Når vi samarbejder eller kigger hinanden dybt i øjnene, svinger vores hjerner i takt. Bogstaveligt talt

Betyder hjernebølgesynkronisering, at vi skal omdefinere vores begreb om, hvad bevidsthed er?

Illustration: Alex William for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Du kender sikkert fornemmelsen af at være i sync med et andet menneske. At løse en opgave sammen med en god kollega og opleve, at der er flow i samarbejdet. At kigge dit barn eller din kæreste i øjnene og mærke en ordløs intimitet. At spille musik i et ensemble og nogle gange have fornemmelsen af, at alle deltager i én samlet musikalsk bevægelse.

Man kunne måske forestille sig, at den her fornemmelse var en subjektiv oplevelse, et rent psykologisk fænomen. Men det ene forskningsresultat efter det andet peger på, at der faktisk er en form for biologisk eller neurologisk komponent; at vores hjerner simpelthen svinger i takt sammen. Når piloter, musikere eller kortspillere samarbejder. Når vi kigger et spædbarn i øjnene.

Det lyder lidt mærkeligt, men det handler ikke om telepati eller anden hokuspokus. Det handler ikke om, at vi kommunikerer tanker eller andet mentalt indhold. Det handler om, at vores hjernebølger har frekvenser, og at de svinger i takt, når vi tuner ind på hinanden. Og det kan måske hjælpe os til at få en øget forståelse af, hvordan empati, forbundethed og vellykket samarbejde fungerer.

Synkronisering, det at finde ind i en fælles rytme eller et fælles mønster, gælder ikke kun hjernebølger. Vi kender det fra, hvordan vi kopierer hinandens kropssprog, når vi åbner os mod hinanden (og omvendt kan virke afvisende, når vi gør det modsatte). Det er også helt normalt, at man ubevidst kommer til at gå i takt med andre eller finder ind i andres kropslige rytmer. Mere bemærkelsesværdigt er det, at når vi sover sammen eller holder vores partner i hånden, finder vores hjerterytmer sammen. Det er ikke bare smukt, det er også ganske vist.

Og når det nu har vist sig også at gælde hjernebølger, kan det i sidste ende udfordre vores idé om, at bevidsthed er absolut lukket inde i ens egen hjerne, og give en forsigtig grobund for idéen om en udvidet bevidsthed, der kan deles af flere personer. Med en masse forbehold. Lad os tage den forfra:

Hjernebølger er ikke ligesom radiobølger eller lydbølger, der transmitteres gennem luften. Det er egentlig bare et begreb for den frekvens, som neuronerne udlader elektriske signaler med. Disse signaler er centrale for hjernens og dermed bevidsthedens måde at fungere på.

Kort fortalt spiller synkronisering af hjernebølgernes frekvenser en rolle for måden, de forskellige centre i hjernen kommunikerer på for at skabe en samlet mental aktivitet. Når du skal løse en svær opgave, som samtidig kræver en kropslig koordinering, er der et større samspil på færde i din hjerne. Det kan for eksempel være, du spiller et strategisk boldspil eller skal lære nogle nye dansetrin. Eller bare skal fjerne en splint fra foden med en pincet. Højt specialiserede opgaver, der kræver meget af vores hjerne og dens interne koordinering.

Det, som de nyere forskningsresultater viser os, er, at noget lignende finder sted mellem forskellige menneskers hjerner, altså en koordinering af hjernebølgerne. Det er ikke nyt i den forstand, at man har opdaget det i sidste uge, men nyt i den forstand, at en lang række forsøg de senere år peger i én og samme retning. Så mange forsøg, at man er nødt til at tage det alvorligt som et fænomen, også selv om det endnu står til diskussion, hvad vi præcis kan uddrage.

Metoden, som forsøgene benytter sig af, hedder hyperscanning. Det er en proces, hvor man simpelthen måler to eller flere personers hjerneaktivitet på én gang med elektroder på hovedet. Hjernebølger måles med det, der hedder EEG, og det er især her, man har fundet den her synkroniseringsmekanisme, omend der også er eksempler på andre typer hjernekoordinering.

Lad os kigge på nogle af de konkrete forsøg:

PILOTFORSØGBillede fra det banebrydende forsøg, hvor forskellige piloter blev parret i en flysimulator og simulerede en fuld flyvning fra Rom til Pisa. Foto: Plos One

At få øjenkontakt med et spædbarn er altid en særlig oplevelse. Hvad en undersøgelse fra Princeton University med 36 spædbørn viser, er, at øjenkontakt ikke blot med deres forældre, men også med en fremmed voksen synkroniserer hjernebølgerne mellem de to. Det gælder endda også, selv om den voksne kun er til stede på en video, hvor man så kan sammenligne de optagne hjernebølger med spædbarnets. Det betyder, at spædbarnet synkroniserer med en voksens hjernebølger, selv om den voksne slet ikke er til stede her og nu.

Noget tyder altså på, at øjnene spiller en stor rolle i denne koordinering. Men øjenkontakt er ikke nødvendig for synkroniseringen. Man kan sidde side om side og samarbejde med samme effekt.

Et indflydelsesrigt forsøg fra 2016, der for alvor satte gang i hjernebølgesynkroniseringsstudierne, handler om to piloter, der i en realistisk flysimulator opbygget som et helt cockpit skal foretage en flyvetur som pilot og co-pilot. Under start og landing, hvor samarbejdet er afgørende, synkroniseres deres hjernebølger markant, mens der på resten af flyveturen ikke spores nogen videre synkronisering. Forsøget viste en klar sammenhæng mellem graden af samarbejde og synkroniseringen af hjernebølger.

Samarbejde kan være mere eller mindre intenst og mere eller mindre vellykket, og kigger man på forskningen samlet, tegner der sig et klart mønster: Især ved intenst og vellykket samarbejde synkroniseres hjernebølgerne markant. Det gælder ikke kun for to personer, men også lidt større grupper.

Man har ladet folk samle puslespil, spille guitar-duetter og spille kortspil med makker med samme resultat. Der er også forsøg, hvor man skal imitere hinanden, hvor forskellige samarbejder og konkurrencesituationer sammenlignes – og hvor det kun er samarbejderne, ikke konkurrencesituationerne, der indebærer synkronisering. I forsøget med kortspil var der et hjernesamspil med ens makker, men ikke med de to modspillere.

Det peger på noget vigtigt, når man skal undersøge den slags: at man tjekker for, at der kan være andet på færde end selve samarbejdet. Det kunne for eksempel være, at hjernekoordineringen kom af, at man foretog de samme fysiske bevægelser eller den samme type aktivitet – eller blot fra det fysiske nærvær i sig selv. Eller det kunne være helt tilfældige sammenfald. Derfor rummer de fleste af disse forsøg kontrolsituationer, som man sammenligner med, så man kan udelukke de andre faktorer, svarende til de to modspillere i kortspillet, som man ikke samarbejder med.

Så der er tilsyneladende et eller andet på færde her. Men hvad er det? Hvordan skal vi forstå det her fænomen?

Spørgsmålet peger lige ind i et af de store filosofiske spørgsmål, nemlig hvad bevidsthed overhovedet er for noget, og hvordan den opstår. Et spørgsmål, som hjerneforskningen forsøger at finde et svar på i materien, altså hjernen selv. Og en af de dominerende teorier er, at selve samspillet mellem de forskellige dele af hjernen er en nøgle til at forstå, hvordan bevidsthed opstår. Et samspil, hvor hjernebølgesynkronisering synes at spille en afgørende rolle.

Når så denne synkronisering finder sted mellem flere personer … så kan man godt begynde at spekulere.

Og derfor vover visse forskere, blandt andet Ana Lucía Valencia og Tom Froese fra Okinawa Institute of Science and Technology Graduate University (hvis oversigtsartikel jeg henviste til i en note ovenfor) forsigtigt at stille det store spørgsmål i direkte forlængelse af alle de her forsøg: Hvad nu, hvis bevidsthed ikke er noget, der absolut afgrænser sig til det enkelte individs hjerne? Hvad nu, hvis vi delvist og midlertidigt og kun i visse aspekter – men alligevel – samtidig kan tage del i en fælles bevidsthed? Ikke i den forstand, at vi overfører tanker til hinanden, det er som sagt ikke telepati, vi taler om her, men blot i den forstand, at vi svinger sammen, tuner ind på hinanden på en måde, der er mere fundamental end kommunikation. Som er biologisk, usynlig og ubevidst, og som opleves som et fælles flow, hvori vi er dybt forbundne og dermed i stand til at fornemme hinanden i et vellykket samarbejde. Så er vi nødt til at revidere vores indgroede idéer om bevidsthed som noget, der er hermetisk lukket inde i én hjerne.

Mange vil stejle over idéen om en udvidet, fælles bevidsthed. For det lyder lidt mystisk, også selv om man kommer med en masse forbehold for at undgå vidtløftige spirituelle idéer. Og det er da heller ikke andet end en tanke, for når det kommer til stykket, ved vi ikke, hvad hjernebølgesynkronisering mellem mennesker gør, og heller ikke, hvorfor det findes.

Det eneste, vi har, er en korrelation, altså et sammenfald, der viser sig igen og igen. Og måske er det bare sådan, at når folk samarbejder eller er tæt på hinanden, synkroniseres deres hjernebølger tilfældigvis, og det har ingen betydning overhovedet. Det kan ikke udelukkes. Men spekulationerne er i gang, og det er nu en gang fristende at tænke, at forbundethed med andre ikke bare er en oplevelse, men et rytmisk samspil mellem hjerner.

Man kan også spørge sig (sådan som Zetlands løsningsorienterede it-chef Sebastian gjorde over en frokost), hvad vi overhovedet vil kunne bruge viden om hjernebølgesynkronisering til. Det er for tidligt at svare på, men man kan jo altid fantasere frit. Man vil kunne forske i, om en datingseance, hvor der er en høj grad af synkronisering, også betyder et godt match – Danmarks Radio vil sikkert gerne lave et sådant eksperiment. Man kunne undersøge, om vi faktisk synkroniserer med dem, vi ser på tv, på samme måde som spædbarnet med den voksne på videoskærmen. Vi vil måske kunne blive klogere på, hvornår og hvorfor nogle samarbejder fungerer godt, og andre dårligt. Og måske endda blive i stand til at påvirke og øge synkroniseringen, så et samarbejde fungerer bedre. Eller et parforhold? Fantasér gerne selv videre.