Et magtspil. Man ser det, mener Carl Holst, også i den måde, medlemmerne af hans parti taler til hinanden på. Diskussioner er blevet til angreb. Han bruger som eksempel, at han, da han i 2016 gik i pressen og sagde, at det var vigtigt, at skandalerne i Skat blev undersøgt, over sms fik en skideballe af Kristian Jensen, der engang var skatteminister. Holst mente, at hans kritik var saglig og sådan set helt okay, mens Jensen mente, at den var at sidestille med en skydeskive på ryggen.

Havde jeg været på Kristian Jensen-fløjen,” han sænker stemmen, for nu kommer der en indskudt sætning, og det er jo helt vildt, at man overhovedet kan tale om fløje i Venstre,” og så op igen, så var jeg ikke blevet beskyldt for at jage ham,” siger han.

Men nu var jeg ikke på hans fløj. Så min, synes jeg, substantielle kritik af skattevæsnet blev ignoreret til fordel for ord om, at jeg kun gjorde det som del af spillet. Spillet har overtaget efter det substantielle. Det vil du også se i resten af denne valgkamp. Det vil ikke komme til at handle om, hvad der siges, det vil komme til at handle om, hvorfor det siges. Og det skal stoppes. Det er helt absurd, og det går i den forkerte retning. Støjen fra 2014 er ikke aftagende.”

Det andet vendepunkt i Carl Holsts politiske liv blev hans egne sager. Dem var der en del af. En gennemgang:

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 blev han stemt ind, og så blev han, selv om han ikke vidste noget som helst om det område, han skulle arbejde med, forsvarsminister. Godt tre uger senere satte det første angreb ind, sådan betegner han det i hvert fald selv.

Vejle Amts Folkeblad skrev, at den nye minister stadig modtog løn fra sin tid som regionsrådsformand, hvilket mange blev ganske sure over, selv om det egentlig ikke var i strid med reglerne, og Carl Holst valgte efter pres at afskrive sig noget af lønnen. Imens var danske F-16-fly på mission mod Islamisk Stat, og forsvarets mekanikere advarede om, at arbejdspresset var for stort. Carl Holst var på ferie og fik kritik for at være på ferie, og så kom han til at sige, at Danmark i sin tid gik i krig i Irak, fordi Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, hvilket ikke helt var i overensstemmelse med det, der dengang stod i den officielle begrundelse, og så måtte han i samråd og rede trådene ud.

Så, den 11. september, begyndte sagen, der skulle ende med at få det hele til at tippe. Christian Ingemann, Carl Holsts spindoktor, som havde været ansat i Region Syddanmark som kommunikationsmedarbejder, havde, altså mens han var offentligt ansat i regionen, arbejdet for Holsts kampagne, hvilket han ikke måtte, eller det var i hvert fald anklagen. Statsforvaltningen gik ind i sagen, og to måneder senere slog den fast, at det, der var foregået i valgkampen, var ulovligt. Carl Holst blev meldt til politiet, og Region Syddanmark bestilte det store advokatfirma Kromann Reumert til at lave en advokatundersøgelse af forløbet. Senere blev politisagen frafaldet, og så opstod en anden, men også den endte til sidst i ingenting.

Tirsdag den 29. september ringede Carl Holst til Lars Løkke Rasmussen, som ikke tog den. Så bad han sin departementschef om at ringe til Statsministeriet og sige, at han trak sig som minister, og da var det blot 93 dage siden, han fik posten. Et par måneder efter tog han orlov fra Christiansborg og fandt sig en nat siddende på en bænk i haven uden formål. Han skrev i sin dagbog:

Jeg er både bekymret og bange og befinder mig vel i noget, der bedst kan betegnes som en slags undtagelsestilstand’. For første gang i mit liv føler jeg, at jeg har tabt kontrollen med mit liv og har svært ved at se lyset. Den glæde, jeg ellers altid bærer med mig over livet, er forsvundet. Og det er bestemt ikke nogen god fornemmelse, at jeg, der altid har betragtet mig som en glad grundtvigianer, ikke kan se sprækker med lys.”

Det går bedre nu, Carl Holst ser igen sprækkerne. Han skriver i sin bog, at han ikke er bitter, og hvad det angår, må man jo så tage ham på ordet, hvis man har lyst.

Det, han tager med sig fra sin tid i dansk politik, hans erkendelse, er ikke, i hvert fald ikke først og fremmest, at han blev uretfærdigt behandlet, at han var offer for et justitsmord, det er egentlig langt mere alvorligt end det. Det, der er sket med Venstre, siger han, er sket med dansk politik i det hele taget.

Hvis du tager Socialdemokratiet som eksempel, hvor meget plads var der så til Mette Gjerskov?” spørger han med henvisning til socialdemokraten, som i april sidste år blev sat fra bestillingen som udviklingsordfører, fordi hun gik imod sit partis linje i forhold til burkaforbuddet.

Partierne har den tilgang, at det er et svaghedstegn, hvis man mener noget forskelligt internt. Det er et svaghedstegn, hvis det kommer så vidt, at nogle vil have en ny formand, det er klart, men det kan i mine øjne aldrig være et svaghedstegn, at man er uenige og viser det.”

Vælgerne bliver ikke forvirrede, de oplever bare, at der er en mangfoldighed. Den sort-hvide kommunikation, der er opstået som følge af de sociale medier, har fjernet nuancerne. Det kunne jo bare godt tænkes, at svaret på nogle af de problemer, vi står over for som samfund, skal findes i nuancerne.”

Han nævner som eksempel på, at der i moderne dansk politik ikke findes plads til nuanceret uenighed og samtale, da man for nogle år siden talte om Alternativets forslag om en 30-timers arbejdsuge. Carl Holst sagde i debatten, at han forstod præmissen for forslaget, at det ikke var godt nok, at så mange blev stressede, men at han altså ikke troede, at lige netop det her forslag var vejen frem.

Så fik jeg af partiet at vide, at det da var et vattet svar. Fordi jeg ikke gik til dem og angreb selve præmissen, selv om jeg jo var enig i den. Den skulle være uansvarlig, halvkommunistisk, alt det der …”

Han er stille lidt.

Og jeg tror ikke, det er til gavn for folkestyret. Jeg tror ikke, det er til gavn for de beslutninger, der skal lede Danmark. Forbedre Danmark. At man i politik mest af alt skal være god til at sige, at man er uenig, og at modparten er dum.”

Okay. Og det er så diagnosen. Hvad er medicinen?

Ja … Ja. Der er brug for, at nogen siger, at nu stopper vi den her udvikling. Det bliver svært, for det strider mod menneskets natur, men i opposition opfører man sig, som modparten har gjort. Jeg tror ikke, vi var bedre end den nuværende opposition, da vi var i opposition. Og det er i den sammenhæng, at jeg tror, at sådan en som Rasmus Paludan kan bruges, for han er så outreret i forråelsen af samtalen, at man måske siger åh-åh.”

Det er dit håb. At han vil være stopklodsen.

Ellers vil forråelsen fortsætte.”

Tror du, at nogen vil være den, der går imod sin natur og stopper forråelsen?

Ja. For ved du hvad, jeg tror faktisk, at man vinder på det. Jeg tror ikke, vælgerne vil have det. Jeg tror, at ansvaret for mistilliden til politikerne, det ligger faktisk mest hos politikerne. Jeg tror, det ville være taktisk klogt at droppe det taktiske. Paradoksalt nok. At være villig til at indgå i en bedre politisk samtale vil ikke kun være gavnlig for folkestyret som sådan, det vil også være gavnligt for de partier, der gør det, i form af vælgernes opbakning.”

Hvis det er sandt, hvorfor gør de det så ikke bare? Hvorfor er du den eneste, der forstår det?

Ja, måske har jeg ikke forstået en skid af det hele,” siger Carl Holst.

Det er muligt. Men det er bare på tide, at vi gør noget.”

Og så skal han op til kursuslokale 6.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem