Det er det samme mareridt, der har forfulgt Gabriel Schmidt i 50 år. Det begynder og slutter altid på samme måde: Sneen knirker under de tunge vandrestøvler, mens han som ung mand bevæger sig rundt på de grønlandske fjelde. På skulderen har han et sæt ski og sin salonriffel, som han har købt for sine egne hårdt tjente penge. Den hvide sne skærer skarpt i øjnene, og han må knibe dem sammen for at se ud i horisonten. Luften er så frisk, at danskere har svært ved at kunne forstå det. Han er herre over sit eget liv. Han er fri.

Men i hans dybe søvn er mindet forvrænget. Han tager ét skridt for langt ud over en kant hver gang, og så falder han ned i uendeligheden. Han falder og falder, lige indtil han vågner med et spjæt på gulvet.

Tilbage i 1951 var Grønland en dansk koloni, som i høj grad var præget af fattigdom, dårlige leve- og sundhedsvilkår, og kun meget få havde en videregående uddannelse. Danmark havde lovet FN, at vi ville give Grønland bedre vilkår. Den danske regering måtte derfor oprette nye kommissioner og sende danske embedsmænd til Grønland for at arbejde på en forbedring af vilkårene i kolonien. Det handlede om alt fra sundhed til kultur og uddannelse, og der var ét gennemgåede punkt i alle forbedringsforslagene: Et større kendskab til det danske sprog og den danske kultur var en afgørende forudsætning for et mere moderne samfund i Grønland, sagde man dengang. Og det var i den forbindelse, danske embedsmænd og hjælpeorganisationerne Dansk Røde Kors og Red Barnet lod et eksperiment tage form: 22 forældreløse grønlandske børn skulle sendes til Danmark i et år, hvor de skulle tilegne sig sproget og kulturen.

Det skulle være sunde, raske og intelligente børn, som derefter skulle vende hjem til Grønland og danne kernen for fremtidens Grønland. Eksperimentet blev ikke skabt i ond mening. Det var i bund og grund et forsøg på at give de her børn en form for superkraft, så de kunne bygge broen mellem Grønlands fortid og fremtid og skabe en bedre verden for dem selv og deres efterkommere. Men eksperimentet fejlede. For man forstod simpelthen ikke den kultur, som man forsøgte at ændre på, og det endte med at koste 22 børn deres familieliv, sprog, kultur og tilhørsforhold. Det endte med, at de ikke engang kunne tale samme sprog som deres egne forældre.

Siden hen har eksperimentbørnene fået en undskyldning fra Red Barnet og en skriftlig undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen. I dag er seks ud af de 22 børn stadig i live, og Gabriel Schmidt er en af dem, som nu sagsøger den danske stat. Gabriels historie kortlægger et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Et kapitel, der handler om det historiske ulige forhold mellem Danmark og Grønland, og hvordan den danske stat brugte menneskeliv som brikker i et eksperiment.

Den danske regering blev nødt til at gøre noget. Presset kom både fra den danske befolkning og fra den FN-pagt, som landet var underlagt. Grønland var en dansk koloni, og derfor var det Danmarks ansvar at forbedre de ringe forhold, som prægede især sundheds- og uddannelsesområdet. Den høje dødelighed i Grønland var særligt udbredt blandt voksne, hvilket betød, at dødeligheden var mere end fire gange så stor som i Danmark. Dødsfaldene skyldtes især ulykker i forbindelse med farlige erhverv på havet (i mændenes tilfælde) og tuberkulose, som var udbredt i Grønland dengang. For mænd var gennemsnitslevealderen på kun 32,2 år, mens den lå på 37,5 år for kvinderne, hvilket altså også betød, at der var mange forældreløse børn. Til sammenligning var gennemsnitslevealderen i Danmark dengang på 69 år – altså dobbelt så meget som i Grønland.

I 1955 blev Grønlandsadministrationen, som tidligere lå under Statsministeriet i Danmark, til et selvstændigt ministerium. Det betød, at landsrådet kunne diskutere og behandle enkeltsager, men rådets selvstændige kompetencer var begrænsede, og det var primært til for at rådgive den danske regering og de danske myndigheder. Udviklingen i Grønland blev altså i høj grad styret af danske embedsmænd og ikke grønlandske.

Presset for at forbedre forholdene i Grønland fik daværende statsminister Hans Hedtoft til at nedsætte den såkaldte Grønlandskommission, som altså skulle finde på løsninger til de grønlandske problemer. Halvdelen af kommissionen var danske politikere, og den anden halvdel var grønlandske landsrådsmedlemmer. Kommissionen satte gang i reformarbejde, hvoraf et af områderne var skole- og uddannelsesområdet i Grønland. Her var argumentet, at et større kendskab til det danske sprog og den danske kultur var absolut afgørende. Det danske sprog skulle nu indgå som undervisningssprog i en række fag, og det blev hurtigt foreslået, at man indførte tosprogede skoler – de såkaldte A-B-skoler – som i første omgang skulle være i de fire største byer i Grønland. Målet var, at de grønlandske elever i sidste ende skulle klare en eksamen, som – så vidt som muligt – var på niveau med den i Danmark. De tosprogede skoler var kun for grønlandske børn, mens danske børn i Grønland fik undervisning for sig, som altså kun foregik på dansk. I spidsen for landsrådenes forhandlinger var den danske embedsmand Eske Brun, som var en af de drivende kræfter i forsøget på at modernisere Grønland.

Ud over det øgede fokus på uddannelsesområdet var fokus også rettet mere direkte på børnene i Grønland. Her så flere organisationer og politikere potentiale for at gavne forholdet mellem Danmark og Grønland, hvis man altså gik ind i en tidlig alder. Et af de første forslag om at sende grønlandske børn til Danmark kom fra en forening for grønlændere bosat i Danmark. Hjælpeorganisationerne Red Barnet og Dansk Røde Kors modtog flere forslag fra dansk og grønlandsk side om at sende grønlandske børn på såkaldte ferieophold i Danmark. Det, der først blev omtalt som et ferieophold, ændrede sig hurtigt til et skoleophold for grønlandske børn i alderen 14-16 år, som skulle være i Danmark i et helt år. Forslaget fra Red Barnet mødte modstand fra Grønlands Styrelse og Grønlandskommissionen og faldt derfor til jorden efter forhandlinger.

Det afviste forslag blev forhandlet på kryds og tværs mellem danske embedsmænd, Dansk Røde Kors, Red Barnet og grønlandske politikere og muterede til et nyt forslag. Nu ville man sende 20 børn i alderen seks-syv år til Danmark i et år. Her skulle de suge det danske sprog og kulturen til sig, hvorefter de skulle vende hjem til Grønland og sprede den. Grønlandsdepartementet omtalte forslaget som et eksperiment, som man fra Grønlandsdepartementets side vil følge med den størst interesse.

Udskrifter fra møderne viser, at man blev enige om, at børnene kun skulle være i Danmark i et år, fordi man ikke ønskede, at børnene skal ‘gå til spilde’, men at det derimod var hensigten, at de skulle blive i stand til at ‘danne kerne’, når de igen kommer tilbage til Grønland. Der bliver ikke uddybet, hvad det helt konkret vil sige, at børnene skulle ‘danne kerne’, når de vendte tilbage til Grønland. Desuden var der uklarhed om, hvilken aldersgruppe børnene skulle være i, og hvorvidt det var et krav, at de var forældreløse.

I den endelige beslutningsproces deltog danske myndigheder, de grønlandske landsråd og private organisationer som Red Barnet og Røde Kors. Nu lød aftalen således: Under det etårige ophold skulle børnene placeres på et af Red Barnets børnehjem i vintermånederne, mens de i sommermånederne skulle placeres i private hjem. Når børnene blev sendt tilbage til Grønland, skulle de bo på et børnehjem, og så skulle de optages på de tosprogede skoler og dermed være med til at modernisere Grønland i det lange løb.

Gabriel Schmidt er i dag 76 år gammel. Han bor i et rødt hus i Rødovre med sin kone, som han har været gift med i 50 år. Jeg træder ind ad døren og møder en smilende mand med gråt hår og buskede øjenbryn. På væggene hænger der billeder af hans børn og børnebørn, og han smiler automatisk, så snart han skal til at forklare, hvem der er hvem. På bordet, ved siden af kagerne, er en stor kasse med fotografier og avisudklip.

Jeg er kommet for at forstå Gabriels liv, men det er et liv, som han ikke engang selv helt forstår. Som seksårig boede Gabriel Schmidt med sine otte søskende og sin far i Paamiut – dengang kaldet Frederikshåb. Et år eller to forinden var moren gået bort – hvordan og hvorfor aner han ikke. Han husker ingenting fra sin tid hos sin biologiske familie i Grønland, og da jeg spørger ham, hvad hans mor hed, kan han heller ikke svare på det. Ved hjælp af fotografier, fortællinger fra avisartikler, bøger og Gabriels fragmenterede hukommelse prøver vi sammen at tegne et billede af det liv, som den danske stat besluttede, at han skulle leve.

Gabriel Schmidt husker ikke, at han kom fra Grønland til Danmark. Han ved, at det var den 7. juni i 1951 med skibet M/S Disko, og at han græd hele vejen. Men det er ting, han har hørt og læst efterfølgende, ting fra kassen på bordet. Der er mange vigtige og afgørende punkter ved hans barndom, som han ikke husker. Glemt og fortrængt; de to ord veksler han mellem. Men uanset hvad er minderne væk – og det er nok det bedste, mener han selv.

Da eksperimentet blev sat i gang, blev danske myndigheder, det grønlandske landsråd, Red Barnet og Dansk Røde Kors enige om, at de børn, der skulle sendes til Danmark, skulle være forældreløse og mellem seks til syv år. Børnene blev indstillet til eksperimentet af børnehaver og præster landet over, men de kunne ikke finde nok forældreløse børn i Grønland, som levede op til kravene. Børnene skulle nemlig både være raske og vaccineret mod tidens vigtigste sygdomme, og så skulle præsterne, som indstillede børnene, så vidt muligt sørge for at få fat i børn med så høj intelligenskvotient som muligt.

Sundheds- og intelligenskravet gav udfordringer, men det gjorde kravet om, at de skulle være forældreløse, også. Derfor lempede myndighederne på kriterierne. Børnene skulle stadigvæk være raske og intelligente, men hvis barnet kun manglede én forælder, så gik det også an, så længe forældrene var indforstået med, at barnet efter opholdet i Danmark skulle anbringes på et børnehjem i Nuuk. Det lykkedes kun at finde seks forældreløse børn. Resten blev børn, som enten var moderløse eller faderløse. Gabriel var ét ud af de syv faderløse børn. I dag er der ikke noget, der tyder på, at alle forældrene vidste og forstod, hvad de sagde ja til. At deres børn skulle sendes væk for evigt. Det er kun i mindre end halvdelen af sagerne dokumenteret, at et tilsagn blev hentet. Med andre ord endte de udvalgte børn med at være noget mere tilfældigt udvalgt.

Første del af eksperimentet var, at Gabriel skulle sendes til feriekolonien Fedgården syd for Faxe, hvor han skulle bo de første seks måneder. De sidste seks måneder – som var sommermånederne – skulle han bo hos danske plejeforældre. Gabriel og de andre børn fik ikke undervisning under opholdet i Danmark, fordi formålet først og fremmest var, at de skulle vænne sig til det nye sprog og kultur. Fra det halve år på Fedgården har Gabriel Schmidt kun ét minde:

“Det eneste, jeg husker derfra, er, at jeg gik ud i et blomsterbed og blev stukket af bier. Det er det eneste, jeg husker derfra. Så blev jeg sendt op på loftet, og der kunne jeg så ligge og græde og ømme mig over alle de bistik, jeg havde fået,” fortæller han.

Alt er sort efter det. Han har efterfølgende set billeder fra Fedgården og viser mig nogle af dem. Der er et sort-hvid-fotografi af små drenge klædt ud som indianere, mens de sidder i ring og griner. På et andet fotografi er drengene i pyjamas, mens de danser. De ser glade ud, og billederne kunne lige så godt være taget i en helt almindelig skole. Gabriel husker intet fra de billeder, han ved kun, at han var til stede, fordi han kan genkende sig selv på billederne. Han er nem at genkende i mængden med sit tykke, sorte hår og uskyldige smil.

En dag fik børnene et stykke snor med et papskilt rundt om halsen. På papskiltet stod deres navn, alder, og hvor de kom fra. Det var en service til de plejeforældre, som kom ind på Fedgården for at hente de børn, der skulle bo hos dem de næste seks måneder. Gabriel Schmidt blev hentet af en nydelig kvinde ved navn Ketty Rasmussen. Hun havde en stor hat med en blomst og tyl på hovedet og satte sig på hug foran Gabriel: “Jeg er din nye mor,” sagde hun til ham og tog ham i hånden.

De efterfølgende måneder husker Gabriel noget mere detaljeret end sin tid på Fedgården. Ketty var damefrisør på Østerbro og tog Gabriel med ind på salonen hver dag, hvor han en gang imellem brugte kosten til at feje hår op og hjælpe sin plejemor. De to boede alene ved Nørre Farimagsgade i København, i et gammelt hyggeligt hus lige ned til Søerne. Gabriel viser mig et billede, hvor han sidder på en cykel. Han er iklædt bukser med seler og en butterfly. Ved siden af ham står en lidt ældre dreng i jakkesæt og holder cyklen. “Det er Torben,” siger Gabriel og smiler. Der er masser af billeder af de to bedste venner i albummet. Billederne fra de seks måneder hos plejemoren fylder langt mere i billedalbummet end resten af hans liv. Han er klædt fint på, og smilet strækker sig fra øre til øre på alle billederne. Hos Ketty i Danmark nåede Gabriel nemlig at føle sig rigtig hjemme. Sådan rigtig hjemme. Han havde fået en mor og en familie, som forgudede og forkælede ham. Men det varede ikke særlig længe, så mistede Gabriel en mor igen.

Efter et år i Danmark skulle børnene tilbage til Grønland. Nu skulle de stå i front for en dansktalende elite, som skulle være med til at modernisere Grønland. Undervejs i forhandlingerne i 1950 fremgik det ikke af nogen referater, hvad der skulle ske med de 22 børn, når de kom tilbage til Grønland. Det eneste, der fremgik, var, at de skulle gå på de tosprogede skoler. Det var først, efter beslutningen om at sende børnene til Danmark blev taget, at følgende notat bliver skrevet: “Det er jo tanken, at børnene efter opholdet her i landet skulle anbringes på de kommende Røde Kors-børnehjem og optages i de kommende A-B-skoler.” Inden det notat bliver det ikke nævnt nogen steder, at børnene ikke skal sendes hjem til deres forældre efter det ene år i Danmark. Det lader altså til, at beslutningen om at sende børnene på børnehjem i Grønland er en beslutning, der er taget efter den oprindelige aftale.

Seks af børnene kom aldrig tilbage til Grønland, da de blev adopteret i Danmark. Det klarede de danske myndigheder, selv om det stadig er uvist, om forældrene i Grønland gav samtykke til adoptionerne. Argumentet for at lade børnene blive i Danmark var, at der var opstået et særligt bånd mellem plejeforælder og barn, og at betingelserne for en opvækst i Danmark var bedre. Gabriel Schmidt blev ikke adopteret. Han ved ikke, om Ketty overhovedet prøvede. Det eneste, han ved, er, at hun sejlede med ham fra Københavns Havn til Helsingør, hvor skibet til Grønland afgik.

“Da vi ankom til Nuuk, blev vi sat ind i en bus og kørt op til børnehjemmet. Her fik vi at vide, at vi skulle bo, indtil vi blev 16 år. Nogle af børnene sagde, at de ville hjem til deres forældre, men fik bare at vide, at det ikke var muligt. Vi skulle bo der,” fortæller Gabriel.

Han kan huske, hvordan børnene lå i køjesengene om natten og snøftede. De ville ikke være der, de ville bo hos en forælder, ligesom alle andre børn på deres alder. I et notat fra forstanderinden på børnehjemmet skriver hun, at børnene ved ankomst talte “pænt dansk alle sammen”, og at de “tilsyneladende havde glemt at tale grønlandsk”.

“Vi græd alle sammen. Det er en af de ting, jeg stadig husker. Det der med at man lå og græd om natten. Så kunne man høre børnene snøfte: “Hvorfor har vi ingen forældre, alle andre har en.” Vi gjorde det alle sammen, jeg græd også meget deroppe,” siger Gabriel.

Kun få dage efter at børnene ankom til Grønland, skulle de starte i skole for første gang. På det tidspunkt kan Gabriel Schmidt huske, at han ikke kunne et ord grønlandsk længere, han talte kun dansk. Børnenes ankomst tilbage til Grønland gik heller ikke ubemærket hen, for alle i Nuuk vidste, hvem børnene fra børnehjemmet var, og hvad de repræsenterede: en dansktalende elite, som havde glemt sit eget sprog.

“På vej op til skolen gik vi i en stor flok, og så råbte de andre grønlandske børn efter os. De råbte på grønlandsk, så vi kunne jo ikke svare dem. Men de råbte bare igen: “I dumme danskere, hvorfor kan I ikke grønlandsk?” Vi måtte holde hinanden i hånden hele vejen op til skolen, fordi børnene kastede sten efter os, kan jeg huske. På vej hjem gik vi også i en samlet flok for ikke at få tæv af de andre grønlændere,” fortæller Gabriel Schmidt om sin første skoledag.

Børnene fik at vide, at de kun skulle koncentrere sig om at lære dansk. De startede ikke i den tosprogede skole, som jo var meningen med eksperimentet, men blev i stedet sendt på den danske skole, hvor al undervisning foregik på dansk. I frikvartererne legede de dansktalende børn i den ene ende af skolegården, mens de andre legede i den anden ende. Ud over at børnene havde glemt, hvordan man talte grønlandsk, var der også en del af dem, som havde svært ved at følge med i undervisningen, fordi de som bekendt ikke havde gået i skole i Danmark og derfor startede i skole i en sen alder. Der var intet ved eksperimentet, som gik efter planen. Tværtimod var børnene præget af flere udfordringer som en langsom faglig og sproglig udvikling og adfærd, der ikke passede ind i det glansbillede, børnehjemmet havde håbet på.

Vi er børn af sol og sommer,
men i slægt med blæst og regn.
(…)
Vi skal bygge Danmarks fremtid,
skabe hverdag om til fest.

Sådan lyder teksten til den sang, som Gabriel Schmidt og de 21 andre grønlandske børn skulle gå rundt i flok og synge på gaderne i Nuuk – det, man dengang kaldte Godthåb. Den danske sang var et led i eksperimentets mål om at danne kernen i det grønlandske samfund. Men det eneste, Gabriel Schmidt husker, er melodien og de blikke, han mødte på sin vej. Der var jo ingen, som forstod, hvad de 22 børn gik rundt og sang på dansk. For beboerne i Nuuk var børnene bare ‘de der grønlandske børn, som ikke kan grønlandsk’.

“Vi var jo den grønlandske elite, som skulle sørge for, at alle grønlændere kunne tale dansk. Men hvad hjælper det, når man ikke kan tale grønlandsk ved siden af? Det var en stor fiasko. I stedet for at være de førende var vi pludselig taberne. Det har man også måttet leve med hele livet,” siger Gabriel Schmidt i dag.

Ifølge den officielle udredning fik de børn, som havde forældre og familie i nærheden af Nuuk, uformelle besøg i ny og næ. Nogle af børnene skulle efter planen have holdt ferie hos deres familier, og det første feriebesøg var i 1953 – året efter de ankom til børnehjemmet i Nuuk. Der er ikke nok historisk materiale til at tegne det fulde billede af, hvilke børn der fik lov til at se deres grønlandske familier, og hvilke der ikke gjorde. Når man læser udredningen, er det eneste, man med sikkerhed kan udlede, at børnenes kontakt med deres familier var begrænset, og at der blev lagt større vægt på, at børnene holdt en eller anden form for kontakt med deres plejefamilier i Danmark end deres biologiske familier i Grønland.

“Rammen var, at børnene ikke længere ‘hørte til’ hos deres biologiske familie, at deres hjem nu var, eller skulle være, børnehjemmet, og at det var forstanderinderne, som regulerede egentlige besøg,” lyder et uddrag fra udredningen.

Der var aldrig nogen, der fortalte Gabriel Schmidt, at han havde en biologisk far og biologiske søskende i Grønland. Det fandt han først ud af, da der en dag ankom en kvinde, som sagde, at hun var hans søster. De kunne ikke kommunikere, fordi hun talte grønlandsk, og Gabriel husker i dag knap nok, hvordan hun så ud. Hvor længe hun var der, og om hun græd eller smilede, kan han heller ikke sige. Da hun forlod hans liv igen, tænkte Gabriel ikke videre over det.

Det var første gang, Gabriel mødte et af sine familiemedlemmer. Anden gang var flere år senere, efter hans konfirmation. En dag kom forstanderinden Bengtzen hen til Gabriel og sagde, at de skulle til Paamiut. Gabriel skulle møde sin far.

“Da jeg mødte min far første gang, så ser jeg en mand, der står og græder. Bengtzen siger, at det er min far. Men jeg var ikke klar over, at jeg havde en far. Vi måtte kun være sammen i en time ad gangen. Så min far og jeg gik en tur ved havnen, og han gik og snakkede til mig på grønlandsk, og jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde.”

Hvorfor Gabriel Schmidt skulle møde sin far netop på det tidspunkt, aner han ikke. Det er endnu en af de ting, som han aldrig får svar på. Den ene time i Paamiut var første gang, Gabriel mødte sin far. Anden gang var, da han var fyldt 16 år og forlod børnehjemmet. Han havde fået job ombord på et skib, som havde kurs mod Danmark. Derfra ville han ind i militæret. Der var ingen fremtid for ham i Grønland, og han vidste, at han måtte til Danmark, hvis han ville have sig en uddannelse. Men først lagde han vejen forbi Paamiut, hvor han havde været to år forinden.

Faren kunne stadig ikke dansk, og Gabriel kunne stadig ikke grønlandsk. De satte sig ned i farens kælder, hvor Gabriel betragtede ham, mens han snittede små figurer af træ. Efter et par timer tog Gabriel tasken på ryggen og måtte videre. Ved døren gav han sin far et knus. Det er det eneste knus, han nogensinde har givet sin far.

Få år senere døde Gabriels far. Gabriel er ret sikker på, at han ikke engang fældede en tåre, da han hørte det.

Historien om eksperimentbørnene blev for alvor kendt, da forfatter Tine Bryld i 1998 fortalte hvert enkelt barns historie gennem interviews i bogen I den bedste mening. Det er også gennem selvsamme bog, at Gabriel Schmidt har forstået store dele af sin barndom – at han blev taget fra sin familie.

I årenes løb er ‘børnenes’ historier fortalt ad flere omgange og kommet i mediernes søgelys med års mellemrum. Blandt andet da de overlevende børn modtog en personlig undskyldning fra Red Barnet i 2015. Herefter modtog Gabriel og de seks andre nulevende en skriftlig undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen i 2020. Hverken Red Barnets eller statsministerens undskyldning var “noget at råbe hurra for” ifølge Gabriel Schmidt.

“Det var faktisk lige meget. Hvad skal man bruge sådan en undskyldning til? De har taget min barndom, og så får man stukket et brev i hånden fra statsministeren,” siger han.

Nu gør de et sidste forsøg på at sætte et endeligt punktum. I dag søger de seks overlevende den danske stat om en erstatning på 250.000 kroner hver. Det gør de ud fra præmissen om, at eksperimentet var en krænkelse af deres ret til at have et privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den 21. november gav ‘eksperimentbørnenes’ advokat Mads Krøger Pramming Statsministeriet en frist på 14 dage til at svare. Statsministeriet har stadig ikke svaret.

Eksperimentbørnene fik ikke højere uddannelser eller bedre liv end de grønlandske. Udredningen viser tværtimod, at eksperimentet havde skadelige konsekvenser for børnenes liv senere hen. Flere udviklede misbrug, fik depressioner eller begik selvmord.

Desuden var det kun seks ud af de 22 børn, som endte med at bosætte sig permanent i Grønland. I dag bor fem af de overlevende i Danmark og den sjette i Sverige.

De 22 børn, som skulle være brobyggere mellem grønlandsk og dansk i folkeskolen, endte med at danne en endnu større kløft. Det blev ‘os’ mod ‘dem’. Vinderne og taberne. Og i dag er historien om børnene et grusomt eksempel på den kløft og ulighed, der fortsat er mellem Danmark og Grønland. Eksperimentet fejlede og fastlagde et mørkt kapitel i de danske historiebøger.

Selv om Gabriel selv har glemt og fortrængt store dele af sit liv, husker hans underbevidsthed stadig. Så sent som den dag, jeg besøger ham i Rødovre, har han haft mareridtet. Selv om han stadig ikke kan grønlandsk, og selv om han ikke har familie i Grønland mere, er det på grund af den grønlandske natur, at han stadigvæk til dels føler sig som grønlænder. Det var det eneste sted, hvor han følte sig fri, når han gik på jagt med sine ski og sin salonriffel. Det forekommer ham paradoksalt, at hans bedste minde fra dengang nu er blevet et mareridt. Men han håber alligevel på, at søgsmålet mod den danske stat kan hjælpe ham med at sætte et endeligt punktum, som han ikke har været i stand til at gøre i 70 år.

I de dårlige stunder tænker han ofte på de 16 andre børn, som ikke klarede den. De, som døde af selvmord, depression, druk og stoffer. Når han læser i bøgerne, der er skrevet om ham og de andre eksperimentbørn, forstår han godt, hvordan de havnede ude, hvor de ikke kunne bunde. Måske har hans evne til at fortrænge og glemme i virkeligheden været hans redning.

Gabriel Schmidt vil ikke tale om sin barndom mere. Han vil ikke tænke på den, og han vil ikke dvæle ved den, fortæller han mig. Han tror, at han er færdig med at fortælle sin historie. Nu er hans eneste ønske at komme til Grønland med sin familie, så han kan vise sine børn og børnebørn, hvor han voksede op. Han vil vise dem fjeldene, hvor han følte sig fri. Der hvor han skød sin første polarræv, og der hvor han følte glæde for første gang. Og så vil han besøge sine forældres gravsted bare én enkelt gang, så han endelig kan give slip. Gabriel Schmidt er en mand af få ord, og da jeg spørger ham, hvad han tror, han vil gøre, når han ser gravstedet, svarer han ganske enkelt:

“Jeg vil græde. Og fortælle dem, at jeg har et godt liv nu.”