Jeg bor i Beijing og har set med egne øjne, hvordan Kina effektivt håndterede virusudbruddet. Og hvorfor det bliver umuligt at kopiere

  • 12. marts 2020
  • 20 min.
HELT KLARKina har ført en effektiv strategi i virusbekæmpelsen efter en kaotisk begyndelse. Den kinesiske regerings tiltag har været vidtgående, både logistisk og i forhold til indgreb i personlig frihed. Foto: YFC/SIPA/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

30:59

Derfor skal du læse denne artikel

I denne uge erklærede Kinas præsident Xi Jinping sejr i det, Kina kalder krigen mod COVID-19. Philip Róin oplevede hele forløbet på nærmeste hold: Hvordan det autoritære regime først fejlede og derfor slog effektivt ned med hårdhændet regulering af hele befolkningens opførsel. Det er både en succeshistorie og på samme tid en understregning af, hvor svært det bliver at kopiere succesen i et frit samfund.

I begyndelsen af februar, før Wuhan-virus blev til corona-virus og sidenhen COVID-19, sad jeg i mit lille hus i Beijing og skypede med en kammerat i Danmark. På det tidspunkt havde virusset bredt sig over hele Kina, og mere end 10.000 kinesere var smittede, og over 300 døde. Som et tankeeksperiment omkring, hvad der udgør effektiv regeringsførelse i det 21. århundrede, forestillede vi os, hvordan et lignende epidemisk udbrud ville blive håndteret i Italien. Reelt var det en diskussion om fri og nogenlunde pålidelig information i et demokratisk højindkomstland med dårlig regeringsførelse (Italien) versus et autokratisk udviklingsland uden informationsfrihed, men med et kompetent regeringsapparat (Kina).

En måned senere, det vil sige den første uge af marts 2020, er det ikke længere blot et tankeeksperiment. Positive diagnoser skyder op i Norditalien, hvor Lombardiet nu er lukket af fra resten af landet, på sociale medier ligger der videoer af folk, der flygter for at nå de sidste tog ud af regionen, mens supermarkedernes hylder til pasta og andre langtidsholdbare fødevarer står tomme. Hospitalsvæsenet er ved at bukke under, skoler er lukkede, og alle epidemi-nødvendigheder er en mangelvare. Hvis du kombinerer det med de tusinder af andre nye tilfælde, der dagligt registreres på det gamle kontinent, ender du med det her billede: Europa er lige præcis der, hvor Kina var i slutningen af januar.

Tilbage i Kina havde jeg en nogenlunde normal weekend i den kinesiske hovedstad. Folk er på gaden igen, og de fleste restauranter har mindst et par spisende kunder. En spørgeskemaundersøgelse publiceret søndag fortæller, at 60 procent af de kinesiske arbejdere er tilbage på pinden. Ét nyt tilfælde af COVID-19 blev registreret uden for Hubei mandag – der er stadig 1,4 milliarder mennesker i Kina.

Kun et fjols ville erklære Kinas Store Krig mod Virusset’ for en succes, men det ser bedre ud dag for dag. Hvordan er Kina og vi, der bor her, nået hertil så relativt effektivt på under en måned? Det korte svar er verdenshistoriens største karantæne af mennesker. 500 millioner mennesker er estimeret at være begrænset i deres bevægelsesfrihed. Temperaturtjek ved alle offentlige ind- og udgange, lukning af offentlige etablissementer og teknologisk tracking af alle mistænkelige borgere.

Hver eneste morgen, når jeg går ud ad min dør, står der en flink repræsentant fra det lokale partikontor og minder mig om at tage maske på – jeg ved, at de her masker har meget lille effekt udenfor. Men jeg har, som bosiddende i Kina og gennem en månedlang proces under karantæne i den kinesiske hovedstad, accepteret, at det nu en gang er sådan, at vi har besluttet os at bekæmpe virusset.

I Europa er man allerede gået et godt stykke ad den kinesiske vej ved at aflyse offentlige arrangementer og anbefale potentielt smittede at gå i karantæne. Men forskellen ligger i anbefalingen. I stedet for at bero på militaristiske restriktioner forsøger man at tale til folks fornuft: Gå selv i karantæne, og vask hænder ofte. Problemet med tvungen karantæne er også, at det kan gøre, at folk lyver om, hvorvidt de har været tæt på en smittet, fordi de gerne vil undgå karantæne med andre syge.

Mere end noget andet reflekterer det forskellen på et paternalistisk og et individdrevet samfund. I de protestantiske, demokratiske lande har individer selv ansvar for at beskytte sig selv og tjene til dagen og vejen. I Kinas konfucianske autokrati er det den stærke stat, man følger. Man kan ikke stemme, så kontrakten med magthaverne er, at de beskytter én mod alt ondt til gengæld for, at man makker ret og tror, at de vil én det bedste.

I løbet af denne krise har det vist sig effektivt. Ligesom du ikke stiller spørgsmål til brandmændene, mens de slukker ildebranden, er kineserne i det store hele trådt til side for myndighedernes drakoniske tiltag. Kun når partiets propaganda er trådt over stregen, har stemningen vendt sig mod myndighederne. Kinesisk regeringsførelse har inden for en måned vist sin værste side: Bureaukratisk hemmelighedskræmmeri og beslutningscentralisering førte til, at få tidligt diagnosticerede tilfælde blev til en epidemi – og sin bedste side: resolut krisehåndtering og effektiv inddæmning.

BEDST AF TREGrafen, der blev delt hyppigt på sociale medier i januar, viste sig at have fat i et scenarie, der holdt: den sorte linje midtfor. Collage: Baidu Trends / Philip Róin / Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

I slutningen af januar cirkulerede en graf på det kinesiske internet. Den forestillede tre forskellige scenarier, som hver især målte toppunktet for nye smittede og det totale antal smittede. Alt andet lige ser det ud til, at det scenarie, der forudsagde 14. februar som toppunkt, holdt stik, mens det totale antal smittede i Kina højst sandsynligt ender et sted omkring 90.000.

Det er, hvad kommunistpartiet betegner som en succes. 3.136 kinesere er døde, over 5.000 er i kritisk tilstand, og 80.754 er smittede. For nogle dage siden turnerede formand Xi Jinping rundt i virussets arnested, Wuhan, og talte om folkets heroiske sejr. Og nu, hvor Kina er tæt på målet om fuld kontrol, mens virusset spreder sig rundt på kloden og spreder ødelæggelse på finansmarkeder, i kulturbegivenheder og almindelige mennesker liv, forsøger kommunistpartiet at lære fra sig om, hvordan man bekæmper sådan et virus. Helt konkret er det et spørgsmål om at isolere og inddæmme, gøre hospitalsbesøg gratis, udvide hospitalernes sengekapacitet og sætte fokus på personlig hygiejne (fordi håndvask er den bedste vaccine). Nogle af de kinesiske erfaringer rulles ud i Europa i disse dage, mens USA ser ud til at begå de præcis samme fejl som Kina i de tidlige stadier.

Hvis COVID-19 er en test for effektiv regeringsførelse, er mine erfaringer over den sidste halvanden måned de levede konsekvenser af den effektivitet.

Første gang, vi hørte om det, man mente muligvis var en SARS-epidemi, var i slutningen af januar. Jule- og nytårsferie er ikke en ting hos den kinesiske tænketank, hvor jeg arbejder, så jeg tog en N95-maske i bussen og metroen til og fra kontoret, men det var ikke et emne, der fyldte ved frokostbordet. De næste 20 dage skete der ikke meget.

Men så den 21. januar brød det ud. Det var den dag, hvor det kinesiske nytår begyndte, og timingen kunne ikke have været dårligere: Tæt på 400 millioner mennesker rejser hjem på nytårsferie i de dage med tog og fly, bil og bus. Til vands, til lands eller på skinner er et lukket metalrør et dumt sted at være, når et dødeligt virus kan smitte via luftvejene. Antallet af smittede steg dag for dag. Her er brugersøgninger på Wuhan virus” fra Baidu Trends, der meget præcist illustrerer det levede forløb.

STIGENDE Søgningerne på “Wuhan virus” i slutningen af januar i Kina taler sit eget sprog. Collage: Baidu Trends / Philip Róin / Mikkel Bøgild Jakobsen for Zetland

Den første, der satte ord på truslen om en epidemi, var den sidenhen højt besungne virolog og 2003-SARS-bekæmper Zhong Nanshan. Allerede den 20. januar holdt han et pressemøde og informerede befolkningen om udbruddet i Wuhan: Kina ville blive ramt hårdt, og der skulle drastiske midler i brug til at inddæmme virusset.

Tre dage senere, den 23. januar, fortalte Wuhans borgmester offentligheden, hvordan de drastiske midler, som Zhong havde advaret om tre dage tidligere, så ud i virkeligheden: Al mennesketransport ud og ind ad byen ville blive lukket ned næste morgen. Efterfølgende fulgte talrige byer i Hubei-provinsen trop med lignende forbud.

De næste par dage sad vi limet til diverse skærme. Hver morgen oplyste NHC, den kinesiske sundhedsstyrelse, os om de seneste smittetal og diverse politiske og teknologiske tiltag. Folk fik frit løb for deres konspirationsteorier og følelser, og det var, som om censuren var helt forsvundet fra internettet. Et efter et meldte udenlandske flyselskaber ud, at de ville stoppe flyvninger til Kina, de fleste dog med en uges varsel. Jeg opdaterede flypriser for Beijing-København et par gange, sov uroligt to-tre nætter og konkluderede så, at jeg ikke var i synderlig risiko (ung, nogenlunde rask person), og at mine forældre nok ville være i større risiko i Danmark, hvis jeg bar rundt på den her virus. Tanken om at være Danmarks patient nul på forsiden af Ekstra Bladet lokkede heller ikke. Hver morgen tjekkede jeg gårsdagens smittetal og brugte så ellers resten af dagen på at læse i hjemmets trygge rammer.

En generationel informationskløft skar gennem WeChat – den kinesiske beskedplatform, hvor vi lever det meste af vores kinesiske onlineliv. Mine yngre venner talte om pandemier og prepping, mens de ældre var lykkeligt uvidende eller ligeglade. Min kinesiske far’, der bor i Anhui, Hubeis naboprovins, blev ved med at spørge, om jeg ikke snart kom. Stolt fremviste han de høns, vi skulle koge suppe på.

Givet at virusset stammede fra dyr, spurgte jeg, om vi ikke skulle lade de små kyller leve lidt længere. Som svar sendte han et billede af to hovedløse høns tilbage.

SUPPEMATERIALEPhilip Roins bønner for de to høns gik uhørte hen. Foto: Philip Róin for Zetland

Nytårsdag, den 27. januar, kom naboen forbi med fire flasker kinesisk brændevin, og min sambo og jeg gengældte med en flaske rødvin og nogle Rød Prince gemt til netop sådan en lejlighed. Der var ingen snak om virus. Men smitte- og dødstal blev ved med at kravle eksponentielt opad. Næsten al lufttrafik blev stoppet, billeder af tomme Shanghai-Beijing-fly (den mest populære rute i landet) gik viralt, og myndighederne lukkede ned for al langdistance-bustrafik rundt om i landet (hvor klientellet primært er de mindrebemidlede, heriblandt migrantarbejdere).

I Wuhan rendte der stadig en flok modige journalister rundt og berettede om fyldte hospitaler, lig på gangene og en by under et angstfyldt lockdown. Chen Qiushi, en borgerjournalist fra Shandong, var vitterlig rystet over, hvad han så gennem sit kamera. Formand Xi Jinping var ingen steder at se, og der skulle gå flere dage, før han igen dukkede op, med ansigtsmaske, på et hospital i Beijing. Det stærke lederskab, vi havde vænnet os til, var væk, da det stod mest kritisk til. Li Keqiang, den kinesiske premierminister, blev sat i spidsen for kampen mod virusset.

Jeg fyldte fryseren med frosne dumplings, talte mit lager af bønner og regnede mig frem til, at jeg kunne holde mig bespist til marts. De efterfølgende dage forløb i zombie-tilstand med et konstant øje på nyhederne og nye statistikker. Og med nye spørgsmål, der kværnede: Hvor meget kan man stole på den kinesiske regering? Hvad er den nemmeste vej ud af landet, når flyene ikke længere flyver, og Rusland har lukket sin 4.000 kilometers grænse til Kina? Tilliden til regeringen kunne være på et meget lille sted, efter at jeg havde læst om de første initiativer, den kinesiske stat havde taget som reaktion på truslen om en epidemi. Nemlig at dække over det.

Når historien om COVID-19 en dag skal skrives, kommer dagene omkring det kinesiske nytår 2020 formentlig til at stå som det eksplosive åbningskapitel. Men faktisk begyndte virusset at brede sig over en måned før det.

Et af de få tilbageværende private medier i Kina, Caixin, har sporet de første smittetilfælde helt tilbage til starten af december. Ifølge Caixin viste laboratorieeksperimenter tidligt, at strukturen i det nye virus havde flere fællestræk med SARS. Men de første advarsler blev overhørt og sidenhen beordret tiet ihjel: Den 3. januar beordrede National Health Commission (NHC, det kinesiske svar på Sundhedsstyrelsen), at institutioner skulle holde sig fra at publicere information vedrørende den nye, ukendte sygdom og samtidig sende alle testeksemplarer af virusset til destruktion,” skrev Caixin.

Meget få vidste noget om den farlige sygdom, eller også var de ligeglade: I Hubei-provinsen, hvor Wuhan ligger, løb den planlagte partikongres af stablen fra den 6. til den 11. januar, og den 19. januar holdt man i Wuhan en fællesspisning for 40.000 mennesker i anledning af det kommende kinesiske nytår. Blot en dag senere kom den officielle melding om, at der var et sygdomsudbrud under opsejling.

Der var dog nogle, der havde forsøgt at advare om risikoen tidligere i forløbet: En af dem var Li Wenliang, en doktor på et hospital i Wuhan, der i slutningen af januar havde delt sin viden med otte andre kolleger i en privat WeChat-gruppe. Han blev kaldt ind til afhøring af de lokale myndigheder og tvunget til at skrive under på en erklæring om, at han ikke ville sprede ubegrundede rygter. Natten til den 4. februar døde Li efter at være blevet smittet med virusset.

Hans død vakte det kinesiske internet til live i en grad, jeg aldrig har set før. WeChat Moments, en Instagram/Twitter-agtig funktion i WeChat, var fuldkommen fyldt med dedikationer til Li om morgenen den 4. februar. På Weibo, det kinesiske Twitter, delte folk citater fra den afdøde doktor: Hashtagget et sundt samfund har mere end én stemme” gik viralt. Påmindelser om, at folkerepublikkens forfatning garanterer ytringsfrihed, blev skrevet over billedet af Li. Sangen Do You Hear the People Sing fra musicalen Les Miserables gik viralt for så at blive slettet fra alle streamingplatforme (den er stadig ikke tilbage).

Den bramfri stemning holdt ved et par dage, før censuren trådte tilbage i kraft. Men lige der, et par dage i februar 2020, lod de kinesiske internetbrugere regeringen vide, hvad de egentlig mente. Men censuren var hurtig og effektiv, og samtalen lukkede ned, før det blev muligt at se, om kritikken gik direkte på partiet og regeringen. Var kontrakten mellem partiet og befolkningen, den, hvor kineserne bytter frihed for sikkerhed og materiel fremgang, blevet brudt med Lis død og det kaos, vi levede under i de dage? Var de 800 millioner mennesker, der nåede at se hashtagget vi vil have ytringsfrihed”, folk, der reelt vil have fuld ytringsfrihed? Og hvis ja, på bekostning af hvad?

En måned senere er jeg ikke klogere på nogen af delene.

Den 4. februar, hvor vi ifølge regeringens optimistiske forudsigelse skulle have set toppen af udbruddet, kom og gik, uden at kurven knækkede. Den 5. februar var der næsten 4.000 nye smittede og over 25.000 smittede alt i alt. 65 var allerede døde, og partiet kæmpede for at få nogle positive historier ud til kineserne.

De nye lynkonstruerede hospitaler i Wuhan blev netop sådan en historie. 16 styk med 18.000 sengepladser blev opført i de kommende dage, og det blev udbasuneret på alle kanaler. Også i Wuhan forsvandt Chen Qiushi, borgerjournalisten, vi havde beroet på til at fortælle os sandheden fra byen. Den 7. februar uploadede hans mor en video til hans YouTube-kanal, hvor hun fortalte, at han ikke længere var til at komme i kontakt med. Ifølge myndighederne i Wuhan er han sat under karantæne frem til april.

Nytårsferien var officielt blevet forlænget til den 10. februar fra centralt hold, men forskellige provinser implementerede det forskelligt. Centralstyret begyndte at tale om vigtigheden af at få sat gang i økonomien igen. På vores kontor betød det, at alle folk skulle arbejde hjemmefra. Klokken 9, 13 og 18 skulle vi tjekke ind via en app, og efter sidste check-in skulle vi rapportere om dagens fremskridt: projekter, som vi havde lavet, 20 minutters fysisk træning, dagens arbejdserfaring, og hvilken følelse vi sad tilbage med efter endt arbejdsdag. De fleste kolleger syntes, det var og er noget pjat, men check-ins og rapporter kommer stadig prompte.

Beijing var stadig en tom by i midten af februar. På Den Himmelske Freds Plads en solbeskinnet lørdag var der mig og to andre. Den Forbudte By var endnu mere forbudt end normalt, men Maos portræt hang der fortsat og stirrede med sit småsenile blik ud over den tomme plads.

HIMMELSK FREDNytårsferien blev forlænget en uge, men den 8. februar var der ingen ferierende i Beijing. Alle offentlige pladser var enten tomme eller lukkede. Foto: Philip Róin for Zetland

Samtidig var propagandamaskinen sat i fuldt gear. Krigsmetaforerne var overalt, det var folkets kamp mod virusset, og det heroiske sygeplejepersonale, som stod i forreste række, blev hyldet på samtlige tv-kanaler. Der begyndte også at rulle hoveder i Hubei-provinsen, idet centralstyret forsøgte at distancere sig fra den lokale inkompetence. Og diverse universiteter rundt om i verden begyndte at producere estimater over smittefrekvens, dødelighed og potentielt ophav: Var det en flagermus, et skældyr eller en slange, der stod bag det hele?

I Beijing havde nabolagets lokale parti-ordonnanser givet mig et stykke papir, jeg skal vise til en vagt, hver gang jeg skal ud og ind af mit lille kvarter. Det ville ikke være et overestimat at sige, at der er et par hundrede tusind af den slags vagter positioneret rundt om i byens gader. Hvis du ikke har et legitimt ærinde på en gade eller i en bygning, bliver du afvist, og hvis du har, får du målt din temperatur. I de sidste tre uger har jeg fået målt min temperatur flere gange end i de forgangne 29 år tilsammen. Testene er for det meste ubrugelige, da kun sofistikerede termometre kan måle i Beijings minusgrader. Min temperatur svinger mellem 30 og 40 grader. Hvis den ligger i den høje ende, bliver jeg målt et par gange mere, indtil den rammer rundt de 36 grader.

Beijing blev forvandlet til et teater af sikkerhed. Frem for alt skulle borgerne vide, at de befandt sig i partiets sikre hænder. Fysisk manifesterede det sig i, at store dele af byen blev lukket for uvedkommende, antallet af gadebetjente steg kraftigt, og de førnævnte lokale partikomitéer, et levn fra Mao Zedongs tid, fik til opgave at sørge for, at der nu heller ikke var nogen uvedkommende i min boligblok.

Men teater eller ej, tiltagene virkede betryggende, selv på de hærdede skeptikere. Samtidig var smittekurven knækket. Næsten på slaget, den 14. februar, blev Zhong Nanshans forudsigelse om, hvornår virusset ville toppe sin vækst, til virkelighed, idet antallet af nye smittede begyndte at de-accelerere.

Jo længere vi kom ind i februar, desto længere flyttede fokus sig også fra Kina til Japan. Her blev der kaos på det smitteramte cruiseskib Diamond Princess i Yokohamas havn – et eksempel på, hvordan man ikke skulle håndtere et udbrud. Og derefter til Korea, hvor en religiøs sekt havde glemt at fortælle, at de havde været i Wuhan, og inden få dage stod Korea med over 7.000 nye tilfælde. Og så, den 24. februar, kom dagen, hvor antallet af nye smittede var højere uden for end inden for Kinas grænser. Det var især Korea og Italien, der trak det læs. For de kinesiske myndigheder var det ambivalent. På den ene side havde man fremvist sin effektivitet, på den anden side var virusset nu et globalt problem med ophav i Kina.

Per telefon gennemgik jeg udviklingen med en kinesisk ven. Han svævede på en sky af parti-stolthed over den effektive håndtering.

Vi skal vel bare gøre noget lignende i Europa så?” spurgte jeg.

Nej, I går for meget op i de enkelte menneskers rettigheder,” svarede han. Den slags havde ikke stået i vejen for de kinesiske myndigheder. Videoer af folk, der blev hevet ud af deres hjem af folk i beskyttelsesdragter, politi, der smadrede mahjong-borde, fordi de var imod forsamlingsreglerne, og Big Brother-droner med højttalere, der forfulgte folk uden masker, var blandt de mange illustrationer af, hvordan staten havde krænket individuelle rettigheder i forløbet uden at møde nævneværdig kritik. Den enkelte betød ikke meget i krigen mod virusset.

Det har du nok ret i,” sagde jeg. Og spørgsmålet er, om vestlige regeringer kan handle lige så effektivt med det in mente.”

Det er lige præcis problemet med jer vesterlændinge: I har ingen tiltro til jeres regeringer,” svarede han.

Et par dage senere, den 28. februar, fik han endnu mere ret. Verdenssundhedsorganisationen WHO offentliggjorde en rapport om udbruddet med rosende sætninger som: Kinas modige tilgang til at inddæmme spredningen af det luftbårne patogen [virusset] har ændret kursen og dødeligheden af epidemien.” Rapporten beskrev Kinas indsats som en af de mest ambitiøse, agile og aggressive inddæmningsøvelser i historien og understregede, at det var isoleringen af Wuhan, der effektivt havde forhindret en spredning af virusset til resten af befolkningen i Kina. COVID-19 vil forbigå hundredtusinder af mennesker takket være det aggressive gensvar.”

Et andet studie, fra et kludetæppe af universiteter, var lige så rosende omkring effekten af at lukke Wuhan ned. Forskerne fandt, at den hurtige intervention og isolering af Wuhan havde forhindret 94,5 procent af potentielt smittede den 18. februar. Bag den matematik ligger beregninger på, at et udiagnosticeret tilfælde kan smitte over 3.000 mennesker seks uger senere.

UDVIKLINGGrafen fra det store fællestudie viser, hvordan smitteudviklingen i Kina har udviklet sig (sorte krydser) versus forventningen (blå).

I Kina flød propagandakanalerne over af ros til myndighederne. Samtidig begyndte en ny idé at blive luftet der: Hvad nu, hvis virusset faktisk ikke var fra Kina? På et pressemøde den 4. marts sagde udenrigsministeriets talsmand, at det ikke var sikkert, at virussets ophav var Kina. Siden da er narrativet om, at virusset måske ikke stammer fra Kina, blevet kørt på alle kanaler. Den 6. marts skrev Xinhua, det kinesiske nyhedsbureau, i en leder:

Selv om diverse arbitrære og udokumenterede rygter om virussets ophavssted dukker op i tide og utide, er sandheden, at Kina har anlagt en videnskabelig, tilpasset og effektiv tilgang til research og gjort det til en prioritet at finde kilden til virusset og dets smitteveje.”

Titlen på opinionsartiklen var: Kina agerer ansvarligt i den globale kamp mod corona-virus.” Sideløbende forsøgte den kinesiske regering og WHO at begrænse brugen af ordet Wuhan-virus til at referere til COVID-19.

Forsøget på at ændre fortællingen om virussets oprindelsessted er mere strategisk end som så. Det sidste årti har man i Beijing forsøgt at præsentere sig selv som en ansvarlig stormagt i ly af den amerikanske tilbagetrækning. Men hvis verden bliver syg, og 2020 ender i en global recession på grund af et virus, der startede i Kina, vil det forsøg ryge i vasken. Derfor går man til modangreb på dem, der beskylder Kina for at have forårsaget pandemien. Og man ignorerer WHO-rapportens og sine egne eksperters kritik af håndteringen i de tidlige dage. Herunder Zhong Nanshan, der selv har skrevet, at det totale antal smittede kunne have været halveret, hvis man fra centralt hold havde reageret fem dage tidligere.

Fra Beijing har man sendt eksperter til Iran for at hjælpe med udbruddet der. Man har sendt masker og andet udstyr til Italien. Og man forsøger at overbevise verdens øvrige regeringer om, at drakoniske tiltag og begrænsninger af folks rettigheder på kort sigt bliver opvejet af den langsigtede succes. Efter Xi Jinpings besøg i Wuhan tirsdag trykte Folkets Dagbladoverskriften: Xi leder anti-virus-krigen mod sejr.”

LUFTEN ER RENSETUde foran døren i skribent Philip Róins lille ‘hutong’ er der faldet et godt lag sne. Beijing er normalt en ret grå og forurenet by, så en smule hvidt pryder det hele. Luften er næsten også ren i disse dage.

Men også kinesere har en propaganda-grænse. Nationalt tydede noget på, at man var gået over stregen for, hvad befolkningen var villig til at håndtere på propagandafronten. Da Sun Chunlan, eneste kvindelige medlem af det magtfulde politbureau, besøgte Wuhan, råbte en borger ud ad vinduet: Det er fake. Det er alt sammen fake.” På mystisk vis tweetede Folkets Dagblad selv klippet, og det fik lov at blive på platformen en hel dag, før det blev slettet. Da den nye partiformand i Wuhan, Wang Zhonglin, blev citeret i den lokale avis for at sige, at folk i Wuhan skulle takke lederskabet for dets indsats i kampen mod virusset, var onlinereaktionerne skarpe og kritiske. Journalist Chu Zhaoxin skrev på sin Weibo-konti:

De folk, du regerer, er ødelagte, de døde er stadig ikke kolde, og tårerne hos de levende er endnu ikke tørre. De syge er ikke raske endnu, og deres utilfredshed er komplet rimelig. I stedet for at beskylde folk i Wuhan for at være utaknemmelige burde du reflektere og skamme dig over dit og dit holds håndtering af situationen.”

Det oprindelige opslag med Wang forsvandt en dag senere. For nuværende er det svært at sige, hvad den brede stemning er i befolkningen. Online er kritikken dysset ned, og nationalismen er blusset op. På Tinder matchede jeg med en kvinde, der bar en maske på sit profilfoto. På den havde hun skrevet I vil ikke forstå” (不能不明白), et andet populært citat fra den afdøde læge Li Wenliang rettet mod myndighederne. Hun umatchede, da jeg spurgte til, om det også var til udendørs brug.

UD IGENLørdag den 7. marts er der igen kommet mennesker på stierne omkring Himlens Tempel i Beijing. Udendørsaktiviteterne er dog stadig langt under normalen.

Zhong Nanshan, top-virolog og folkehelt, er gået videre til at forudsige toppen for udbruddet globalt: Juni går hans seneste estimat på. Men kun hvis man – det vil sige hele verden, herunder også de vestlige demokratier, der, som min kinesiske ven sagde, har det med at gå lidt mere op i menneskers rettigheder – følger det kinesiske eksempel.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: