Ghita Nørby var også eddikeond, da jeg skrev hendes biografi. Her er mit forsvar for hende

PÅ ROVHvad opnår man, når man er totalt og aldeles urimelig? Foto: Thomas Lekfeldt, STF / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Selvfølgelig skulle Radio24syv bringe Ghita Nørbys rasende tirade, argumenterer Lea Korsgaard. I 2011 skrev hun en biografi om Ghita Nørby og stiftede her indgående bekendtskab med funktionen af hensynsløshed.

Ghita Nørby har været rasende. Eller rettere: Ghita Nørby har været eddikeond. Hun har haft besøg af en kendt portrætjournalist, og så har portrætjournalisten, Radio24syvs Iben Maria Zeuthen, rigget an med sit udstyr og taget tilløb til sin efter planen syv timer lange samtale med Danmarks store, folkekære skuespillerinde, og mindre end 20 minutter inde i samtalen har Danmarks store, folkekære skuespillerinde most portrætjournalisten, hun har hånet hendes kønne udseende, jamret over, hvor åndssvag hun er med sine ørebasser og den der mikrofon” og kaldt hende idiotisk.

Og derefter er debatten gået amok. Hvad skete der lige dér? Hvad i alverden har ført til, at Danmarks store, folkekære skuespillerinde – hele landets lattermilde Ingeborg Skjern – kan blive grov? Var hun ikke rask? Var hun medicineret? Var hun på sit 84. år blevet for gammel til at være ved sine fulde fem? Havde hun, som en af programmets lyttere skrev på Facebook, en form for nedsmeltning”, og kunne det overhovedet retfærdiggøres, at radiokanalen havde sendt programmet? Hvad var, ville filmmagasinet Ekko vide, de etiske overvejelser” bag det? Kunne man, spurgte en journalist, der kontaktede mig, forsvare at gengive Ghita Nørbys perfide opførsel, når den perfide opførsel meget vel kunne skyldes, at hun simpelthen var blevet for gammel?

Grunden til, at journalisten kontaktede mig, var, at jeg for otte år siden skrev en biografi om Ghita Nørby. Jeg svarede ham, at selvfølgelig skulle Radio24syvs fantastiske optagelser bringes. Det havde været en hån mod Ghita Nørby ikke at gøre det. Og så tænkte jeg bagefter, at al denne spekuleren i, at Ghitas opførsel måtte være patologisk, især var et udtryk for én ting: at vi ikke længere anerkender – eller forstår – forbindelsen mellem det urimelige og kunsten. Mellem hensynsløsheden og sandheden. Og at vi måske derfor heller ikke længere forstår, hvad der egentlig har gjort Ghita Nørby til Ghita Nørby.

Mit eget første møde med Ghita Nørby fandt sted en februardag i 2011, og det foregik sådan her: Jeg ankom til hendes bjælkehus i Holte og blev mødt af Ghita i døren, hendes mynder glammede, hun sagde, de skulle holde kæft, og udleverede et par frottésokker til mig. Jeg fik serveret ristet franskbrød og sød chili-te, jeg var spændt og energisk, jeg havde lagt planer for de kommende måneders research og bad hende nævne alle de mennesker, hun syntes, jeg også skulle snakke med ud over hende selv.

Hun var imødekommende. Sød måske ligefrem, og hun lo på den der lette måde, som man har hørt cirka en million gange, hvis man er vokset op i det her land.

Jeg spurgte, om det også ville være en idé at tale med den kostumedesigner, hun som ung havde haft et tæt forhold til. Hun sendte sin mand, Svenn Skipper, et blik og sagde, at han var død for mange år siden. Jeg sagde, at jeg ikke bare ville tale med hende, men også gerne følge hende under prøverne på Fanny og Alexander på Det Kongelige Teater, og hun sagde, at det kunne der ikke blive noget af. Jeg kunne komme med hende i Irma og købe and, men jeg kunne ikke komme med ind i prøvesalen. Da hun skulle ind på teatret, gav hun mig et lift, og vi småsnakkede om et læserbrev, hun havde haft i Politiken to dage forinden. Vi aftalte at ses igen snart, og jeg syntes, det var gået rigtig godt.

Derefter gik der to måneder, hvor jeg ikke kunne få fat i hende. Jeg skrev mails, som hun ikke svarede på. Jeg ringede, og da hun endelig tog den, svarede hun med sådan en høj, hysterisk stemme: Jeg vil ikke tale med dig.” Jeg havde kun et halvt år til at skrive bogen, hele projektet var ved at skvatte sammen, min økonomi afhang af den bog, jeg følte mig udsat og i vildrede, hvad handlede tavsheden om? Jeg udfyldte tiden med den øvrige research og talte med en masse af hendes venner og kolleger, hvilket var akavet, fordi jeg ikke vidste, om jeg faktisk stadig havde en aftale med Ghita selv. Jeg tog til premiere på Fanny og Alexander, og til premierefesten i Skuespilhusets kantine værdigede hun mig ikke et blik. Jeg var lavet af vand. Senere stødte jeg tilfældigt på hende, da jeg interviewede hendes påklæderske i Skuespilhuset. Det var utrolig akavet, hun holdt øjenkontakt med påklæderen, jeg var stadig lavet af vand, og jeg blussede og forbandede mig selv for ikke at slå en næve i bordet og sige: Hey, vi havde en aftale, dame!

En dag kom der pludselig en mail fra hende. Vi genoptog vores interviews, og ingen af os nævnte den mellemliggende periode. Jeg konkluderede, at jeg havde været en idiot. Jeg havde siddet der i al min uvidenhed og haft alle mulige planer, helt energisk med fikse researchidéer, indtil jeg ikke længere var en idiot og havde bestået testen, fordi jeg havde talt med så mange af hendes venner, at jeg efterhånden var ankommet til projektet med ikke bare mine planer, men også med mig selv. Eller også var jeg stadig en idiot, men havde alligevel bestået testen alene af den grund, at jeg stadig var der og havde lyst til at bestå den. Måske. Jeg ved det faktisk ikke helt. Men alt dette bare for at sige: Jeg kender godt den side af Ghita Nørby, der ikke er lige så sød, som Ruth fra Palle, Polle og Ruth er.

DRONNINGERÆKKENGhita Nørby spillede sammen med Jens Albinus i Fanny og Alexander på Det Kongelige Teater i 2011. “Ghita er dansk skuespils aristokrati," sagde han en dag under prøverne. “Hun er dronningen. Jeg er stærk demokratitilhænger, men ikke på den kulturelle scene. Der er jeg stærk tilhænger af, at nogen stikker hovedet op over havregrøden." Foto: Peter Hauerbach, Ritzau Scanpix

Men jeg kender også en anden side. For herfra i bogprojektet gik det forrygende. Ghita Nørbys begejstring kom med lige så stor kraft, som hendes kulde havde gjort. Hun vendte vrangen ud på sig selv. En dag bekendtgjorde hun, at hun var ved at blive skilt fra Svenn Skipper, og gav mig en cd med en 27 minutter lang og sælsom lydoptagelse af en samtale med sin ven Niels Birger Wamberg, hvori hun fortæller ham – som den første – at hun netop er blevet opereret for brystkræft.

Da biografien udkom, kørte vi rundt i landet og signerede bøger, min mand agerede chauffør, det syntes Ghita var passende, jeg sad på bagsædet, vi købte slik på en tankstation, og på parkeringspladsen lavede Ghita den syrligste parodi på Helle Virkner, der fik os til at grine højt, og jeg tænkte, at hun var et af de sjoveste, vildeste og mest hensynsløse mennesker, jeg havde mødt. På tankstationen drejede folk hovedet og tænkte: Der kommer Ghita Nørby.” Hvilket vil sige, at de tænkte: Der kommer dette milde og runde væsen, som vi alle sammen elsker.” Og at de tænkte dét, sagde mere om Ghitas fænomenale skuespilevner end vores begreb om, hvem hun faktisk er.

Ghita Nørby er ikke mild. Ghita Nørby er ikke mild, fordi en hel klan af store skuespillere og instruktører – en kaste af kunstneriske mestre – har lært hende, at mildhed kommer du sgu ikke langt med, kammerat. Er du regnvejrsfrisk? Er du konfekt og sødmælk? Er du venlig, og har du manerer, og er du lys i stemmen, så kan du nok begå dig bedårende i denne verden, men på scenen er du død, min fine ven, hallo, på scenen er din pæne skjortekrave og dit yndige væsen og dit tomme hoved kraftstejlemig døden.

Historien om, hvorfor Ghita ikke er mild, lyder sådan her: Da Ghita Nørby blev uddannet fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1950’erne, havde ingen på landets nationalscene hørt om medarbejderdemokrati og medbestemmelse – og heller ikke om et fænomen som hensyn. På teatret herskede et tydeligt hierarki. Skuespillerensemblet udgjorde sin helt egen klan, og ingen var i tvivl om, hvem der ledede den klan, og hvem der ikke gjorde. Øverst i hierarkiet befandt stjernerne sig. Her regerede folk som Poul Reumert, Bodil Kjer, Bodil Ipsen, Clara Pontoppidan og Holger Gabrielsen. Nederst fandt man skuespileleverne. De havde obligatoriske statisttjenester og blev betragtet som materiale, der skulle formes. Forskellen mellem at blive brugt og misbrugt fandtes ikke, og der var kun én vej op i hierarkiet, og det var benhårdt slid drevet af håbet om en dag at blive adlet af de øverste klanmedlemmer.

Ghita Nørby var en ingenue, det vil sige en ung, sødmefuld pige, der spillede en ung, sødmefuld pige. Da hun nærmest ved et uheld skulle spille over for Poul Reumert, den øverste, sagnomspundne klanleder, endte det i en katastrofe. Reumert hadede Ghita Nørby. Han syntes, hun var rædselsfuld, at hun ikke havde ti gram i hovedet og endnu ikke havde gjort sig fortjent til at stå dér, over for ham, og anmeldelserne gav ham ret. Poul Reumert var en mester, den største af dem alle endda. Det var Ghita Nørby ikke. Hun var en yndig pige. Bagefter blev Ghita Nørby igen parkeret i ungpigerollerne, indtil instruktøren Erling Schroeder så et eller andet i hende, som ingen andre så, og hyrede hende til at spille hovedrollen i det nye, rå drama En duft af honning på Allé-Scenen.

Under prøverne kvaste han Ghita Nørby.

Her skal du ikke være smilende, sagde Erling Schroeder til hende. Her skal du ikke være venlig og serviceminded og elskværdig, beordrede han og drev hende rundt på scenen og ud i tovene. Hun tudede. Han blev ved. Han dikterede og justerede og anviste, hvordan hun skulle komme ind på scenen, hvordan hun skulle sige en replik, hvor pauserne skulle ligge, og Ghita Nørby griflede alt ned i rollehæftet, og når hun gjorde, som han sagde, skældte han hende ud over, at hun gjorde, som han sagde.

Gi’ det karkluden,” råbte han. Visk alt det ud, jeg har sagt til dig.”

Erling Schroeder blev kaldt syrebadsinstruktøren. For ham handlede det om at få Ghita Nørby til at tænke. At bære en tanke – bare en eller anden tanke – med sig ind på scenen. Du skal tænke en tanke,” sagde han, for derved bliver du synlig.”

Forestillingen blev Ghita Nørbys gennembrud som karakterskuespillerinde, og lige siden har Ghita Nørby efterstræbt at få med den nihalede. Når hun spillede sammen med sin eksmand Jørgen Reenberg – den mest geniale og galdespruttende skuespiller i sin generation – var han hård og streng i sit piskeri, og hun vidste, at det gjorde hende bedre. Rimelighed hørte ikke til i kunstens verden, lærte hun, og siden sendte hun også sine egne tønder af galde af sted mod yngre skuespillere og skuespilchefer og udviklingskonsulenter og instruktører, når de efter hendes mening bedøvede kunsten i en ligegyldig sovs af forsigtighed og hensyn og manglende kompromisløs stræben efter det sublime øjeblik, hvor luften står og dirrer af dét, det hele handler om, nemlig livet.

Og nu har hun så også taget en af Danmarks mest drevne portrætmagere gennem det syrebad, hun selv engang blev dyppet i.

NÅDESLØSInstruktøren Erling Schroeder gik ligefrem efter at knække sine unge skuespillere. Så han kunne bygge dem op igen bagefter, skrællet for de pæne manerer. Her instruerer han den 26-årig Ghita Nørby i Ondine på Det Ny Teater i 1962. Foto: Vittus Nielsen, Ritzau Scanpix

Der er en sekvens i interviewet med Iben Maria Zeuthen, som er ekstraordinært vild. Ghita harcelerer over Ibens medbragte mikrofon, den er klodset, den er lang, Iben sidder anstrengt med sin arm for at kunne holde den, mener Ghita, det er respektløst, siger hun. Jeg har ikke set noget så dumt i mit liv.”

Ghita Nørbys stemme er mørk. Der er klippeskrænter og stenskred i den stemme. Iben Maria Zeuthens stemme er gåsedun.

Må jeg sige noget til dig?” spørger hun.

Jaaa,” siger Ghita og efteraber Ibens bløde tonefald. Med ekstra sukker på.

Du siger, at det er respektløst …”

Ghita hånler.

Du siger, det er respektløst, at jeg kommer her med den her store mikrofon [Ghita hånler stadig], nu vil jeg bare lige forklare dig … Jeg har taget en reserve med [mere latter], som vi bare kan gå over til. Men jeg tænkte, at når du har arbejdet med din stemme hele dit liv [latteren bliver højere, skrydende], så havde jeg lyst til at have det bedste udstyr med, vi havde, og den koster 200.000 …”

Det sidste drukner i Ghitas skraldren.

Jeg synes, du er dybt åndssvag,” siger hun. ‘Åh, jeg er så glad’, det er sådan en dejlig lyd’, jeg kan også, det er ikke så pænt’, hvor er du sød’. Er du sindssyg mand. Har du tænkt dig om? Nej, det har du ikke.”

Jo.”

Det vil jeg gerne høre noget om, hvad har du tænkt dig?”

Lille pause.

… Skal jeg tage den lille båndoptager?” spørger Iben, stadig blød.

Ghita svarer ikke, men siger med en stemme, der kan slå en anakonda ihjel:

Hvad har du tænkt dig?”

Det er vitterlig en imponerende bedrift, at Iben Maria Zeuthen holder ud. Som udsendelsen skrider frem, bilder jeg mig ind, at man kan høre, hun tænker, at Ghitas raseri bliver god radio, men man kan også mærke, hvor skide ubehageligt det er. Efterhånden får interviewet alligevel haltet sig i gang, og Iben Maria Zeuthen kommer ind på Ghitas mor Guldborg, der var ond i sulet på Ghita, fordi Ghita havde strutbryster og smal talje og smilehuller.

Iben spørger, om grunden til, at Ghita finder Iben tåbelig, har noget med alt dette at gøre. Fordi jeg minder dig om at være uselvstændig og ung og smilende og venlig?”

Nej,” svarer Ghita, men det tror Iben Maria Zeuthen tydeligvis ikke på, og det gør Politikens anmelder Henrik Palle heller ikke. Ghita fremstår, skriver han, lige så misundelig på den unge journalists ungdommelighed, som hendes mor i sin tid var det i forhold til hendes.” Og gu’ skal man ej have læst meget Freud for at konstatere, at selvfølgelig er den sandhed også på spil her.

Har du noget i dig,” spurgte jeg, da jeg interviewede hende til min bog, som minder om din mor?”

Ja, det har jeg,” svarede hun.

Hvad er det?” spurgte jeg.

Det er ikke sjovt,” svarede hun og slog en mørk latter op.

De lommepsykologiske aspekter af interviewet i Radio24syv er imidlertid det mindst interessante, for hvem over 39 et halvt år savner ikke sine egne bedårende æblekinder? Langt mere interessant er det stykke kulturhistorie, som Ghita i den pinagtige radiosekvens genopruller. Når Ghita Nørby taler til Iben Maria Zeuthen, er det ikke bare Ghita Nørby, der taler til Iben Maria Zeuthen. Det er det 19. og 20. århundredes største scenekunstnere, der taler, det er Poul Reumert og Erling Schroeder, især, instruktøren, som gjorde Ghita Nørby til Ghita Nørby. Det er dem, der taler, og det, de siger, er: Glasvæggen skal væk. Du tror, professionalisme er forberedelse og struktur og planer og at regne den ud, men professionalisme er det modsatte af alt det. Professionalisme er facader, der brager mod jorden, glasvægge, der knuses, kroppe, der gennemlyses af sandhedens røntgenstråler og blitzende stråler af energi mellem det, du siger, og det, du gør, lige nu.

TØR DU?Erotik og kunst og vilde følelser har helt vildt meget med hinanden at gøre. Det ved Ghita Nørby om nogen. Foto: DPA, Ritzau Scanpix

Jørgen Reenberg var mesteren til at udslette de skuespillerkolleger, der faldt i unåde hos ham. En kaldte han en salmiakpastil”, en anden den lille fynske rygeost”. Ghita Nørby har uden tvivl også yngre skuespilleres ellers lovende karrierer på samvittigheden, og selvfølgelig er det svært at kalde det okay at være ond mod yngre kolleger eller mod en journalist, der sidder i ens stue med en halv meter lang mikrofon. Op gennem historien er der gået masser af lovende talent tabt på grund af ældre læremestres skånselsløse krav og nedrige ydmygelser.

Men omvendt er der også gået noget tabt, når vi ikke engang genkender den urimelige mesters krav til, hvordan man bliver rigtig-rigtig god, som netop dét. Når mesteren tager nogen i skole, og vi antager, at mesteren må være syg eller har mistet besindelsen, for sådan er der da ingen ved deres fulde fem, som opfører sig.

Den kultur, Ghita Nørby er gjort af, var ikke optaget af hensyn, men det er vi dag. Vi er så optaget af hensyn, at vi nu diskuterer, om det var hensynsløst at bringe interviewet med hensynsløshedens dronning.

I dag vil vi glatte ud. Vi er optaget af ikke at støde nogen, at nivellere forskelle, vi er optaget af rimelighed, og alt dét er helt genialt, hvis man skal producere leverpostej og have det til at fungere til medarbejderseminaret, men til gengæld ikke særlig genialt, hvis man vil lave kunst eller et interview, hvor safterne driver ned ad væggene. Fordi ikke alle sandheder kan formuleres i blødt girafsprog og stadig være sandheder.

Hvad har du tænkt dig?” befaler Ghita Nørby i interviewet, som et ekko af Erling Schroeder, og hun giver ikke en skid for alle radiojournalistens planer og strukturer og forestillinger om, hvor interviewet skal hen, for hun kan ikke mærke hende. Hun synes, hun gemmer sig. Putter med sig selv, sit eget nærvær. Livløst og dødt,” ætser hun og er på sin egen vilde facon i færd med at give en gave, som er næsten umulig for os at høre i dag. Men gaven er der, for gaven er, at det hele ikke må være ligegyldigt. Lunkent og pænt.

Iben Maria Zeuthen lyder stadig fattet og taler i helsætninger – netop dét, der pisser Ghita Nørby af.

Så jeg keder dig?” spørger radiojournalisten.

Ja. Egentlig!”

Altså, jeg tænker på, hvordan jeg nogensinde skulle kunne turde træde mere i karakter uden at være bange for at træde dig over tæerne,” svarer Iben Maria Zeuthen, og man forstår hende jo godt.

Men Ghita befaler igen, ordreagtigt: Du skal da træde mig fuldstændig over tæerne, hvis det er det, du synes!”

Gi’ det karkluden.

Kom an.

Kom så for fanden da an.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem