Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Andreas Lloyd er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Hvis vi genopdager de stærke fællesskaber, kan vi tage magten tilbage

VISIONERNatasha Al-Hariri og Andreas Lloyd er begyndt på Nørrebro, men ambitionerne rækker videre. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Der findes to slags magt – organiserede penge og organiserede mennesker. Mens vi er travlt optaget af pengene, har vi glemt, hvordan vi tager, bruger og skaber den magt, der udspringer af organiserede mennesker. Og det er en skam, mener en ny forening på Nørrebro i København. Så det har de sat sig for at ændre.

Tænk, hvis man kunne samle 6.000 mennesker i Boxen i Herning. Ikke for at se Robbie Williams eller X Factor-finalen, men for at tale politik.

Tænk, hvis de 6.000 mennesker forinden havde talt sammen gennem et helt år, så de var enige om, hvad der ifølge dem var samfundets største udfordringer – og hvordan man kunne løse dem.

Tænk, hvis de mange mennesker på tilskuerpladserne ikke kom for at lytte til to politikere, som skulle debattere med hinanden, men for at forpligte de to politikere på at arbejde med netop de udfordringer og løsninger, som de 6.000 havde formuleret i fællesskab.

Så ville dem på tilskuerrækkerne have rigtig magt.

Det lyder utopisk, men er ikke desto mindre det, der skete den 28. april 2016, ikke i Boxen i Herning, men i London, hvor organisationen London Citizens samlede 6.000 af sine medlemmer i en sportsarena for at møde de to kandidater til byens borgmesterpost.

Som den ene kandidat, den konservative Zac Goldsmith, sagde: Det er lettere skræmmende at være omringet af 6.000 af Londons mest aktive borgere.”

På tilskuerrækkerne sad repræsentanter for skoler, kirker, moskéer, handelsforeninger, synagoger og frivillige organisationer. I hænderne holdt de en liste af konkrete forslag. Ud for hvert punkt var et tomt felt, hvor alle kunne notere præcis, hvad kandidaterne forpligtede sig på.

London Citizens har fået indført det, de kalder leveløn”, som er en timeløn udregnet efter, hvor meget det reelt koster at leve og forsørge en familie i London, og derfor er højere end mindstelønnen. Levelønnen har ifølge London Citizens selv løftet 70.000 familier ud af fattigdom.

Det, foreningen kan, er at organisere folk. De er community organisers – med en fattig oversættelse samler de lokalsamfund. De kan vække folks sociale fantasi”, som Danmarks to første community organisers formulerede det, da jeg mødte dem. Med en grundig organisering af mennesker kan community organisers reelt tippe magtens tyngdepunkt – fra staten over mod borgerne.

Danmarks to første community organisers hedder Andreas Lloyd og Natasha Al-Hariri. De er ansat i den nystiftede forening Medborgerne, der i foråret 2016 modtog 1,9 millioner kroner fra Trygfonden til at organisere borgere på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter.

Når de to fortæller om deres arbejde, taler de om en engagementstrappe. Første trin er at drikke kaffe med nøglepersoner, organisationer og foreninger. Dem, der har drukket kaffe, kan efterfølgende forpligte sig på to dages træningskurser hos Medborgerne, hvor de lærer om metoden og tankerne bag community organising. Derpå kan kursisterne, hvis de repræsenterer en forening, forpligte sig på at spørge deres medlemmer, hvilke udfordringer der ifølge medlemmerne er de største og vigtigste at få løst.

Næste trin på trappen – at få folk til at handle – kommer af sig selv, fortæller Andreas Lloyd.

Når man lytter til folk, er man allerede i gang med at skabe en forventning om, at man så også gør noget ved det. Det vigtigste er at engagere folk i noget, de selv brænder så meget for, at de gider gøre noget ved det. Ellers kommer det jo ikke til at ske.”

Det er her, community organising adskiller sig fra kommunale udviklingsprojekter, der taler om dialog og borgerinddragelse. Man begynder ikke med en sag, som man så samler støtter til. Man begynder med at samle folk. Rigtig mange folk. Først derefter formulerer man i fællesskab problemet og løsningerne.

Community organising handler om, at folk selv tager ansvar for de løsninger, de gerne vil have. Der er en tendens til at sige, at nogen burde gøre noget’ – underforstået at nogen ikke er mig. Vi vil gerne vende den om og sige: Hvad vil du gerne gøre ved det?”

Og så kommer vi til øverste trin på engagementstrappen – økonomisk forpligtelse.

Efter at have drukket kaffe, snakket og lyttet, forpligter medlemmerne i den nydannede borgeralliance sig nemlig på at betale et kontingent til Medborgerne.

Vi vil gerne sikre noget bæredygtigt, og for at det kan være bæredygtigt, så kræver det, at folk forpligter sig. Også økonomisk,” forklarer Natasha Al-Hariri.

Kontingentet er en måde for medlemmerne at give hinanden hånden på, at de mener det alvorligt. Hvert år kan de forny deres medlemskab og vurdere, om det er besværet og pengene værd.

At organisere folk er ikke en ny idé. De to community organisers i København N og NV skriver sig ind i en lang tradition, der har skabt det samfund, vi har i dag. Men de stærke fællesskaber, der har præget vores samfund, er ikke længere de handlingsfællesskaber, de var engang, mener Lloyd og Al-Hariri. Fagforeningerne er blevet en slags forsikringsselskaber, som de formulerer det, og kirkerne, der tidligere forankrede lokalmiljøerne, er reduceret til kulturelle serviceinstitutioner.

Andreas Lloyd uddyber:

At organisere er en faglighed, vi har glemt. I Danmark er langt de fleste arbejdspladser organiserede, men fagbevægelsen kan ikke tage medlemmerne for givet. De skal finde ud af, hvordan de skal organisere igen. Og de gør det ikke ved at være et telefonnummer, folk kan ringe til, og så løser de deres problemer.”

Selv om Danmark er et af de mest foreningsmættede lande i verden, så mener de to community organisers, at der i dag er mere brug for at organisere folk end nogensinde før. For 100 år siden vidste vi, at en organiseret bevægelse var et nødvendigt redskab for at forandre samfundet for alvor, men det har vi glemt i dag.

Vi er i langt højere grad individer, end vi er fællesskaber,” siger Natasha Al-Hariri.

Vi tager på arbejde, vi afleverer vores børn, vi handler ind, vi laver mad. Vi engagerer os sjældent i andre end os selv og vores allernærmeste. Så går alle bare rundt med deres nogen burde gøre noget’. For mig er det en skræmmende udvikling.”

Al-Hariri og Lloyds ambition er derfor ganske ublu. De vil genopbygge det lokale fællesskab, som vi tidligere har taget for givet, hvor vi var forpligtede på hinanden. De vil genskabe en mekanisme, hvorigennem vi kan stille magthaverne til ansvar, som det skete i sportsarenaen i London med de 6.000 borgere. De vil minde folk om, at de selv kan være med til at sætte dagsordenen.

Og jo, en ting mere. Al-Hariri og Lloyd begynder med at drikke kaffe på Nørrebro, men tanken er, at community organising skal sprede sig og blive til en bevægelse af lokale borgeralliancer over hele landet.

MEDBORGERNESådan kalder de sig, Danmarks første community organisers, fordi “det lyder instinktivt dårligt, hvis man har medborgerne imod sig.” Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

I bund og grund handler det om magt, fortæller Lloyd og Al-Hariri. De mener, at vi er dårlige til at tale om magt – om hvordan man opbygger den og viser, at man har den. For dem handler community organising om, hvem der har magten til at definere, hvad der er problemet, og hvad der er løsningen, og om at turde at vise og bruge sin magt. Og i første omgang om at overbevise sig selv om, at man er magtfuld.

De to community organisers taler om to former for magt: organiserede penge og organiserede mennesker. Den første form for magt kan købe sig til lobbyister, indflydelse og opmærksomhed. Det kan lokale organisationer typisk ikke. Men de kan skabe den anden form for magt, den, som udspringer af organiserede mennesker, hvis de samler rigtig mange, der er organiserede nok til, at de kan handle sammen. Så har de lokale foreninger magt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan samfundet fungerer.

Det er jo essensen af demokrati,” siger Andreas Lloyd, og det tror jeg, vi glemmer, fordi vi har udliciteret det hele til andre. I virkeligheden handler det om at gøre folk bevidste om, at de kan være med til at præge samfundet. Det hører med til en grunddannelse, som vi har glemt.”

Community organising er vokset ud af slumkvartererne i Chicago i 1930’erne. Hovedfiguren var Saul Alinsky, der var søn af en jødisk skrædder, immigreret fra Rusland. Alinsky arbejdede for at ændre levevilkårene for arbejderne i Chicagos slumkvarterer ved at organisere sitins og boykotter, senere også i andre amerikanske storbyer. I 1940 etablerede han Industrial Areas Foundation, som endnu i dag oplærer nye community organisers og organiserer lokalsamfund.

Alinsky delte vandene i sin samtid og fik stor opmærksomhed gennem spektakulære aktioner. En af dem var en shit in på O’Hare lufthavn, hvor han truede Chicagos borgmester med at sende så mange mennesker ind i lufthavnen, at de kunne låse alle toiletterne indefra, indtil borgmesteren kom til forhandlingsbordet. Alene truslen var nok til at få borgmesteren til at give sig.

Den type aktioner gjorde, at Alinsky måske har provokeret flere mennesker – uanset race, farve eller tro – end nogen anden nulevende amerikaner”, som det hed i en artikel i tidsskriftet Time fra marts 1970.

Alinsky var også optaget af magt. Han var inspireret af den italienske renæssancefilosof Niccolò Machiavelli, manden bag den berømte magthåndbog Fyrsten, men fokuserede på, hvordan magt kan tages, bruges og vises af folket, ikke af fyrster. Og hans tanker fik stor indflydelse.

Bonusinfo. I sin bog Rules for Radicals fra 1971 skrev Saul Alinsky, at “Fyrsten" var skrevet af Machiavelli til dem, der har magt, om, hvordan de fastholder den. Rules for Radicals er skrevet til dem, der ikke har magt, om, hvordan de tager den fra dem.”

Den bevægelse, som Alinsky satte i gang med sine bøger og sit arbejde, lever stadig videre i store amerikanske organisationer, og i 1980’erne gik selveste Barack Obama i Alinskys fodspor som community organiser i Chicago.

Den senere præsident tog metoderne til sig og lærte, hvordan man organiserer mennesker og bygger en base af aktive borgere, der engagerer sig for en fælles sag, som de oplever som deres egen. Obama lærte også, hvordan man får folk til at handle ikke bare i dag og i morgen, men i månedsvis. Metoderne brugte han effektivt under sin præsidentvalgkampagne i 2008.

TÅLMODVi overvurderer altid, hvor meget forandring vi kan lave på kort tid, men undervurderer, hvor meget forandring vi kan lave på den lidt længere bane, siger Andreas Lloyd (th). Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

I dag er community organising veletableret, især i USA og England. I 2010 samlede den landsdækkende organisation Citizens UK 2.500 medlemmer tre dage før premierministervalget. De tre kandidater, David Cameron, Nick Clegg og Gordon Brown, forpligtede sig alle på at arbejde sammen med Citizens UK om medlemmernes konkrete forslag om leveløn og flere billigere boliger. Kandidaterne forpligtede sig også på at møde op til Citizens UKs store forsamlinger efter valget, hvor de ville blive holdt op på deres løfter.

Men det er vigtigt at huske, at det har taget årtier at komme dertil, siger de to danske community organisers, Natasha Al-Hariri og Andreas Lloyd. Og det vil det også gøre, før konceptet slår igennem i Danmark.

I den tid, vi lever i, hvor alt går så hurtigt, er vi meget opmærksomme på de pludselige forandringer, men ikke på alt det, der er gået forud. Vi overvurderer altid, hvor meget forandring vi kan lave på kort tid, men undervurderer, hvor meget forandring vi kan lave på den lidt længere bane,” siger Andreas Lloyd.

Derfor ville det også være forkert at vurdere, om Medborgerne er en succes allerede om to år, det skal snarere vurderes om 10 eller 15 år.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem