Det var lønfesten, der stjal overskrifterne, da Danske Banks bestyrelse i slutningen af februar udsendte invitationer til den årlige generalforsamling. På den vedhæftede dagsorden – og efterfølgende i Ekstra Bladet – kunne man læse, at bestyrelsen vil give sig selv en ikke særlig beskeden lønstigning, så bestyrelsesformand Karsten Dybvad fremover får 3,7 millioner kroner om året. Det giver ham en lønstigning på 43 procent på et enkelt år.

Historien har noget klassisk forargelse i sig, hvis man er til den slags: Det er vildt, at bestyrelsen vil give sig selv et ordentligt lønhop så kort tid efter, at banken blev afsløret i en historisk hvidvaskskandale, hvor ledelsen havde ignoreret den ene advarsel efter den anden. Men måske er forslaget om lønstigningen alligevel ikke det vigtigste, der skal stemmes om, når aktionærerne samles til generalforsamling i K.B. Hallen på Frederiksberg den 17. marts.

Aktionærerne skal nemlig også tage stilling til et forslag, der er endnu mere principielt, og som, siger nogle, kan ændre den måde, bankens topchefer tænker på. Det er et forslag, der taler lige ind i vores følelse af finansiel uretfærdighed – at bankfolkene er too big to jail – og som minder os om, at vi stadig ikke har fundet ud af, hvordan vi skal ændre på en skandaleramt finanssektor til dens egen og samfundets bedste.

Bestyrelsen foreslår, at Danske Bank og dens aktionærer fremover skal skærme ledelsen fra nogle af de værste konsekvenser af deres handlinger og det ansvar, der følger med. De vil have banken til at tage regningen, hvis nye skandaler fører til erstatningskrav mod enkelte bestyrelses- eller ledelsesmedlemmer – også i sager, der handler om hvidvask, økonomisk kriminalitet og sanktionsovertrædelser.

Diskussionen her handler dels om, hvad der er ret og rimeligt. Danske Bank siger selv, at tiltaget er nødvendigt for at tiltrække de rigtige profiler til bankens topjobs. Men det argument bliver udfordret af Anders Drejer, der er professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet. “De prøver at fraskrive sig ansvaret,” siger han i telefonen. “Men hvis man vil have den høje løn, må man også anbringe røven i klaskehøjde.”

I en tid, hvor samfundet diskuterer finanschefernes ansvar i alt fra finanskrise til skandalesagerne om udbytteskat og hvidvask i Estland, er det nemt at få ondt i retfærdigheden, når landets største bank vil tage en smule af det ansvar, der faktisk kan placeres hos cheferne, og løfte det fra deres skuldre. Men neden under de moralske kvababbelser ligger der også et helt lavpraktisk og virkelig vigtigt spørgsmål. Hvordan skal vi indrette finanssektoren, så vi får færre skandaler i fremtiden, og så bankerne bedre kan løfte den samfundsbærende rolle, de er tiltænkt?

Det er både veldækket og velkendt, at lønnen til cheferne i de store virksomheder er steget gevaldigt de seneste mange år. Ikke mindst i finanssektoren. Men hvis man går op i finanssektorens rolle i samfundet, så er der sideløbende med lønnen sket en anden og måske endnu vigtigere udvikling. Og det er den, Danske Bank nu skubber til.

Op gennem 00’erne begyndte flere og flere danske topvirksomheder at tegne såkaldte ledelsesansvarsforsikringer, der skulle dække både sagsomkostninger og erstatningskrav mod medlemmer af ledelsen, der havde lavet fejl og kunne holdes personligt ansvarlige for for eksempel konkurser eller et fald i aktiekursen.

Ledelsesansvarsforsikringerne har været normale i udlandet – især i det retssagsbegejstrede USA – helt siden 1960’erne, og udviklingen herhjemme er sket i takt med, at de danske virksomheder er blevet mere internationale. Flere af aktionærerne begyndte at komme fra lande, hvor det var mere almindeligt at holde ledelsesmedlemmer personligt ansvarlige, og topcheferne og bestyrelsesmedlemmerne blev stadig oftere hentet i de samme lande – hvor ledelsen nærmest altid var forsikret mod den slags sager. Så hvis man gerne ville have internationale topnavne til sin virksomhed, blev forsikringerne nærmest et must.

Og så kom finanskrisen i 2008. Selv om den langt hen ad vejen blev udløst af overdreven spekulation og ekstrem risikovillighed blandt finansfolk, var der så godt som ingen, der efterfølgende kunne dømmes. Det fik i 2010 et bredt flertal i Folketinget til at stramme kravene til bankernes ledelser og har gjort det nemmere at holde dem personligt ansvarlige. Men det har også betydet, at bankerne har endnu mere brug for forsikringerne end tidligere. De er nemlig bankernes måde at skærme ledelsen mod det ansvar, samfundet prøver at placere hos dem.

Vi ved ikke, hvor længe Danske Bank har tegnet de her forsikringer. Men vi ved, at banken i år, da forsikringen skulle fornyes på bagkant af hvidvaskskandalen, ikke har kunnet finde nogen, der ville forsikre dem for det beløb, banken mente var nødvendigt. Og så ved vi, at det er derfor, banken nu vil have aktionærerne til at tage det ansvar på sig, der ellers ifølge loven ligger hos ledelsesmedlemmerne.

Jeg har spurgt Danske Bank om baggrunden for forslaget, og i et skriftligt svar forklarer banken, at de mener, det er nødvendigt, netop fordi de ikke har kunnet tegne en stor nok forsikring, og fordi de gerne vil holde ledelsen skadesløse for at “sikre, at Danske Bank kan fastholde og tiltrække den rette kompetence og erfaring”, som banken skriver. Det er altså et slags frynsegode, der oven i den høje løn skal give dygtige folk lyst til at arbejde i bankens ledelse.

Når man tygger sig igennem indkaldelsen til generalforsamlingen, kan man læse, at man i andre banker typisk forsikrer ledelsen mod erstatningskrav for omkring 200 millioner euro – eller cirka 1.000 gange så meget som en almindelig livsforsikring. “Ifølge ekspertrådgivningen,” står der i indkaldelsen, “bør Danske Bank dog på grund af Danske Banks nuværende situation overveje at tegne forsikring, som også dækker mod et værre scenarie.”

Danske Bank er altså blevet rådgivet til at forsikre sin ledelse for mindst 200 millioner euro – og helst mere. Det er der bare ikke nogen forsikringsselskaber, der har turdet. Derfor har banken måttet nøjes med en forsikring, der dækker op til 85 millioner euro. Og som, modsat bankens tidligere forsikringer, ikke længere dækker sager relateret til hvidvask, økonomisk kriminalitet eller sanktionsovertrædelser.

Det er derfor, Danske Bank nu foreslår at ændre vedtægterne, så banken fremover kan betale både sagsomkostninger og erstatningskrav, hvis der bliver lagt sag an mod ledelsen. Helt konkret foreslår bestyrelsen, at banken skal holde hvert enkelt ledelsesmedlem skadesløst for op til 250 millioner euro. Altså tæt på to milliarder kroner. Og hvor Danske Bank ikke længere har kunnet få sit forsikringsselskab til at dække i sager, hvor banken har gjort sig skyldig i hvidvask og andre ulovligheder, ja, så skal ordningen her også gælde den slags sager, så længe ledelsesmedlemmerne ikke ligefrem har taget af kassen.

Man kan også sige det sådan her: Mens samfundet har ledt efter måder at få placeret et større ansvar hos finansbosserne, har bankerne løbende forsøgt at fjerne det ansvar igen. Og nu udvider Danske Bank værktøjskassen med et nyt redskab, der skal løfte ansvaret væk fra chefernes skuldre og lade hele banken og dens aktionærer bære det i fællesskab i stedet. Spørgsmålet er så, hvad det vil betyde for risikoen for nye skandaler. Men før vi når til det, skal vi ned i den forhistorie, der ligger i baghovedet, når aktionærerne skal tage stilling til forslaget.

Hvis man for alvor skal forstå forslaget – hvad det kan betyde for bankens ledelse, og hvorfor forsikringsselskaberne har vendt tommelfingeren nedad, da Danske Bank bad om udvidet dækning – så skal man kende historien om Thomas Borgens ansvar i hvidvasksagen. Både dens begyndelse og især det seneste kapitel, der er i gang med at blive skrevet lige netop nu.

Thomas Borgen var Danske Banks administrerende direktør og øverste ansvarlige, da hvidvasksagen ramte. Han havde endda også været chef for den afdeling i Estland, der var centrum for hele skandalen. Derfor mente mange, at han måtte bære noget af ansvaret for skandalen. Og til sidst, efter et rodet forløb med interne undersøgelser for flere hundrede millioner og et fyret detektivselskab, måtte Thomas Borgen sige farvel til sit job.

Med sig tog han til gengæld et gyldent håndtryk på et tocifret millionbeløb, som han blandt andet brugte på at bygge, hvad den norske avis Finansavisen kaldte “et hyttepalads” til i alt 32 millioner kroner. Så skulle det virkelig være de eneste konsekvenser for en mand, der tog ansvaret for en historisk hvidvaskskandale? Det er der temmelig delte meninger om. Skandalen havde halveret værdien af bankens aktier, og i februar i år meddelte 155 investorer – blandt andet den norske oliefond – at de nu stævner Thomas Borgen personligt for deres tab. I en pressemeddelelse fra advokaterne bag stævningen kan man læse, at investorerne “søger erstatning for skader i størrelsesordenen 2.671.293.763,87 kroner fra Danske Banks tidligere direktør.”

Knap 2,7 milliarder mener de altså, at Thomas Borgens mangelfulde ageren har kostet dem. Og dem vil de have tilbage.

Hele det forløb er bagtæppet, når bankens ejere mødes i K.B. Hallen til årets generalforsamling. Det er med den sag i baghovedet, at de skal tage stilling til, om bestyrelsen fortjener den foreslåede lønstigning. Og det er frygten for at ende der, hvor Thomas Borgen er nu – på anklagebænken – som bestyrelsen vil af med, når de foreslår, at banken fremover skal tage regningen i lignende sager.

Men det helt store spørgsmål må være, om sager som den, der skal til at køre mod Thomas Borgen, vil statuere et eksempel. Om de kan hjælpe til at undgå nye skandaler ved at vise andre finanschefer, at det faktisk kan få personlige konsekvenser, hvis de svigter det ansvar, der følger med den høje løn. Og om det nye forslag fra Danske Bank så vil udviske det eksempel og fortælle bankens ledelse, at de ikke behøver frygte konsekvenserne, hvis de tager uansvarligt store chancer eller skaber en kultur, hvor medarbejderne kan blive belønnet med bonusser ved at løbe store risici for andres penge eller ligefrem operere lidt for tæt på den forkerte side af loven. Jeg har ringet rundt til forskellige eksperter på området og spurgt om netop det, og holdningerne er mildest talt delte.

Lars Krull er en af dem, der forsvarer forslaget. Han er bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, og han peger på, at det er helt normalt, at virksomheder står inde for medarbejderes handlinger og tager ansvaret, hvis noget går galt. Og så mener han, at forslaget faktisk kan være med til at gøre risikoen for erstatningssager mere virkelig for banken. “Hvad ville der ske,” spørger han, “hvis sådan en som Thomas Borgen selv hæfter? Så kan nogen måske vinde 200 millioner i en retssag, men de får dem jo aldrig, for så mange penge har han ikke. Der er banken bedre stillet ved at sige ‘Lad os da betale dem, og så kan vi komme videre’.” Og til det argument kan man jo tilføje, at det også må være federe for investorerne, hvis de rent faktisk kan få deres erstatning udbetalt.

En af Lars Krulls kolleger ved Aalborg Universitet, økonomiprofessor Anders Drejer, ser lidt anderledes på det. For ham at se er argumentet mod det nye forslag (og ledelsens forsikringsordninger i øvrigt) først og fremmest moralsk. “Det kan godt være, at de ikke selv har haft fingrene nede i kagedåsen,” siger han. “Men hvis de ikke kan styre deres organisation, så har de et objektivt ansvar. Det er jo derfor, de får så meget i løn.”

Der findes også, hvis man lægger moralen til side, et strengt økonomisk argument mod forslaget. Den hollandske antropolog og journalist Joris Luyendijk har brugt to år på at forstå Londons finansverden og dens kultur og har for avisen The Guardian interviewet over 200 finansfolk. Han fortæller i en mail, at de uden undtagelse mente, at risikovilligheden i bankerne var mere afmålt og ansvarlig, før bankerne blev børsnoteret, fordi cheferne dengang selv var medejere og derfor i højere grad havde hænderne på kogepladen. “Det er meget mærkeligt,” skriver han i mailen, “at økonomi jo går ud på at analysere folks incitamenter, men når det så handler om toppen af finansverdenen, så ryger al den viden ud ad vinduet, og vi skal i stedet stole på ‘kultur’ og pæne løfter. Kulturen følger strukturer, og når strukturelle incitamenter skubber bankmanden i den ene retning og de etiske koder i en anden, så er det helt ærligt incitamenterne, der vinder hver eneste gang.”

Med andre ord mener Joris Luyendijk, at det er et problem, når vi skærmer finanscheferne for de incitamenter, der skal afholde dem fra at løbe for store risici, fordi der samtidig er bonusordninger, der giver dem gode økonomiske grunde til at spille højt spil. Medlemmer af Danske Banks direktion kan for eksempel få op til 50 procent ekstra i løn, hvis de lever op til forskellige kortsigtede mål. Der er altså meget at vinde, hvis man tør gamble – og ikke ret meget at tabe. Sådan er det allerede i finansverdenen, og hvis bestyrelsens forslag bliver vedtaget, ja, så kan man argumentere for, at ledelsen får endnu færre grunde til at spille sine kort lidt defensivt.

Joris Luyendijk har, siden han lavede sine mange interviews i finansverdenen, argumenteret for, at det sande problem ikke er de store bonusser. Det er i stedet fraværet af deres modsætning: malusser. Altså negative økonomiske incitamenter, der rammer ledelsesmedlemmerne personligt, hvis deres beslutninger fører til økonomiske tab eller skandaler.

Det argument er ifølge Anders Drejer ret velvalgt, når det handler om Danske Banks nye tiltag. For som han siger: “Hvis du er sikker på, at nogen betaler, hvis det går galt, har du jo ikke noget incitament til at undgå det. Det synes jeg er et problem.”

Jeg har spurgt Danske Bank, hvorfor bestyrelsen synes, at ledelsesmedlemmerne ikke selv skal betale erstatningen i sager, hvor der for eksempel er begået hvidvask eller økonomisk kriminalitet. Til det svarer de, at det ikke er nyt. Tidligere forsikringer har, fortæller de, også dækket den slags sager. Samtidig skriver banken, at forslaget “på ingen måde [indebærer], at et ledelsesmedlem kan fritages for ansvar, hvis denne gør noget for egen økonomisk vinding, eller hvis et ledelsesmedlem forsætligt gør noget kriminelt”. Med andre ord: Vi gør, som vi plejer, og der findes en grænse for, hvad ledelsen kan slippe af sted med.

Og her er det nok også værd at huske, at det ikke er alle straffe, man kan betale sig fra. Hvidvasksagen fik i 2019 Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (altså det, vi plejer at kalde Bagmandspolitiet) til at rejse sigtelse mod ti tidligere topchefer. Heriblandt Thomas Borgen, der endda fik ransaget sit hjem.

Hvidvask giver normalt fængselsstraf på maksimalt halvandet år, men kan i særlige tilfælde give op til otte år. Der er dog foreløbig ikke rejst tiltale mod hverken Thomas Borgen eller de andre tidligere chefer, og om det kommer til at ske, ved vi ikke endnu. Thomas Borgens advokat har foreløbig ikke ønsket at fortælle medierne, hvordan han forholder sig til sigtelsen, og er ikke vendt tilbage på mine henvendelser.

Det kan ved første øjekast virke som en ikke særlig stor beslutning, Danske Banks aktionærer skal stemme om i K.B. Hallen. Men som uenigheden blandt eksperterne viser, så er det et forslag, der rammer lige ned i en suppedas af et problem, vi som samfund stadig ikke har løst. Nemlig det her: Hvordan kan vi indrette systemet, så bankerne og deres topchefer spiller den mest optimale rolle i vores samfund? Og hvad gør vi af ansvaret, når samfundsbærende institutioner som vores banker handler i strid med samfundets bedste?

På sin egen måde fik Thomas Borgen ved sin afsked faktisk selv sat ord på, hvor svære de her spørgsmål er. På pressemødet, da han trak sig fra direktørposten, sagde han om hele hvidvasksagen: “Det er en sum af flere svigt, det er ikke kun ét svigt. Og derfor tager jeg ansvaret og trækker mig tilbage.” Altså, det er både banken som sådan, der har rodet i det, og Thomas Borgen personligt, der har rodet i det, fordi det er sket på hans vagt. Så man kan måske sige, at hvis Danske Banks aktionærer godkender den nye forsikringsordning, så vedkender de sig deres del af ansvaret for, hvad banken gør. Ansvaret bliver spredt ud fra enkeltindivider i toppen til hele banken. Spørgsmålet er, om det er den rigtige måde at sørge for, at banken holder sig på dydens smalle sti i fremtiden.