Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Sofie Lippert Troelsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Mænd er fra Jorden, og det er kvinder også. Der findes ikke en mandehjerne og en kvindehjerne

  • 18. marts 2019
  • 13 min.
KØNMænds hjerner er større end kvinders, men der er tilsyneladende ikke nogen markant, naturgiven funktionel forskel. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Det vrimler med rapporter om, at mænds og kvinders hjerner er essentielt forskellige, og både medierne og læserne elsker dem. Men når man kigger på den samlede forskning, fordufter denne forestilling. Det fortæller en britisk hjerneforsker i en ny bog, der gennemgår, hvad vi ved om hjerner og køn.

Du har garanteret hørt nogle af følgende påstande før: Mænd kan ikke multitaske. Kvinder kan ikke parallelparkere. Mænd er bedre til at cykle og til at finde vej end kvinder. Kvinder er mere kommunikerende end mænd, som til gengæld interesserer sig mere for ting. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, og deres hjerner er fra naturens hånd forskellige.

Hvad nu, hvis jeg siger, at de ikke har noget på sig? I hvert fald ikke i den forstand, som igen og igen finder vej til medierne og den ene letlæste pop-psykologibog efter den anden. Du skal ikke tage mit ord for det, men snarere den anerkendte britiske hjerneforsker Gina Rippon, som netop har udgivet bogen The Gendered Brain. Over 448 sider gennemgår hun en gigantisk mængde forskning og konkluderer, at på trods af videnskabens ihærdige søgen efter en essentiel, naturlig forskel på mænds og kvinders hjerner, så er der aldrig rigtig blevet fundet nogen.

Og bare rolig, der kommer et par nuancer om lidt, men det er altså hovedkonklusionen.

Jeg har læst hendes bog og havde hende i røret, i hvad der blev et noget kaotisk og meget kort interview.

Gina Rippon er stakåndet. Hun er på vej ind i en taxa, for noget er gået galt i kommunikationen via hendes sekretær.

Pointen er ikke, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, men at de små forskelle, der er, ikke kan henføres til, at vi skulle have forskellige hjerner fra naturens hånd, og i øvrigt er så små, at de er nærmest ligegyldige i sammenligning med, hvor enorm spredningen er inden for hvert køn,” siger hun utålmodigt, da hun afbryder mit første, ret lange forsøg på et nuanceret spørgsmål. Hun er tydeligvis vant til journalister, der ikke har læst hendes bog, og som derfor synes, de hører hende sige, at mænd og kvinder er ens, så de kan skrive en artikel, der får masser af klik fra vrede mennesker, der reagerer på noget ekstremt.

Netop fordi dette emne er noget, der kan få mange op i det røde felt, præget af en firkantet skyttegravskrig mellem biologister og kulturalister, vil jeg begynde med en appel til læseren. Træk vejret, og prøv at forholde dig åbent til, hvad der står i denne artikel.

Hvis du er et nogenlunde normalt menneske, lider du som os andre af confirmation bias, bekræftelsestrang, hvilket betyder, at du helst tror på (og opsøger) den forskning, der støtter dit verdensbillede, og ikke på den, der udfordrer det. Og hvis du har et klart billede af en natur- eller gudgiven forskel på mænds og kvinders hjerner, så vil du nok allerede nu have et øget adrenalinniveau, parat til at modsige denne artikels pointer. Og måske også til at læse ting, der ikke står. Så lad mig begynde med at fortælle, hvad Gina Rippons projekt er, og hvad hun ikke påstår.

Gina Rippon er forsker gennem mange år, tilknyttet hjerneforskningscenteret på Aston University i Birmingham med speciale i måling af den autistiske hjerne. Da hun begyndte researchen til bogen The Gendered Brain, var hendes forventning at finde forskelle mellem mænds og kvinders hjerner. Men hun fandt ud af, at mange af forestillingerne om forskellen på mænds og kvinders hjerner enten bygger på yderst tvivlsom forskning, der ikke har kunnet gentages, eller også er blevet strammet ud over enhver rimelighed i mediernes formidling af den.

Hun siger ikke, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Hun siger ikke, at kønshormoner ikke betyder noget. Men hun siger, at man trods en meget ihærdig indsats og postulater om det modsatte ikke rigtig har fundet en essentiel, biologisk forskel på vores hjerner – bortset altså fra størrelsen, som bedst kan forklares med, at manden har en større krop, og at en stor del af hjernens opgave er at regulere kropslige funktioner. Og så et par andre mindre fyiologiske forskelle, hvis rolle, man ikke har klarlagt.

Vi bor på den samme planet, som hverken er Mars eller Venus, men Jorden, og de primære biologiske forskelle er kropslige og seksuelle. Drenge og mænd er statistisk set klart bedre til at kaste med en bold. Og onanerer statistisk set mere end kvinder. Men derfra til at sige, at mænd fra naturens hånd er bedre ledere, er der alligevel et stykke vej, som Rippon tørt konstaterer.

Lad os kigge nærmere på nogle af hendes vigtigste argumenter:

1. Neurotrash
Du har sikkert læst nogle artikler, der beskriver mandehjerner og kvindehjerner, baseret på forskning. Men du har næppe tjekket de præcise forskningsresultater og metoder. Det har Rippon. Og hun er ikke imponeret.

Det vrimler med bøger, der beskriver mandehjerner og kvindehjerner. Ikke kun Mænd er fra Mars – Kvinder er fra Venus, men også titler, der kan oversættes til Mænd er muslinger, kvinder er koben, Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort, Hvorfor mænd lyver og kvinder græder, Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko, Hvorfor mænd elsker rette linjer og kvinder kan lide polkaprikker og meget andet.

Gina Rippon kalder det uden tøven for neurotrash, altså hjerneforskningens affald, idet det som regel bygger på tvivlsomme undersøgelser eller ekstreme overfortolkninger af lødige undersøgelser. Eller fantasier om et liv på savannen, hvor daglige møder med sabeltigre har dannet den hjerne, vi går rundt med i dag.

I mere end hundred år har forskningen desperat forsøgt at beskrive forskelle mellem mænds og kvinders hjerner ud fra den klare idé, at den jo være der – og ofte med den ideologiske hensigt at påvise, at kvinder er mænd underlegne.

Det med de underlegne kvinder fylder ikke så meget i vore dage, og den udbredte myte om, at kvinder er bedre end mænd til at multitaske, er et eksempel på, at man i dag forsøger at give kvinderne nogle fordele også. Den bygger på en undersøgelse fra 2013, og nyheden gik viralt i alle medier. Rippon gennemgår forsøget grundigt og påviser, hvordan det af fagfæller er blevet kritiseret sønder og sammen for netop at drage konklusioner, der ikke er belæg for, men at myten lever videre, fordi det altid er sjovere at påvise en forskel end at påvise, at den ikke holder.

Medierne efterspørger den slags historier og er ligeglade med, hvor komplekse såvel hjerner som adfærd er. Også forskningen belønnes for at påvise sådanne forskelle, mens de overvældende flertal af undersøgelser, der ikke viser nogen forskel, ignoreres. Som regel måler man på mange ting, herunder køn, og hvis ikke kønnet boner ud med en forskel, ses det som en ligegyldig detalje.

Derfor skal man kigge på den samlede forskning, sådan som en række metaundersøgelser gør, og når man gør det, fortæller Rippon, forsvinder disse forskelle som dug for solen. Næsten.

Bonusinfo. En del af de undersøgelser, der skaber overskrifter i medierne om mænds og kvinders hjerner, er foretaget på mus og hamstere og har ikke kunnet gentages på mennesker.

2. Hjernen er plastisk og formes af kulturen
For der er jo nogle generelle forskelle på mænd og kvinder. Vi er kønnede væsener, og de fleste af os ser vores verden gennem et kønnet perspektiv. Mænd er desuden mere tilbøjelige til at blive ingeniører, og kvinder er mere tilbøjelige til at blive sygeplejersker. Drenge leger mere vildt end piger, og piger er bedre til at sidde stille, sådan generelt betragtet. Og så videre.

Men det er ikke, fordi vi har en forskellig hjerne i udgangspunktet. De mange ihærdige forsøg på at finde en sådan forskel er som sagt ikke lykkedes, så hvad sker der så? Svaret hænger sammen med, hvad man har fundet ud af om hjernen i de senere år.

Hjernen er en plastisk størrelse, hvilket betyder, at den ændrer sig løbende. Det er efterhånden blevet klart, at dette er det bærende princip for hjernens opbygning. Vores hjernes forbindelsesmønstre dannes af vores erfaringer i verden. Og hjernen fungerer i høj grad gennem sine mange forbindelser mellem cellerne i komplekse netværk. Når man gentager noget, bliver forbindelsen stærkere, og det gør tilbøjeligheden eller evnen større, groft sagt. Det er derfor, Londons taxachaufførers hjerner ændrede sig fysisk målbart, fordi de skulle lære byens gader at kende udenad.

Idéen om, at biologien er en form for skæbne, og at hjernen er formet enten ved fødslen eller i de tidlige år, har præget begge lejre i debatten om køn. Mange evolutionspsykologer forklarer vores adfærd, som om kulturen ingen indflydelse har. Og mange socialkonstruktivister – altså den modsatte lejr – bryder sig ikke om henvisninger til biologi eller hjerneforskning, netop fordi de også tænker naturen som en skæbne og derfor som noget konservativt, modsat kulturen, som er til at ændre på.

Men det skel mellem natur og kultur er for længst faldet, for kulturen præger vores hjerner i langt højere grad, end vi har troet. Den kognitive del af hjernen er altså selv delvist konstrueret af vores erfaringer og dermed også af vores kultur, opdragelse og kulturelle normer, siger Gina Rippon. Herunder de forventninger, der er til én, for eksempel forskellen på forventninger til drenge og piger og senere til mænd og kvinder. Vi ved nu, at hjernen formes hele livet igennem og er meget fleksibel.

Så når vi ser statistiske forskelle mellem mænd og kvinder, kan de helt eller delvist skyldes de normer, vi lever under.

I mit hektiske interview med Rippon formår jeg at stille endnu et langt spørgsmål: Er der ikke en forskel på, hvilke erfaringer man drager sig i en kvinde- og mandekrop – erfaringer, som igen påvirker hjernen? At have forskellige kønsorganer, forskellig muskelbygning, forskellig højde, at opleve erektioner, menstruation, graviditet og andre kønsspecifikke erfaringer præger vel også vores hjerne, tænker jeg.

Jo, det har du helt ret i,” svarer Rippon, hjernen påvirkes også af kroppen og dens erfaringer. Og i den forstand bliver de kropslige forskelle også til forskelle i hjernen. Dog skal man huske på, at forskellige kulturer kan give forskellige betingelser for, hvordan vi oplever vores krop. Så heller ikke her finder man en ren natur uden kultur.”

3. De statistiske forskelle er ret små
Nu har jeg et par gange bevidst skrevet statistiske forskelle”, for når vi taler om mænds og kvinders adfærd og mentalitet, er der kun statistiske forskelle, og de er endda så små, at deres betydning kan diskuteres. Og det gør Rippon naturligvis.

Det hidtil mest overbevisende og indflydelsesrige studie af forskellen mellem mænds og kvinders hjerner er det, man finder i Simon Baron-Cohens The Essential Diffference (2003). Rippon gennemgår dette studie af sin kollega i detaljer med respekt, men dog på en måde, så også jeg var nødsaget til at se på Baron-Cohens studier i et mere kritisk lys.

Allerede i bogtitlen – “den essentielle forskel” – forråder Baron-Cohen sine egne data, for det, hans forskerholds resultater påviser, er en lille statistisk forskel, som det er svært at kalde essentiel. Den er nok nærmest det modsatte: spredt. Men den er der.

Baron-Cohen opdeler gennem forskellige tests sine forsøgspersoner efter empati og systematik. Som med de fleste andre menneskelige fænomener fordeler mennesker sig efter normalfordeling, altså denne klokkekurve, hvor der er flest i midten og lange haler ud til begge sider, som man kan se herunder:

NORMALFORDELINGSimon Baron-Cohen placerer den statistiske forskel mellem mænd og kvinder ud fra to parametre: empati (eller ‘empatiseren’) og systematik (eller ‘systematiseren’). Empati defineres som “driften mod at identificere en andens følelser og tanker og at respondere med en passende følelse”. Systematik er “driften mod at analysere, udforske og konstruere et system”. Striden om hans bog, der har stået på lige siden, går dels på, om forskellen er stor nok til at kunne kaldes essentiel, og dels på metoderne, med hvilke han når frem til sit resultat. Grafik: Zetland, direkte baseret på Simon Baron-Cohens egne grafer.

Både når man måler på systematik og på empati, er der en lille forskydning mellem de to klokkekurver. Mænd er således gennemsnitligt lidt bedre til systematisering, og kvinder lidt bedre til empati. Men nogle kvinder er ekstremt systematiske, og nogle mænd er ekstremt empatiske, og de individuelle forskelle inden for hvert køn er langt større end forskellen mellem de to køn. Faktisk er forskellen mellem de to toppunkter ret lille; så lille, at det ikke er svært at forestille sig, at denne forskel kan skyldes kulturelle faktorer, skriver Rippon.

Læg hertil, at disse undersøgelser er blevet kritiseret på en række metodiske punkter, og så står idéen om en mandlig og kvindelig hjerne ret svagt. Det er i bedste fald noget af en stramning, siger Rippon, at man gør en lille statistisk forskel til en essens med henblik på at kunne tale om en mandlig og en kvindelig hjerne, som Baron-Cohen gør.

4. Hormoner ændrer ikke hjernen
Men hvad med hormonerne? Vi har jo en forskellig sammensætning af kønshormoner som testosteron, østrogen og progesteron. Og eftersom de spiller en rolle for vores adfærd, temperament og humør, ligger nøglen til visse forskelle mellem kønnene måske her.

Ja, de spiller en rolle, siger Rippon, også for vores adfærd, men der er ikke det link til hjernen, som mange gerne har villet se. Hormoner påvirker vores hjerner her og nu, men ændrer ikke varigt vores hjerner. Testosteron skaber ikke en mandlig hjerne, og østrogen skaber ikke en kvindelig hjerne.

Og så skal man huske på, at også hormonpåvirkninger går begge veje,” fortæller hun mig fra den taxa, hun nu sidder i på vej til lufthavnen. For eksempel falder testosteronniveauet hos mænd i perioder, hvor de er på barsel, og stiger så igen bagefter. Hormoner fluktuerer og reagerer på vores adfærd. Så heller ikke de kan siges at være entydigt determinerende.”

Mange af de dramatiske effekter, hormoner påstås at have på vores humør, er desuden stærkt overdrevne, når først man kigger på data, siger Rippon i sin gennemgang af forskningen. Det hele er mere mudret end forestillingen om, at man bliver aggressiv af testosteron og grådlabil af østrogen og den slags stereotype forestillinger. I det hele taget er det svært at finde et klart og entydigt billede af, præcis hvordan kønshormonerne påvirker os, siger hun.

5. Måske stiller vi det forkerte spørgsmål?
Gina Rippon benægter altså ikke, at der kan være forskelle på mænd og kvinder. Men når man kigger forskningen igennem, er det ret tyndt, hvad man kan påvise. Og de sidder ikke som en skæbne i vores medfødte hjerne, men bliver i høj grad dannet undervejs i vores tilværelse.

Når man kigger på metastudierne (altså forskning, der samler op på alle de mange forsøg og kigger på det samlede billede), tegner der sig et klart billede, skriver Rippon: Forskelle på mænd og kvinder viser sig som regel kun i enkelte punkter ad gangen. Altså, hvis vi siger, at jeg er en typisk mand på ét punkt, så er jeg nok en atypisk mand på andre punkter. Der er forsvindende få helt igennem typiske mænd og typiske kvinder. Og virkelig mange atypiske. Så mange, at man virkelig skal ville holde fast i sine stereotype forestillinger for at bevare idéen om, at der findes noget sådant som mande- og kvindehjerner.

Biologien har mangfoldigheden som evolutionens primære motor og opererer slet ikke med typer. Vi er alle sammen genetisk forskellige, det er jo hemmeligheden bag livets udvikling. Og når vi alle sammen er forskellige – og når forskellene inden for hvert køn er langt større end mellem gennemsnittet af de to køn på alle mentale og kognitive parametre – så var det måske en idé at stille nogle andre spørgsmål end det evindelige hvad er forskellen på mænds og kvinders hjerner?”, når vi vil forstå os selv som mennesker, slutter Rippon sin bog af med at sige.

Det er nemlig et spørgsmål, der forudsætter, at der er en essentiel, naturgiven forskel. Og når man har læst Gina Rippons bog, forekommer det at være en lidt stædig antagelse.

The Gendered Brain – The new neuroscience that shatters the myth of the female brain’, Gina Rippon, Penguin, 448 sider, 2019.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem