Mohammads mørke skæg er klippet helt kort ved kinderne. Ved hagen bliver det længere og rækker et par centimeter ned til den sorte dynejakkes kravekant. Han spørger, om jeg er faret vild. Vi står i aftenmørket mellem boligblokkene i Taastrupgaard, der er på regeringens ghettoliste. Her har mere end halvdelen af beboerne ikkevestlig baggrund. Andelen af dømte er mere end tre gange så høj som i resten af landet. Hver fjerde voksen er arbejdsløs, og størstedelen af de voksne over 30 år er ufaglærte. Vi følges lidt ad, for Mohammad har allerede ladet sine venner vente længe. “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det,” siger han, da jeg spørger, hvordan det er at vokse op i et af Danmarks mest udskældte boligområder. Har det påvirket dit liv negativt, spørger jeg. “Det har det jo nok,” svarer Mohammad. Så tager han en tænkepause, mens han tilbyder mig sin sidste cigaret. “Du har venner og venners brødre, der måske er kriminelle. De giver os lidt lommepenge, vi synes, det er sejt, at de står så mange sammen. Når vi bliver ældre, bevæger vi os tættere og tættere på.”

Ved parkeringspladsen møder vi hans venner. De står iført sorte mundbind og mørke jakker og giver hinanden håndtegn. Mens vi taler sammen, kommer der flere til, en bliver samlet op af en bil, en anden af en scooter. Det er her, de hænger ud. Mohammad tænder én cigaret med en anden og begynder at fortælle om den første gang, han fik en dom. Det var for “alle mulige mærkelige ting”, siger han og vil ikke uddybe. Mohammad vil heller ikke fortælle mig sit efternavn. I stedet fortæller han om det skænderi, han havde med sine forældre efter dagen i retten. Hans mor græd, og faren var vred. “Der endte det med, at jeg sagde: ‘Prøv at se, hvor I er flyttet hen.’ Meget af kriminaliteten handler om, hvor du er født og opvokset henne,” siger han. “Lad os sige, jeg var født og opvokset i Roskilde. Det havde måske været bedre for mig. Det tror jeg.”

Det er unge som Mohammad, ghettoloven blev skabt for. Loven – og ghettolisterne, der siden fulgte – skulle gøre op med nogle helt reelle problemer i bestemte boligområder. Politikerne ville hjælpe en generation af børn til en bedre fremtid end deres naboers, og den årlige opdatering af ghettolisten har siden sikret, at de udsatte boligområder er en fast del af den offentlige samtale. For nylig blev listen reduceret fra 28 til 15 områder. Om ti år, i 2030, skal ghettolisten være tom, siger regeringen. Det vil være en sejr for det brede flertal i Folketinget, der står bag den førte ghettopolitik – fra Dansk Folkeparti i højre side til SF i venstre.

Ude i landet er begejstringen til at overse. Beboerne har samlet sig i fakkeloptog, et borgerforslag til Folketinget og en kampagne med protestbannere, der hænger fra togstationer og altaner. Forskere og boligforeninger anerkender, at der er problemer, også selv om den danske ghettopolitiks fortalere har det med at glemme nuancerne. Men først og fremmest tvivler de på, at ghettopolitikken fungerer efter hensigten.

Men lad os lige tage den forfra. Debatten, som vi kender den i dag, begyndte for alvor i 2010, da Lars Løkke Rasmussen med en hvid buket blomster ved sin side holdt den årlige nytårstale som statsminister. Med et alvorligt blik så han ind i kameraet og sagde, at det skulle være “slut med parallelsamfund”. Otte år senere sad Lars Løkke Rasmussen der igen. Nu ville han “lukke hullerne i danmarkskortet”. Kriterierne for ghettolisten er blevet justeret undervejs, regeringen er en anden i dag, men princippet bag er det samme – og loven, den står stadig.

Det, som gør ghettolisten nyttig og samtidig kontroversiel, er nemlig, at den opgøres efter faste kriterier. Alt handler om procenter. Efter lovens definition skal halvdelen af beboerne have ikkevestlig baggrund (efterkommere tæller også med). Derudover skal området leve op til to af de såkaldte ghettokriterier:

• Mere end 40 procent af de 18-64-årige er arbejdsløse.
• Mere end tre gange så mange som landsgennemsnittet skal være dømt for at have overtrådt straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer.
• Mere end 60 procent af de 30-59-årige har alene en grundskoleuddannelse.
• Den gennemsnitlige bruttoindkomst er under 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst i regionen for 15-64-årige (eksklusive uddannelsessøgende).

For de fleste boligområder i og lige uden for listen er det få beboere, der afgør, om et område som Taastrupgaard er omfattet. Og når først et område er på listen, bliver der sat hårdt ind. Folketinget har vedtaget, at der i bestemte områder kan indføres dobbeltstraf, at der på visse skoler skal være obligatoriske sprogprøver, at forældre kan trækkes i børne- og ungeydelsen, hvis deres børn har meget fravær (mere end 15 procent), og at børn skal i dagtilbud fra de er ét år. Sanktionerne rammer alle, også selv om de måtte have fuldtidsarbejde eller ren straffeattest.

Hvis et boligområde er på ghettolisten fire år i træk, bliver det til en “hård ghetto”, og så falder den boligpolitiske hammer. Beboere skal spredes, og de risikerer, at deres hjem bliver revet ned. Andelen af almene familieboliger skal nemlig reduceres til 40 procent. Det kan også opnås ved at bygge nyt.

Det er et statistisk faktum, at personer med anden etnisk baggrund som gruppe klarer sig dårligere end etniske danskere. De er overrepræsenteret i statistikker over kriminalitet, arbejdsløshed og manglende uddannelse. Det er mennesker, der har det “dårligere end gennemsnittet”, som Gunvor Christensen udtrykker det. Hun er ph.d. i sociologi og projektchef ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. De næste ti år skal hun bidrage til et stort studie, der dykker ned i, hvilke sociale forandringer og konsekvenser det har for beboere at bo i eller flytte væk fra de såkaldte hårde ghettoer. Gunvor Christensens studie vil med andre ord give afgørende viden til besvarelsen af det helt store spørgsmål: Er ghettoloven til nytte for samfundet, når alle effekter medregnes?

Studiet er knap begyndt, men efter at have beskæftiget sig med socialt udsatte borgere i hele sin karriere sætter hun alligevel spørgsmålstegn ved, om det er boligområdet, der er problemet, eller om det er beboernes sociale udsathed. “Tanken er, at man trækker hinanden ned,” siger Gunvor Christensen. “Men evidensgrundlaget for ghettoloven er ikke særlig stærkt. Det er, som om man tænker, at en usynlig hånd på boligmarkedet sikrer, at når vi spreder folk ud, så løser de sociale problemer lidt sig selv.”

Man kan forstå kritikken med en vandseng som analogi. Sætter du fingeren i midten af en vandseng, vil vandet flytte sig inde i madrassen, men der bliver ikke mindre vand af den grund. Eller som boligforsker ved RUC Troels Schultz Larsen forklarer det: “Hvis du har 150 kilo mand og 45 kilo kone, så risikerer han at smide konen ud af sengen, hvis han lægger sig hårdt på madrassen. Du risikerer at flytte problemerne og at tabe noget på gulvet.”

I værste fald, tilføjer han, kan ghettoloven svække beboere, der i forvejen står i en sårbar livssituation. For når man tvinger mennesker til at flytte fra deres hjem, risikerer man at slå deres netværk i stykker, siger han. “Det kan underminere den følelse af at have en sikker base, som et hjem giver de fleste mennesker.”

En hel del forskere har samme indvending, og nogle udtrykker sig i endnu kraftigere vendinger. Sociologen Aydin Soei er en af ghettopolitikkens argeste kritikere. “Kløften mellem virkeligheden i områderne og områdernes ry og rygte og den politik, der bliver ført, er blevet større og større,” siger han. “Jeg har skruet op for retorikken, fordi der er blevet skruet op for de indgreb, der bliver gjort mod borgere i de områder. Og nu sker det. Nu er det for real. Nu begynder de første beboere at blive smidt ud af deres boliger.”

Aydin Soei tror ikke på, at man løser de sociale problemer ved at tvangsflytte beboere. “Det er et af de største eksperimenter i den danske velfærdsstat,” siger han. “Sandsynligvis gør loven større skade end gavn.”

Da Julie Kajgaard flyttede til Bispehaven lidt uden for midtbyen i Aarhus, var hendes venner bekymrede. “Er det trygt nok?” spurgte de. Bispehaven har lige nøjagtig sneget sig med på regeringens ghettoliste. Der er 1,7 procentpoint for mange arbejdsløse og 10 procentpoint for mange af beboerne, der har grundskolen som højeste uddannelsesniveau. Næsten syv ud af ti beboere er efterkommere eller indvandrere fra ikkevestlige lande. At Julie Kajgaards venner var bekymrede, vidner for hende om, at der er skabt en kollektiv fortælling om socialt udsatte boligområder som steder, hvor man “skyder på hinanden”, som hun siger. “Det er ikke, fordi mine venner kender nogen, der ikke er trygge,” tilføjer hun. “Det er, fordi de har læst det i medierne.”

Den hårde retorik om boligområderne bekymrer Julie Kajgaard, der er teolog, engageret i lokale projekter og i øvrigt Zetland-medlem Hun har set, hvordan Bispehaven er blevet ombygget og renoveret i skyggen af truslen om at få stemplet ‘hård ghetto’. “Man har gjort rigtig meget for, at den der skumle fornemmelse, der var herude, er blevet ændret,” siger hun. Parkeringskældre er blevet nedlagt, legepladser er blevet opført, og der er gjort mere ud af at skabe hyggelige fællesarealer. “Jeg synes, det er frustrerende at kunne se alle de gode initiativer, der har hjulpet, og så kommer regeringen og siger: Det kan godt være, I er i gang med at forbedre nogle ting, men nu, hvor vi sætter tal på, er det ikke forbedret nok, så nu skal I rive boliger ned.” Det skaber en følelse, siger hun, af, at kampen er tabt på forhånd.

Den følelse genkender man hos boligselskaberne. Direktøren for branche- og interesseorganisationen BL – Danmarks Almene Boliger, der repræsenterer 530 almene boligselskaber, siger, at ghettolisterne kan gøre alvorlig skade på de indsatser, der ellers er i områderne. “Problemet er,” siger Bent Madsen, “at når man taler om områderne på den her måde, bliver det til en afviklingsdagsorden.” Er man på listen, ved man, at der er sanktioner forude, uddyber han. Det betyder, at fokus ændrer sig fra at udvikle og skabe fremskridt for beboerne til at sætte kræfterne ind på at lave den afviklingsplan, som ghettoloven kræver, at boligselskabet afleverer et halvt år efter, at de er kommet på listen. “Dit fokus skifter, men du risikerer også, at beboerne siger for fanden, nu er vi en hård ghetto. Så risikerer du en stigmatisering, hvor de mere ressourcestærke forlader området.”

Mange vil nok mene, at det ville være trist, hvis de, der klarer sig bedst i et område, ligefrem flygtede fra det. Ikke mindst fordi det faktisk går en hel del bedre end tidligere i de såkaldte ghettoer. Da boligministeren den 1. december 2020 præsenterede den opdaterede liste, var antallet af ghettoer næsten halveret på et år. Samlet set er der sket en markant fremgang i de 56 boligområder, der i en periode har været omfattet af listen. På visse områder går det endda hurtigere med at skabe positive fremskridt i de såkaldte ghettoer, end det gør overordnet i Danmark. Et helt nyt notat, som boligministeren har fået sit embedsværk til at udarbejde (og som han har delt med os på Zetland), viser eksempelvis, at andelen af arbejdsløse er faldet med 6,1 procentpoint i ghettoområderne de seneste ti år. På landsplan er det faldet med omkring det halve, 3,3 procentpoint.

Men fremgangen er skabt “med et sværd over hovedet”, som Bent Madsen fra BL formulerer det. Han siger samtidig, at noget tyder på, at truslen om at blive stemplet som ghetto – eller i værste fald hård ghetto – har fået boligselskaberne til at “anstrenge sig mere”. Sociologen Aydin Soei kalder det “en pistol for panden” og siger, at den positive udvikling skal tilskrives nogle helt andre end frygten for ghettolisten. Han mener, at fortjenesten ligger hos de frivillige projekter, som netværkscaféer, beboermøder, unge, der bliver ansat til at holde et område rent, og alle mulige andre små og store initiativer. Det er da også præcis det, store studier fra både Rockwool Fonden og VIVE har peget på adskillige gange. De sociale indsatser virker i høj grad, for de er med til at skabe en såkaldt “elevatoreffekt”, som Gunvor Christensen siger. “Man løfter nogen, og så kommer nye udsatte grupper ind.”

Fremover bliver der dog færre af de boligsociale indsatser. Et flertal i Folketinget har beskåret puljen målrettet indsatser med 100 millioner kroner – til 140 millioner kroner – fra de tidligere 240 millioner kroner. Dengang udtalte boligministeren Kaare Dybvad, at selv om mange projekter fungerer godt, kunne han godt tænke sig, “at man fik ryddet op i noget af det her projektmageri”. Beskæringen betyder i praksis, at indsatserne fokuseres på ghettoområderne frem for områderne uden for listen, som står tilbage med ingen eller færre midler.

Alt – både pisk og gulerod – handler altså om listen, hvis sammensætning afgøres af de fem ghettokriterier. De har fået kritik lige fra begyndelsen. Førtidspensionister, der har fået en livslang sygemelding, tæller eksempelvis med i andelen af arbejdsløse, selv om systemet har placeret dem uden for arbejdsmarkedet. I Sønderborg i området omkring Søstjernevej og Nørager er halvdelen af de arbejdsløse førtidspensionister, og det gør det sværere for boligområdet at komme af ghettolisten. Nu er området blevet en hård ghetto, og bulldozerne skal sættes ind. Lejligheder skal erstattes med etplanshuse.

Andre boligområder har det problem, at uddannelseskriteriet kun omfatter 30-59-årige. Områdets unge, der måtte være i gang med en uddannelse, trækker således ikke op. Det er den slags, der virker ærgerligt, mener Gunvor Christensen. Det gør nemlig kriteriet til et “meget stationært mål”, som hun siger. “Hvis du er 30 år og ikke har en uddannelse, er chancen for, at du får én meget lille.” På et tidspunkt undersøgte interesseorganisationen BL, hvad det ville betyde for 2019-listen, hvis aldersgrænsen for uddannelseskravet i stedet blev sat til 25 år. Seks områder ville fordufte.

Og så er der kriteriet om indkomst. Det har advokat Niels Erik Hansen, som repræsenterer mere end 200 beboere fra boligområdet Vollsmose i Odense, en særlig stærk holdning til. Kriteriet om at tjene 55 procent af den gennemsnitlige indkomst betyder nemlig, at det ikke er nok at have et job. Det kan være, man har et deltidsarbejde eller et meget lavt betalt arbejde. “Dem pisser vi på, og så siger vi bagefter, at de lugter. Det er simpelthen så nederdrægtigt,” siger Niels Erik Hansen.

Endeligt er der selvfølgelig det mest centrale kriterie, nemlig områdernes etniske sammensætning. Niels Erik Hansen har på vegne af sine beboere i Vollsmose lagt sag an mod deres boligselskab for diskrimination. For ham er der nemlig ingen tvivl: Beboerne bliver diskrimineret, fordi deres eller naboernes ophav bliver afgørende for både deres og naboernes boligsituation. Boligselskaberne må ikke målrettet smide udlændinge, kriminelle eller personer uden uddannelse ud af deres lejligheder. I stedet opsiger selskaberne det, de fleste beskriver som tilfældigt udvalgte blokke, opgange eller lejligheder. Det betyder, at også etnisk danske familier og andre, der på ingen måde lever op til kriterierne, rammes af en opsigelse. “Det er ligesom, når man går i krig,” siger Niels Erik Hansen. “Der hedder det friendly fire. Vi kommer desværre til at ramme nogle af vores egne også.”

Niels Erik Hansen sætter debatten på spidsen. Men etnicitetskriteriet er det mest udskældte. Det har trukket internationale overskrifter og fået jurister og FN op af stolene. De mener, at kriteriet er udtryk for forskelsbehandling og diskrimination af mennesker med en anden nationalitet. At det er et brud med det grundlæggende princip om, at vi som mennesker er lige for loven.

Den socialdemokratiske boligminister, Kaare Dybvad, har ofte sagt, at han ikke bryder sig om at kalde områderne for ghettoer. Han vil også hellere tale om “genhusning” end “nedrivning”. Da vi taler sammen om kritikken og det seneste borgerforslag (hvor mere end 50.000 danskere har skrevet under på en protest mod loven), svarer han sådan her:

“Jeg er jo godt klar over,” siger han, “at der er en gruppe i samfundet, der synes, den her lovgivning er noget skrald.” Han bringer faktisk selv op, at næsten en million danskere har stemt på partier, der er imod ghettoloven. “Jeg mener grundlæggende, at hvis vi ikke aktivt forebygger, hvis vi ikke aktivt træder et skridt frem i den her diskussion, så mener jeg, at man også træffer en beslutning ved at lade stå til.”

Kaare Dybvad siger, at han er lydhør over for dele af kritikken. For ham er det vigtigste budskab imidlertid, at mere blandede boligområder er et afgørende mål, fordi der i hans øjne ikke findes et stærkere værtøj til at skabe social forandring.

I aftenmørket i Taastrupgaard peger Mohammad på et stakit af træ og den tomme byggegrund, der gemmer sig bagved. Derinde plejede der at ligge lejelejligheder, nu skal der opføres private boliger. Men det nytter ikke noget, siger Mohammad. For selv om nogle af områdets rødder er flyttet, kommer de tilbage i de biler, der kører ind og ud ad parkeringspladsen. “Det gør ikke nogen forskel,” siger han. Så retter han sig selv. På papiret gør det måske en forskel, siger han. På papiret er der færre kriminelle i området. Men hvis man vil skabe forandring, skal lysten komme indefra. “I sidste ende er det ens eget valg,” siger han og peger på sin kammerat. “Hvis han vil stå her og lave sin kriminalitet, kan jeg ikke ændre så meget på det. Jeg kan måske give ham en dom, men han kommer jo ud. Han er ødelagt. Han har ikke noget i baglommen. Han har ikke noget job. Han har ikke noget at vende tilbage til. Han har kun gaden.”

Mohammad går på teknisk skole for at “have noget i baglommen”, som han siger. Det er vigtigt, hvis nu han blev skudt i morgen, eller hvis han skulle afsone en lang dom.

Inden vi skilles, spørger jeg ham, om han klandrer sine forældre for at være flyttet til Taastrupgaard. Det var noget andet dengang, svarer han med det samme. “De regnede jo med, at alle tre børn ville ende et godt sted”, siger han. Så spørger jeg, om han tror, han får sit liv vendt om. “Det håber jeg,” svarer han. “Det satser jeg på. Men man kan jo aldrig vide.”

Om nogle dage bringer vi et større interview med boligminister Kaare Dybvad – om ghettolovens konsekvenser og kritikken af dens metoder, om effekten af sociale indsatser og om selve den præmis, at der altid vil være ulemper, når man fører en håndfast politik med firkantede rammer.