Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Michael Lykke er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Kunstig intelligens har nu udviklet sit helt eget (ikke-menneskelige) sprog

(U)HYGGELIGT Botters nye, selvopfundne sprog er, måske, et blik ind i fremtiden. Foto: CAP/FB / Scanpix


19. juni 2017
3 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Forskere ansat hos Facebook eksperimenterer med at lade forskellige former for kunstig intelligens, nærmere bestemt chatbotter, forhandle med hinanden. Ganske opsigtsvækkende har robotterne undervejs opfundet deres egen måde at kommunikere på. Botterne taler sammen på et sprog, mennesket ikke har skabt.

Vi taler for tiden meget om kunstig intelligens, for hvad vil den egentlig komme til at kunne, vil den (som i mange, mange film) blive en paradoksal fare for dens skabere, altså os mennesker, og er den her i det hele taget ikke snart? Sådan går det lidt frem og tilbage.

For nylig skete der noget, relativt ubemærket, som er virkelig interessant. Måske kan det være et blik ind i selve sprogets fremtid.

Et hold forskere fra Facebooks laboratorium for kunstig intelligens har eksperimenteret med at lade chatbots – altså programmer, som kan svare på spørgsmål og føre samtaler med mennesker (du har måske mødt Siri, som bor i din iPhone) – føre forhandlinger med hinanden for at se, om de kunne være gode til det. Det kunne de. Det mest interessante i forskernes resultater, som de netop har fremlagt, er dog, at botterne i deres konstante læring og udvikling af forhandlingsteknikker på et tidspunkt holdt op med at tale engelsk til hinanden. I stedet slog de over i et sprog, som ikke findes, og som altså var deres eget.

Botterne udviklede deres eget sprog. Et robotsprog, om man vil.

Forskerne skriver i det, der må betegnes som værende en bisætning i deres ret lange rapport, at botternes interne samtale førte til en divergens fra menneskers sprog, da agenterne udviklede deres eget sprog for forhandling.” Det vil altså sige, at engelsk, som var det sprog, forskerne havde programmeret botterne til at tale, på et tidspunkt blev forkastet, formodentlig fordi robotsproget i botternes øjne var bedre eller mere effektivt. Forskerne reagerede ved at indskrænke botternes muligheder, mennesket satte med andre ord snor i maskinen, hvilket lykkedes, men tilbage står, at det her er meget, meget sci-fi. På samme tid fascinerende og lidt uhyggeligt.

Rapportens konklusion, for lige at få den på plads, lyder, at botter kan være ganske udmærkede forhandlere. Til eksempel begyndte de at lade som om, at de var vildt interesserede i ting, der egentlig var ret værdiløse, for på den måde at få det til at virke, som om de gik på kompromis, når de senere i forhandlingen gav afkald på disse ting. En ret klassisk forhandlingsstrategi. Alligevel er det altså den enkelte sætning om, at botterne udviklede deres eget sprog, der har fået mest opmærksomhed. Som tech-entreprenøren Daniel Gross skriver på Twitter:

Når du lader kunstig intelligens forhandle med sig selv, indser den, at der er bedre alternativer end engelsk. Et tegn på, hvad der kommer.”

Taler man om kunstig intelligens, taler man ofte også om singulariteten, det tidspunkt hvor maskinernes kunstige intelligens svarer til eller overgår den menneskelige samme. Der ingen tvivl om, der er sket markante og opsigtsvækkende fremskridt på området, men Facebook-rapportens resultater er dog ingenlunde ensbetydende med sådan en singularitets snarlige komme, skriver teknologiskribenten Adrienne LaFrance i The Atlantic. Der er stadig langt igen på en hel vifte af dybt væsentlige parametre. Med andre ord: Botternes leg med sproget er ikke tegn på, at en så epokegørende begivenhed er lige rundt om hjørnet.

Det nye robotsprog er dog et eksempel på noget andet, som bestemt er interessant; nemlig hvordan maskiner i disse år igen og igen redefinerer vores forståelse af helt fundamentale begreber, hvis eksistens vi altid har tillagt mennesket alene. For eksempel sprog.

At maskiner opfinder deres eget sprog kan mere end noget andet være en påmindelse om, at arbejdet med kunstig intelligens på mange måder er en famlen i blinde. En udstilling af det paradoksale i, at noget, vi skaber, ikke nødvendigvis agerer, som vi befaler.

Igen – det her er meget, meget sci-fi.