Denne regeringsleder vil ikke bare styre efter økonomi. Nu har det første vestlige land lavet et nationalt budget for trivsel

  • 14. juni 2019
  • 10 min.
NYBRUDVerdens yngste kvindelige regeringsleder, Jacinda Ardern, vil måle landets fremskridt på en helt ny måde. Foto: Arnd Wiegmann, Reuters / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Lande har længe målt deres fremskridt ud fra økonomiens udvikling – BNP. Men i stigende grad er den målestok blevet kritiseret for ikke at fange andre former for fremskridt: miljø, sundhed eller sikkerhed. Nu har New Zealand taget konsekvensen og lavet verdens første nationale budget baseret ikke på økonomisk vækst, men … trivsel. Men er det statens ansvar, at vi trives?

Det har ikke fået den store opmærksomhed – i hvert fald ikke på denne side af kloden. Men for nylig skete der noget spændende i New Zealand.

Som det første land i verden præsenterede landets regering et samlet nationalt budget, der sætter trivsel – ikke økonomiske mål – forrest. Den første finanslov for well-being, lød det.

Det er et interessant nybrud. Siden 1930’erne har den styrende måleenhed for et lands fremskridt været BNP – bruttonationalproduktet. Ved at måle udviklingen i den økonomiske produktion fik vi et billede af landets vækst og dermed fremskridt.

Men nu vil New Zealand rangere konkrete mål for borgernes trivsel over BNP i sit årlige budget. Samfundets tilstand skal ikke måles blot ud fra økonomisk vækst, men ud fra den generelle velfærd eller trivsel blandt de fem millioner borgere. Alle ministerier er blevet instrueret i at designe politikker for at forbedre trivslen i samfundet.

Det går ellers godt for New Zealands økonomi. Så godt, at folk taler om en rockstjerne-økonomi’. Men som landets finansminister, Grant Robertson, bemærkede ifølge The Guardian:

Hvordan kan det så være, at OECD siger, vi har den højeste hjemløshed? Hvorfor kan vi så ikke svømme i de fleste floder og søer om sommeren? Og hvorfor er børnefattigdom steget så meget?”

Han tilføjede:

Som jeg ser det, er svaret, at regeringen ikke tidligere har sat nok pris på de ting. Hvis de ikke blev værdsat, blev de ikke målt. Og hvis de ikke blev målt, tog vi os ikke af dem.”

Trivsels-budgettet skriver sig ind i en lang – og tiltagende – kritik af BNP som vigtigste målestok for fremskridt.

Blandt økonomer har kritikken floreret i årtier. Men den er blevet mere kvalificeret og mere intens.

Kritikken falder på flere fronter.

Den første og mest økonominørdede kritik går på, at BNP ikke længere giver et præcist billede af et lands økonomiske produktion. I dag består en stor del af økonomien af digitale tjenesteydelser, som kan skabe stor værdi, men være gratis. Tag for eksempel en virksomhed som GoMore. Vi køber ikke biler, vi køber og deler services. Det betyder færre solgte Skodaer, men flere delte køreture. Den værdi bliver ikke fanget tilstrækkeligt af BNP, der blev opfundet i 1930’ernes industrialder.

Økonomi-kritikken er blandt andet blevet luftet herhjemme af nationalbankdirektør Lars Rohde, da jeg interviewede ham for et par år siden. Økonomisk vækst i dagens serviceøkonomi er blevet et målemæssigt morads”, sagde han.

Den anden og bredere kritik af BNP går på, at begrebet ikke måler det, der er vigtigst. Eller i hvert fald at fokus er for snævert til at rumme de mange ting, der definerer et samfund i udvikling. Levealder, uddannelse, lighed og kriminalitet er ikke med i BNP, men de kan være afgørende for et samfunds kvalitet. BNP måler velstand, ikke velfærd – eller trivsel – lyder kritikken. Den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz har ført an i den bevægelse og stået i spidsen for flere rapporter, der har søgt at udvikle alternativer til BNP.

Vi træffer vores beslutninger ud fra, hvad vi måler os frem til, og hvis vi måler de forkerte ting, træffer vi de forkerte valg,” som han skrev i en analyse, vi bragte sidste år.

Hvis vi kun fokuserer på materiel velstand, for eksempel på produktionen af varer, i stedet for sundhed, uddannelse og miljø, bliver vi forskruede på samme måde, som målingerne er forskruede.”

Den kritik – snæverheds-kritikken – dominerer i høj grad tænkningen bag New Zealands nye finanslov.

Den sidste kritik af BNP handler om miljøet. I 1930’erne føltes naturens ressourcer uendelige, men i dag ved vi, at kloden er skrøbelig. Klimaforandringerne er måske vor tids vigtigste krise. Derfor giver det ikke mening, lyder kritikken, når lande måler fremskridt ud fra ren økonomisk vækst. De bør indregne de miljømæssige aftryk også – eller måske, mener andre, lade miljøpåvirkningen være det styrende princip. Miljø-kritikken findes hos både EU, FN, OECD og Verdensbanken – og den præger også New Zealands Labour-regering, som vi så i citatet fra finansministeren om landets søer og floder.

OVERFLADENDen ser smuk ud, Lake Tekapo i New Zealand. Men forurening og klimaforandringer er i den grad også et problem i landet. Foto: Tobias Keller

New Zealand er ikke de eneste, der har tænkt den slags tanker.

I Bhutan, et lille bjergkongedømme i Himalaya, har kongen i årtier målt landets BNP for lykke. Den bruttonational-lykke er vigtigere end økonomien, har kongen sagt – og skrevet det ind i landets forfatning. (Det går dog ikke vildt godt. Landet er netop faldet ned til nummer 95 på FNs lykkerangliste).

De Arabiske Emirater har en minister for lykke, og landet sender særlige lykkepatruljer ud i gaderne, der ikke skal fange lovovertrædere, men belønne folk for god opførsel – flot, hensynsfuld kørsel, for eksempel. I Ecuador er miljøet skrevet ind som et helt afgørende mål for politiske beslutninger. I England er man begyndt at måle trivsel – eller well-being – som et vigtigt indsatsområde.

I kølvandet på finanskrisen talte forskere og politikere meget om opgøret med BNP. OECD har siden 2011 udgivet en well-being-rapport om verdens udviklede lande. Og fra året efter begyndte FN at lave en årlig global lykke-rapport (det er her, Bhutan er nummer 95, Danmark nummer 2 og New Zealand nummer 8).

Også herhjemme er der bevægelse. Danmarks Statistik er ved at udvikle et grønt nationalregnskab. Nationalbanken vil begynde at inddrage klimaet i sine risikovurderinger og beregninger. Og nogle partier har fremlagt forslag til alternativer til BNP.

Men New Zealand skiller sig alligevel ud. Det er det første udviklede, vestlige land, der lader trivsel være det organiserende princip for det nationale budget.

Og hvordan foregår det så?

Alle nye udgifter i finansloven skal fremme fem konkrete trivselsmål. De er:

  1. Øget mental sundhed
  2. Mindre børnefattigdom
  3. Støtte til oprindelige folk – maorierne
  4. Bevægelse mod en klimavenlig økonomi
  5. At man som menneske trives og blomstrer i den digitale tidsalder

For at måle fremskridt mod de fem mål har regeringen udviklet en lang stribe indikatorer. Alt fra ensomhed og tillid til myndigheder til vandkvalitet skal måles.

På nogle punkter er finansloven ret traditionel. Man måler en hel del på økonomien, forbruget og beskæftigelsen. Der skal være nogenlunde orden i økonomien, før der er overskud til resten, lyder argumentet. Og at have et arbejde og en vis indkomst er også afgørende for folks trivsel.

På andre punkter har budgettet en anderledes markant profil. Mental sundhed står centralt her. Regeringen har afsat et rekordstort beløb, over otte milliarder kroner, til mental sundhed. Det rammer ned i en af tidens store modsætninger. Lande bliver rigere og rigere, men samtidig stiger antallet af mentalt syge. (Det er en længere diskussion, hvorfor vi ser den udvikling – øget fokus på diagnoser spiller for eksempel også ind). Samtidig er mental sundhed i høj grad relevant for New Zealand. Landet har den højeste ungdoms-selvmordsrate blandt alle udviklede lande. Den nye finanslov er i høj grad et svar på den specifikke udfordring. Landet har også alvorlige problemer med fattigdom blandt børn og vold i hjemmet – de ting står også højt i trivsels-budgettet.

Det fortæller os noget vigtigt: Trivsel kan ikke defineres helt objektivt. Begrebet kan, selvfølgelig, farves politisk. Og det bliver det også i New Zealand, hvor centrum-venstre-regeringen, med det politiske stjerneskud Jacinda Ardern i spidsen, definerer trivsel med vægt på lighed og fokus på den mest trængte del af befolkningen. Andre ville definere trivsel helt anderledes, og det afspejler sig også i kritikken fra den borgerlige opposition i landet. På den måde viderefører flere af målene i det nye budget en klassisk politisk kamp, blot udkæmpet på en ny bane.

Men der er også punkter, hvor det nye budget er radikalt anderledes. Det grønne mål om klimavenlig økonomi er interessant. Men fjernest fra traditionel finanspolitik er måske målet om at blomstre i en digital tid. Regeringen vægter her i høj grad borgernes sociale forbindelser, kvaliteten eller mængden af deres tid og deres subjektive opfattelse af trivsel.

Dét er ret usædvanligt at rangere på lige linje med – eller over – BNP.

Ardern har sagt, at regeringen har lagt fundamentet til ikke blot et trivsels-budget, men en ny tilgang til, hvordan regeringer helt generelt træffer beslutninger”.

Det har skabt begejstring nogle steder.

Det er fantastisk endelig at fornemme et reelt ønske om at tage den newzealandske well-being alvorligt,” som en ven, der bor i New Zealand, skrev til mig.

Hun pegede på landets problemer med vold i familien, fattige børn og mental sundhed.

New Zealand er måske sådan lidt som en teenager, der er ved at finde sin egen identitet. Men måske bliver New Zealand nu en dag sådan en rigtig glad og velfungerende voksen.”

Andre er imidlertid mindre begejstrede for trivsels-budgettet. For måske er det i virkeligheden farligt?

Bonusinfo. New Zealand minder på nogle punkter lidt om Danmark – befolkningsstørrelsen og til dels velstanden. Men der er også store forskelle, for eksempel en langt mere presset underklasse.

Bevægelsen i New Zealand rammer ned i en vigtig – og gammel – kritik af rammerne for statens rolle. For er det overhovedet staten, der skal sikre vores trivsel eller endda lykke?

Nej, lød det i debatten om den spæde danske velfærdsstat, tilbage i 1950’erne-1960’erne. Dengang argumenterede fremstående tænkere som filosoffen Villy Sørensen og tidligere statsminister Viggo Kampmann for, at det ikke var velfærdsstatens opgave at tage sig af borgernes sjæleliv.

Man kan ikke ad politisk vej tilvejebringe nogen lykke hos folk,” sagde Kampmann ifølge bogen Meningen med velfærdsstaten – Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede.

Velfærdssystemet er et middel, ikke et mål, sagde Villy Sørensen.

Med andre ord: Staten skulle skabe de samfundsmæssige rammer. Men det var borgerne selv, der skulle fyldes deres liv ud med mening. Det var op til dem at trives – at forsøge at blive lykkelige. Det måtte ikke blive statens opgave.

Kritikken, som min kollega Kirstine Dons Christensen har udforsket i dybden, giver ekko i dag. Fra oppositionen og nogle eksperter i New Zealand lyder det, at regeringens ansvar er at sørge for samfundets generelle økonomiske succes, ikke borgernes lykke eller trivsel. Samtidig, siger nogle, er trivsels-strategien ineffektiv – i bedste fald sminket spin, i værste fald økonomisk dybt uansvarlig.

Det er en vigtig kritik.

Modsvaret fra New Zealands regering eller BNP-kritiske økonomer som Joseph Stiglitz ville lyde sådan her: Ja, det kan godt være, at staten ikke skal sikre folks lykke. Men den skal heller ikke gøre det modsatte. Og, argumenterer Stiglitz, det kan godt være tilfældet, hvis lande fortsat holder fast i et snævert fokus på økonomisk vækst som vigtigste målestok for fremskridt.

Tag miljøet. Hvis ikke klimaet tænkes ind på linje med økonomiske mål, vil det skade os som planet og som samfund – gøre os mindre lykkelige.

Eller tag finanskrisen. Et bredere mål for fremskridt end BNP kunne have ført til bedre løsninger på finanskrisen, skriver Stiglitz i den tidligere nævnte analyse. De omfattende nedskæringer i for eksempel USA ramte ikke velstanden så meget som velfærden; økonomien klarede sig godt, men uligheden steg, og dele af befolkningen blev hårdt ramt.

De seneste års politiske resultater i USA og mange andre lande afspejler den usikkerhed, mange normale borgere lever under. Det er en usikkerhed, BNP ikke tager hensyn til,” skriver Stiglitz.

New Zealands premierminister Jacinda Ardern er inde på noget lignende. Hun ser trivsels-budgettet som en måde at gøre politik mere relevant for folk; at imødegå noget af den protest, der er vokset rundt om i Vesten de seneste år. For hvad hjælper det, at BNP stiger, hvis den mentale sundhed falder, fattigdommen vokser, og kloden er under pres?

Det her er ikke uldent, det er afgørende,” sagde hun ved dette års World Economic Forum i Davos. Sådan her skaber vi mening og resultater for de folk, der stemmer på os. Det er heller ikke ideologisk. Det handler om endelig at sige, at sådan her møder vi forventningerne og prøver at genopbygge tillid til vores institutioner.”

Det er måske ikke heeelt rigtigt. For selvfølgelig er trivsels-finansloven ideologisk, som vi har set. Og selvfølgelig er diskussionen af rammerne for staten afgørende vigtige at have, lige så meget som på Villy Sørensens tid.

Men selve det at tage diskussionen – og udfordre BNP både teoretisk og med konkrete eksperimenter som i New Zealand – er vigtigt. For hvad er vigtigst for et samfunds fremskridt? Er det stadig økonomi? Eller er det snarere miljøet? Skal udvikling måles efter vores sundhed? Levealder? Trivsel? Eller hvad?

Dén diskussion er påtrængende vigtig at have. Og i det lys bliver eksperimenter som trivsels-budgettet dybt interessante at følge.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem