“Kan vi lige glæde os i fem sekunder?” Zetlands mål var endelig i sigte, og så ... kom tvivlen

  • 16. august 2019
  • 10 min.
WOOOPZetlands tekstforfatter Jesper Olsen mener, at alle allerede har gjort sig fortjent til en kæmpe fest, når vores ambassadørkampagne slutter 6. september. Illustration: Agnès Ricart for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vi satte os et temmelig ambitiøst mål, og Zetlands medlemmer hjalp os med at nå det på bare en uge. I denne udgave af podcast-serien Zetland om Zetland fortæller chefredaktør Lea Korsgaard om en ret vild uge, hvor vi fik 1.400 nye medlemmer. Og om nødvendigheden af at have et mål, selv om det ikke altid er lige nemt at sætte. Prop hørebøffer i ørene, og tryk play, hvis du vil med helt ind i mødelokalerne. Eller læs med her.

I den her uge har jeg tænkt en del over målsætninger. Det vil sige, at jeg har tænkt over den slags mål, man sætter sig som menneske, og den slags mål, en virksomhed sætter sig – og jeg har især tænkt over det her: Når noget lykkes, er det sjældent, at det lykkes fra det ene minut til det andet; det er sjældent, der indtræder et øjeblik, hvor man kan sige nu, i dette øjeblik, er mit mål nået. Der findes selvfølgelig eksamener, man kan bestå, og længdespringskonkurrencer, man kan sætte rekord i. Men om du lykkes med dit job for eksempel, eller med din virksomhed, har sjældent at gøre med ét bestemt mål. Det har mere at gøre med et langt træk, en udvikling. At lykkes er en proces, ikke et punkt på en linje.

Alligevel har vi brug for de mål.

Det her er Zetland om Zetland – en podcastserie (der også kan læses, som du er i færd med nu), og som enten er i færd med at dokumentere vores vej mod at blive en bæredygtig virksomhed eller vores fejlslagne forsøg på at nå break-even og vejen ud i … mørket. Og nu skal det handle om den uge, vi lige har været igennem, for den uge har været ret vild og indeholdt en masse snak om mål. For hvordan sætter vi os de rigtige mål? Hvorfor sætter vi os overhovedet mål? Og hvad fanden i hede hule helvede gør vi, hvis ikke vi når dem?

SPLASHForleden holdt vi åbent hus for Zetland-medlemmer. Jakob Moll, til venstre, viste blandt andet syv herlige grafer frem – og vores flotte orange væg, nu med hvide ambassadørnavne. Foto: Nicolai Oreskov West

Så okay. Lad os begynde tirsdag morgen, hvor alle Zetlands medarbejdere var samlet i vores frokoststue til vores ugentlige morgenmøde.

Som mange af denne series faste læsere vil vide: Ugen inden havde vi skudt gang i vores store ambassadørkampagne og bedt om hjælp fra vores nuværende cirka 10.000 medlemmer til at skaffe 1.400 nye medlemmer på en måned. Og hold tungen lige i munden her, for nu kommer nogle flere tal. Vi drømte om at få 1.400 nye medlemmer, for det ville bringe os et godt stykke nærmere break-even – i alt manglede vi omkring 3.500 medlemmer. Og nu var målet allerede, efter bare syv dage, næsten nået. Jeg tror, vi manglede omkring 55 medlemmer, da mødet begyndte klokken 9.

Jeg sagde, at der var al mulig grund til lige at stoppe op et øjeblik og hæfte sig ved, hvor særligt det egentlig er, at så mange mennesker ikke bare vil betale for vores journalistik, men også hjælpe os med at udbrede kendskabet til den. Og så fortalte jeg om, hvordan Marie Carsten Pedersen, der er redaktør hos os, var kommet på arbejde dagen inden og fortalt, at da det blev ved at tikke ind med nye medlemmer i weekenden, havde hun pludselig erkendt noget i retning af, wow, det kan faktisk være, vi lykkes”.

Jeg kan se på min skramlede lydoptagelse fra mødet, at vi brugte i alt tre minutter og 20 sekunder på at fejre, at målet var nået, og at det var nået på så hurtigt. Men så var det tid at kigge fremad. Der var ikke tid til at sidde og pille i succesen, for pludselig føltes målet om de 1.400 nye medlemmer, som vi havde frygtet ville være urealistisk, meget konkret som det, det var: nemlig et skridt på vejen. Vi var ikke i mål endnu.

FIKSPUNKTTil åbent-hus-for-medlemmer fortalte medstifter Hakon Mosbech om sammenhængen mellem fordybelse og ... et godt liv. Og hvor ringe Zetlands åbne kontor egner sig til at arbejde i. Foto: Nicolai Oreskov West

Så vi satte os et nyt mål. Vi holdt et møde for os, der planlægger ambassadørkampagnen – det vil sige mig selv, Zetlands administrerende direktør Jakob Moll, vores digitale chef Tav Klitgaard, kampagnechef Magnus Haslebo, Kirstine Dons, vores journalistiske chef, og vores ordsmed, Jesper Olsen. Det er ham, der er Zetlands stemme i det meste af den tekst, vi sender ud i verden, som ikke er artikler.

Det var mandag, og vi sad i det mødelokale, som nogen engang navngav bad standing, fordi de syntes, det var sjovt at kunne sige jeg er i bad standing”. Og her talte vi om, hvad der skulle ske, når vi inden længe rundede de 1.400 nye medlemmer.

Der fandtes selvfølgelig en mulighed for at gå efter det helt store mål og bede vores medlemmer om hjælp til at skaffe et eller andet sted mellem 3.000 og 3.500 nye medlemmer på en måned, altså det antal medlemmer, vi mangler for, at break-even er realistisk. Tav Klitgaard, vores digitale chef, luftede den idé.

Spørgsmålet er,” sagde han, om det næste mål bør være et, vi ikke når. For ellers … hvad fanden altså?”

Men det var vi andre lorne ved. Når jeg hører optagelsen af mødet igennem, kan jeg spore noget meget … menneskeligt hos, nemlig lysten til at sætte sig et mål, der på den ene side er ambitiøst, og på den anden side er muligt. Det gode mål placerer sig lige præcis dér – i det fine balancepunkt mellem virkelighed og fantasi. Der er ikke noget sjovt i at sætte sig et mål om, at man skal spise hver dag eller trække vejret, ligesom der heller ikke er noget sjovt i at sætte sig et mål om, at man vil rejse tilbage til kridttiden eller gifte sig med George Clooney.

Så hvad så? Hvad skulle vi gå efter? Et mål har brug for en begrundelse for overhovedet at være et mål, og det var, som om vi ledte efter grunden til at sige 2.500 for eksempel. Hvorfor lige dét tal? Jeg argumenterede for, at der fandtes et punkt mellem 2.000 og 2.500 nye medlemmer, der betød panik afblæst”. Ingen grund til at snakke om salg eller hårde besparelser på næste bestyrelsesmøde i Zetland, men Tav indvendte – hvad han havde ret i – at vi jo stadig havde brug for 3.500 i alt. Det var ikke til at komme uden om. Men 2.000, for eksempel, lød bare som et mere overkommeligt tal.

En anden overvejelse spillede også ind: Vi var bange for, hvad det ville betyde for opfattelsen af den samlede kampagne, hvis vi endte med at være vildt mange kilometer fra det mål, vi satte os. Ville nogen sidde tilbage med oplevelsen af fiasko? At alt ville være tabt? Også selv om vi havde nået de 1.400 nye medlemmer og stadig havde penge på kontoen til at knokle videre nogle måneder?

Jeg ville være meget bekymret for at vælge et tal, vi ikke tror på, vi kan nå,” sagde tekstforfatter-Jesper for eksempel. For så har folk det indtryk: Jamen, så lukker Zetland!”

Omvendt: Måske var 2.000 for uambitiøst, indvendte Tav Klitgaard, nu hvor vi allerede havde nået vores første mål.

Men med til fortællingen,” sagde Magnus Haslebo, hører jo, at vi oprigtigt troede, at 1.400 var et vanvittigt ambitiøst mål. Da vi fortalte om det til tirsdagsmorgenmødet, sad jeg da og tænkte shit, det når vi jo aldrig, det her!’”

Så det var dér, vi landede. 2.000 nye medlemmer i alt var ambitiøst, men realistisk, og det var … endnu et stykke på vejen.

Onsdag aften holdt vi åbent hus for de af vores medlemmer, der havde lyst og mulighed for at komme forbi, og her kunne Jakob Moll konstatere, at opbakningen til kampagnen ikke var løjet af, selv om vi havde rundet de 1.400. Tværtimod.

NÅ SÅ DETJeg vil klassificere Zetlands digitale chef Tav Klitgaard (velklædt mand i midten) som både vores største pessimist og optimist. Hård cocktail. Her er han i selskab med front end designer Anton Tanderup og chefudvikler Anders Lemke. Foto: Lars Krabbe

Så morgenen efter måtte vi i bad standing igen. Nu havde vi 1.700 nye medlemmer, og hvis det fortsatte i det tempo, ville vi runde 2.000 nye betalende medlemmer inden for i hvert fald en uge. Og det møde var så sigende for, hvordan det er at arbejde i en start-up – eller måske bare arbejde hvor som helst. Lige når der er grund til at fejre, at et eller andet mål er nået, melder nervøsiteten sig for, at det ikke lader sig gøre at nå et nyt mål. Man når lige at råbe hurra” og skyde en mental raket af, og så begynder man sekundet efter at famle sig vej ud i mørket igen og grue for, at man er lost.

Så hvad skulle det nye lyspunkt, det nye mål være? Der var ikke nogen, der syntes, det var mærkeligt, at vi havde hævet målet til de 2.000, så hvad nu?

Jesper Olsen, vores ordsmed, lagde ud.

Jeg er ikke vildt bange for at nævne det til endnu et mellemleje, men der er også den mulighed, at vi bare siger, screw it, målet er break-even, selv om vi ved, vi ikke når det.”

Jakob Moll indvendte, at det kan have en motiverende betydning for både os og ambassadørerne, at have det der tal, som befinder sig nogenlunde inden for rækkevidde. Han foreslog, vi gik efter 2.500. På det her møde var jeg imidlertid på et helt andet hold, end det, jeg havde været på tidligere på ugen. Nu var jeg på fuld pedal-holdet. Jeg synes, der var en risiko for, at det vart fjollet ikke bare at gå efter de 3.500.

Kirstine Dons Christensen var enig, vi havde allerede sagt 3.500 så højt, at det var blevet hørt. Tav Klitgaard sagde også en lyd, jeg tolkede som opbakning, og så erklærede Moll sig enig. Nu har vindene blæst den modsatte vej.”

Så konklusionen lød: Hvis vi når 2.000 nye medlemmer, så går vi efter fuld plade. 3.500 nye betalende medlemmer i alt inden den 6. september.

FORTÆL, FORTÆLDa det blev ved at trille ind med nye medlemmer i weekenden, tænkte redaktør Marie Carsten Pedersen: “Det kan faktisk være, vi lykkes." Hvad hun tænker under denne samtale med idéskribent Torben Sangild, ved jeg ikke. Foto: Lars Krabbe

Inden vi brød op og susede tilbage til arbejdet, sad vi lidt og snakkede om, både hvor fedt det føles, når ting går godt, og hvor absurd det er, at man alligevel ikke kan være til stede bare i den følelse. Selv hvis vi inden for den nærmeste fremtid lykkes med at skaffe de 3.500 nye medlemmer, vil vi sekundet efter skulle forholde os til nye udfordringer. Kan vi holde på de medlemmer og minimere churn, som det hedder – altså minimere frafaldet af medlemmer? Hvordan kan vi begynde at give overskud og ikke bare lige løbe rundt?

Jesper, ordsmeden, mente dog, at uanset hvad, kommer vi til at fejre noget den 6. september, når kampagnen slutter.

6. september klokken 12.15,” sagde jeg, er jeg i panik over – hvad nu?”

Er du?” spurgte kampagne-Magnus.

Ja,” svarede jeg.

Vi kommer helt sikkert til at sidde og tænke, hvordan vi skaffer de sidste,” sagde Tav Klitgaard.

Jeg ved,” sagde jeg, at vi er i panik.”

Lad os lade være med det,” sagde Moll.

Så grinede vi.

There will be an October, tilføjede Tav Klitgaard med helt lige mund. Det bliver vinter igen. Og han havde jo ret. Men selv om vi efterhånden har lært, at et mål aldrig er et endegyldigt mål, men mere et skridt på en vej, også på en vej, der sommetider slår fejl, så er målene alligevel vigtige at have. Ja, de er faktisk uundværlige. Udvikling er en proces – at lykkes er ikke noget, man gør fra det ene minut til det andet. Alligevel har vi brug for de der punkter på linjen. Vi har brug for at forestille os det sted, hvor fantasi pludselig møder virkelighed. At se det for sig. Og så … når det sted, det tidspunkt, pludselig er der, så har vi brug for at glæde os i fem fantastiske fyrværkeriagtige sekunder, inden det er på med bjergstøvlerne igen. Det forslog Moll. Så det gjorde vi.

Skulle vi have taget ti sekunders gladhed i stedet?” spurgte han bagefter.

Jeg er sgu stadig glad,” sagde Magnus.

Mødet sluttede, et andet ventede, en telefon ringede.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem