Regeringen har nedsat et disruption-råd". Men hvem skal forstyrres og hvorfor?

KAPOW?Disruption var oprindelig en teori om, hvorfor virksomheder fejler, hvor pointen var: ødelæg dig selv, før du bliver ødelagt af andre. I dag har begrebet bevæget sig ud i de ideologiske buzzwords verden. Illustration: Giacomo Bagnara, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Regeringen har nedsat et disruptionråd, hvilket både fagbevægelsen og erhvervslivet og SF er glade for. Engang beskrev disruption en process, hvor en virksomhed blev udkonkurreret nedefra af snilde og teknologi. I dag er begrebet rykket ind i den offentlige sektor og den offentlige samtale. Men hvad mener regeringen om disruption, og hvad siger udtrykket om vores idé om fremtiden? 

Et par timer efter, Lars Løkke Rasmussen i mandags trådte ud af Amalienborg med sin nye regering, landede en pressemeddelelse på fodboldklubben Hobro IKs hjemmeside. Træner Ove Pedersen var fyret.

Både Ove og spillertruppen har været gennemført professionelle og arbejdet målrettet med opgaverne,” forklarede bestyrelsesformand Lars Kühnel, men vurderingen er, at vores muligheder for oprykning bliver bedre ved at finde en anden træner med nye idéer.”

Hobro IK ligger nummer ét i første division.

I det nye regeringsgrundlag, der bærer titlen For et friere, rigere og mere trygt Danmark”, kan man læse om nedsættelsen af et såkaldt disruptionråd (mærkeligt nok uden fuge-s), der skal drøfte, hvordan vi sammen skal sikre et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, og hvor alle kommer med i udviklingen,” som det hedder. Begrebet disruptionråd har siden ført til en pæn portion sarkastisk morskab på de sociale medier – Svend Brinkmann græmmede sig (selvfølgelig) – men både SFs leder, Pia Olsen Dyhr, og Sofie Carsten Nielsen fra de Radikale roste tiltaget, og det samme gjorde erhvervsorganisationer og teknologifolk og LO. Alle (næsten alle) var glade, måske fordi det ikke helt stod klart, hvorvidt regeringen ville arbejde for eller imod disruption, om det drejede sig om offentlig eller privat disruption – eller hvad man i det hele taget og præcis forstod ved dette ord.

Nu kunne man måske bare have spurgt Hobro IK, der tilsyneladende havde fanget essensen af begrebet disruption: at forstyrre sig selv indefra, før man bliver forstyrret udefra – uanset hvor godt det ellers går i 1. division. Men i stedet ringede jeg i går til Jacob Elleman, der er politisk ordfører for Venstre, for at høre, hvad regeringen forstår ved disruption.

Den teknologiske udvikling går rasende stærkt,” sagde han. Vi får en masse muligheder, og vi kan jo se, at det giver os nogle jobmuligheder og nogle helt nye teknologiske veje at gå. Og det bliver vi ofte meget fokuserede på, og så glemmer vi, at det også er noget, der giver udfordringer for rigtig mange mennesker. Det skal vi tage seriøst og finde ud af, hvordan vi håndterer, så vi ikke efterlader nogen på perronen.”

Men er disruption navnet på et problem eller en løsning?

Det er både en mulighed og en udfordring. Der er jo ikke noget her i verden, der er så sort og hvidt, at det ikke indeholder både muligheder og udfordringer.”

Selv om Hobro IKs historie over de seneste par år i sig selv kunne udgøre et interessant case-studie, så forbinder vi sædvanligvis ikke disruption med fodbold, men med start-up-virksomheder som taxatjenesten Uber og værelsesudlejningsappen Airbnb, små selskaber, der bliver store på at undergrave en branches eksisterende forretningsmodel på en teknologisk måde (i det omfang vi da forbinder disruption med noget som helst).

Men disruptive innovation, som det retteligt hedder, handler ikke om ny teknologi, men om de nye sociale og økonomiske relationer, den nye teknologi formidler. Forretningsmodellerne forandrer sig, og det samme gør arbejdsmarkedet.

Det var en amerikaner med et halvdansk navn, Clayton Christensen, der navngav den proces – for det er en proces – som har sneget sig ind i regeringsgrundlaget, og det skete i en artikel i Harvard Business Review i 1995 med titlen: Disruptive Technologies: Catching the Wave”. Ifølge Christensen skal man tænke sig processen sådan her: Din veletablerede … computervirksomhed fokuserer på at forbedre sin ydelse over for sine mest krævende og bedst betalende kunder. Det gør du for så vidt klogt i. Men så er det, der sker en af to følgende ting:

  1. Hastigheden af den teknologiske udvikling overstiger efterspørgslen. Dine kunder har ikke brug for alle de avancerede funktioner, din laptop kan tilbyde, så et mindre firma udvikler en billigere laptop, og lige pludselig har de udkonkurreret dig. Det er det, der hedder low-end-innovation.

  2. Eller også finder et mindre firma ud af, at man kan have sin laptop i lommen og kalde den en iPhone. Pludselig er dit marked skrumpet gevaldigt ind. Det er det, der hedder new-market-disruption, og som vi typisk forbinder med disruption herhjemme.

Christensen udviklede også en strategi for, hvordan virksomheder kan disrupte sig selv på den gode måde blandt andet ved så at sige at ødelægge sin forretningsmodel indefra for at lade en ny spire. Men disruptive innovation var altså, som Jill Lepore, der er historieprofessor på Harvard, skrev i The New Yorker for et par år siden, en teori om, hvorfor virksomheder fejler. Ikke mere end det”.

Og pointen var: Ødelæg dig selv, før du bliver ødelagt af de andre.

Bonusinfo. “Nøglen er at omfavne disruption og forandre sig tidligt. Lad være med at reagere årtier senere. Du kan ikke kæmpe imod innovation.” Ryan Kavanaugh, milliardær og forretningsmand. Kilde: Variety.com

Siden midthalvfemserne er det imidlertid, som om disruptionsbegrebet har bevæget sig fra det deskriptive og imod det nogenlunde normative og derfra ud i de ideologiske buzzwords’ verden. At etablerede virksomheder undergraves af teknologisk innovation, og at det har økonomiske og sociale konsekvenser (positive og negative), er svært at blive uenige om. I den forstand udgør det en politisk udfordring, hvad man må formode, er årsagen til, at eksempelvis LO var glade for nedsættelsen af disruptionrådet.

Men som Lepore skriver, har disrupt or be disrupted-logikken bredt sig langt ud over virksomhedsverdenen. Vil man undgå at blive undergravet nedefra, må man, hvis man skal tro disruptionslitteraturen, begynde at undergrave sig selv indefra, uanset hvad eller hvem man er. Også det offentlige skal således disrupte for ikke at blive disruptet, hvis man for eksempel rådfører sig med Public sector, disrupted”, en af konsulentgiganten Deloittes rapporter om emnet, der bærer den opbyggelige undertitel: How disruptive innovation can help government achieve more for less”.

Disruption er altså blevet diagnose og kur i ét ord – og en meget bred kur til en meget bred diagnose. Man skal forstyrre ordenen, alle steder. Og selv om Christensen har skrevet en pæn bunke bøger om emnet, så er der tilsyneladende ved at blive lige rigelig meget disruptionssnak for disruptionsguruen selv:

Det er vores erfaring, at alt for mange mennesker taler om disruption uden at have læst en seriøs artikel eller bog om emnet,” skrev han i al fald sammen med et par kolleger sidste år i Harvard Business Review.

Alt for ofte bruger de udtrykket i flæng for at påberåbe sig idéen om innovation til støtte for det, de ønsker at gøre.”

Jeg skal ikke kunne sige, om det er tilfældet for Liberal Alliance, men partiet er i al fald begejstret for begrebet. Senest var det Mette Bock, nu kulturminister, der i en kronik i Politiken i starten af november beskrev opgøret med de gamle partier’ – der som bekendt ikke tæller Liberal Alliance – som en uomgængelig og på mange måder positiv demokratisk disruption’”.

I forsommeren fremlagde partiet sin it-politiske strategi (“Mod til disruption i det offentlige”), hvori man kunne læse, at der er brug for, at vi lader den offentlige sektor disrupte, ligesom det har været tilfældet i den private”.

I samspil med den private sektor og fremtidens teknologiske muligheder ligger et utal af muligheder, som vil kunne hæve servicen og nedsætte omkostningerne i den offentlige sektor,” hedder det i it-udspillet, der udpeger undervisning, børnepasning og ældrepleje som disruptionsmodne områder, og som er temmelig ublu omkring det forhold, at offentlig disruption er et andet ord for privatisering:

Men det kræver, at disruption kan gøre op med det monopol, som den offentlige sektor har på de serviceydelser af kernevelfærd, som er en realitet i dag.”

Så er det dét, regeringens disruptionråd er nedsat for?

Nej,” sagde Elleman, der understregede, at rådet var nedsat for at undersøge udfordringer og muligheder ved den teknologiske udvikling, og desuden afviste, at idéen er groet ud af Liberal Alliances have.

Det her er noget, Venstre, Liberal Alliance og de Konservative er rystende enige om.”

"Det her er ikke disruptive innovation," skriver Larry Downes og Paul Nunes i deres seneste bog om, hvordan teknologien forandrer vores samfund og økonomi. "Det er devastating innovation."

Når en fodboldklub fyrer en træner, selv om klubben ligger nummer et, peger det på en tillid til, at der er noget nyt og ukendt, der er bedre at bygge videre på end det, man har. Der ligger med andre ord en tillid til fremtiden i fyringen af Ove Pedersen.

At det nye således har en værdi og legitimitet, alene fordi det nye er nyt, er imidlertid ingen nyhed. Som Lepore skriver i sin artikel, plejede vores idéer om fremtiden at være religiøst funderede. Gud havde styr på fremtiden.

Med sekulariseringen af de europæiske samfund og bevidsthed fra oplysningstiden og frem erstattede idéen om fremskridtet – socialt, politisk, økonomisk og videnskabeligt – det guddommelige forsyn; vi var blevet herre over egen skæbne, men skæbnen gik fremad uanset, og fremad betød opad og udad.

Men med innovationsbegrebet – der lover noget nyt, men ikke nødvendigvis noget bedre – trådte en vis ambivalens omkring fremtiden ind, og det er denne ambivalens, der i disruptionstænkningen slår helt ud i sort. Uden disruption af den offentlige sektor vil vi ikke være i stand til at fremtidssikre den offentlige sektor,” står der til eksempel i Liberal Alliances it-udspil.

Det nye har nu en værdi og legitimitet, fordi det er nyt, men også – og det er nyt – fordi det betragtes som værende uomgængeligt. Vi er ikke længere sat fri til fremtiden; vi er nødt til at ødelægge os selv, hvis vi vil med ind i den, uanset hvor godt det går i øjeblikket.

Sådan er det bare, åbenbart. I al fald i Hobro IK. Beklager, Ove Pedersen. Tiden må vise, om disruptionrådet når samme konklusion.