Internettet er både sårbart og fysisk. Det kommer op af jorden i Nørre Nebel

KABELSTATIONDet er i denne bygning på Industrivej 15 i den vestjyske by Nørre Nebel, at tele- og internetkablet TAT-14 kommer op af jorden. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

For tre uger siden fik Liberia angrebet sit internet af hackere, og store dele af landet stod uden kontakt med omverdenen. Angrebet er historisk, fordi det blotlagde internettets sårbare arnested: de undersøiske netkabler, som hele verden er så afhængig af. Et sådant kabel kommer op til overfladen i en undselig dansk by, der ifølge NSA er blevet kategoriseret som et “potentielt terrormål” på grund af muligheden for spionage og sabotage.

Store spørgsmål som hvad er meningen med livet?” og hvem er jeg?” har i årtusinder hjemsøgt menneskeheden. I dag er det et nyt spørgsmål, der kan gøre ethvert middagsselskab tavst: Hvor kommer internettet egentlig fra?”

Det skal jeg vise dig.

Internettet kommer ikke fra luften – eller skyen’, som nogle kalder det. Nej, internettet er et netværk af godt 300 kabler, ikke meget tykkere end en dåsecola, som løber på bunden af verdenshavene og dækker vores klode som et fiskenet.

Kablerne udgør en enormt fascinerende og nærmest usynlig infrastruktur, som vi er dybt afhængige af. Det er blevet tydeligt efter den seneste tids store hackerangreb, eksempelvis mod et søkabel i Vestafrika og en internetudbyder i USA. Angrebene har blotlagt internettets sårbare arnested og bevist, at uden internettet har vi ingen kommunikation kontinenter imellem, ingen Google, ingen YouTube, ingen pengeoverførsler, ingen mails, ingen chat, ingen Netflix, ingen telefoni, ingen multiplayer, ingen Facebook, ingen tv, ingen Zetland.

Ingen ingenting.

Så du kan nok forstå, hvorfor en chef for den islandske virksomhed Farice, der ejer søkablet Danice, som forbinder Island med resten af verden gennem Danmark, blev noget nervøs, da jeg i en mail spurgte ham, hvilke konsekvenser det ville få, hvis man – helt hypotetisk – skar Danice over (jeg spurgte, fordi jeg havde opsnuset, at kablet kom op til jordoverfladen i en såkaldt kabelstation lidt syd for den vestjyske by Nørre Nebel).

Jeg vil ikke oplyse, hvad der ville ske,” skrev Örn Orrason, som chefen hedder, tilbage i en mail.

Hvorfor ikke?

Det handler om nationens sikkerhed! End of discussion.”

Islændingen, lærte jeg, var ikke bare paranoid.

Påpasseligheden skyldtes, at næsten alt og alle er afhængige af, at der er hul igennem. Men, viste det sig, det handler også om frygten for spionage, sabotage og, nå ja, menneskets digitale kortslutning. Men først lidt kabel-historie (tro mig, det er mere spændende, end det lyder).

TRANSATLANTISKMellem 1865 og 1878 rullede skibet SS Great Eastern over 50.000 kilometer telegrafkabel ud på bunden af verdenshavene. Det var dengang det største skib i verden med en vægt på 19.000 tons. Foto: Photo Science Library / Scanpix

Vi har rullet kabler ud på bunden af verdenshavene siden 1858, hvor Dronning Victoria af Storbritannien som det første menneske nogensinde sendte et telegram, hvor der stod noget a la tillykke vi gjorde det’ i morse fra England til præsident James Buchanan på den anden side af Atlanterhavet i USA.

Det var en verdenssensation.

Overvej, at al kommunikation mellem USA og Europa før det øjeblik var foregået ved at sejle et skib over Atlanten. Det var en rejse, der tog flere uger – måneder måske, hvis vejret var genstridigt. Med det første transatlantiske søkabel kunne man sende et telegram af sted om morgenen og få svar tilbage samme dag.

165 år senere og vores klode er i dag snøret sammen på kryds og tværs med i alt 885.000 kilometer tele- og internetkabler – det, der svarer til 22 gange rundt om jorden. I Danmark har alle adgang til internettet – endda noget af det hurtigste og mest tilgængelige internet i verden, ifølge en ny rapport fra OpenSignal, der kortlægger internetdækning.

Men ude i verden er det stadig kun et mindretal (44 procent) af befolkningen, der har adgang til internettet (vildt, i øvrigt, at tænke på, at mennesker på internettet fortsat er en minoritet). Men antallet af internetbrugere stiger eksplosivt år for år, og det nuværende antal er da også pænt, i betragtning af at kun 6,8 procent i 2000 havde adgang til det evigt fascinerende World Wide Web.

Tværs over Atlanterhavet ligger et 15.295 kilometer langt kabel på bunden som en søpølse og strækker sig fra en havneby i New Jersey på USAs østkyst, nord om Skotland, ind i Østersøen og går i land i Vestjylland.

Det er gennem dette søkabel, der ender bag en indhegnet kabelstation i armeret beton på Industrivej 15 i Nørre Nebel – fem kilometer fra islandske Danices kabelstation – at meget af internettet kommer til Danmark.

Bygningen er med sin indmad af kabler og stik og summende computere og servere et konkret bevis på, at internettet, om end svært at definere og endnu sværere at pege ud, er en meget fysisk ting.

Det er bygninger som denne og søkabler som Trans Atlantic Telephonecable-14 (TAT-14), som kablet hedder, der sammen med godt ni andre søkabler gør, at vi i Danmark kan gå på internettet, ringe og se tv – ja, alt, hvad internettet bringer med sig. Alligevel er bygningen på Industrivej 15 kun omtrent dobbelt så stor som Blåbjerg Cykel og Plæneklipperservice for enden af vejen.

TAT-14-kablet er ejet af flere internationale tele- og internetselskaber, men det er Telia, der driver stationen i Nørre Nebel mod at få andel i kablets enorme kapacitet. Kapaciteten svarer til, at man kan se 7,5 millioner tv-kanaler i HD-kvalitet samtidig, og internettet i kablerne bevæger sig så hurtigt fra Danmark til USA og tilbage igen, at det kun tager 90 millisekunder at sende data mellem landene.

Derudover er spændingen i kablet så høj, at hvis nogen stak en gaffel i kablet, ville man få stød i armen svarende til 22 260-volts stikkontakter på én gang. Hvis det ikke er afskrækkelse nok, så vid, at TAT-14-kablet er så vigtigt for den globale infrastruktur, at Nørre Nebel-kablets overlevelse er topprioritet for USA.

TAT-14Kortet her viser, hvilke lande TAT-14-kablet forsyner med tele- og internetkommunikation. TAT-14-kablet er blot et af mange kabler, der i dag forbinder USA med Europa. Illustration: Jørgen Stamp

I et hemmeligt dokument fra den amerikanske antiterrortjeneste, Homeland Security, som blev lækket af WikiLeaks i 2010, stod der, at kabelstationen i Nørre Nebel var et potentielt terrormål, fordi TAT-14-kablet udgjorde en kritisk del” af USAs infrastruktur. Derfor ville det gøre øjeblikkelig og ødelæggende skade på De Forenede Stater”, hvis det blev ødelagt, forstyrret eller misbrugt”.

Kablet kom ligeledes i internationalt søgelys i 2013, da NSA-whistlebloweren Edward Snowden lækkede interne dokumenter til The Guardian, som dokumenterede, at kablet siden 2009 havde været aflyttet af de britiske og amerikanske efterretningstjenester, GCHQ og NSA. Det var muligt, fordi TAT-14 kommer til Danmark direkte fra USA og fortsætter som i et loop tilbage til USA sydover gennem Tyskland, Holland og England for så igen at krydse Atlanten.

Lækket dokumenterede, at efterretningstjenesternes i alt 550 analytikere havde tappet’ enorme mængder oplysninger som telefonopkald, mails, beskeder, aktivitet på sociale medier og internettet generelt fra mere end 200 søkabler, der forbinder USA og England med resten af verden.

Ved at have adgang til kablerne kunne GCHQ og NSA altså kigge verdens to milliarder internetbrugere over skulderen – heriblandt også hvad intetanende danskere foretog sig på internettet.

Men før en efterretningstjeneste kan få adgang til kablerne, skal tjenesten have lov af teleselskabet. Det gælder også i Danmark. Claus Nielsen, der er næstformand i Danish Cable Protection Committee, en forening af selskaber, som ejer søkabler i Danmark, siger, at han ikke er bekendt med nogen aftaler mellem teleselskaber og efterretningstjenester.

Men det ville de selvfølgelig heller aldrig sige til mig.”

Telia, der har ansvaret for kabelstationen i Nørre Nebel, skriver i en mail til Zetland, at de hverken overvåger eller tapper den data, der løber gennem TAT-14-kablet.

INFRASTRUKTURMarseille i Frankrig er afhængig af sin teknologi-industri og det 18.000 kilometer lange fiberoptiske SEA-ME-WE 5-kabel (South East Asia–Middle East–Western Europe 5). Kablet forbinder Frankrig med Asien og er ét af i alt 13 søkabler, der løber ud i verden fra strandene nær storbyen. Foto: Boris Horvat / Scanpix

Det, at efterretningstjenester tapper søkabler, er old news.

I 1970’erne – under Den Kolde Krig – opdagede amerikanerne et søkabel ud for Ruslands østkyst. Kablet forbandt to store sovjetiske flådebaser og gjorde det muligt for dem at kommunikere med hinanden. Den samtale ville koldkrigsangste USA rigtig gerne lytte med på. Så man påbegyndte Operation Ivy Bells.

Den amerikanske ubåd USS Halibut sejlede dybt ned i sovjetisk farvand med et aflytningsapparat, som elitetrænede dykkere monterede på søkablet. Hver måned svømmede dykkerne tilbage og hentede et bånd med op, som havde optaget al kommunikation mellem flådebaserne. Båndene fik NSA til gennemlytning.

Aflytningen stod på frem til 1981, da NSA-analytikeren Ronald Pelton sagde op og solgte alt, han vidste om Operation Ivy Bells til KGB, den russiske efterretningstjeneste, for 235.000 kroner (Pelton var en mand i seriøse økonomiske problemer). Fire år efter blev han anholdt og smidt i fængsel, og Pelton blev først en fri mand sidste år.

Det småuhyggelige er, at på nogenlunde samme tid sidste år sejlede det russiske spionskib Yantar med to miniubåde ombord langs USAs østkyst og ned til Cuba, hvor et af USAs helt store søkabler går i land ved den amerikanske flådebase Guantanamo. Den amerikanske flåde advarede om, at sådanne ubåde, som Yantar havde med ombord, var udstyret, så de let ville kunne klippe søkablet over og dermed kortslutte al kommunikation mellem flådebasen og fastlandet.

Samtidig advarede den amerikanske flåde om, at lignende russiske spionskibe og ubåde patruljerede aggressivt” op og ned langs søkabler i Nordsøen, omkring Kina og Japan og langs amerikanske kyster. Måske, lød det fra flåden, fordi Rusland planlægger, hvordan de kan skære kablerne over i forbindelse med spændinger eller konflikter.

Aktivitetsniveauet,” sagde en højtstående EU-diplomat i samme forbindelse til New York Times, kan sammenlignes med det, vi så under Den Kolde Krig.”

USA har ingen beviser for, at Rusland endnu har klippet nogen søkabler over.

“Kun få brugere af Internettet”

Under overskriften "Kun få brugere af Internettet" skrev Berlingske 9. september 1995, at “kun tre procent af befolkningen har prøvet Internettet, og det er udelukkende 19-29-årige computer-freaks. Ny analyse gør op med cyberspace-fascinationen. Internettet uden kommerciel betydning.”

Chef-islændingen med søkablet ville som nævnt ikke fortælle mig, hvad der ville ske, hvis et land pludselig gik offline – og forblev offline. Mit gæt er stilhed, hvor alle (forgæves) forsøger at google, hvad der dog foregår. Og så: totalt kaos.

En optælling fra analysebureauet Telegeography viste, at cirka 100 søkabler om året bliver beskadiget eller skåret over. Oftest på grund af skibsankre, uforsigtige fisketrawlere, naturkatastrofer som jordskælv og nysgerrige hajer. Det er uheld, men det er ikke mere end en måned siden, at hackere angreb den amerikanske internetudbyder Dyns servere, hvilket betød, at hjemmesider som Netflix, Twitter, New York Times, Amazon og mange andre gik i sort i flere timer.

To uger efter gik det så ud over det lille vestafrikanske land Liberia.

Her angreb hackere de to televirksomheder, der sammen ejer det ene søkabel, som al Liberias internettrafik løber igennem fra Frankrig og ned langs Afrikas vestkyst. Kun 5,6 procent af Liberia er på internettet, så konsekvenserne var efter sigende ikke værre, end at nogle forretningsdrivende mistede penge under blackoutet. Men hacket viste, hvor farligt det kan være for et land at være afhængig af et enkelt søkabel, som det stadig er tilfældet for rigtig mange udviklingslande.

Egypten oplevede noget lignende i 2013, da kystvagten i Alexandria anholdt tre dykkere, der var ved at skære søkablet SEA-ME-WE 4 over. Kablet forbinder Europa med Mellemøsten og Asien. Selv om søkablet aldrig blev skåret helt over, var 60 procent af internettet i Egypten nede i flere timer. Det samme skete i 2008, hvor to søkabler blev skåret over, ligeledes i Alexandria, som fungerer som en flaskehals for meget af internettet mellem Vest og Øst. Vi ved ikke, om formålet var cybersabotage, det kunne også blot være skattejægere på jagt efter kobber, lød et gæt. I så fald ville det ikke være første gang.

I 2011 huggede en 75-årig kvinde fra Georgien et kabel over, mens hun gravede efter gamle metalrør, som var blevet blotlagt efter et mudderskred. Det betød, at 90 procent af internettet i nabolandet Armenien forsvandt i fem timer og efterlod landets 3,2 millioner mennesker uvidende om, hvad der var sket, fordi al kommunikation i landet – som internet, telefoni, tv – var gået i sort.

SØKABELDet kostede cirka 3,5 milliarder kroner at trække det fiberoptiske SEA-ME-WE 5-kabel fra Singapore, Malaysia, Thailand, Bangladesh, Indien, Sri Lanka, Pakistan, Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Sudan, Egypten, Italien, Tunesien, Algeriet og til sidst til Frankrig. Foto: Boris Horvat / Scanpix

I dag kommer 99 procent af internettet fra søkablerne.

Den sidste ene procent er fra satellitter (det er sådan, forskere på eksempelvis Antarktis har internet). Det kan virke besynderligt, at vi stadig ruller kabler i havene, som vi gjorde det i 1850’erne, når vi nu har tusindvis af satellitter i cirkulation om jorden, som ikke bliver bidt over af hajer. Men det skyldes, at internettet fra rummet endnu er for langsomt.

Men det arbejder tech-virksomheder som Google og Facebook på at ændre. Et af Googles forsøg er Loon-projektet, hvor Google vil sende luftballoner med internet op i stratosfæren. Ballonerne skal så med vinden give de sidste mennesker, som endnu er offline, internet. Ligesom Facebook er ved at testflyve Aquila – enorme droner, der som albatrosser skal svæve over jorden med internet.

Det peger mod, at internettet i fremtiden faktisk kan komme fra luften – eller skyen’ – og forbinde ikke bare 44 procent af verdens befolkning, men alle som én på World Wide Web.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: