Hun hed Bianca, og hun var praktikant på den avis, hvor jeg netop var blevet ansat i mit første rigtige journalistjob. Hun sad ved siden af mig, og en dag overhørte jeg et telefoninterview, hun var i gang med.

Der var noget, der ikke rigtig kørte i det interview, og til sidst fik Bianca nok. Hun sagde til personen i den anden ende af røret, at det ikke nyttede noget at stille op til interview og så ikke ville sige noget.

Det gik op for mig, at den person, som hun, en grøn journalistpraktikant i begyndelsen af 20’erne, var ved at sætte på plads, var ingen ringere end Birthe Rønn Hornbech. Landets daværende minister for flygtninge, indvandrere og integration og den måske mest bryske dame i dansk politik.

Det ramte mig lige i mellemgulvet: Biancas mod, modenhed og integritet. Sådan gjorde en rigtig journalist. Og her sad jeg, rystende usikker, og vidste knap nok, hvordan jeg skulle præsentere mig, når jeg ringede til en kilde. Jeg var misundelig, jeg var jaloux – og jeg havde ikke nogen steder at gå hen med det.

Misundelse og jalousi er ikke noget, man taler højt om. Til trods for, at det er følelser, der ligger dybt og grundlæggende i det menneskelige sind, og som de allerfleste af os kender til, er det et socialt tabu at sige, at man af og til bliver overmandet af det, Shakespeare kaldte “det grøn-øjede monster”.

Men i den seneste tid er psykologien begyndt at anlægge et nyt og mere konstruktivt blik på de forbudte følelser af misundelse og jalousi.

Grundtanken er, at enhver social sammenhæng, som vi er følelsesmæssigt investeret i, og hvor kærlighed i en eller anden form er til stede, også er et rum for misundelse og jalousi. Det kan ske i parforholdet, i familien, i vennekredsen, på studiet – eller på arbejdspladsen.

Og det skal vi ikke være bange for. Det siger psykologen Annemette Hasselager, der er medforfatter til en ny bog om organisationspsykologi, Kærlighed og ensomhed i Arbejdslivet.

“Vi bør være mere tilgivende og rummende over for at sige, at det også er en del af arbejdslivet. Der er en tendens i dag til at dele følelser op i det positive og det negative, og så gælder det om at blive så god som muligt til kun at være i det positive. Men sådan er livet ikke. Vi skal blive bedre til at rumme de besværlige følelser. Til at afdramatisere dem og normalisere dem som en del af et almindeligt arbejdsliv.”

Men det er en svær øvelse. For følelserne kan være så voldsomme for os, at vores reaktion typisk vil være at fortrænge dem, siger speciallæge i psykiatri Birgit Petersson.

“Misundelse og jalousi udspringer af det samme, nemlig usikkerhed,” siger hun.

“Men forskellen er, at jalousi er angst for at miste noget, du allerede har. Den andens kærlighed, for eksempel. Mens misundelse er, at der er noget, du ikke under den anden – noget materielt, en succes, noget udseendemæssigt. Det ligger i ordet: at mis-unde.”

Birgit Petersson har i mange år været afdelingsleder ved enheden for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning ved Københavns Universitet. Hun er også forfatter til en række bøger om psykologi og selvudvikling, blandt andet Misundelse og kærlighed – Om at udvikles og modnes som menneske fra 2003.

Da jeg fortæller hende om min oplevelse med Bianca, kalder hun den “en klassisk misundelsesreaktion”.

“Den oprindelige sproglige betydning af at mis-unde er faktisk at hade. Og det er det, der sker, når du bliver misundelig: I det øjeblik føler du faktisk et voldsomt had til det menneske. Det er jo ikke rart, for man føler sig som et meget dårligt menneske, når man hader.”

For at slippe ud af den følelse har vi en psykologisk forsvarsmekanisme, der går i gang, forklarer Birgit Petersson: Vi idealiserer personen. Alle nuancer forsvinder, og vi former et billede af ham eller hende som perfekt og uopnåelig.

“Og det gør vi for at undgå at mærke hadet. Men du betaler en pris for det, og det er, at du føler, at du ikke selv er noget værd.”

Ofte vil næste skridt være, at vi i hemmelighed prøver at hævne os på den, vi misunder, ved for eksempel at bagtale ham eller hende. Men det giver psykisk bagslag, siger Birgit Petersson.

“Det er med til at ødelægge vores liv. Vi bliver jo ikke gladere af at bagtale eller hævne. Man siger, at man bliver syg af misundelse, og det gør man faktisk. På svensk hedder det at være misundelig, at man er avundsjuk. Det går naturligvis ud over andre, at man er så modbydelig, men dybest set går det jo mest ud over én selv.”

Vi har kendt til misundelse og jalousi i hundredvis af år. Misundelse er en af kristendommens syv dødssynder – de menneskelige svagheder, som kirken har advaret mod siden omkring år 400 efter Kristi fødsel.

Og jalousi er omdrejningspunkt for et utal af klassiske fortællinger om mennesket: Fra søskendejalousi mellem Kain og Abel til jalousien som den gift, den gennem-onde Iago planter i Shakespeares tragiske helt Othello, der ender med at slå sin uskyldige kone og sig selv ihjel.

Psykoanalysens fader Sigmund Freud mente, at den menneskelige civilisation kun var en mulighed, fordi vi undertrykte vores iboende vrede, bitterhed og jalousi mod hinanden.

Freuds elev Alfred Adler placerede jalousi, misundelse, mindreværd og rivalisering som en afgørende dynamik i forståelsen af al menneskelig adfærd.

Og en senere freudianer, Dr. Boris Sokoloff, skrev i 1947 i bogen Jalousy – A Psychiatric Study, at jalousi ikke alene er indgroet i menneskets natur, det er ligefrem “den mest basale, altgennemtrængende følelse, som påvirker mennesket i alle aspekter af enhver menneskelig relation”.

Man kan ikke påstå, at samfundsudviklingen ligefrem har undermineret de påstande. Der er stadig masser af jalousi og misundelse derude.

I en undersøgelse fra 2014 lavet af analyseorganisationen YouGov svarede 62 procent af danskerne, at de havde oplevet andre reagere med misundelse på noget, de selv havde udrettet. Og omvendt havde 40 procent svært ved at glæde sig, når andre udmærkede sig positivt, og 78 procent så ned på mennesker, der fremhævede deres egne eller deres børns kvaliteter.

En anden undersøgelse fra 2016 foretaget af analysefirmaet Wilke viser, at 42 procent af danskerne har prøvet at føle sig misundelige på deres kolleger.

Ser man på jalousi, der oftest optræder i nære personlige relationer som søskende- og parforhold, er det stadig en problemstilling, der holder gang i aftalekalenderen hos psykologer og parterapeuter landet over.

Og noget tyder på, at vores brug af digitale og sociale medier er med til at gøre disse følelser større og stærkere i samfundet.

I 2015 advarede eksperter i sexologi og psykiatri om den såkaldte virtuelle jalousi som et fænomen i hastig vækst: “Vi oplever en markant stigning i jalousi mellem par derhen, at de udvikler nogle uheldige mønstre med at kontrollere hinandens sms’er, mails og opslag på Facebook, og hvilke apps partneren har på telefonen,” udtalte speciallæge i klinisk sexologi Jesper Bay-Hansen til Politiken.

Men også uden for parforholdet giver de digitale relationer grobund for de besværlige, forbudte følelser. Et eksperiment fra 2013 på Humboldt-Universität og Technische Universität Darmstadt i Tyskland viste, at jo længere tid folk befandt sig på Facebook, jo mere misundelige følte de sig. Det var især passive brugere, der betragtede andres digitale liv uden selv at bidrage, der led under misundelsen.

Når psykologer i dag taler for, at vi skal vise større forståelse for misundelse og jalousi, er det ikke en frikendelse. Det er et forsøg på at anerkende følelsen i stedet for at undertrykke den, som vi har været vant til.

Som den amerikanske parterapeut-superstjerne Esther Perel siger til magasinet Psychology Today, er jalousi smertefuld og i ekstreme tilfælde farlig, men ikke desto mindre er det fuldkommen normalt at føle jalousi og “en del af de mange lag i oplevelsen af, hvad kærlighed er”.

Esther Perel er blandt dem, der mener, at en mild grad af jalousi ligefrem er sundt for parforholdet.

“Det er interessant at se, hvor mange der ikke giver deres partner nogen form for opmærksomhed, før en anden person pludselig dukker op,” siger hun.

Angela Neal, der er professor i psykologi ved University of South Carolina, har studeret heteroseksuelle parforhold og reaktioner på både egen og partnerens interesse for andre over en længere periode. I en artikel i Psychology Today fortæller hun, at parrene udviste større omsorg og tiltrækning i de perioder, hvor en anden person havde sat jalousien i gang imellem partnerne.

“Hvis dit parforhold er uden jalousi, kan det være en indikation af, at din partner faktisk er temmelig ligeglad med dig,” siger Angela Neal.

Det er en lignende dynamik, der er i spil, når misundelse og jalousi opstår på jobbet, siger psykolog Annemette Hasselager.

I bogen Kærlighed og ensomhed i arbejdslivet beskriver hun og hendes medforfatter Birgitte Bonnerup arbejdspladsen som “et følelsesfuldt sted”.

“Vi har så meget investeret i vores arbejde i dag. De professionelle relationer er meningsfulde og betydningsfulde for os. Vi føler ansvar, tilknytning, ømhed for vores kolleger, vi investerer vores energi der og henter identifikation i arbejdet og i organisationen. Alt sammen noget, vi definerer som betydende i et kærlighedsbegreb,” siger hun.

“Men du kan ikke få den ene halvdel af følelsespaletten uden at få den anden med. Hvis der er kærlighed, god energi, kreativitet og virkelyst, er der også jalousi, konkurrence, rivalisering og nogle, der gerne ville have, at det var dem, der var den.”

Dybest set sker de her ting, fordi vi er sociale individer, siger Annemette Hasselager.

“Vores selvforståelse er dybt afhængig af, at andre ser os. Andres anerkendelse er en betingelse for at føle, at man er til. Og med den anerkendelse følger risikoen for dens fravær og de besværlige følelser, der opstår ud af det.”

Så hvad skal vi gøre, når det sker?

Dels skal vi simpelthen lære at leve med det, siger Annemette Hasselager.

“Lev med, at det nogle gange er sådan, at du er pissestolt af din kollega og synes, hun fortjener chefens anerkendelse, men at du også er misundelig. Anerkend, at det er en følelse, der hører med til et normalt arbejdsliv.”

Den anden del af svaret er, at vi faktisk kan bruge situationen konstruktivt. Annemette Hasselager anbefaler, at man reflekterer over, hvordan man håndterer sig selv, når de forbudte følelser opstår. Tager man ansvar for sig selv og andre med, som hun siger, ømhed og kærlighed?

“Hvis man sidder med en træls følelse af, at man er grøn af misundelse, så se på, om noget af det kan bringes i dialog på en meningsfuld måde. Man skal ikke nødvendigvis lukke op for alt, hvad man går med indeni. Men er der en måde, hvor man i fællesskab med sine kolleger kan tale om, at man er ked af det, at man føler, noget er gået ens næse forbi, og at tingene måske kan fordeles anderledes?”

Speciallæge Birgit Petersson mener også, at der er meget at hente, hvis vi standser op og tænker vores jalousi og misundelse til bunds.

“Det er kun dårligt at lægge det hen. Hvis du er jaloux, så er du sgu jaloux. Så må du prøve at finde ud af hvorfor, og hvordan du kommer ud af det.”

Og ligesådan med misundelse. Hvis du tør tale med dig selv om, hvad den egentlig udspringer af, er den “en drivkraft”, siger hun.

“Den dårlige misundelse gør os forbitrede, hævngerrige, får os til at bagtale, stjæle eller slå ihjel. Men den gode misundelse er en god drivkraft, fordi den får dig til at se på, hvad du vil med dit liv, hvorfor du er utilfreds, og hvad du kan gøre ved det. Den kan gøre det klart, hvad der er vigtigt for dig, og hjælpe dig med at modnes som menneske.”

“Men,” siger hun, “det er svært at håndtere alene. Man vil næsten altid være nødt til at tale med en anden, simpelthen fordi det er så voldsomme følelser.”

Det var ikke min stolteste stund, dengang med Bianca.

Men midt i det ret hæslige følelseskaos hankede jeg faktisk op i mig selv: Jeg gik hen til hende og sagde, at jeg syntes, det, hun havde gjort, var vanvittig sejt, og at jeg ikke ville kunne have gjort det selv.

Det var ikke alt, hvad jeg følte lige der. Der var stadig et grøn-øjet monster, der flænsede løs indeni. Men det var, trods alt, til at leve med.