Denne historie har vores medlem Jytte Vikkelsøe foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Jytte Vikkelsøe – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Derfor forelsker du dig i den, der forløser og sårer dig

  • 5. september 2017
  • 17 min.
KNUGENDEMan tiltrækkes af mange, men forelsker sig kun i få. Foto: Jonas Pryner Andersen / Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Vi forelsker os i dem, der på én gang kan løfte os og ‘krænke’ os, argumenterer psykolog Jytte Vikkelsøe for i en ny bog. Og det er ikke lige så paradoksalt, som det lyder.

Prøv at tænke tilbage på en gang, du var voldsomt forelsket, og det blev gengældt. Mærk følelsen af, at dette andet menneske nærmest var en forløsning for dig. Hvordan du i en periode levede mere intenst. Hvordan hele verden var mere intens og sanselig og erotisk. Prøv at stoppe læsningen af denne artikel, luk øjnene og genkald dig den gang, du var så forelsket.

Når du har gjort det, så prøv at genkalde dig nogle af de mere smertefulde oplevelser med den person – konflikter, afvisninger, misforståelser, følelser af svigt, jalousi og sårbarhed. Måske forliste forholdet, måske er du stadig i det, måske har I fundet en måde at tackle det på. Hvorfor kom den smerte eller konflikt ind i forholdet? Nu var I lige så forelskede. De fleste af os tænker, at det skete på trods af forelskelsen. Men hvad nu, hvis smerten og konflikten har præcis samme årsag som selve forelskelsen og ikke kan løsrives fra den?

Det er en provokerende tanke, den er umiddelbart ikke særlig romantisk, og den kan lyde, som om det er din egen skyld, at konflikten opstod. Men glem alt om skyld, det handler ikke om skyld, det er en mekanisme, der træder i kraft, når forelskelsen sætter ind. Forelskelsen har en lys’ og en mørk’ side, Og den mørke side er fra begyndelsen en ubevidst del af selve forelskelsen, der hidrører fra et sår i din opvækst.

Det er kernen i socialpsykolog Jytte Vikkelsøes nye bog Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Jeg har læst bogen, der berørte mig, provokerede mig og fik mig til at gennemtænke mit livs store forelskelser i et nyt og overraskende lys. Og så sad jeg med Jytte Vikkelsøe på en bænk i Kongens Have i København – ikke for at vi skulle forelske os, men for at få svar på nogle spørgsmål, især om hun virkelig mener, man aldrig forelsker sig i den forkerte? Her kommer først de principielle pointer i hendes teori.

THEA MØLLER RONEX, 25 ÅR, OG ALEXANDER MEJDAHL, 23 ÅR, BEGGE JOURNALISTERAlexander: “En af grundene til, at jeg faldt for Thea, er, at hun bare ejer rummet, når hun går ind et sted. Hun får folk til at føle sig godt tilpas, og så støtter hun op om mine interesser, det gør, at jeg føler mig som en mand.” Thea: “Jeg blev vild med Alexander, fordi han ikke er bange for at tage styring. Jeg har brug for en, jeg kan læne mig op ad. Det er en urdrift i ham, at jeg og andre skal have det godt. Han er passioneret, og så er han er loyal. Vi har nemt til latter, og vi er begge positive mennesker." Foto: Jonas Pryner Andersen / Zetland

1. Derfor forelsker du dig i den, du gør

Forelskelsen er en fantastisk rus, som gør os høje og giver livet intensitet. Forelskelsen bliver nogle gange sammenlignet med momentan sindssyge, men en mere præcis analogi er at sammenligne den med at være på kokain. Inklusive afhængigheden. De belønningssystemer, der aktiveres i hjernen, er de samme som kokain aktiverer. Vi udskiller dopamin, serotonin og opiater, der giver os lyst, lykkefølelse og nydelse.

I en stærk forelskelse idealiserer vi den anden, der fremstår som helt fantastisk, og som forløser noget i os selv i samme ombæring, så vi også selv føler os som mere hele mennesker. Det føles næsten, som om samværet med denne person i en periode er selve livets mening.

Hvem vi er tiltrukket af, afgøres af alle mulige faktorer – udseende, charme, duft (feromoner), timing, forførelse og så videre – det er en delvist biologisk ting, og vores drifter sigter ganske bredt. Men det er kun et fåtal af dem, vi forføres og tiltrækkes af på vores vej gennem livet, som vi også forelsker os i. Og det er ikke gennemskueligt for os selv, hvad der gør forskellen.

Vi forstår måske den ene side af forelskelsen, nemlig den, der handler om, at den anden udløser nogle potentialer i os – sanseligt, kreativt, seksuelt, intellektuelt, eksistentielt, eller hvad det nu måtte være. Det er forelskelsens lyse side, kunne man kalde det.

Men der er også en anden side, som man registrerer ubevidst fra første møde, men som ofte først viser sig efter noget tid, når der opstår uoverensstemmelser, konflikter eller skuffelser i parforholdet. Den går i modsat retning, og er en slags mørk side, der dybest set handler om, at man har valgt en, der sårer en på det sted, man allerede har et grundsår. Den anden bliver en krænker’, som Jytte Vikkelsøe kalder det i sin bog, og det er en udfordring i ethvert parforhold. Det provokerende er, at vi selv ubevidst opsøger den krænkelse, og at der uden det krænkende aspekt slet ikke er nogen forelskelse. Det kan være svært for en romantiker som mig at kapere, men som hun skriver: Forelskelsens puslepil bliver altid lagt i mørke.”

Jytte Vikkelsøe er ph.d i socialpsykologi og mangeårig terapeut og international foredragsholder med base i USA, men er nu flyttet tilbage til Danmark, hvor hendes bog om forelskelse med det samme er strøget til tops på bestsellerlisten. Den handler om forelskelsens dobbelthed mellem det helende og det krænkende aspekt, og den trækker både på hjerneforskning, dybdepsykologisk viden om, hvordan vores personlighed og sårbarhed dannes, og på hendes mangeårige erfaringer som blandt andet parterapeut.

Ud over de mere teoretiske udredninger er der fire konkrete eksempler på parforhold, der kæmper med hver deres hårdknude. I begyndelsen fandt jeg bogen deprimerende, fordi dens fokus på nogle næsten destruktive mekanismer stødte imod min idealisering af kærligheden, og fordi krænkelsesaspektet provokerede mig. Men efterhånden bliver både eksemplerne og bogens fokus mere håbefulde. Der er en vej ud af parforholdets hårdknude; det er muligt at bruge den konstruktivt. Og det er den vej, der fører fra forelskelsen videre ind i det langvarige kærlighedsforhold, de fleste dybest set længes efter.

Men før vi når dertil, skal mekanismen forklares.

BRIAN KARMARK, 46 ÅR, FOTOREDAKTØR PÅ JYLLANDS-POSTEN, OG METTE STERLING, 44 ÅR, SUNDHEDSMEDARBEJDER I SOCIALT BOLIGPROJEKTBrian: “Jeg fik øje på Mette med det samme, fordi hun er så høj og utrolig smuk. Mette dansede med sig selv den første aften, vi mødtes. Hun var bare sådan: Bom, her er jeg. Søndag morgen var jeg forelsket. Hun er sin egen, hun er stærk, og hun kan selv.” Mette: “Brian er direkte, megaklog, og så har vi bare den samme platte humor. Og så var det bare megafedt, at han var så betaget af mig. Så blev jeg jo også betaget af ham.” Foto: Jonas Pryner Andersen / Zetland

2. Vi er ubevidst præget af et grundsår, der kommer i spil i forelskelsen

Børn udtrykker sig i udgangspunktet spontant med hele deres personlighed. De er i deres følelser og udtrykker deres behov. Gennem opvæksten får vi nogle følelsesmæssige chok, der lærer os at tilpasse os, at skelne mellem rigtig og forkert opførsel, at skjule det, som vi lærer er skamfuldt, at møde skuffelser, afvisninger, forventninger, belønninger og afstraffelse. Det er en helt naturlig del af det at vokse op, og det kan ikke undgås – det er det, der gør os til socialt fungerende væsener.

Men det er samtidig en voldsom ting for det åbne og sårbare barn. Ikke kun, når der er tale om voldsomt svigt, misbrug, korporlig afstraffelse, grov mobning, der kan skabe meget dybe sår. Det kan også være mere stilfærdige’ ting som fraværende forældre, følelsen af ikke at kunne leve op til forventninger eller det at få at vide, at bestemte handlinger eller udtryk er forkerte, hvilket sætter sig som skam. Det er stort set umuligt at gå gennem en opvækst uden at reagere med skam, skuffelser, svigt, mindreværd og tilpasning til andres (ofte forældrenes) humør. Det sætter sig som et sår, der hæmmer den frie udfoldelse af vores personlighed, og vi installerer den dømmende stemme i os selv, så vi kan undgå de grundlæggende skuffelser, fordømmelser, fornedrelser og svigt. Vi beskytter os selv og bliver vores egen censor. Vi bliver socialt velfungerende, men begrænser samtidig os selv.

Ifølge Jytte Vikkelsøe er der to slags sår: Situationssår’ og processår’. Situationssåret opstår ved en ofte traumatisk hændelse, såsom at en forælder dør, at man udsættes for et voldeligt overfald, eller at forældrene bliver skilt. Processåret er sværere at sætte fingeren på, fordi det handler om et mønster, ofte i familien, hvor forældrenes humør sætter en ramme for, hvad der er rigtigt og forkert, for eksempel gennem stærke og uberegnelige humørsvingninger, der får barnet til at være agtpågivende og altid have antennerne ude. Eller gennem en distance til deres børn, hvis længsel efter kærlighed og omsorg skuffes, og de lærer at opbygge en skal omkring sig. Og så videre.

Vi har alle et grundsår, siger Jytte Vikkelsøe, og det er det sår, der aktiveres, når vi bliver forelsket. Det kan godt udgøres af flere komponenter i ens opvækst, men for det ubevidste er det én ting, som vi længes efter, men som er blevet krænket’ i vores opvækst.

Når vi forelsker os, møder vi en person, der rummer det, vi har lukket ned for. Den vi forelsker os i, har det, vi selv længes efter. Heri ligger rusen, den euforiske side af forelskelsen; vi føler os hele igen gennem den anden, per stedfortræder.

Et af parrene i bogen, Petra og Martin, kan tjene som eksempel. Petra er vokset op med en meget kontrollerende far, der konstant kritiserede hende og var svær at stille tilfreds. Hun møder i Martin en mand, der accepterer hende som hun er, der støtter, at hun gerne må være spontan og irrationel. Martin er omvendt vokset op i en familie med alkoholiserede forældre, med kaos, undvigelsesadfærd og utryghed. Petra rummer den stabilitet, han har manglet og længes efter. Det er forløsende, det er dejligt.

Og så, efter noget tid, træder det krænkende aspekt frem, hvor de to parter træder hinanden over tæerne. Petra har en gæld, hun ikke har fortalt Martin om, da hun regnede med at få den betalt selv. Da de skal flytte sammen kommer det frem, og det trigger Martins sår, dette, at der er noget, der holdes skjult for ham. Hans vrede irettesættelse af Petra trigger så hendes sår med den kommanderende far. Vikkelsøes påstand er, at de ubevidst har mærket disse krænkende’ sider hos hinanden (henholdsvis det fordækt undvigende og det irettesættende), og at de ikke er blevet forelskede på trods af dette, men på grund af det.

Uoverensstemmelsen eskalerer, og de ender i en hårdknude. En mytisk hårdknude.

Bonusinfo. Det tager kun en femtedel af et sekund at aktivere de 12 hjerneområder, der gør dig forelsket.

3. Forelskede par ender før eller siden i en mytisk hårdknude’

Fordi vi gensidigt forelsker os i nogen, der før eller siden vil ramme vores sår og dermed gentage den oprindelige krænkelse, opstår der nødvendigvis konflikter og uoverensstemmelser, der ikke sådan lige lader sig løse, men faktisk forstærkes og ender i det, Vikkelsøe kalder for den mytiske hårdknude. De to parters sår vikles ind i hinanden, og grebet om dem strammes. Det, som tiltrak dem ved hinanden, er nu det, der låser eller eskalerer konflikten.

Nogle forhold geråder ud i løbende konflikter, der hver gang gennemspiller den samme grundkonflikt, men med nye eksempler, der trigger de samme sår. Forholdet bliver en magtkamp. Det er opslidende i længden og ender ofte med et dramatisk brud.

I andre forhold tilpasser den ene sig og sørger for at undgå at provokere den andens sår, og så ender forholdet i ubalance. Eller de tilpasser sig begge til hinanden, og forholdet dør stille og roligt. For det er nødvendigt at turde røre hinandens sår, ellers visner intensiteten, og forholdet ender i et uerotisk og fornuftsbaseret samarbejde eller i utroskab. Der er en umiddelbar fordel ved denne tilpasning: Der bliver ro på, og det giver tryghed og stabilitet. Men i samme bevægelse mister forholdet den spænding, der gav det intensitet.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, at det dér med kærligheden er så svært. Det er trist for romantikeren i mig, hvordan Vikkelsøe med stor sikkerhed fremviser hårdknuden som noget nær en naturlov. Men heldigvis standser det ikke her. For konflikten er samtidig en mulighed for at møde hinanden langt dybere, end vi kan nå ved at undgå den.

PIA JENSEN HOLM, 32 ÅR, VIRKSOMHEDSKONSULENT, OG SILAS ANSELM, 31 ÅR, POSTDOC I KEMIPia: “Der skal ikke så meget til, for at vi har det sjovt. Jeg forelskede mig i Silas’ smil og det, at han er så sød ved mig. Det er bare let, når vi er sammen. Ikke alt det drama, jeg har haft i mine tidligere forhold.” Silas: “Der er ikke så mange piger, der spørger, om man vil med hjem og spille zombiespil på PlayStation. Det er bare så simpelt og nemt med os. Kemien var der bare.” Foto: Jonas Pryner Andersen / Zetland

4. Der er en vej ud af hårdknuden – men den er krævende

Første skridt ud af hårdknuden er, at man erkender, hvad der foregår inden i én selv. At forstå, at det er ens eget sår, det handler om. Og det er ikke så let, for det kræver, at man kigger ærligt og indsigtsfuldt på sit eget sår frem for blot at forsvare sig og undgå, at det bliver ramt. Og det kræver som regel terapi eller i hvert fald en terapeutisk proces, hvor man lærer sig selv bedre at kende og forstår, hvorfor man reagerer, som man gør. Og det kræver ikke mindst, at begge parter er indstillet på det. Hvis kun den ene part er, kan det ikke lykkes, så forbliver man i ubalancen.

Næste skridt er at være gensidigt åbne om det over for hinanden. Der er ingen vej udenom. At vise sit sår frem er i sagens natur meget sårbart. Uden at man blotter denne sårbarhed, kommer man ikke videre. Og uden at man kender hinandens sår og forstår dem, kommer man heller ikke videre.

Som om det ikke er svært nok, kommer vi nu til det sværeste: at bruge den viden i praksis. Det indebærer, at man, når konflikten opstår, stopper sig selv og undlader, at den eskalerer. I min samtale med Vikkelsøe beder jeg hende beskrive denne situation helt konkret. Hvordan tackler vi det, når vi er midt i en konflikt, hvad enten det er et skænderi, en diskussion eller et mønster, hvor man sårer hinanden og trækker sig?

Når man er i konflikten laver man timeout. Hvis man er helt kørt op af konflikten, skal den ene måske lige gå en tur, komme tilbage og tage den forfra med udgangspunkt i, hvorfor man hver især bliver såret, frem for at fortsætte beskyldningerne mod den anden. Og så hjælper man hinanden med at forstå, hvorfor den pågældende situation er blevet til en konflikt, i stedet for at hænge fast i selve konflikten. Når man har øvet sig på det, kan man efterhånden tale om tingene på en anden og mere konstruktiv måde.”

Hvis nu det var os to: når konflikten kører på traditionel vis, lytter jeg efter hullerne’ i det, du siger, så jeg kan gå i forsvar eller til modangreb. I den mere konstruktive form, lytter jeg empatisk til, hvad du oplever, og omvendt. Og jeg forstår, at din version ikke udraderer min, selv om de er forskellige – der er ikke en taber og en vinder, men to sårede personer, der kommer til at provokere hinandens sår. Det er en meget dybere samtale. Og det kræver øvelse, for det går mod vores instinkter.”

Så man flytter altså samtalen fra konflikten til dens årsag. Og forstår hinandens sår gennem indlevelse frem for at gå i forsvar. Her er altså et punkt, hvor empati er helt centralt, modsat når vi skal løse samfundsproblemer, som jeg skrev om i sidste uge.

Vikkelsøe citerer psykoterapeut og forfatter Ester Perrel, der fortalte hende hemmeligheden bag hendes langvarige forhold: Vi er i vores fjerde ægteskab sammen,” som hun siger. Deres ægteskab har fornyet sig, og de har fulgtes ad gennem faseændringerne i stedet for at finde en ny, der passede bedre til deres nuværende behov.

Bonusinfo. I gennemsnit varer en forelskelse i halvandet år.

5. Hvad sker der, når man lykkes med at bearbejde såret?

Når vi er i stand til at arbejde med vores sår i stedet for at undgå dem, begynder såret at hele. Men det forsvinder aldrig helt, siger Vikkelsøe:

Du udvikler dig forhåbentlig hele tiden, og hvis du gør noget ved det, vil dit sår have mindre og mindre magt og blive aktiveret sjældnere og sjældnere. Og så vil du blive forelsket i mennesker, der passer ind på en anden måde. Ofte en mindre destruktiv måde.”

Bliver man så også sjældnere og sjældnere forelsket?

Lad mig sige det sådan her: Jeg har brugt meget tid og energi på at bearbejde mit sår gennem min uddannelse og årelang terapi. Og jeg har ikke den samme længsel mere efter at være tæt forbundet med et andet menneske gennem en forelskelse. Jeg har stadig behov for nærhed og venskab, og skulle jeg blive forelsket igen, vil det stadig være intenst, og det vil jeg ikke have noget imod, men det er ikke noget, jeg går og søger.”

MARIE DALBY MADSEN, 33 ÅR, DIGITAL MARKETINGKONSULENT, OG CHRISTINA LINDGAARD GERKEN, 30 ÅR, DESIGNASSISTENTMarie: “Jeg faldt for Christina, fordi hun er så ærlig, hun er sig selv og får mig til at føle mig tilpas. Hun er kreativ, og så er hun bare ekstremt flot.” Christina: “Jeg lagde mærke til Marie med det samme, fordi hun bare er så skide sjov.” Foto: Jonas Pryner Andersen / Zetland

6. Der er et hængeparti: Bliver man virkelig aldrig forelsket i den forkerte?

Vi sidder på en bænk i Kongens Have, Jytte Vikkelsøe og jeg. Jævnligt går der par forbi med hinanden i hånden. Hun har forklaret mig, hvordan man slipper ud af hårdknuden, og svaret på en række af mine forståelsesspørgsmål. Hun er mild og lyttende, men samtidig bestemt og selvsikker. Hun ved, at hun har ret. Men der er noget, der provokerer mig, og jeg er nødt til at diskutere det med hende.

Det handler om noget så tilsyneladende overfladisk som bogens titel. Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Mener hun virkelig det? Jeg er personligt stærkt påvirket af dette spørgsmål, idet jeg kender flere kvinder, der har været gift med psykopater, der fortsætter med at ødelægge deres eget og deres børns liv, driver dem i angst, depressioner og selvmordsforsøg med fysisk og psykisk vold. Det er rystende at være vidne til, og jeg insisterer på, at de har været forelsket i den forkerte. Det er lige før, interviewet går i, ja, hårdknude på grund af mine følelser, men det ender faktisk i en enorm sårbarhed, nærmest som om vi i samtalen mimer den proces, vi lige har talt om.

Hendes svar handler om at skelne mellem det ubevidste niveau og det moralske niveau, hvor rigtig og forkert betyder noget andet. Hun står ved titlen, men tillægger den en anden betydning end den meget bogstavelige, som jeg (og sikkert andre) provokeres af:

Pointen med titlen er, at du ubevidst altid forelsker dig i én, der vil aktivere dit sår. Set fra det ubevidstes synsvinkel er det aldrig den forkerte, for det ubevidste har valgt at gå derhen. Sådan fungerer det nu engang.”

Det er forfærdeligt, når der kommer en psykopat og ødelægger et andet menneske. Og på den måde, kan man godt vurdere moralsk, om det er rigtigt eller forkert. Men pointen er, at der er en grund til, at man opsøger det og ikke går fra det, når man er i det. Vejen ud af det er at erkende, hvad i ens ubevidste der gør, at man ender dér, at man er gået i den retning. Og det kræver, at man får terapeutisk hjælp og forstår, hvilken oprindelig krænkelse man sidder fast i, som man måske selv er blind for. Det er ikke det samme som at forsvare eller undskylde psykopaten eller at give offeret skylden. Det, jeg taler om, er hinsides det moralske og handler om mekanismen i det ubevidste.”

Jeg vil ikke sige, at hendes svar beroliger mig eller gør bogen mindre provokerende. Men den har samtidig været noget af en øjenåbner. Det er nærmest umuligt at læse den uden at se sine egne forhold i et nyt og skræmmende skarpt lys. Et lys, der måske også vil præge, hvordan jeg vil forstå kommende forelskelser.

CLARA LINN COLLINS-ANDERSEN, 18 ÅR, GYMNASIEELEV, OG RUD ASLAK, 17 ÅR, SPILLER MUSIK I BANDET BARSELONA Clara: “Rud var lidt mystisk. Jeg følte mig heldig, da han lukkede mig ind. Rud er rolig, ambitiøs og bliver opslugt af de ting, han går ind i.” Rud: “Jeg blev fascineret af, hvor dygtig Clara var til at tegne, hun var den sejeste på efterskolen. Til den sidste fest kyssede vi for første gang. Jeg faldt for Clara, fordi hun er vildt god til at lytte, hun er rolig og oprigtigt interesseret, og det gør mig tryg.” Foto: Jonas Pryner Andersen / Zetland

Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte’, Jytte Vikkelsøe, Gyldendal, 2017, 237 sider.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem