Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Ja, far er bagud på point i de svære skilsmissesager. Nu ved vi hvorfor

Selvom der ikke foregår systematisk kønsdiskrimination, så får mor i langt de fleste tilfælde børnene mere end far

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


9. november 2021
15 min.

En bestemt scene har udspillet sig, næsten hver eneste gang Mette Bisgaard har været i et af Danmarks familieretshuse. I skal forestille jer et venteværelse, der minder om det, man kender fra lægen eller skadestuen. På rækker af stole sidder der flest voksne, men også nogle børn og bedsteforældre, og venter på, at det bliver deres tur. Når en børnesagkyndig eller jurist træder ind i lokalet og råber to navne op, vil en far typisk rejse sig ét sted i rummet, mens en mor vil rejse sig i den stik modsatte ende af lokalet. Nogle gange kigger de slet ikke på hinanden, men taler i stedet med deres advokat eller bisidder. Den børnesagkyndige fører forældrene ind i et møderum og sætter sig bag et skrivebord. Foran bordet står to stole, hvor forældrene skal sidde. Nogle vælger demonstrativt at trække stolene længere væk fra hinanden. De er klar til at kæmpe om børnene.

Det er vildt at være fluen på væggen i så private sager. På mange af møderne var der ingen hæmninger. Du fornemmer virkelig, at stemningen er intens. Det er tydeligt på mimik og kropssprog, at de ikke kan lide hinanden,” siger Mette Bisgaard.

Mette Bisgaard er postdoc på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Hun forsker i mødet mellem borgeren og velfærdssystemet og har inviteret mig hjem i sin lejlighed på Vesterbro i København for at fortælle mig om, hvad hun har fundet ud af. Helt konkret har Mette Bisgaard nemlig undersøgt, hvordan fraskilte forældre møder Familieretshuset. Familieretshuset er en myndighed under Børne- og Socialministeriet, der behandler sager og forsøger at komme med løsninger i sager, der vedrører familien. Det gælder for eksempel ved skilsmisser, hvor forældrene har brug for hjælp til, hvordan samværet med børnene skal fordeles.

Og Mette Bisgaard har sammen med forskerkolleger konkret undersøgt, om der sker kønsdiskrimination i de her samværssager. I årevis har vi i debatter og medier hørt fædre hævde, at de har følt sig diskrimineret, når samværet med børnene skulle fordeldes. Derfor har hun været fluen på væggen ved over 50 møder i Familieretshuset, hvoraf de fleste har været højspændte. Erfaringerne fra de møder er nu udkommet i bogen Køn og ulighed i samværssager, som hun har skrevet sammen med kollegerne Vibeke Lehmann Nielsen og Mogens Jin Pedersen.

Vi undersøger, om der sker kønsdiskrimination fra myndighedernes side. Er der reelt noget om snakken, eller er det en myte? Jeg har kigget på, om forældre, mænd og kvinder interagerer forskelligt, fordi det kan have betydning for, om de får forskellige aftaler. Har mødre og fædre forskellige måder at tale deres sag på? Hvordan er de til mødet, og hvilke følelser står de tilbage med?” siger hun.

I Danmark har kønnene lige rettigheder, når det gælder for eksempel uddannelse og arbejde og nu også barsel. Men når det kommer til det daglige arbejde og hverdagen i familierne, er der i praksis store forskelle. Jo, der er sket en del siden 1950’erne, hvor de fleste kvinder stadig var hjemmegående husmødre. Mange moderne fædre er i dag langt mere involverede i deres børns liv, men i de fleste familier er det stadig mor, der i hverdagen er den primære ansvarlige og nærværende forælder, i hvert fald mens børnene er små. Og lige præcis de her ret traditionelle kønsrollemønstre, viser Mette Bisgaards forskning, er med til at sætte faren bagud på point ved en skilsmisse og efterfølgende i samværssager, hvis forældrene ender i konflikt. Og lidt senere i den her fortælling skal I møde en far, der har erfaret, hvordan det er at være bagud på point i systemet. Men lad os først kigge lidt nærmere på, hvad Familieretshuset er for en størrelse, og hvorfor de uenige forældre er endt der.

I dag er omkring hvert tredje barn i Danmark skilsmissebarn. De fleste forældre går fra hinanden, når børnene er små. Opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at blandt ægtepar bliver godt hver tredje par med fælles børn skilt, inden det yngste barn er fyldt ti år. En del klarer bruddet i mindelighed – eller i hvert uden at myndighederne er inde over. Men i 25-30 procent af tilfældene opstår der konflikt, og forældrene kan ikke blive enige om, hvordan de skal fordele børnene mellem sig. Skal ordningen være 7/7, 5/9 eller 12/2? For at få afgjort striden kan forældrene kontakte Familieretshuset, som i 2019 erstattede det tidligere Statsforvaltningen som den offentlige instans, der afgør den slags spørgsmål. Formålet var at gøre processen omkring blandt andet skilsmisser mere enkel for alle parter, og så er der et ekstra fokus på at få børnene godt igennem, når en familie bliver brudt. Fokus skulle og skal i endnu højere grad være på, hvad der er til barnets bedste. I langt de fleste tilfælde går mødrene derfra med de mest fordelagtige samværsordninger.

Det har i de senere år fået en del fædre til at råbe op om manglende ligebehandling. De føler sig diskrimineret i de offentlige myndigheders håndtering af samværssager, fordi det som regel er mødrene, der får mest tid sammen med børnene. Ifølge en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen mente danskerne under 50 år, at fraskilte mænds ret til samvær med deres børn var det næststørste ligestillingsproblem. Men er det rigtigt? Sker der rent faktisk diskrimination på området? Ikke i den forstand, vi normalt forstår diskrimination på, viser Mette Bisgaards forskning. Hun forklarer det sådan her: Der sker ikke en systematisk kønsdiskrimination mellem mødre og fædre i Familieretshuset. Din status som mor og far har ikke betydning for, hvilken aftale du går ud med. Men der er forskel på mødres og fædres andel af samværet. Mødre får mere samvær, efter at de har været i Familieretshuset. Men det skyldes nogle mere grundlæggende ting og måder, man har organiseret sig på inden skilsmissen.”

Lad os lige dvæle ved den pointe fra Mette Bisgaard, for den er central i den her historie. Når en del mænd ender med at føle sig diskrimineret efter at have forsøgt at få Familieretshusets hjælp til at lande en aftaleom mere samvær med deres barn eller børn, så skyldes det ifølge Mette Bisgaard alt det, der er sket, inden de mødte op i Familieretshuset. Det betyder, at mødrene juridisk står stærkere inden mødet i Familieretshuset. Det vender vi tilbage til.

Mette Bisgaard ser det lidt som en uofficiel pointordning”, som begynder i det øjeblik, hvor barnet bliver født. Alt, hvad forældrene gør eller ikke gør herfra, kan have betydning for den ordning, Familieretshuset senere anbefaler dem, er hendes erfaring. Man har samlet point. Det begynder allerede, når barnet bliver født, og handler om, hvordan man fordeler barsel. Fædre tager i snit omkring 30 dages barsel. Mor tilbringer størstedelen af tiden med børnene, og det har betydning for opgavefordelingen senere hen. Der er mange familier, der stadig har en forholdsvis traditionel inddeling af hverdagen. Mødre bruger en time mere om dagen med deres børn, når børn er under syv år,” siger hun.

Og den ekstra tid kan altså blive udslagsgivende for, hvordan børnesagkyndige og jurister senere oplever tilknytningen til barnet, viser Mette Bisgaards forskning.

Nu skal I møde en far, der har gjort sig nogle af de erfaringer, som Mette Bisgaard også fremhæver i sin forskning. Han hedder Jeppe, og kunne i princippet være en af de fædre hun mødte i forbindelse med sine mange besøg i Familieretshuset. Jeppe er midt i 30’erne, konsulent og bor i København. Og så er han delefar til en dreng på fire år. Jeg kender hans fulde navn og har fået indsigt i hans sag, men af hensyn til sin søn, medvirker han kun med fornavn her i artiklen. I løbet af en periode på 14 dage har han sin søn fem dage, mens hans ekskæreste har ham ni dage.

Sønnen var et ønskebarn, som havde været længe undervejs. Jeppe tog 14 dages forældreorlov lige efter fødslen og senere knap fire uger, hvor han og ekskæresten blandt andet var på en fælles rejse med deres søn. Resten af barslen tog Jeppes ekskæreste.

Efter barslen begyndte parforholdet dog at knage. Jeppe og ekskæresten forsøgte sig med parterapi, men i sommeren 2019 meddelte hun, at hun ikke længere ville danne par med ham. Både ved et fysisk møde og senere i en sms, som han har gemt, gjorde hun det klart, at hun ville være bopælsforælder, og at de skulle til møde i Familieretshuset om det.

Ifølge Jeppe ønskede hans ekskæreste en 11/3-ordning, men det fandt han fuldstændig urimeligt. Det ville jeg ikke gå med til, for jeg syntes, vi havde lige stor tilknytning til vores dreng. Vi havde begge gået til babysvømning med ham, og indtil da havde jeg afleveret ham i vuggestue hver eneste morgen. Jeg var fuldstændig inde i hans rutiner og hverdag,” siger han.

Jeppe så helst, at han og ekskæresten havde lige meget samværmed sønnen, men foreslog forskellige kompromiser som en 8/6-ordning og en 9/5-ordning, og at de fortsat nogle gange kunne lave noget fælles som at tage i Tivoli eller holde fødselsdag. Men han oplevede, at moderen til hans søn var meget afvisende over for de forslag.

Efter et to timer langt møde i Familieretshuset med en familiesagkyndig blev det besluttet, at de skulle videre i Familieretten, fordi de ikke kunne blive enige. Her endte det med en aftale, der lod Jeppe se sin søn fire dage på to uger, en såkaldt 10/4-ordning. Selv har Jeppe en følelse af, at han blev straffet, fordi han med egne ord selv forsøgte at være kompromissøgende. Det er min klare overbevisning, at jeg blev stillet dårligere, fordi jeg i en periode trak mig lidt for ikke at optrappe konflikten yderligere,” siger han og fortsætter:

Jeg ender med at sige til min søns institution, at jeg mener, det bedste for ham er, at han bliver skånet, og at jeg gerne vil have, at de ved, at jeg ikke henter ham, medmindre min ekskæreste og jeg har en aftale om det. Jeg troede på, at netop det at udvise samarbejdsvilje, være kompromissøgende, vise overskud og have fokus på at skåne barnet ville tælle for noget positivt. Siden er det blevet klart for mig, at det handler om at holde barnet tæt til sig, hvis man skal kunne bevise sin tilknytning over for myndighederne.”

Jeppe besluttede sig for at anke afgørelsen til landsretten. Inden han skulle i retten, talte han med en advokat, som han overvejede at hyre. Men advokaten afviste ifølge Jeppe at tage sagen, fordi hun vurderede, at han som mand havde tabt på forhånd. Den telefonsamtale blev lidt et wakeupcall for ham. Advokaten sagde til mig, at jeg ikke ville komme til at vinde den sag, fordi jeg er far,” siger han.

Når forældre med børn går fra hinanden, er der en masse praktiske ting, man skal tage stilling til, blandt andet hvor barnet skal bo. Og selv om forældrene har fælles forældremyndighed, skal de vælge én, der er bopælsforælder – det vil sige den forælder, der deler adresse med barnet. Den anden bliver kaldt for samværsforælder. Bopælsforælderen får nogle andre rettigheder end samværsforælderen. Men, som Mette Bisgaard påpeger, så kender mange forældre ikke konsekvenserne af, hvad disse juridiske roller betyder, hvis de ender i konflikt. Derfor går mange fædre også med til at være samværsforælder – fordi det er normen – men det rammer dem, når de står i en samværssag. For eksempel kan den forælder, der har bopælen, beslutte at flytte til den anden ende af landet uden at spørge den anden forælder. Bopælsforælderen får også en række økonomiske tilskud. I 86 procent af skilsmissesagerne er det moren, der ender med at være bopælsforælder.

Landsretten kom Jeppe i møde, men kun lidt. Afgørelsen blev, at ordningen skulle være 9/5, og at Jeppes ekskæreste skulle have bopælsretten. Det kunne ikke blive en 7/7-ordning på grund af konfliktniveauet. Forklaringen lød, at fordi I kan ikke tale sammen, kan det ikke blive en lige ordning,” siger Jeppe.

Og det er som regel bopælsforælderen, der trækker det længste strå i de her samværssager. Det kan Mette Bisgaard bekræfte. Det kan være en strategi at sige, at man ikke kan samarbejde. Det kan være til bopælsforælderens fordel.” Og som hun og hendes kolleger skriver i bogen, så undrer det dem, at Familieretshuset tilsyneladende hurtigt accepterer det og ikke udfordrer bopælsforælderen, altså typisk mor, på, hvorfor vedkommende ikke vil samarbejde. For her ser forskerne en reel fordel for mødrene. Og ja, siger Mette Bisgaard, det skal forstås sådan, at hvis bopælsforælderen siger, at samarbejdet mellem forældrene er dårligt, så vil det aldrig ende med en 7/7-ordning.

Jeppe mener egentlig ikke, at problemet handler om køn. Det ligger i stedet i de labels, vi får som samværsforældre og bopælsforældre. Og det foregår 100 procent også den anden vej. Jeg har også set fædre, der som bopælsforældre har afvist alle kompromiser og er lykkedes med det,” siger han.

“Der er stadig vildt meget stigma om at være mor og samværsforælder. Hvis man som mor kun er samværsforælder, tænker man, at hun er en dårlig mor eller psykisk syg. Du bliver set ned på som mor, hvis du ikke er bopælsforælder.”


Mette Bisgaard, forfatter og forsker.

Jeg ringer også til Karen Margrethe Dahl, der er chefanalytiker hos VIVE og forsker i det familieretlige område. Jeg spørger hende, om det, at mødrene i 86 procent af tilfældene ender som bopælsforælder, er udtryk for, at kvinder i så stor udstrækning har en bedre tilknytning til deres børn. Jeg mener, der ligger en kulturel default-løsning i at sige, at det stort set altid er mor, der skal være bopælsforælder,” svarer Karen Margrethe Dahl. Faren skal have været involveret i barnet i ekstra høj grad, hvis han skal få bopælen.”

Der skal altså, i Karen Margrethe Dahls øjne, mere til, før retten vil betragte faren som den primære forælder. Og det harmonerer ikke rigtig med den øvrige udvikling, mener hun. At 86 procent af mødrene er bopælsforældre, afspejler ikke virkeligheden, hvor meget har rykket sig, og fædrene er langt mere engageret i deres børns liv,” mener chefanalytikeren. Men omvendt, siger hun, er et system, hvor man som udgangspunkt altid stiller forældrene lige, heller ikke ønskeligt, hvis man vil sætte barnets tarv først. En 7/7-ordning er ikke altid ambitionen,” siger Karen Margrethe Dahl. Det er ikke alle børn, der trives med hele tiden at flytte frem og tilbage, og så er der altså også forældre, der ikke tager omsorgsopgaven helt på sig. Det skal være barnets tryghed og trivsel, der er i centrum, frem for en rigid forestilling om ligestilling, men normerne flytter sig hele tiden.”

Når mødrene i 86 procent af tilfældene får rollen som bopælsforælder og de fordele, der følger med, handler det altså ikke om, at 86 procent af mødrene er bedre forældre. Det handler i højere grad om de forventninger, samfundet stadig har til forældrerollerne. Og det kan også være en af forklaringerne på, at mødrene ofte modsætter sig, hvis faderen vil være bopælsforælder. Som forfatter og forsker Mette Bisgaard siger: Der er stadig vildt meget stigma om at være mor og samværsforælder. Hvis man som mor kun er samværsforælder, tænker man, at hun er en dårlig mor eller psykisk syg. Du bliver set ned på som mor, hvis du ikke er bopælsforælder.”

Og så længe forældrene er på god fod og enige om samværsordningen, behøver det heller ikke at være et problem. Problemet opstår, når der kommer en konflikt. Ved skilsmissen bliver der sat en baseline, og hvis man går fra hinanden, når barnet kun er et år, så kommer det til at danne et grundlag for, hvordan du senere kan lave en samarbejdsaftale. Det kan tage mange år at opbygge en mere ligelig samværsordning,” siger Mette Bisgaard.

Så hvis man skal se flere lige afgørelser i samværssager, vil det formentlig kræve, at fædre får nogle flere af de her såkaldte point tidligere. For eksempel ved at tage en større del af barslen og bruge mere tid sammen med børnene, mens de er små. Men også i forbindelse med selve bruddet er det afgørende at holde børnene tæt til sig, hvis man ønsker en nogenlunde lige afgørelse. Selv om faren for eksempel ikke har et sted at bo umiddelbart efter skilsmissen og derfor tænker, at det er bedst for børnene at bo mest hos deres mor, mens han finder en ny bolig, ja, så fanger bordet, hvis der opstår konflikt. Måden, man indretter sit familieliv på, kan få betydning for det samvær, man på sigt kan få med sine børn.

Det er også den erfaring Jeppe har gjort. Efter turene i Familieretshuset, byretten og landsretten tager han lige en pause. Den nuværende 5/9-ordning fungerer. Han har ikke givet op, men han er blevet klogere og har besluttet sig for at bruge sine erfaringer konstruktivt. I sidste uge deltog han i Åben høringom det familieretlige system” i Landstingssalen på Christiansborg, hvor også Folketingets Social- og Ældreudvalg deltog. Formålet med høringen var at belyse problemerne i det familieretlige system, så politikerne får et kvalificeret indblik i, hvordan systemet fungerer. Jeppe fik indtryk af, at politikerne lyttede og lærte. Så måske vil noget ændre sig over tid.

Hvad han personligt vil gøre, tænker han over. Lige nu er det en afvejning af, om han vil kæmpe videre eller acceptere status quo. Jeg er selv skilsmissebarn, og selv om min egen far altid har været en god del af mit liv, ville jeg i dag ønske, at jeg havde haft mere ligeligt fordelt tid med ham. Særligt som dreng eller mand er det jo kun min far, der kunne lære mig, hvad det vil sige at være dreng og mand, fordi han selv er det. Jeg tror, det er enormt essentielt for et barns udvikling og trivsel at have gode og sunde rollemodeller med to gode forældre. Jeg ønsker at være der for min søn.”

Hvis han og sønnen skal have mere samvær, må Jeppe tage i Familieretshuset igen og så måske efterfølgende i retten. Men det er også opslidende, dyrt og træls. Egentlig synes han bare, at systemet var med til at forværre konflikten. Han ville ønske, at han fra begyndelsen havde været mere opmærksom på, hvor meget strategi der er i de konfliktfyldte samværssager, og at han havde været bevidst om, at samværsforælderen nemt ender som det, han kalder B-holdsforældre. Jeg oplever, og det er mig selv inklusive, at mange mænd ikke er vakse nok ved havelågen i skilsmissesagerne. Og først for sent forstår, at det også er en slags spil, hvor den ene forælder bliver vinder, og den anden bliver taber,” siger han.

Som Mette Bisgaard og hendes forskerkolleger formulerer det i deres nye bog, kan man lidt polemisk sige, at mænd i samværssager ofte ligger, som de har redt. Fædrene står således ofte i en svagere position end mødrene, men det er ikke alene fars skyld, ligesom det ikke alene er mors skyld. Mette Bisgaards forskning viser, at mødre i Familieretshuset har en helt anden detaljegrad end fædrene, når de fortæller om deres børns trivsel. Men hun mener ikke, det er op til hende som forvaltningsforsker at vurdere, hvad der er til barnets bedste. Til gengæld mener hun, det er problematisk, hvis mange fædre går fra Familieretshuset med en følelse af, at de ikke kan stole på systemet.

Borgernes opfattelse af, hvordan det fungerer, er supervigtigt for tilliden. Mange fædre føler, de er bagud på point inden mødet, og at løbet lidt er kørt. Og ja, far er lidt bagud på point.” Så juristerne og de børnesagkyndige står over for en svær opgave, medgiver hun og siger: Det er ikke en kønsbias, det er en strukturel bias, som er til fordel for mødrene.”

Det betyder også, at der er rigtig mange gengangere til møderne i Familieretshuset. En del forældre vil komme tilbage med jævne mellemrum, indtil deres børn er så store, at de i højere grad selv begynder at ytre ønske om, hvor de gerne vil bo.

Og når samværsmøderne i Familieretshuset er slut, er der sjældent en varm afsked på programmet. I forbindelse med sine mere en 50 besøg har Mette Bisgaard overværet sin del af sammenstød mellem forældrene. Et billede, der er gået igen, er eks-ægtepar, der skændes på parkeringspladsen, inden de tager hver sin bil og kører hver til sit. Og måske planlægger deres næste møde i Familieretshuset.