Savner du dit pæne tøj i joggingbuksernes tid? Derfor skal du tage det på, selv om ingen ser dig

Vores påklædning påvirker vores hjerner og kan styrke os i krisetider.

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

18:45

Når Lise Hjorth vågner om morgenen, ser hun som det første ud ad vinduet og tænker, at det er en gave at være i live. Det har hun gjort, siden hun var en ung pige, der voksede op i Grindsted i Sydjylland, og i alle de år, hvor hun rejste og arbejdede over hele kloden, i USA, Canada, Sydøstasien og videre rundt på verdenskortet. Så tager hun et bad. Og bagefter lægger hun makeup. Eller laver mine øjne”, som hun siger, og lægger læbestiften. Det gør hun hver morgen, også nu, hvor hun lever i total corona-isolation i sit hjem. Når hun er færdig foran spejlet, åbner hun sit klædeskab. Det er fuldt af farver – pink, gul, grøn, Chanel-rød og marineblå som den mørkeste nuance – og af minder fra hendes rejser, fra fester og et langt arbejdsliv i detail-enden af modebranchen. Og så tager jeg noget kluns på,” siger hun.

Lise Hjorth er 81 år, og kluns” er hendes elegante måde at underspille betydningen af klædeskabets indhold på. For Lise Hjorth er et af den slags mennesker, der aldrig sjusker med sit tøj. For hende ville det være at sjuske med sit selv, med det at være til i verden. Med den gave, hun er så taknemmelig for, når hun slår øjnene op.

Da jeg taler med hende over telefonen, fortæller hun mig, at hun er iført blå jeans, en lyserød silkeskjorte og en lyseblå cardicoat – “fordi den er længere end en cardigan og kortere end en frakke”. Hun har sine ringe på, og om halsen har hun en stor kæde med lapis lazuli-sten, som hun købte af indianere i Arizona i 1963. Den har hun valgt, fordi de mørkeblå sten står godt til cardicoaten. Og jeg ser ikke et øje i dag,” siger hun. Højst et bud, der kommer med en pakke.”

Men faktisk er der dybtliggende og gode grunde til at dresse op – og måske særligt lige nu, hvor humøret og energien lider under corona-restriktionerne. Igennem de seneste ti år har en række forskellige studier inden for humanpsykologien vist, at den måde, vi klæder os på, har endog stor betydning for vores mentale tilstand. Vi kan øge vores præstationsevne, få bedre fokus og styrke os selv, når vi oplever kriser og sygdom, ved hjælp af vores påklædning. Også selv om der ikke er andre end os selv at klæde sig på for. Som Lise Hjorth siger, da jeg spørger hende, hvorfor hun tager så pænt tøj på, når ingen kan se hende. Det har ikke noget at gøre med andres blik. Det handler om mit eget blik. På mig selv.”

I en tid, hvor vi lever de fleste af vores timer bag lukkede døre, kan det virke meget fjernt og måske lidt tosset at gøre så meget ud af, hvad man har på. Måske kender du det: Motivationen til at stryge skjorten – eller bare at tage skjorten på – er til at overse, når arbejdspladsen er ens spisebord. (Da jeg talte med Lise Hjort, var jeg iført et par hullede gamacher og den T-shirt, jeg havde sovet i).

Der er ingen fester, dates eller dresscodes, og allerede i efteråret 2020 meldte den danske tekstilbranche om stigende salg af joggingtøj og sneakers, mens det mere formelle og festlige tøj samlede støv på lagrene. Lige nu løber komforten med sejren, mens millioner af maver puster ud i en kærkommen pause fra snærende bukselinninger og overflade-ræs.

Men efter knap et år er det ikke alle, der stadig synes, at det fordringsløse joggingbukseliv er så lækkert endda. Forleden morgen tonede min kollega Nanna Schelde frem på Zetlands video-redaktionsmøde med lækker bluse og den flotteste makeup. Hun skulle sådan set bare ind til Retten på Frederiksberg og overvære et retsmøde, fortalte hun, men det var bare så længe siden, hun havde haft en lejlighed til at tage noget pænt på.

Nanna er ikke alene om at savne sit velklædte jeg. Allerede i de første måneder af coronapandemien dukkede hashtagget #goingnowherebutfuckitimgettingdressed op på Instagram, hvor modebevidste typer lagde billeder op af deres flotteste isolations-outfits. Den slags billeder fylder stadig det sociale medie, og de føles mere og mere desperate. Som redaktøren for den danske udgave af modebladet Elle, Cecilie Ingdal, der 15 dage inde i januar lagde et billede af sig selv op iført lang glitterkjole og synlig tristesse alene foran spejlet, fordi hun var i alvorligt fredagsglitter-underskud”.

Glittermangel er en lidelse, man nok skal komme sig over. Men faktisk er det værd at kigge nærmere på trangen til at klæde sig på i tøj, der er forbundet med fest, glæde og følelsen af at være den bedste version af sig selv. Den peger nemlig på en ret interessant del af menneskets psykologi, som kan forklare en hel del om, hvorfor vi overhovedet går op i, hvad det er, vi har på kroppen.

Kort fortalt drejer det sig om, at når vi siger klæder skaber folk’, er det mere end en floskel. I 2012 lavede den amerikanske forsker Adam Galinsky et ret berømt forsøg, hvor han påviste, at menneskers koncentrationsevne blev styrket, når de iførte sig en lægekittel. En gruppe forsøgspersoner, som havde kittel på, klarede sig dobbelt så godt i koncentrationstest som en gruppe, der bar deres eget tøj.

Adam Galinsky lavede endnu et forsøg, hvor han kaldte kitlen for en kunstnerkittel, og i det forsøg klarede begge grupper sig ens. Det var altså ikke kitlen i sig selv, men dens symbolske betydning, som satte sit præg på bærerens præstation. Og så lavede han et tredje forsøg, som viste, at det ikke var nok at se på lægekitlen for at øge præstationen. Man skulle have den på. Med andre ord viste undersøgelsen, at det tøj, vi bærer, har en målbar effekt på vores psykologiske processer. Eller som Adam Galinsky selv har sagt det: Ved at tage tøjet på bliver det rent faktisk den, du er.”

Galinsky, som nu er professor på Columbia Business School, kaldte sin opdagelse for enclothed cognition effect, og siden er en række andre amerikanske forskere dykket ned i den skjulte påvirkning, vores tøj har på os. Deres studier har vist nogle ret vilde ting. For eksempel at farver kan påvirke vores præstationsevne – røde trøjer får sportsfolk til at præstere bedre, end blå gør – at folk bliver mere uærlige og mistænksomme, når de ved, de bærer falske mærkevarer, og at formelt tøj, altså jakkesæt, skjorte og den slags, faktisk øger vores evne til at tænke abstrakt og ud af boksen.

Betydningen af vores påklædning for vores psyke er efterhånden så veldokumenteret, at man er begyndt at se på, om den kan bruges terapeutisk. Dawnn Karen, professor i psykologi fra Columbia University og tidligere model, har specialiseret sig i at kombinere klassisk freudiansk samtaleterapi med moderådgivning, og det er knap så fjollet, som det lyder. Tøj kan hjælpe dig med at få det bedre med dig selv,” siger Dawnn Karen, som har undervist på blandt andet Harvard om modens psykologi og rådgivet Ukraines præsident om burkinier. Det kan ikke kurere depression på magisk vis. Men du kan optimere dit humør med din påklædning.”

Ifølge Dawnn Karen kan man helt konkret øge sin selvtillid, livsglæde og energi ved at tænke over, hvordan man går klædt. Når hun har klienter, inddrager hun deres klædeskab som terapeutisk værktøj, og med udgangspunkt i deres problemer hjælper hun dem med at finde tøj, der har en positiv betydning for dem, og som, jævnfør enclothed cognition effect-teorien, påvirker deres psyke i en god retning. Hun har selv oplevet, hvordan det kan fungere, da en ekspartner voldtog hende for år tilbage. Dagen efter gik jeg hen til mit skab og tog et af de bedste stykker tøj frem, jeg ejede. Jeg gik til undervisning med store fjer-øreringe, jeg havde lavet. Hver dag brugte jeg tøj til at hele mig selv.”

Tøjet var naturligvis ikke i sig selv nok til at læge Dawnn Karens psykiske sår efter voldtægten. Men for hende var det det første, vigtige skridt til at komme videre fra den traumatiske oplevelse.

Når vores tøj – eller kluns”, som Lise Hjorth ville sige – kan have så stor betydning for vores tanker og følelser, skyldes det, at forbindelsen mellem vores selv og vores påklædning stikker endog meget dybt. Tag Kasper Johansen, der er 37 år og en af de mest stilbevidste mænd, jeg kender. Da jeg mødte ham første gang, stod han på scenen på et københavnsk undergrunds-spillested og gav den fuld smadder som guitarist i min lillebrors punkband (Det hed Narkodart. Don’t ask). Dengang bestod Kasper Johansens udstyr af nittebælter, militærstøvler, ansigtspiercinger og alt hvad der hører til et tungt rockmusiker-look. Siden da har jeg set ham i alt fra fuld goth-uniform, til smoking og knivskarpt klassisk herretøj med matchende vest, bukser, jakke og butterfly. Uanset hvilket look, han bar, var det altid gennemført.

Men lige nu sidder Kasper Johansen mutters alene i sin lejlighed i en tre numre for stor Metallica-T-shirt og baggy jeans” og skriver sit speciale på CBS færdig, mens han føler, at han langsomt er ved at forsvinde væk fra verden. Han har ikke strøget en skjorte i månedsvis, siger han. Tøj er det sidste, han tænker på lige nu.

Men når Kasper Johansen en sjælden gang går ud for at købe ind i Fakta eller bare få lidt luft, tager han tre ting på: Sit armbåndsur, et læderarmbånd med sølvspænde og en stor ring med et dødningehoved. Det er jo kun for min egen skyld,” siger han. Man kan ikke engang se ringen, for jeg har handsker på udover.” Alligevel føles det rigtigt – og vigtigt. For Kasper Johansen er det en måde at holde fast i sig selv.

Det mest præcise billede på, hvor stærkt vi egentlig identificerer os med vores tøj, faldt jeg over i en TED Talk tilbage fra 2016. Det var Jan Erickson, direktør for det amerikanske tøjmærke Janska (som er fornuftigt hverdagstøj til damer, solgt over hele USA via kuponkataloger), der satte ord på lige præcis den forbindelse.

Når man beder folk fortælle om det tøj, de har i deres skab, sagde Erickson, er der et sprog, der går igen. De siger: Åh, den der trøje, det er mig. Jeg elsker tern.’ Eller: Den kjole er mig, jeg går altid i rødt,’” sagde Erickson, som selv var iført en nydelig lyseblå skjorte, lige så tillidsvækkende som hendes rolige stemme. Eller måske ville de tage noget ud, hvor de sagde: Nej, det er slet ikke mig. Det er en, jeg har fået, den har et print, jeg ikke kan lide, den er ukomfortabel. Det er ikke mig.’”

Det er en knivskarp sproglig observation: Mig/ikke mig. Det tøj, vi virkelig kan lide at gå i, føler vi os forbundet til på et niveau, der er så dybt, at vi taler om det som lig med os selv.

Jan Ericksons TED Talk handlede om, hvad der sker, når mennesker bliver alvorligt syge og ikke længere kan tage deres eget tøj på. Måske bliver de endda indlagt og er nødt til at bære hospitalstøj. Vi tror måske, at når folk bliver ældre og mere skrøbelige, så betyder det ikke noget, hvad de har på,” sagde hun. Men det gør det. Det betyder meget på grund af deres menneskelighed og den personlige æstetik, som gør os i stand til at sige: Det her er mig, og det her er, hvordan jeg ønsker at blive opfattet her i verden.’”

Jan Erickson fortalte om en læge, Dr. Todd Lee fra McGill University i Montreal, Canada, som har eksperimenteret med at lade patienter beholde deres eget tøj under indlæggelser for at mindske det traume, en indlæggelse kan være. Og om hendes veninde Jean, der blev indlagt og lænket til en rullestol på grund af sygdom, og som fik Erickson til at designe en linje af praktisk, farverigt tøj, som Jean kunne benytte på trods af hendes tilstand. Det pæne tøj løftede Jeans livskvalitet og gav hende en følelse af værdighed tilbage.

Og hvad mere var, fortalte Jan Erickson, det havde en positiv effekt på Jeans forbindelse til mennesker omkring hende. Hun lignede sig selv. Og det fik folk til at se hende. Ikke bare endnu en lille, svag kvinde i en hospitalsskjorte, men et interessant menneske, man nok kunne lære noget af.”

Med andre ord blev mennesket Jean synligt. Og som både Lise Hjorths kluns” og Kasper Johansens ring, ur og armbånd viser os, kan det have stor betydning, også hvis der ikke er andre, der kan se dig lige nu.

For selv om du er helt alene, skal du ikke miste dig selv af syne.

Hvis du er frisk på lidt selvhjælp, så er der altså solid evidens for, at du skal tage dit yndlingsoutfit på i dag og styre væk fra joggingsættet – medmindre det altså er det, du har det aller-allerbedst i. For pointen er ikke, at du skal tage et jakkesæt på for at performe bedre. Den er, at du skal trives i dit tøj, fordi det former din psyke. Og hvis du savner dit pæne tøj, så handler det nok om, at du længes efter den del af dig selv, som tøjet symboliserer: dit festhumør, din arbejdsglæde eller dit overblik og styr på tingene.

Den gode nyhed er, at lidt af det rent faktisk gemmer sig i lommen på din yndlingsjakke. På med den.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: