Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det var ikke et afsnit af Klovn. Min middag med de konservatives yndlingsprofet Jordan Peterson

Hvad jeg lavede i selskab med Casper Christensen, Alex Vanopslagh, Kaare Dybvad, Bjørn Lomborg og en mand, der kaldes farlig.

Foto: Privat

Vores medlemmer foretrækker at lytte


18. juni 2022
20 min.

Så her er, hvad der skete. Sofie fra Zetland, der hjælper mig med at styre min kalender, skrev til mig, at jeg havde fået en middagsinvitation fra Mikael Wandt Laursen, der er generalsekretær for de danske frikirker. I anledning af, at Jordan B. Peterson, den canadiske psykolog, tænker og kulturfænomen fra den konservative højrefløj, var i København for at tale om sin seneste bog i en totaludsolgt K.B. Hallen, havde han, altså Mikael Wandt Laursen, fået mulighed for at invitere en lille kreds” af folk til middag med Peterson. Han havde imidlertid netop fået et afbud og ville derfor høre, om jeg kunne være interesseret. Ha!” tænkte jeg, selvfølgelig.”

Ja tak!” skrev jeg til Sofie.

Fedt,” svarede hun tilbage. Men så skal du også fortælle mig alt om det bagefter.”

For nogle vil Jordan B. Peterson være kendt som tidligere-stjerneprofessor-nu-YouTube-celebrity, manden bag selvhjælps-bestselleren 12 regler for livet og en af de mest toneangivende konservative stemmer i Vestens heftige kulturkrig med sig selv, hvis han ikke ligefrem er – som han er blevet kaldt i The New York Times – “den mest indflydelsesrige intellektuelle i den vestlige verden lige nu”. For andre vil han være kendt som en farlig mand med farlige tanker.

Middagen fandt sted torsdag aften den 9. juni på en fin restaurant i Københavns indre by. Nu, en uge senere, er der folk, der spekulerer i, om jeg er i lommen på en kristen sekt. Ekstra Bladet har dedikeret en halv times podcastudsendelse til at grave i, hvad der skete til middagen. En random type har spurgt, om jeg er skør”, Pernille Skipper, Enhedslistens tidligere politiske ordfører, har kaldt det fandemig syret”, at jeg har spist med en en notorisk misogynist”. Bekendte har med dæmpet stemme spurgt min mand, hvad det dog handlede om, og om jeg er ved mine fulde fem.

Så er jeg det?

Efter jeg havde sagt ja tak til middagsinvitationen på Restaurant Salon i Bredgade, fulgte en liste med navnene på dem, der også ville deltage. Listen var vidunderligt absurd. Med til middagen kom foruden Mikael Wandt Laursen og tre frikirkepræster også Socialdemokratiets integrationsminister Kaare Dybvad (der vel kan kaldes socialkonservativ), Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh (der vel kan kaldes kulturkonservativ), klimadebattør og tænketanksdirektør Bjørn Lomborg (der har optrådt i Petersons podcast under overskriften Er alt bedre, end vi tror?), komikeren Casper Christensen (der for nylig blev døbt og har beskrevet Jesus som min storebror”), og så altså mig (Mig? Hvorfor mig?), hvilket alt sammen fik det til at lyde som det mest komiske afsnit af Klovn nogensinde: De konservatives ypperstepræst kom til den danske hovedstad, og i et elegant baglokale til en af byens finere restauranter ville han nu møde det her udsøgte mix af kendte mænd, der havde både alt og ingenting til fælles, og så mig (Mig? Hvorfor mig?).

Det mindede mig om en middag, jeg engang skrev om, som fandt sted tilbage i 1930’erne, da den omdiskuterede og vildt karismatiske Freud-lærling Wilhelm Reich kom til København. Reichs proselytter stablede i den anledning en middag på benene for at samle de af byens venstrefløjsspidser, der kunne tænkes at falde i tråd med Reichs budskab om, at det gode samfund alene kan opstå, når enhver får mulighed for at forfølge sine lyster og umiddelbare længsler, når begæret sættes frit. Den karismatiske Peterson, selvfølgelig, ville dog uden tvivl bringe det stik modsatte budskab med sig til København, her godt 100 år efter middagen for Reich: Det gode samfund, mener Jordan B. Peterson, står på ryggen af mennesker, der kan styre deres lyster. Myndighed og frigørelse ligger ikke i at slippe det hele løs, alt begæret, alle underbevidsthedens libidinøse længsler. Tværtimod består den egentlige frigørelse i at tæmme og disciplinere drifterne. Saml benene, og tag ansvar. Lykken,” som Peterson skrev i sin bog 12 regler for livet, er et meningsløst mål.”

Enhver tid har sine profeter, sine karismatiske mennesker, der både opsuger og spreder de impulser og erfaringer og tegn og tanker, der løber gennem kulturen og lader dem med betydning og fortolkninger, så vi andre får mulighed for at se landskabet tydeligere og selv blive en del af det: Greta Thunberg sender den slags elektrificerende energi ud i kulturen, Obama har gjort det, Trump gjorde det. Jordan Peterson er også sådan en profet. Så selvfølgelig elskede jeg alt ved den middagsinvitation.

RYD OP “Prøv at gøre et af rummene i dit hjem så smukt som muligt,” lyder Jordan B. Petersons 8. regel i hans seneste bog, ‘Hinsides orden – 12 nye regler for livet’. Foto: Evening Standard, Ritzau Scanpix

Middagen skulle finde sted i et smalt baglokale til restauranten. Der var en imposant lysekrone over bordet, dæmpet grøn på væggene, alt sammen meget mondænt og ordentligt. Vi, de inviterede, hilste på hinanden og udvekslede smalltalk, inden Jordan B. Peterson ankom punktligt iført klassisk professorantræk, slips og vest og brun tweed. Mænd på 60 som ham selv skal ikke, mener han, ligne forvoksede tiårige”. Han havde sin kone Tammy med sig, hun var i flade sko, rød nederdel, rød bluse, rød cardigan. De har kendt hinanden, siden Jordan var otte. Han boede med sine forældre i huset over for hendes.

Peterson-parret snoede sig fermt rundt i det smalle lokale og gav hånd til alle, inden vi bænkede os ved det veldækkede bord, hvid dug, vinglas så store som punchbowler. Bordkort med sirlig skrift. Jeg fik plads ved siden af Tammy, der sad i midten ved siden af sin mand. Aftenens vært, Mikael Wandt Laursen, og Kaare Dybvad, den af os med størst formel magt i rummet, tog plads overfor.

Tammy lod os vide, at de var udhvilede, jeg foldede den stive serviet ud og tænkte på, hvor besynderligt det må være at leve Peterson-parrets liv. Engang for ikke så forfærdeligt mange år siden var Jordan B. Peterson en anerkendt klinisk psykolog og professor på Toronto University, men totalt ukendt i den brede offentlighed indtil en septemberaften i 2016, da han uploadede en video på YouTube med titlen Professor mod politisk korrekthed. I videoen kritiserede han en lov, som den canadiske premierminister Justin Trudeau havde fremlagt, og som ifølge Petersons tolkning ville medføre et de facto statsligt dekret om at kalde folk ved de pronominer, de ønskede. Om Peterson ville kalde andre hen’ eller de’, skulle han nok selv være i stand til både at bedømme og bestemme efter en snak med de pågældende, det skulle staten ikke blande sig i. Videoen stak af i et viralt ridt, som gav Peterson øjeblikkelig berømmelse, der kun blev endnu større, da han to år senere udkom med 12 regler for livet – en slags selvhjælpsbog stykket sammen af psykologi, naturvidenskab, antikke filosoffer, bibelreferencer og Petersons enkelte livsråd. (Regel 1: Rank ryggen, og hold dine skuldre lige. Regel 8: Tal sandt – eller lad i hvert fald være med at lyve).

12 regler for livet lå nummer et på bestsellerlisterne både hjemme i Canada og i USA. I dag er den solgt i over fem millioner eksemplarer i mere end 50 lande. Fem millioner abonnerer på hans YouTube-kanal, hans videoer er set over 40 millioner gange. Med datteren Mikhaila laver han sin populære podcast The Jordan B. Peterson podcast. Hun, Mikhaila, har desuden sin egen podcast (Få styr på dit liv, hedder et af afsnittene simpelthen), og endelig har Tammy – Petersons kone – for nylig også lanceret sin podcast om symbolisme i Bibelen, bøn og at leve sammen med Gud”. (Tammy, forstod jeg på hende under middagen, havde brug for mere end bare at agere ledsager under Jordans verdensturné, hvilket ærlig talt gjorde mig glad at høre).

Da alle havde bænket sig, bød Mikael Wandt Laursen velkommen til middagen på høflig vis. Derefter bad han alle de tilstedeværende danskere om at introducere sig på skift, startende med klimapanikkritiker og tænketanksdirektør Bjørn Lomborg, der var bænket til venstre for Jordan Peterson og gudhjælpemig stadig ligner en på 25 år. Peterson satte fingerspidserne mod hinanden.

Det var efter udgivelsen af 12 regler for livet, at aviser som britiske The Guardian begyndte at udgive artikler under overskrifter som Hvor farlig er Jordan Peterson?. Her i Danmark udkom min gode ven Anders Haahr Rasmussen med programrækken MandereglerP1, som han – der skriver om den moderne manderolle, queer og køn – lavede sammen med debattøren Emma Holten. I podcasten dechifrerede de Petersons 12 livsråd og bogens beskrivelser af, for eksempel, hvordan en han-hummer tilkæmper sig magten og de lækreste hun-hummere, som – stadig ifølge Peterson – forklarer noget om naturlige kønsroller hos mennesker (og om, hvorfor mænd skal ranke ryggen). Det var den slags tanker, der selvfølgelig blev angrebet af alle dem, der argumenterer for, at køn og kønsroller gennem alle tider har været til forhandling og bør være det. For Petersons fans derimod var det lindrende læsning, et budskab, der ræsonnerede med noget, der slumrede dybt i dem selv: ønsket om at leve i en verden, hvor forskel på mænd og kvinder ikke er tegn på undertrykkelse, men på en natur i balance. Hvor en mands ønske om at forsørge sin familie ikke gør ham til en patriarkalsk superskurk, men til et stolt og ordentligt menneske. Hvis du tror, stærke mænd er farlige,” som Peterson skrev i sin bog, så vent, til du ser, hvad svage mænd er i stand til.”

Gennem historien er de største og mest definerende kulturkampe blevet udkæmpet gennem spørgsmål om sex, drifter, køn og krop. I 1968 stødte blomsterbørnene i løse gevandter sammen med Reaktionen’ med stramme slips. I mellemkrigstiden stødte den kristne Oxfordbevægelse sammen med PHs krav om jazz, friluftsliv og fri sex. I 1890’erne krævede Georg Brandes kvinders ret til at leve lige så løssluppent som mænd, mens Elisabeth Grundtvig krævede kvinders ret til ægtemænd, der var lige så dydige som dem. I dag går tidens største værdikamp om livsanskuelser og holdninger også gennem drifterne og kønnenes land, og det var i den debat, at Petersons bog landede ikke bare som en anvisning til et godt liv, men som en manual til tidens kulturkrig med en woke venstrefløj på den ene side og konservative kræfter på den anden. Hvad skaber det gode liv? Venstrefløjen siger frisættelse fra biologi og historie, Peterson siger taknemmelig bekendelse til klassiske dyder og normer. Hvad tynger det moderne menneske? Venstrefløjen siger det ydre pres fra præstationssamfundet, Peterson siger det indre fravær af ansvar og manglen på en mening, der ligger uden for dig selv.

Som Mikael Wandt Laursen, manden bag middagsinvitationen, formulerede det til mig, da jeg ringede til ham nogle dage efter middagen: Engang var det frihed at kunne styre sine lyster. Så blev det frihed at følge sine lyster. Jeg tror, at dem, der følger Jordan Peterson, oplever, at der er noget, der kalder på dem, som de ikke får i den kultur, der handler om individets frisættelse. Hos ham får de at vide, at de er forbundet til noget større, og at meningen ikke ligger i deres lyst, men i deres ansvar.”

Forretten blev serveret af ferme tjenere med skarpe skjorteærmer. Der var forudbestilt til alle. Vi fik salat, undtagen Jordan og Tammy, der fik serveret henholdsvis en stor rød oksebøf og det, der lignede en stribe lammekoteletter – intet andet, hverken sovs, kartofler eller bare et strejf af grønt. Jeg spekulerede på, om tjenerne havde fået besked på, at parret foretrak at gå direkte til hovedretten, mens vi andre sad og stak i vores salatblade.

I præsentationsrunden blev der ikke sagt andet, end man kan regne ud, hvis man kender de tilstedeværende bare overfladisk. Der var et par kommentarer om personlig selvudvikling, som jeg lader ligge i den private skuffe, eftersom det – omend ingen havde klappet det ud i stavelser for mig – ret tydeligt var tænkt som en privat middag. Så mens ordet vandrede rundt, tænkte jeg på, hvor vildt det må være at befinde sig i centrum af kulturens hedeste hotspot. Og jeg tænkte på dét, fordi jeg lige havde læst Jordan B. Petersons seneste bog – Hinsides orden – 12 nye regler for livet – der begynder sådan her:

5. februar 2020 vågnede jeg op på en intensivafdeling, i Moskva af alle steder. Jeg var bundet fast til sengen med 15 centimeter lange remme, fordi jeg i bevidstløs tilstand havde været så ophidset, at jeg havde forsøgt at rive de indlagte drop ud af armene og forlade afdelingen.”

Det menneske, der skriver megabestsellere om at få styr på sit eget liv – og som her på restauranten sad og gestikulerede på sådan en cool, virtuos måde et par pladser fra mig – er tilsyneladende et menneske, der kæmper voldsomt i sin egen tilværelse.

For to år siden, i 2020, fik Petersons datter foretaget en kompliceret ankeloperation på et hospital i Zürich, hvorefter Tammy blev ramt af en sjælden kræftsygdom med en dødelighed på næsten 100 procent, alt imens Jordan B. Peterson blev afhængig af angst- og sovemedicin. Tammy blev rask (hun bad til Gud om helbredelse, fortæller hun os under middagen), mens Peterson rejste rundt mellem diverse verdensdele for at indlægge sig på hospitaler med nye afvænningsmetoder, hvoraf de færreste virkede. Han var i en lang periode plaget af voldsomme abstinenser og en følelse af at gå til grunde. I sin seneste bog bruger Peterson fortællingen om sig selv til at slå et af sine hovedtemaer an: Lidelsen er en del af livet, meningen kan findes i at tage den på sig som et ansvarligt menneske. Du har kilder til styrke, du kan trække på,” skriver han, og selv om de måske ikke engang fungerer særlig godt, kan de vise sig tilstrækkelige.”

Nu, til middagen, kom hovedretten i form af bøffer og kartofler og sovs til alle, undtagen Bjørn Lomborg og Casper Christensen, der er vegetarer, og Peterson-parret, der fik serveret præcis det samme, som de gjorde til deres forret: rød bøf til ham, lammekoteletter til hende.

Jeg skævede til det hvide porcelæn med det saftige kød på og tænkte, at det var noget af det underligste, jeg længe havde oplevet.

Undervejs i præsentationsrunden udvekslede Jordan B. Peterson et par synspunkter eller spørgsmål med hver enkelt. Hvilke film havde Casper Christensen lavet? (Clown). Kunne Kaare Dybvad ikke overveje at indføre en selvhjælpstest på alle landets videregående uddannelser, som Peterson havde været med til at udvikle, og som tilsyneladende mindsker frafaldet markant blandt især unge mænd med ikke-vestlig baggrund (en idé, Bjørn Lomborg syntes var fed, og som han efterfølgende sendte mig en artikel om fra tidsskriftet Nature). Til Alex Vanopslagh bemærkede Peterson, at de unge i dag tror, de skal finde svaret på livets mening i sig selv, og derfor lider de. Jeg spurgte, om Peterson følte sig misforstået i offentligheden – og hvornår. Det gjorde han ofte, sagde han. Især af kvindelige journalister. Til Bjørn Lomborg lød en invitation til at komme tilbage som gæst i hans podcast. De to kan ganske givet finde en del at være enige om. Da Peterson i januar i år gæstede Joe Rogans podcast, sagde han, at der ikke findes noget, der kan kaldes klima’, og at når blot alle mennesker i verden kommer op på vores levestandard i Vesten, vil naturen få det bedre, og miljøhensyn opstå helt af sig selv, hvilket er både forkert og skørt sagt.

På et tidspunkt fik Alex Vanopslagh ordet igen, fordi han på forhånd var blevet spurgt af Mikael Wandt Laursen, om han ville sætte nogle ord på, hvad der for ham at se er appellerende ved Petersons tænkning blandt især en ikke ubetydelig gruppe unge danske mænd. Jeg er nervøs for første gang i lang tid,” sagde Vanopslagh og grinede. Foruden Casper Christensen var Vanopslagh klart den af os om bordet, der kendte Petersons indflydelse og bøger bedst. Det er mine vælgere, der læser ham,” som Vanopslagh senere sagde til mig. For unge mænd repræsenterer Peterson, sagde han, den myndige faderfigur, vi har slået i stykker i autoritetsoprøret”. Hos ham, mener han, ser de, hvordan de kan bruge deres maskulinitet til noget positivt.

Kaare Dybvad, i øvrigt, sagde til mig bagefter, at han var uenig med Peterson i flere ting, der blev sagt undervejs (blandt andet, at lighed alene bør handle om lighed i muligheder, ikke økonomisk lighed). Men hvem, sagde han, ville sige nej til at spise middag med et verdensomspændende fænomen? Skulle jeg sige nej, bare fordi jeg er uenig? Jeg kan nærmest ikke,” sagde han, forestille mig en person, jeg ville nægte at mødes med, bare fordi jeg mener noget andet end vedkommende.”

Inden Peterson-parret skulle gå, inviterede Mikael Wandt Laursen alle de tilstedeværende til at deltage i en bøn for parret. Da jeg lukkede øjnene, mens Laursen sagde sin bøn om Jesu velsignelse over Jordan og Tammy, tænkte jeg dels på, hvor forrygende morsomt det her ville blive at fortælle nogen om, dels på, hvor underligt det er, at selv jeg, der er rundet af den grundtvigske tradition i Danmark, betragter mig selv som fodformet kulturkristen og går i den lokale folkekirke til husbehov, finder det så ukomfortabelt at deltage i fællesbøn. Havde nogen havde citeret fra Koranen eller læst op fra Toraen, havde det sikkert været nemmere. Hvilket Jordan B. Peterson uden tvivl ville mene en hel del om.

Bagefter tog jeg S-toget til K.B. Hallen og agerede på vejen fotograf for de unge mænd, der ville have et billede af dem selv og Alex Vanopslagh. De var selvsagt på vej mod samme venue som os. Mængden af unge mænd med pænt hår og skarpe, lidt tætsiddende skjorter har aldrig været større i linje F end den aften i København.

Så hvem var de, de tætsiddendes folkevandring, der strømmede til for at høre kulturprofeten Petersons ord fra en scene i en total udsolgt hal? Mads Brügger fra Frihedsbrevet skrev senere, at Peterson er the stupid person’s smart guy, hvilket er sjovt sagt og noget, flere har sagt før ham – og hvilket også er noget af det mest elitære nonsens, jeg har hørt. At kalde de mennesker, man ikke forstår, for dumme, er dén hyppigste fejlslutning, som martrer debatten i de her år, og desuden alene et udtryk for total intellektuel dovenskab. I 1970’erne dømte marxisterne andre ude ved at beskylde dem for at leve i falsk bevidsthed”. De første generationer af psykoanalytikere beskyldte deres modstandere for ikke at være tilstrækkeligt analyseret”. I dag kan man dumpe ind i debattråde på venstrefløjen, hvor den ene beordrer den anden til at educate yourself”, og så er der altså dem, der kalder andre for dumme, hvilket ikke engang er raffineret.

Jeg husker det, som om enhver, der formåede at være bare nogenlunde klarttænkende efter Donald Trumps chokerende sejr i 2016, ret hurtigt blev enige om, at vi, der følte, vi udgjorde mainstreamkulturen, havde forsømt noget helt afgørende – nemlig at lytte til de mennesker, der følte sig fremmedgjort af tidens fintfølende kulturelle koder, de mennesker, der med Trumps sejr manifesterede deres identitet som traditionsbunden hvid mand i protest mod, at alle andre end netop hvide mænd nu havde fripas til at fejre deres særlige identitet. De havde et budskab, vi andre havde forsømt at forholde os til, lød det. Nu skulle de ikke længere udskammes som dumme deplorables. Nu, sagde folk, skulle der lyttes.

Hvad i alverden blev der af den bestræbelse?

Her i K.B. Hallen så jeg groomede CBS-studerende med klogebriller. Jeg så rowdy pædagogtyper, der måske engang var ude i noget lort, men som nu havde fået tilværelsen i vater igen. Foran mig sad en kvinde med tørklæde om hovedet ved siden af sin mand. De fleste lignede folk, der stemte et eller andet borgerligt, men de lignede alt andet end dem, Mads Brügger pegede på som Petersons mest loyale fans: seksuelt frustrerede alt-right-incels.

En af dem, der havde købt billet, var selvfølgelig Jannik, som er 26 år, tidligere tømrer, nu socialvidenskabsstuderende på RUC og grunden til, at jeg hørte om Jordan Peterson første gang. Jeg lærte Jannik at kende, fordi han for et par år siden var højskoleelev på den højskole, hvor min mand er forstander, og jeg ved, at han har læst 12 regler for livet to gange og hørt den som lydbog. Jannik skiller sig rimelig meget ud fra 2020’ernes gennemsnitshøjskoleelev. Han har virkelig pænt hår og går i pæne skjorter og er måske den sidste 26-årige, jeg kan forestille mig svinge en perlekæde om halsen og lakere neglene, sådan som det er a la mode blandt mænd på hans alder lige nu. Desuden er Jannik verdens flinkeste, og jeg elsker hans begejstring for Jordan Peterson, fordi det seriøst bare er smukt at se, hvad det er, han tager med sig derfra: en lyst til at tage ansvar for sig selv, sine nærmeste. Være ordentlig, simpelthen, i sit møde med andre. For mig,” sagde han til mig forleden, er Jordan Peterson en autoritet af en opbyggelig karakter, ikke en nedbrydende karakter. Det tror jeg, der er mange, der hungrer efter. At høre: Hvis din livsfilosofi er bygget op om glæde, bliver det svært at finde mening. For livet er også lidelse, at bære sin byrde. Så man skal finde nogen eller noget at tage ansvar for – familien eller dit arbejde for eksempel. Det er det ædleste, du kan gøre,’ siger han.”

Da jeg mødte Jannik ude i K.B. Hallen, gav jeg ham den signerede Jordan Peterson-bog, jeg lige havde fået stukket i hånden, og han var ved at besvime af glæde. Jannik var der med sin ven, Souhail, som han læser med på RUC, og som har fulgt Peterson, før han blev kendt og bare var en canadisk professor, der lagde sine psykologiforelæsninger på YouTube. Du skal lære at tænke og tale og skrive,” siger Peterson i et interview på Harvard, som ligger på YouTube, og for Souhail er dét et af de mest appellerende budskaber fra Peterson: Han taler jo om, at man skal leve sandt,” sagde han til mig forleden, og han er ikke relativist. Så hvad er egentlig sandt? For mig er det den intellektuelle øvelse ved Jordan Peterson, der tænder mig mest.”

Jannik, i øvrigt, løste gåden for mig: Peterson-parrets indtag af kød skyldtes, at de er på en selvopfunden køddiæt og ganske enkelt ikke indtager andet. Senere læste jeg, at Peterson begyndte på diæten, da han angiveligt fik en allergisk reaktion på noget mad. (Engang, har han sagt, lukkede han ikke et øje i 25 dage efter indtagelse af æblecider).

Jeg tænkte, at det næsten var for oplagt, for symbolsk tykt, at Petersons diæt bestod at netop kød, ikke tofu, ikke klidkerner. Jeg tænkte også, at profeter ofte er profeter, fordi de rummer noget skørt. Og så tænkte jeg: Please don’t do this at home.

Petersons show var på mange måder en underligt lavmælt affære, hans karisma til trods. Først kom Tammy på scenen og fortalte lidt om, hvordan det gik med hele Peterson-familien, dernæst kom Jordan på scenen, hvorefter de to satte sig i hver sin bleggule lænestol, og Tammy fremdrog sin telefon. Fra den læste hun et af de spørgsmål, som publikum på forhånd havde indsendt. Så kiggede hun på sin mand, som herefter fremførte et svar i form af 20-25 minutter lange monologer, mens Tammy indtog en nærmest zen-agtig position som en sfinks af kalksten. Rørte hun kun på sig tre gange undervejs? Da hun tog sin cardigan af, da hun tog sin cardigan på, og da hun fandt en flaske øjendråber frem og vædede sine øjne. Ja, tre gange.

Backstage bagefter tørrede Jordan Peterson sveden af panden, han så træt ud, men gav nogle af os, der stadig hang med fra middagsselskabet, en runde mere i det allerede optegnede landskab. Unge mænd,” sagde han, længes efter at få at vide, de har ansvar. De vil have masser af ansvar.” Casper Christensen nikkede.

Dagen efter sendte han os et konservativt manifest, han har skrevet for nylig, og som han i juli tager til Washington, D.C. for at diskutere med politiske ledere fra Det Republikanske Parti. Sandhed, skriver han i manifestet, er en etisk bestræbelse på at forstå og lære snarere end noget, der kan findes i et sæt af fakta eller en specifik lærdom. Sandhed, med andre ord, er en proces, ikke et punkt, man kan ankomme til. Derfor, fortsætter han i manifestet, skal man have viljen til at forstå andre gennem samtale, det er selve kernen af søgen efter sandhed. Viljen,” som han skriver, til i god tro at række ud på tværs af race, køn, økonomisk klasse og politisk temperament er … selve legemliggørelsen af sandheden.”

Jeg kan godt lide Jordan B. Peterson, når han skriver den slags. Jeg kan ikke lide, når han i sine videoer og i sine talks siger den slags på en måde, der får det til at lyde, som om det mest er alle andre, og især dem på venstrefløjen, der skal blive bedre til at lytte. Jeg finder Jordan B. Petersons fornægtelse af klimakrisen forkastelig. Jeg finder hans beskrivelse af, hvordan ansvar er ladet med mening, smuk, hvis ikke ligefrem sand. Jeg synes, det er fantastisk, at han får unge mænd, især, til at læse og søge viden, til at tage deres liv alvorligt. Jeg finder det åndssvagt provokerende, at han daterer Vestens demoralisering” til den dag, P-pillen blev indført, og er ikke enig i hans kvindesyn. Jeg er desuden ikke meget for det der med at søge simple svar i hummerens verden på komplekse spørgsmål i menneskers kultur. Jeg ved, at de fleste læger med fornuften i behold vil kalde kødkuren en alvorlig helbredsrisiko. Jeg synes, Jordan B. Petersons tanke om, at det i dag er frihed – ikke krav – der gør os syge i sindet, er vigtig og værd at tale mere om.

Skal man stå inde for alt, hvad et menneske mener, siger og gør, for at kunne spise middag med vedkommende? Tilsyneladende ja, hvis man skal tro random typer på Twitter og deres slæng. Der ville blive tomt om mit bord, hvis det var tilfældet. Der ville være dage, hvor jeg ikke engang kunne dele en bid mad med mig selv. Der ville være en kultur, som kollapsede, fordi ingen prøvede at lede efter sandheden med dem, de ikke lignede.

Da jeg nogle dage efter middagen ringede til Mikael Wandt Laursen, spurgte jeg ham, hvorfor det netop var mig, han inviterede med på et afbud.

Jamen,” sagde han. Samtale!”