Når Christian Graugaard ser tv-avisen, er der en metafor, han særligt har bidt mærke i. Den handler om aktier og værdipapirer og lyder sådan her: “Markederne er nervøse.” Christian Graugaard kan virkelig godt lide det billede: Et marked, hvor det hele står og dirrer, blikkene flakker, og ingen tør satse stort af frygt for, at kurven pludselig knækker. Det er nærmest et helt lille digt, synes han.

For ham spejler det tilstanden på det område, han ved mere om end de fleste: Danskernes sexliv.

“For på samme måde kan man sige: Der sker noget stort i samfundet, og sovekamrene er nervøse. Der er en nervøsitet, en anspændthed til stede i vores seksuelle relationer, en angst for ikke at slå til. Det er udtryk for, at der er nogle overordnede mekanismer i vores samfund, som vi – uden at bemærke det – kalkerer i vores erotiske rum,” siger han.

Der er flere grunde til, at Christian Graugaard er en af de danske forskere, journalister er glade for at ringe til. Den vigtigste er, at han ved, hvad han taler om. Med en baggrund som læge, ph.d. i seksualhistorie, ti år som formand for organisationen Sex & Samfund og siden 2012 professor i almen sexologi ved Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet, har han alle forudsætninger for at trække de store linjer.

Samtidig ved han, at der ikke ville være noget at være professor i, hvis ikke der hver dag, til alle tider, havde været mennesker, der havde sex med hinanden på et absolut lavpraktisk og ikke-teoretisk niveau.

Men en af de vigtigste pointer for at forstå mekanismen omkring de nervøse markeder er, at sex ikke er ren, dyrisk drift:

“Seksualitet er kun i meget banal forstand et naturfænomen, det er først og fremmest et kulturfænomen. Eller rettere: Det er i spændingsfeltet mellem naturlighed og kulturlighed, at det menneskelige sexliv bliver til. Det er der, alle de spændende dynamikker ligger,” siger han.

Okay? Og hvordan det? For er sex ikke netop et af de få biologiske fristeder, vi stadig har i os? Hvor vi bare gør, hvad vi har lyst til? Der, hvor natur giver kultur sparket, hvor instinkter og sanser tager over og rykker os tilbage til det oprindelige, til menneskedyret, der agerer uden civilisationens filtre?

“Selvfølgelig er biologien ikke ligegyldig. Kroppen, generne, hormonerne, hjernen og sanserne er indlysende nok en forudsætning for det seksuelle,” siger Christian Graugaard.

“Men det er en forudsætning på samme måde, som hardwaren er en forudsætning for en computer. Det er soklen, fundamentet, mekanikken.”

Det, der gør en computer interessant, er softwaren. De programmer, vi lægger ind i den, som gør dens funktionalitet så kompleks og sætter den i stand til at kommunikere med andre computere og skabe store virtuelle universer. Og på samme måde er det, helt banalt, med seksualiteten:

“Seksualiteten har en hardware af krop. Men det, der gør den menneskelig, er den software af kultur, vi på én og samme tid skaber og skabes af,” forklarer han.

“Seksualitet udspiller sig altid i et kulturelt rum, selv når vi onanerer eller drømmer. Det gælder oplevelsen af os selv som seksuelle subjekter. Og det gælder normerne, værdierne og betydningerne, der former vores handlinger. Det er ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved fra utallige historiske og antropologiske studier. Man kan sige, at menneskets seksualitet er som et juletræ: Hverken biologi eller socialitet, men et bevægeligt spændingsfelt mellem de to. Et stykke socialt pyntet og iscenesat natur.”

Nu vi er ved historiske studier: Inden Christian Graugaard får ordet igen, skal vi lige et smut tilbage i tiden. Cirka 150 år. Og nærmere bestemt til England i slutningen af 1800-tallet, under den industrielle revolution.

Der skete der nemlig noget med den måde, der blev dyrket sex på. Noget, der ifølge en artikel af en amerikansk forsker ved navn Henry Abelove kan ses som et klart udtryk for seksualiteten som kulturelt fænomen – helt ind i, hvad vi konkret foretager os med hinanden i soveværelsets intime privatsfære.

Artiklen hedder Some Speculations on the History of Sexual Intercourse During the Long Eighteenth Century in England, og den blev trykt første gang i 1989. En kort akademisk tekst, hvori Henry Abelove, der i dag er professor emeritus med en lang akademisk karriere inden for kønsstudier bag sig, fremsætter en ret opsigtsvækkende tese:

At det heteroseksuelle penetrationssamleje oplevede en stor stigning i popularitet under den industrielle revolution i slutningen af det 18. århundrede. Og at det hænger sammen med, hvordan samfundet på daværende tidspunkt blev gennemsyret af en altdominerende kapitalistisk makrostruktur med fokus på produktion.

Baggrunden for Henry Abeloves tese, som han selv med et vist forbehold kalder “spekulativ”, er, at grundige demografiske undersøgelser viser, hvordan Englands befolkningstal steg eksplosivt i netop 1800-tallet. Det skyldtes dels lavere dødelighed i befolkningen. Men først og fremmest et regulært babyboom. Folk fik simpelthen mange flere børn end nogensinde før.

Det giver anledning til den deduktion, som Henry Abelove bygger sin tese på: at det heteroseksuelle penetrationssamleje – dét, der giver børn – blev måden at have sex på i slut-1800-tallets England. Der var simpelthen mange flere af den slags samlejer end nogensinde før.

Men hvorfor egentlig, spørger historieprofessoren?

Er det muligt, at det, man kan kalde de samfundsmæssige makrostrukturer, havde en så konkret indflydelse på sexlivet? At produktivitets-dogmet, der var i gang med at revolutionere økonomi, demografi og arbejdsmarked, også aflejrede sig i vores ikke så fjerne forfædres adfærd helt ind i det mest intime rum; i hvilken stilling, de dyrkede sex i?

Skabte den industrielle revolution en kultur, hvor den eneste ‘rigtige’ måde at have sex på blev den, der fører til (re-)produktion? Ikke fordi det er naturens orden. Men fordi, at sådan er kapitalismen?

Henry Abeloves tese lyder øh … interessant. Og også ret langt ude, når man kun kender til seksualitet på brugerniveau. Men for Christian Graugaard giver det “100 procent mening”. “Makrostrukturer påvirker i høj grad mikrostrukturer. Og det ville da være underligt, hvis de påvirkede vores spisevaner eller den måde, vi indretter vores dagligstuer på, men ikke også prægede vores rutiner i sovekammeret,” siger han og henviser til både Karl Marx og franske Michel Foucault som åndelige forfædre til Abeloves tese.

“Vi ved jo for eksempel, at der er en ret stejl social gradient i seksualitet. Vi kan simpelthen se, at graden af seksuelle problemer fordeler sig forskelligt afhængig af din husstandsindkomst. Hvis du er en mand med en lav indtægt, er din sandsynlighed for at få et rejsningsproblem mangedoblet i forhold til, hvis du ikke har det. Det er der alle mulige gode socialmedicinske forklaringer på, men det skærer jo ud i pap, at der foregår nogle andre ting i soveværelset hos folk, der har penge, end hos folk, der ikke har det.”

Det, siger Christian Graugaard, er en in your face-påmindelse om, at den sociale kontekst har en fuldstændig konkret betydning for sexlivet. Men man skal samtidig huske, at social kontekst handler om andet og mere end penge. Der er også mere diffuse faktorer på spil.

“Som historisk orienterede seksualforskere har vi traditionelt været meget fokuseret på håndfaste materialistiske forklaringer på seksualitetens udvikling. Præventionens betydning har for eksempel fyldt meget i forskningen – hvem havde råd til kondomer, og hvem havde ikke. Men virkeligheden er, at alt fra økonomiske konjunkturer til teknologiske landvindinger til kunst og kultur til filosofiske strømninger, religiøse doktriner og moralske antagelser påvirker vores opfattelse af os selv som seksuelle væsener og dermed også vores erotiske mulighedsrum.”

Forestillingen om vores seksualitet – vores seksuelle præferencer og lyster, for eksempel – som noget naturgivent, noget der tapper ind i en dyb, uforanderlig åre i vores biologi, er altså ifølge Christian Graugaard falsk. Og problematisk på flere niveauer.

Tag for eksempel begreberne heteroseksuel og homoseksuel. Vi tænker dem som historieløse, identitetsbærende kategorier, der fra naturens hånd gør os til enten det ene eller det andet. Med heteroseksualitet som det, Christian Graugaard beskriver som “baseline” for det sunde og normale.

Men de seksuelle kategorier blev først grundlagt med det moderne gennembrud, forklarer han.

“I det førmoderne samfund tænkte man seksualitet på en helt anden måde. Det var noget, man gjorde, ikke noget, man var. Man kunne så gøre noget, der var kriminelt eller syndigt, og så blev man først bedt om at holde op og derefter smidt i fængsel eller brændt på bålet.”

Det moderne gennembrud betød en omkalfatring af forståelsesrammen for seksualiteten fra gøren til væren – seksualitet som en medfødt og uafrystelig identitetsmarkør. Og en værdisætning af det heteroseksuelle, monogame, ægteskabelige, reproduktive samleje som det eneste naturlige. Mens alle afvigelser fra den norm blev både forklarings- og behandlingskrævende, sygelige tilstande. Det var ikke længere præster og jurister, som var sexologiske autoriteter. Det var læger.

Den kategorisering og det normalitetsbegreb, der opstod for 150 år siden, blev af historiske grunde en kollektiv sandhed i vores del af verden, siger Christian Graugaard.

“Vi tror stadig, at seksualiteten er som det periodiske system. At begreber som ’heteroseksuel‘ og ’homoseksuel‘ er naturgivne, uforanderlige fænomener med forudsigelige egenskaber ligesom brint og helium. Det er først for nylig, at den forestilling for alvor er blevet udfordret. Det er jo det, der er transernes og interkønnenes og queer-folkenes projekt: at gøre op med den binære køns- og seksualitetsopfattelse. Enten-eller-tanken. Hierarkiet. Men langt ind i folks identitet er det kulturelt indlejret, at vi er mænd eller kvinder, homoer eller heteroer, og hvis vi ikke føler os tilpas i den skabelon, så skal vi til sexolog og hjælpes til at finde facitlisten om os selv.”

Og nu er vi fremme ved den tid, vi lever – og dyrker sex i – lige nu. I Danmark efter årtusindskiftet i en tid, hvor et forsigtigt bud på de dominerende makrostrukturer kunne hedde markedsøkonomi, individualisering, globalisering og digitalisering. Indsæt selv flere – i pluraliseringens navn.

Hvordan påvirker det vores sexliv? Det ved vi snart meget mere om, end vi nogensinde før har gjort. For nylig indgik Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet og Statens Serum Institut et samarbejde om at igangsætte en såkaldt national kohorteundersøgelse, der skal kortlægge danskernes seksuelle viden, holdninger og adfærd.

Sexus-projektet, der har Christian Graugaard og overlæge Morten Frisch fra Statens Serum Institut i spidsen, kommer i bedste fald til at inddrage flere hundrede tusinde deltagere i alderen 16-89 år og skal også afdække samspillet mellem livsstilsforhold, seksualliv og sundhed.

Det er første gang, at nogen igangsætter en dansk befolkningsundersøgelse om seksualitet i den skala. Og studiet følger deltagerne over tid. Det betyder i sagens natur også, at resultaterne ikke er lige om hjørnet. Til gengæld håber Christian Graugaard, at undersøgelsen vil give det, han kalder “et unikt billede af danskernes seksuelle verden og hverdag, nu og i de kommende årtier.”

Af gode grunde ved Christian Graugaard ikke, hvad Sexus-projektet vil vise. Men skulle han komme med et bud på, hvad der blandt andet påvirker vores seksualitet lige nu, er det forbrugssamfundets logikker.

“På mange måder har markedskræfterne listet sig ind i vores intime relationer. Vi holder et vågent øje med vores investering på kærlighedsbørsen, om den giver det fornødne afkast, om den yngler, som den skal. Og i det øjeblik, den ikke gør, så skal vi helst likvidere det værdipapir, vi sidder med, og investere et andet sted. Det kaldes så fint for serielt monogami, men for den enkelte kan det føles som en iskold transaktion,” siger han.

“Lidt karikeret sagt bliver hvert enkelt samleje sat ind på en konto, som altid skal have positiv saldo. Og det risikerer at gøre seksualitet til en præstationsdisciplin, hvor den tidligere havde mange andre funktioner. Som en kropslig nødventil, en overspringshandling, et socialt bindemiddel eller simpelthen forplantning. Men i dag genfinder man på mange måder det individualistiske præstationssamfund, vi er en del af, i sexlivet.”

I det marked er der opstået en lukrativ industri inden for for quick fixes, piller og pseudoterapeuter, der kan perfektionere sexlivet på en måde, så vi ikke risikerer at underpræstere.

Desværre, mener Christian Graugaard, giver det også “rigelig plads til dumhed. Til dippedutter frem for helheder og et mylder af små, kedelige fortællinger om, hvad køn, krop, kærlighed og sex er, kan og bør. Til moralisme og sociale diktater forklædt som rådgivning og terapi.”

Men uroen er ikke kun af det onde, mener Christian Graugaard. Den betyder også, at seksualitetens store sandheder kollapser. Det gælder det altdominerende heteronormative ideal, men også idéen om at seksualitetens centrum sidder mellem benene, og at sex og samleje er to identiske størrelser.

Og i de sprækker, der opstår, “kan vi jo se, at der kommer andre og meget spændende modhistorier frem”, siger Christian Graugaard.

“I dag ser vi – heldigvis – også en mangfoldighed af tendenser, der sniger sig ind i sovekamrene, og gør det til andet end blot en kynisk fondsbørs. For selv de mennesker, der ikke selv kunne drømme om at dyrke sorte selskaber, swingerklubber og fetichfester, de spejler sig jo på godt og ondt i de ting, der sker i reality-tv og på nettet. Mulighedsrummet vokser. Alt kan principielt ske.”

Men ske hvordan? Dét er spørgsmålet. I 1990’erne viste undersøgelser, at der foregik en slags seksuel afmatning i samfundet i forhold til bare ti år før. Folk dyrkede mindre sex. Forskningen tilskrev det en overmætning af sexlysten, som blev skabt af al den underliggende pirring, vi blev udsat for gennem sexede billeder, reklamer og andre former for seksualiseret kommunikation i det offentlige rum.

I dag er sex-bombardementet mildt sagt ikke stilnet af. Men måske har vi lært at leve med det? Vil Sexus-undersøgelsen vise, at vi har mere – eller mindre – sex i dag, end vi havde for 20 år siden?

“Igen, vi ved det ikke,” siger Christian Graugaard. “Men jeg vil umiddelbart tro, at vi har mere sex — men nok på mere uforudsigelige måder og måske forklædt som alt muligt andet end sex. Måske også mere flakkende og nervøst med Tinder og systematiseret utroskab, hvor man diskret kan blive matchet med en anden partner end sin faste via apps og websites. Jeg har da klart en tese om, at flere mennesker i flere aldersgrupper har flere typer seksuelle oplevelser end for blot én eller to generationer siden.”

Men om det så nødvendigvis er bedre og mere tilfredsstillende sex – dét vil sexologiprofessoren se, før han tror det.