Hvor super bliver de egentlig? Her er fortællingen om de supersygehuse, der skulle forandre sundhedsvæsenet

SUPER?Flere af de nye sygehuse har fået kritik for slet ikke at blive så super endda. Illustration: Maria Tran for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I mere end et årti har byggeriet af de nye supersygehuse stået på. Men i takt med at bygningerne har rejst sig, er kritikken af dem taget til: De nye hospitaler er, lyder det, slet ikke så super endda. I denne artikel fortæller en række af de personer, der var tættest på processen, om den omfattende modernisering af sygehusene, om en politisk vision, der skulle sikre danskerne behandling i verdensklasse. Og om det egentlig lykkedes.

Det er tilsyneladende forsvundet lidt i glemslen, hvem der tilbage i 00’erne fandt på, at landets nye sygehuse skulle hedde super’ til fornavn. Det var ellers smart tænkt, for det var en politisk vision i fem bogstaver. En vidtforgrenet plan om en af de største strukturelle forandringer af det danske sygehusvæsen nogensinde – kogt ned til ét eneste ord, som enhver endda kunne forstå.

Der skulle være færre sygehuse i Danmark, til gengæld skulle de være store og give behandling i verdensklasse. Super.

Den politiske idé blev præsenteret under folketingsvalgkampen i 2007 af to særdeles markante og magtfulde mænd i dansk politik: en statsminister, der håbede at blive ved med at være det, og en sundhedsminister, der skulle vise sig at blive statsminister, inden der var gået to år. Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen trådte ud af en valgkampsbus med påklistrede Venstre-logoer på Skejby Sygehus i Aarhus for at fortælle om deres plan: De ville investere op mod 90 milliarder kroner i nye, topmoderne hospitaler og i ombygning af gamle sygehusbygninger, der stod og sygnede hen.

Men da den tid kom, hvor pengene til supersygehusene rent faktisk skulle findes, viste beløbet sig dog at blive noget mindre. Og det blev begyndelsen til årelang kritik af de nye sygehuse. For hvornår er et sygehus super nok? Er det super, når det nye sygehus i Gødstrup må spare en hel sengeafdeling væk? Er det super, når man må spare køkkenet væk? Er det super, når Danmarks største hospital i Skejby, netop som det står færdigt, mangler en milliard kroner på kontoen?

Der bygges stadig på sygehusene flere steder i landet – i Køge er byggeriet næsten lige gået i gang – men flere steder nærmer byggerierne sig sin afslutning, og i Skejby breder et af Nordeuropas største hospitaler sig på et areal, der svarer til Ribe (ja, byen Ribe). Undervejs har Rigsrevisionen flere gange udtrykt kritik af den økonomiske styring af flere af projekterne og har senest sat gang i en undersøgelse af, om de store sygehusprojekter overhovedet lever op til målet om at være topmoderne og fuldt funktionsdygtige hospitaler.

Inden sommerferien kaldte den nye finansminister Nicolai Wammen det en bunden opgave” at løse de økonomiske problemer på Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor det har kostet omkring en milliard kroner i ekstra udgifter at flytte ind på det nye sygehus. Samtidig truer en stor ekstraregning med at ramme byggeriet af en ny fløj på Rigshospitalet i København.

Et årti efter et af danmarkshistoriens største byggeprojekter blev sat i gang, fortæller Zetland historien om de 16 nye, topmoderne sygehuse, der alle skulle bygges over 15 år. I dag står vi på kanten af den nye virkelighed, mens de sidste sygehuse er ved at blive bygget færdig, og der tegner sig allerede nu et billede af, hvordan landkortet for det danske hospitalsvæsen har forandret sig – og hvad der i dag møder de to millioner danskere, der hvert år er på sygehuset, når de brækker et ben, skal have en hjerteoperation eller skal i behandling for en kræftsygdom.

Historien om supersygehusene er fortalt af nogle af de personer, der har været tættest på processen, og som på hver sin måde blev førstehåndsvidner til en unik politisk vision og en af de største moderniseringer af de danske sygehuse nogensinde – men også til problemer og hårde prioriteringer og til diskussionen om, hvornår et supersygehus er super nok.

KASSEMESTERLars Løkke Rasmussen (til venstre) og Jakob Axel Nielsen (til højre) fortæller på et pressemøde i 2009, hvilke projekter der har fået penge til at bygge sygehuse. Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix

Kapitel 1. Visionen om et bedre sundhedsvæsen

Allerede i 2004 begyndte tankerne om en ny sygehusstruktur i Danmark. Folketinget besluttede, at amterne skulle nedlægges, og at der i stedet skulle oprettes fem nye regioner. Samtidig skulle der fremover være færre sygehuse med skadestuer, der tog imod patienter, som var kommet akut til skade – til gengæld ville man samle mere personale færre steder og på den måde give en bedre behandling i fælles akutmodtagelser. De nye sygehuse skulle også have forskellige ekspertområder og dække større landområder, så lægerne kunne få endnu mere øvelse og blive specialister på bestemte områder, for eksempel kræftbehandling. I 2007 blev der sat 41,4 milliarder kroner af til at bygge helt nye sygehuse og renovere gamle bygninger.

Jakob Axel Nielsen, konservativ sundhedsminister 2007-2010. Arbejder i dag med ejendomsudvikling.
Jeg blev sundhedsminister den 22. november 2007 efter folketingsvalget, og der var tankerne allerede lagt. Det var en bunden opgave at reducere antallet af sygehuse, og visionen var at få bedre behandling. Vi havde fået en forskrækkelse i 00’erne, fordi dødeligheden på kræftområdet i Danmark var meget højere, end den var i de omkringliggende lande.”

Leif Vestergaard Pedersen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland 2005-2010. Blev senere direktør i Kræftens Bekæmpelse og er i dag medlem af Det Etiske Råd.
Helt tilbage fra tiden i Aarhus Amt havde vi haft planer om at lave et stort, samlet sygehus i Aarhus. Så da Anders Fogh og Lars Løkke kom til Skejby under valgkampen, husker jeg det som fantastisk positivt, som om de roste os for at være fremsynede ved at sige, at vores tanker var en idé til efterfølgelse i hele landet. Det bliver man glad for som ledende embedsmand. Vi havde lidt problemer med at finansiere projektet, og vi tænkte, at planerne med at samle hospitalerne måske kunne realiseres hurtigere, når vi fik hjælp fra staten, i stedet for at alle pengene skulle findes ud af regionens egen kasse. Det viste sig senere, at der havde vi forregnet os lidt.”

Jakob Axel Nielsen.
Der er faktisk mange ting, man glemmer fra sin ministertid, selv om de fyldte meget dengang. Men lige præcis omkring supersygehusene er min hukommelse ret god, måske fordi arbejdet er noget af det vigtigste, jeg har været med til i min tid som minister. Der var nedsat et ekspertudvalg, som skulle bedømme regionernes sygehusplaner. Udvalget orienterede mig om, hvilke planer de kunne lide, og hvilke de ikke kunne lide ud fra nogle specifikke kriterier. Formanden for udvalget var Erik Juhl (tidligere læge og direktør for København Kommunes Sundhedsvæsen, red.), han havde en enormt høj faglighed og integritet. Jeg stolede meget på Erik Juhl og de andre i udvalget, blandt andre Kjeld Møller Pedersen og en nordmand, som havde erfaring fra et lignende projekt i Oslo.”

Kjeld Møller Pedersen, medlem af ekspertudvalget og professor i sundhedsøkonomi.
Der var to grunde til, at det var nødvendigt at lave om på danmarkskortet over sygehuse. Den ene var, at bygningerne var slidte, de havde trængt til et betydeligt ansigtsløft i flere år. Den anden var, at man i Sundhedsstyrelsen havde arbejdet med, hvordan man kunne skabe nogle mere moderne akutmodtagelser, der var større, og hvor ekspertisen var samlet. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med i ekspertudvalget, og vi mødtes til møder i Sundhedsministeriet i København, hvor vi sad 10-15 mennesker om bordet. Regionerne havde selv lavet nogle sygehusplaner, og vores arbejde var så at forholde os til kvaliteten af planerne, om de levede op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer – og så til, hvem vi mente skulle tildeles penge. Vi havde fået at vide, at der var godt 40 milliarder kroner til rådighed til de her nye sygehusbyggerier.”

Leif Vestergaard Pedersen.
I begyndelsen havde regeringen jo snakket om et beløb på 90 milliarder kroner, og det blev pludselig skåret ned til omkring 40 milliarder, så der blev ikke leveret det, som egentlig var ambitionen i starten. Jeg husker, at vi holdt en slags hemmelige sofamøder med ekspertudvalget og Erik Juhl, altså møder, der ikke var officielt til referat, hvor vi kunne tale rimelig frit. Han kom forbi os i Midtjylland, og jeg husker, at vi foldede et kort over regionen ud over bordet, så han kunne danne sig et indtryk af, hvordan regionen hang sammen, og sørge for, at planlægningen kom til at hænge sammen med resten af landet.”

Bonusinfo. I 2007 var der omkring 40 sygehuse med akutfunktion og skadestue. I dag er der 21 sygehuse med døgnåben fælles akutmodtagelse.

Kapitel 2. Det første spadestik

Ekspertudvalget kommer med sine første anbefalinger i slutningen af 2008, hvor de blandt andet anbefaler, at regeringen giver 6,35 milliarder kroner til det nye universitetshospital i Aarhus og 6,3 milliarder til Odense Universitetshospital. Samtidig peger eksperterne på, hvor det giver mening at udbygge hospitaler og lave døgnåbne akutsygehuse med fælles akutmodtagelser (for eksempel i Viborg og Kolding) – og hvor det ikke giver mening (for eksempel i Svendborg, hvor man ikke kunne leve op til kravet om et stort nok befolkningsgrundlag). Et par måneder senere fordeler daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen de første 15 milliarder kroner til de byggerier, eksperterne har anbefalet. Det første spadestik til Danmarks største hospital i Aarhus tages i oktober 2009, og året efter, i 2010, bliver det samlet fastlagt, hvilke 16 projekter der kan regne med at få støtte fra puljen på 41,4 milliarder kroner.

Jakob Axel Nielsen, konservativ sundhedsminister 2007-2010.
Vi delte penge ud ad to omgange på baggrund af eksperternes arbejde, og den første runde var den 26. januar 2009. Jeg husker datoen så tydeligt, fordi det var min kones fødselsdag. Lars (Løkke Rasmussen, red.) og jeg havde et godt samarbejde. Han var den eneste, der vidste, hvad jeg sloges med, sådan helt til bunds, fordi han selv havde været sundhedsminister før mig. Vi bakkede alle sammen op om den aftale, vi havde lavet med Dansk Folkeparti om kvalitetsfondsmidler (de 41,4 milliarder kroner, red.), og om at lade ekspertudvalget tale.”

SÆT I GANGI efteråret 2009 blev byggeriet af det nye Universitetshospital i Aarhus sat i gang. Det var Bent Hansen, daværende regionsrådsformand og formand for Danske Regioner, der tog første spadestik. Foto: Dalhoff Casper / Morgenavisen Jyllands-Posten / Ritzau Scanpix

Kjeld Møller Pedersen, medlem af ekspertudvalget og professor i sundhedsøkonomi.
Jeg har siddet i flere ekspertudvalg, og ofte er det sådan, at politikere vælger det ud, de godt kan lide, og så glemmer de det, de ikke kan lide. Men det usædvanlige ved det her udvalg var, at de fulgte vores anbefalinger til punkt og prikke, inklusive kommafejl, som jeg plejer at sige. Man kunne godt håbe, at det var, fordi planerne var perfekte. Men det var nok nærmere, fordi arbejdet var så kompliceret, at hvis man begyndte at pille ved det, så ville det være ligesom med dominobrikker – at hvis man først piller ved én, så begynder det hele at vælte. På den måde blev udvalgets arbejde meget betydningsfuldt og resulterede lidt utilsigtet i den første rigtige nationale sygehusplan i Danmark nogensinde. Udvalgets arbejde blev – sammen med regionernes sygehusplaner – afgørende for, hvordan sygehusstrukturen ser ud i dagens Danmark.”

Bodil Abild Jespersen, mangeårig læge på Aarhus Universitetshospital.
Jeg har arbejdet som læge i 31 år, min første ansættelse var på medicinsk afdeling på Amtssygehuset i Aarhus. I 1990’erne arbejdede jeg på det gamle Skejby Sygehus, og jeg husker, at vi snakkede om, at vi engang i fremtiden skulle have ét stort hospital. Rationelt set syntes jeg, at det var en god og rigtig idé, men det var noget, der lå i en meget fjern fremtid. Det kom løbende tættere på, og i 2011 begyndte vi så at snakke om, hvordan vores lokaler skulle se ud, når vi skulle flytte.“

Jakob Axel Nielsen.
Det var meget vigtigt for mig, at det var fagligheden, der styrede arbejdet. At der ikke var alle mulige andre lokale interesser, der bestemte, hvor vi byggede. Derfor tog jeg blandt andet på en danmarksturné rundt i landet for at forklare vores planer. Jeg husker især et møde i Holstebro, for da ministerbilen kørte op mod hallen, var der store kraner udenfor med bannere, der protesterede mod, at vi ville lukke Holstebro Sygehus og bygge et nyt hospital i Gødstrup ved Herning. Der var mødt så mange mennesker op, at der blev sat højttalere ud på parkeringspladsen, og jeg måtte love, at jeg ville komme igen senere. Der var ét af møderne, hvor jeg måtte have politibeskyttelse, det var helt vildt. Selv om jeg godt forstod bekymringerne i lokalsamfundet, så var jeg ikke i tvivl om, at vi gjorde det helt rigtige for at kunne give folk den bedste behandling. Der var et kæmpestort pres på os, men vi gav os ikke, og det er jeg stolt af i dag.”

Kapitel 3. Svært at få pengene til at række

Undervejs i byggerierne kommer flere af projekterne under skærpet tilsyn af Sundhedsministeriet, og i flere regioner er man ramt af økonomiske udfordringer og forsinkelser. I 2013 udtaler Rigsrevisionen, at der er risiko for, at hospitalerne bliver nødt til at lave besparelser, der kan have utilsigtede virkninger, og at det vil give risiko for, at behandlingskvalitet og bygningernes funktionalitet bliver forringet. I samme periode kritiserer flere læger de nye supersygehuse for at blive for små, og da man flere steder planlægger at spare køkkenerne væk, kritiserer blandt andre daværende regionsrådsformand i Region Hovedstaden Vibeke Storm byggerierne og siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at alle har lovet, at vi kom i himlen med de nye hospitaler. Men det er ikke tilfældet.”

Leif Vestergaard Pedersen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland 2005-2010.
Vi havde fået lidt mere end seks milliarder kroner til sygehuset i Aarhus og lidt over en milliard til at bygge om i Viborg. Vi tænkte, at det var rigtig godt og en stor hjælp, men vi var helt sikre på, at der ikke var penge nok til projektet i Aarhus. Vi regnede med, at vi i regionen selv kunne lægge de sidste penge til. Men det var så dér, at jeg fik den store overraskelse, at regeringen mente, at vi skulle gøre det hele for seks en halv milliard.”

Kjeld Møller Pedersen, medlem af ekspertudvalget og professor i sundhedsøkonomi.
Regionerne skrev selv under på, at de ikke måtte bruge flere penge på byggerierne end dem, de blev tildelt. Den økonomiske styring var stram, nærmest absurd stram. Nok fordi man var bange for, at man ved at sætte de her byggerier i gang ville lægge kimen til 16 byggeskandaler. Det har mange steder været en stor opgave at styre projekterne, men overordnet set synes jeg, at det er lykkedes nogenlunde. I Kolding, hvor jeg bor, har man for eksempel holdt budgettet fint. Det har gjort ondt, at man flere steder har måttet lave tilpasninger undervejs. Andre steder har man for eksempel måttet fjerne sengepladser, men så har sygehusledelsen sikret, at det stadig er forsvarligt, og sikret, at der stadig vil være senge nok. Hvis man først begynder at give flere penge til nogle af projekterne, så vil alle have flere penge, og så bliver det svært at styre.”

Jakob Axel Nielsen, konservativ sundhedsminister 2007-2010.
Jeg synes sådan set ikke, at der er noget galt med den sundhedsmæssige del af vores plan, men måske er der lidt galt med det offentliges evne til at styre store byggerier. Indimellem ser vi nogle debatter, der fylder utrolig meget, om, at nu har man ikke sat penge af til køkkener, men jeg mener, at det er politisk snak, der ofte kommer omkring august måned, når regionerne skal have økonomiforhandlinger med regeringen.”

Leif Vestergaard Pedersen.
Jeg mener grundlæggende, at det var rigtigt at sætte projektet i gang, men at der har været problemer med den måde, det er blevet styret på. Jeg kan godt forstå, hvorfor man havde en rædsel for, at alle ville komme farende efter fem år og sige vi har ikke penge nok, det går helt galt, I må give os nogle flere penge’. Men jeg synes, at vi, der sad tættest på byggerierne, skulle have haft mere frihed til at strække byggeperioden eller skyde flere penge i selv, når der var noget, vi absolut ikke ville spare på.”

Bodil Abild Jespersen, mangeårig læge på Aarhus Universitetshospital.
Der har været en del uro blandt medarbejdere, inden vi skulle flytte ud på det nye hospital, fordi de nye rammer blev så forskellige fra det, vi kom fra. Vi har tænkt på, om vi kunne trives i de nye rammer og løse de opgaver, vi skal løse. Der er også nogle forventninger til effektiviseringer, som nærmest skal træde i kraft med det samme. Jeg er ikke økonom, men jeg tænker, at vi jo skal behandle de samme patienter. Måske kan vi lave lidt om på vagtholdene og spare lidt, men det er stort set kun dér, jeg kan se, at det kan lade sig gøre at spare.”

Leif Vestergaard Pedersen.
I Aarhus har man været nødt til at fjerne noget af fleksibiliteten i byggeriet, man fjernede parkeringshusene – noget af det, der skulle give smart logistik – og man fjernede ventilationen, der ellers skulle sørge for, at man kunne køle sygehuset ned, når det bliver meget varmt. De regninger, de kommer jo igen, kan man sige. De er ikke forsvundet.”

BY ELLER SYGEHUSDet nu færdige Aarhus Universitetshospital i Skejby dækker over et areal, der svarer til en mindre dansk provinsby. Foto: Presse

Kapitel 4. Ti år senere

Selv om alle supersygehusene ikke er bygget færdig, så kan man allerede i dag se de grundlæggende forandringer af, hvordan hospitalsvæsenet er indrettet. For eksempel er antallet af sygehuse med akutmodtagelse faldet fra omkring 40 til 21, og i dag kan man møde en speciallæge, ganske hurtigt efter man ankommer til et akutsygehus. Samtidig dækker sygehusene større befolkningsgrupper og får derfor mere træning i at håndtere specielle sygdomme, hvor der ellers ville være få patienter. I marts 2019 flyttede man al behandling og personale ud på det nye universitetshospital i Skejby. De fleste supersygehuse forventes at stå færdige inden for få år.

Bodil Abild Jespersen, mangeårig læge på Aarhus Universitetshospital.
De seneste år har jeg arbejdet på afdelingen på Nørrebrogade i Aarhus, der ligger nogle kilometer fra Skejby. Onsdag den 27. februar 2019 skulle vi så pakke alle de sidste ting ned om eftermiddagen, også telefoner og udstyr. Og så drak vi gravøl, hvor vi sad mellem flyttekasserne, fik en øl og sang en sang, en kollega havde skrevet. Efter det brød vi op og sagde farvel til bygning 12, som vi boede i. Dagen efter skulle jeg sikre mig, at flyttefolkene kørte de rigtige ting til Skejby, og bagefter satte jeg mig på cyklen. Jeg cyklede op ad hospitalsgaden, hvor alle de gamle afdelinger var ved at tømmes. Dér kneb jeg en tåre. Det var et farvel til det gamle kommunehospital, hvor jeg havde arbejdet i rigtig mange år. Da jeg kom ud på Skejby, var kollegerne i gang med at pakke ud. Dagen efter var vi nærmest tilbage til normalt arbejde, og om eftermiddagen drak vi bobler for at sige goddag til den nye arbejdsplads.”

Leif Vestergaard Pedersen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland 2005-2010.
Det er jo en succes, at vi får de her supersygehuse, uden at budgetterne er skredet voldsomt. Vi ved bare ikke helt, hvad det så er, der er skredet. Det er ingen sag at holde budgettet, hvis man er ligeglad med konsekvenserne. Jeg må sige, at jeg kun synes, man er nået delvist i mål. Man kan sagtens skære ned på logistik og på byggeriets kvalitet, men måske skal man så om fem år begynde at renovere lokaler igen.“

PROTESTI maj 2019 dannede personale, patienter og pårørende en menneskekæde rundt om det nye Universitetshospital i Aarhus for at protestere mod de besparelser, sygehuset står over for. Foto: Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix

Jakob Axel Nielsen, konservativ sundhedsminister 2007-2010.
Jeg hører oftere og oftere folk sige, at hvis jeg er virkelig syg, så sig til Falck-redderen, at jeg vil til Skejby eller Rigshospitalet’. Det er selvfølgelig lidt galgenhumoristisk, men min pointe er, at folk har forstået, at chancen for overlevelse og god behandling er bedre på de store supersygehuse. Jeg mener, at vi har fået skabt et langt bedre sundhedsvæsen, der har fået et kæmpe løft i kvaliteten af behandlingen.”

Kjeld Møller Pedersen, medlem af ekspertudvalget og professor i sundhedsøkonomi.
Overordnet set, så synes jeg, at man er nået i mål. Vi har fået nye rammer, og jeg tror, at vi har fået en relativt stabil sygehusstruktur. Jeg er ærgerlig over, at man snakker så meget om super’-sygehuse, for det ligger i begrebet super’, at det skal være det allerallerbedste på alle ledder og kanter. Og det har aldrig rigtig været tanken. Men retorikken om et sundhedsvæsen i verdensklasse har været med til at skabe misforståelser, for hver gang man så ikke lige får det, man har ønsket, så kommer hele diskussion om, hvor super det hele egentlig er.”

Bodil Abild Jespersen.
Jeg tror på, at der er mange rigtig fornuftige ting i at samle specialerne og få en fælles indgang i den akutte modtagelse af en patient. Jeg har alt for mange gange været med til, at en patient kom ind på ét sygehus, og så skulle de køres hen til et andet, og det er altså ikke godt for en akut patient. Det kan stadig være svært at finde rundt på de mange, lange gange på det nye hospital; jeg er faret vild nogle gange. Nu er vi alle sammen samlet på én matrikel, og vi er også blevet samlet om uro og bekymring om, at der skal spares urimeligt mange penge. Men vi skal kæmpe for det ene hospital, vi nu har i Aarhus, vi skal værne om det og passe på det, så det også i fremtiden bliver godt for patienter at komme der. Og godt for medarbejderne at arbejde der.”

Både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har sagt nej til at medvirke i denne artikel. Bent Hansen (daværende formand for Danske Regioner) og Erik Juhl er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Rigsrevisionen regner med at præsentere den igangværende undersøgelse af supersygehusene i december 2019.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem