Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Joseph Lichterman er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Journalistisk chef

Da min mor og onkel blev ministre


29. november 2016
2 min.

Okay. Mandag skete der noget, der på mange måder er ret akavet:
Min mor blev kultur- og kirkeminister i den nye VLAK-regering, og min onkel snuppede posten som udenrigsminister. Derfor var jeg en af dem, der stod pivfrossen med blå næse og flag foran Amalienborg, da den nye regering blev præsenteret.

Det er uden tvivl dejligt for min mor og min onkel med de ærefulde hverv, men det er jo, for at sige det ligeud, ikke ligefrem en drømmesituation at stå i som journalistisk chef på et medie.
Fordi jeg er min mors datter og min onkels niece, betyder det ikke jo ikke, at jeg nødvendigvis (for ikke at sige langt fra altid) er på linje med dem politisk – alligevel er situationen jo åbenlyst … ja, akavet.

Det er ikke første gang i historien, at der er familiære forbindelser mellem journalister og magthavere. Bo Lidegaard, Politikens nyligt aftrådte chefredaktør, er som bekendt bror til den tidligere radikale udenrigsminister Martin Lidegaard. På samme vis er et hav af journalister kærester med, ægtefæller til og venner med mennesker, der sidder på indflydelsesrige poster rundt omkring. Forbindelser af den slags er tilsyneladende svære at undgå, og spørgsmålet er da også, om man nødvendigvis skal dét? Er opgaven – i hvert fald fra journalistens side – ikke snarere at pege på det, at gøre forbindelsen kendt? Så vi undgår det, der for mig at se lidt for ofte sker i disse situationer: At en stor hvid elefant trasker rundt både på redaktionen, i spalterne og i dialogen mellem journalist og læser.

Jeg vil meget gerne undgå den hvide elefant. Derfor denne note. Og derfor den snak, vi har løbende på redaktionen: Vi skal dække regeringens embedsførelse præcis lige så kritisk, som vi ville gøre i enhver anden situation. Ingen på redaktionen skal føle grund til at censurere sig selv, når de foreslår en historie om regeringen – også selvom det måtte være en endog særdeles kritisk en af slagsen. Har nogen på grund af omstændighederne mere lyst til at vende en historieidé med Lea, Zetlands chefredaktør, end med mig, så skal de føle sig helt frie til gøre dét. Det bliver desuden aldrig mig, der kommer til at sidde med sidste hånd på, eksempelvis, et interview med Anders Samuelsen eller Mette Bock. Og endelig: Vi undgår med sikkerhed ikke, at den nye kulturminister skal forhandle et nyt medieforlig hjem, der kan få betydning for den mediestøtte, vi på Zetland håber en dag at kunne blive berettiget til. Dét skal vi også meget gerne kunne tale om, uden at der står en regulær hær af hvide elefanter ovre i hjørnet.

Så således udbasuneret – både til redaktionen og til vores medlemmer. Lad mig endelig vide, hvis I har nogle overvejelser eller kommentarer i denne forbindelse, så svarer jeg meget gerne på dem.