Menstruations-moralisterne har ikke gang i en frihedskamp. De har gang i det modsatte

La-di-daSå skal der friblødes. Illustration: Jørgen Stamp

Derfor skal du læse denne artikel

En menstruationsbevægelse er nået til Danmark og promoverer sig selv som et dristighedens projekt, der gør radikalt op med et flere tusinde år gammelt tabu. Men er mensesaktivisterne faktisk frihedskæmpere? Eller hører de snarere blandt de nye moralister i en kultur, hvor det eneste, der er tabu, er ønsket om at holde noget privat?  

Jeg lærte for nylig to ting om mig selv. Jeg lærte, at jeg måtte skamme mig voldsomt, og at min skam var voldsomt undertrykt. Jeg lærte det i et stort – og senere vildt omdiskuteret – forsideinterview, som Politiken bragte med Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang, der har skrevet en bog om menstruation med det formål, som det hed sig i interviewet, at gøre op med den skam, der i årtusinder har klæbet til menstruation”.

Menstruationsblod er en afgørende flanke i kampen for den endelige ligestilling, argumenterede kvinderne, og derfor bør blodet hverken suges op eller gemmes væk. Hvis man ikke kan se menstruation, mærke den, lugte den,” som Sine Cecilie Laub formulerede det, så kan kvinder gå på arbejde og gøre lige, hvad de vil. Men dermed siger man også, at kvinder ikke kan gøre de ting på lige fod med manden, hvis det er tydeligt, at de har menstruation.”

Efter Politiken bragte interviewet med de to bogaktuelle, begyndte de sociale medier at ligne en overfyldt Madame-pose. Tamponer, blodfyldte hygiejnebind og alenlange menstruationskommentarspor har i hvert fald fyldt godt op i mit verdenshjørne af nettet. Den internationale mensesaktivisme, som allerede for flere år siden indfandt sig i Sverige, er således ankommet til Danmark – og debatten i sig selv har kun bestyrket Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang i deres kamp. At det kan medføre stort opslåede forsideartikler åbent at erklære sig som freebleeder, sådan som Sine Cecilie Laub gør, ser de som et klart bevis på skammen og tabuets enorme omfang.

I virkeligheden er det absurd,” som Laub formulerede det i Politiken-interviewet, at man kan komme på forsiden af en stor avis ved at fortælle, at man bløder ned i en bomuldstrusse i stedet for ned i noget kemisk afbleget lort fra industrien.”

Men er dét det egentlige absurde ved denne blodige sag?

Eller er det absurde snarere dette: at påstå på forsiden af en af landets mest respekterede aviser, der læses af hundredtusindvis af helt almindelige borgere, at det, der siges i de respekterede, helt almindelige spalter, er af en så tabubelagt karakter, at det (indtil dette øjeblik) har hørt til i det usagtes verden?

Med andre ord: Er dén opmærksomhed, menstruationsfrontkæmperne har afstedkommet, faktisk bevis på, at der findes en massiv skam og et massivt tabu blandt os? Eller er det snarere bevis på det stik modsatte? At tabuet ikke findes. At vi lever i blotternes tidsalder, hvor de nye moralister er dem, der ingen grænser vil sætte.

Jeg skrev for nogle år siden en bog om 1930’ernes seksualreformbevægelse og blev undervejs i min research overrasket over, hvor lang tid det tog mig reelt at fatte, hvor ekstrem og ødelæggende datidens herskende seksualnormer var. Jeg vidste selvsagt med min forstand, at krop og lyst – særligt kvinders krop og lyst – dengang var tabuiseret, at seksualoplysning stort set ikke fandtes, og at man kunne ryge i spjældet for at udgive utugtigt’ materiale eller sælge kondomer med et billede af Stauning på spidsen.

Men rigtig at forstå, hvad det vil sige at have en krop og en lyst og en biologi, som ligger helt uden for ens bevidsthed, helt uden for ens sprog og begrebsverden, dét tog mig en rum tid. Så fundamentalt anderledes var den verden fra min. For 1930’ernes gennemsnitskvinde var det end ikke til rådighed at formulere sig om sin egen krop. Hun havde ikke ordene. Undertrykkelsen omkalfatrede alt, det private, det politiske, sindet, kødet, loven, livet, kærligheden.

Selv det at vaske sine kønsdele var tabubelagt. Når en af pionererne i den skandinaviske seksualreformbevægelse, Elise Ottesen-Jensen, underviste nordsvenske proletarkvinder i at skubbe et pessar rigtigt på plads, måtte hun gå ud og kaste op i en spand efter hver instruktion, fordi,” som hun senere skrev i sine erindringer, det var tabu at vaske sig der.

Det var også tabubelagt at bruge prævention. Det var tabubelagt at onanere. Det var tabubelagt at fortælle børn sandheden om, hvordan de blev til. Det var tabubelagt at være nøgen, selv i soveværelset. Det var tabubelagt at kende sin egen anatomi, at vide, hvad en klitoris er og kan bruges til. Det var tabubelagt at have menstruation.

Og videre: Det var forbudt at reklamere for prævention. Det var forbudt offentligt at synge en sang, hvor ordene kneppe og bøsse indgik. Det var forbudt at udgive et seksualoplysende tidsskrift. Det var forbudt at udkomme med digte og udstille skulpturer, der af myndighederne blev betragtet som obskøne.

Og endnu videre: Det var farligt offentligt at agitere for en friere seksualmoral. Gjorde man det, risikerede man fængsel eller – under krigen – døden.

Sådan ser ødelæggende skam ud. Sådan ser et tabu ud.

Og sådan ser vores forhold til menstruation ikke ud. Så det sådan ud, ville en almindelig gennemsnitskvinde i Danmark ikke kunne få over sig selv at bede sin mand om at købe Tampax i Brugsen. Og så ville hendes mand ikke kunne få over sig selv at købe de Tampax i Brugsen. Og så ville Brugsen ikke kunne få over sig selv at sælge en avis med en historie om en freebleeder. Og så ville avisen ikke kunne få over sig selv at sætte en freebleeder på forsiden. Og så ville freebleederen ikke kunne få over sig selv at erklære sig som freebleeder, medmindre freebleederen var parat til at leve et liv i vanære.

Bonusinfo. I Sverige har de allerede for nogle år siden stiftet bekendtskab med menstruationsaktivisme. “Lige nu foregår der nærmest en lille menstruel revolution i Sverige,” sagde Josefin Persdotter, der forsker i menstruation som socialt fænomen, til Information for to år siden.

Det var Freuds psykoanalyse, der gav kvinder og mænd et sprog, som forløste dem for deres dybe skam og konsekvenserne af dens undertrykkelse. Det var Freud, der som en anden opdagelsesrejsende bevægede sig ned i det underbevidstes terræn og vendte tilbage med ord og begreber og viden om alt det, som et helt samfund og en hel industri af præster og læger og lærere ikke ville anerkende eksistensen af. Freud rev moralismens hængedynd til side og afslørede, hvad der lå nedenunder: naturlige drifter og lyster. Det var godt.

I dag er turen ind i skammens rige ikke længere en opdagelsesrejse, for vejen derind er gennem et helt århundrede betrådt af samtlige Freuds elever og deres elevers elever; af sociologer og antropologer og læger og socialarbejdere og pædagoger og lærere og omsorgspersonale og forfattere og kunstnere og journalister og menstruationsaktivister. De tramper rundt derinde i hælene på hinanden som en større hær og aflægger rapport om alt det, de mener at afdække for første gang. Deres selvopfattelse,” som den amerikanske historiker Christopher Lasch har beskrevet typen, kræver et billedsprog, som handler om dristig udforskning og erobring af forbudt territorium.”

Flokkens kropspolitiske program lyder som følger: De vil kurere skam med skamløshed.

Og resultatet?

En kultur, hvor alt der kan siges, skal siges. En kultur, hvis default setting er privat, hvor det respektløse har forrang over det respektfulde, og hvor det mest dubiøse, du kan gøre, er at skamme dig. Det er en kultur, hvor du er at betragte som undertrykt, hvis du har din tampon i lommen på vej til toilettet, i stedet for at bære den foran dig som en frihedens flammende fakkel.

Overalt udstilles folks følelser og kroppe uhæmmet – en hemmelighedernes parade,” som psykoanalytikeren Leon Wurmser allerede i 1981 skrev om vores blottersamfund i The mask of shame. Det er … blevet svært at udtrykke ømme følelser, respekt, ærefrygt, idealisering, ærbødighed. Det er næsten blevet god tone’ at være uærbødig.”

Det er klart, at ingen bør ønske sig tilbage til en kultur gennemsyret af en skjult og negligeret skam, der efterlader folk topneurotiske og ude af stand til at forholde sig til deres dybeste længsler og drifter. Men hvad hæren af de skamløse fodsoldater har glemt at spørge sig selv om, er dette: Ønsker vi virkelig et samfund, hvor ingen reelt kender til skam?

Er den lille skam, der medfører en diskretion, en hemmelighed, et privat hjørne af tilværelsen, ikke præcis noget af det, der gør det både udholdeligt og spændende at leve med hinanden? Udholdeligt, fordi vi ikke konstant behøver at konfronteres med hinandens prutter, erektioner, aggressioner og opblæsthed. Spændende, fordi det erotiske er dybt forbundet med længslen efter det skjulte og fremmede. Skammen,” som Nietzsche bemærkede, finder vi overalt, hvor der er et mysterium’.”

Selv ikke Freud, skammens chefarkæolog, nærede nogen illusioner om, at det skamløse Utopia var en praktisk eller ønskelig mulighed. At leve et liv bundet sammen med andre mennesker i en fælles kultur, en fælles civilisation, indebærer et ubehag, der skyldes behovet for at balancere mellem naturens instinkter og kulturens normer, mente han. Skammen har altså per definition til huse i enhver civilisation. For at blive tilfreds i sit liv, mente Freud, er det hverken nødvendigt eller muligt at komme af med ubehaget. At blive tilfreds med sit liv indebærer at kende den tålelige skam. Og lære at leve med den.

Bonusinfo. I 1971 lavede den amerikanske kunstner Judy Chicago et af de første menstruationsværker i kunsthistorien: Et fotolitografi, som forestiller en hånd, der hiver en tampon ud af en skede. Red Flag hedder værket.

Sat på spidsen er menstruationsaktivismen i bedste fald et kuriosum i historiens knopskudte feminisme. I værste fald er den et udtryk for, hvordan en progressiv, samfundsforandrende kraft har reduceret sig selv til en klub for de selverklærede anderledes, der på deres politiske program alene har behovet for anerkendelse.

Op gennem det 20. århundrede var den feministiske kamp en kamp om lighed. Modige, visionære kvinder og mænd sloges et politisk slag for at give kvinden samme sociale og økonomiske plads i verden, som var manden forundt – en bevægelse, der også indebar kampen mod udnyttelse, mod kapitalismens udbytteri, mod fattigdom, mod forbrugersamfundets hulhed og stivnede, borgerlige familiemønstre.

Det var en bevægelse, der troede på, at det fundamentalt kunne lade sig gøre at reorganisere hele samfundet. Og det skulle ske ved at insistere på ligheden mellem os som mennesker: Giv mig samme muligheder som dig, lød deres bud. Fordi jeg er et menneske som dig.

Fra 1980’erne ændrede feminismen karakter. Den sociale klassekamp og kampen for økonomisk omfordeling var ikke længere a la mode, historien var slut, påstod man, og feminismen morfede ligesom resten af venstrefløjen ind i en art neoliberalt projekt, hvis primære mål lige siden har været at insistere på retten til forskellighed. Lighedens politik er gledet i baggrunden og er overtaget af identitetens politik; venstrefløjen,” som historikeren Russel Jacobys har formuleret det, taler nu stort set kun liberalismens sprog, mangfoldigheden og rettighedernes formsprog.”

Den feministiske kamp har dermed fået et andet ansigt. Kampen for lighed og omfordeling er erstattet af kampen for anerkendelse. Anerkend mig for den, jeg er, lyder det nu. Fordi jeg er en anden end dig.

Ligesom Freuds færd ned i det underbevidste førte gode ting og historiske nybrud med sig, har anerkendelseskampen uden tvivl også været afgørende nødvendig. Kampen mod disrespekt og stivnede hierarkier, mod kulturimperialisme og stereotype forestillinger har været vigtig.

Men i dag har anerkendelseskampen stort set fortrængt kampen for lighed. Den nye feminisme har ingen fantasi til at forestille sig, at den kan møblere fundamentalt om på samfundets økonomiske og sociale strukturer, det eneste, den gør sig forestillinger om, er at kunne justere på kulturen. Resultatet er, med den amerikanske filosof Nancy Frasers ord, en tæmmet feminisme”. Den samfundsforandrende kraft er feset ud af foretagendet.

Samtidig er anerkendelseskampen trådt ind i – som i menstruationsaktivismens tilfælde – et nærmest parodisk stadie, der risikerer at gøre det umuligt for os at tale et fælles sprog med hinanden. Enhver identitet bliver i dag hævet op til noget, der har krav på beskyttelse, og enhver identitet betragtes – alene fordi det er nogens identitet – som uegnet til at kritiseres eller gå i dialog med. Kun den, der bærer en særlig identitet, kan øjensynligt mene noget kvalificeret om denne særlige identitet. Alle andre er henvist til at holde kæft og skyde konfettikanoner af i respekt for mangfoldigheden og trangen til at freebleede.

Den virkelige fare,” som den slovenske filosof Slavoj Žižek bemærkede i et interview med magasinet Spiked i sidste uge, kommer med den tænkning, at kun en lesbisk singlemor forstår, hvad det betyder at være lesbisk singlemor, eller at kun en bøsse forstår, hvad det vil sige at være homo. Jeg tror, at den opfattelse, den underminering af det universelle, er katastrofal. Jeg ser intet frigørende potentiale i at tro på – eller referere til – din egen særlige identitet, som noget, der er hævet over kritik, som en ubestridelig identitet.”

Det, vi ser, er en frihedskamp vendt på hovedet.

Engang ville feministen undslippe den kulturelle identitets begrænsninger for at kunne folde sig frit ud i verden og blive ikke den, hun var, men den, hun ønskede at være.

Og nu?

Nu vil feministen anerkendes, fordi hun mener, hun ikke er andet end sin kulturelle identitet.

Men kan det faktisk kaldes en frihedskamp?