Denne historie har vores medlem Julie Thingmann Christensen foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Julie Thingmann Christensen – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Både Barack Obama og Allan Olsen siger, at verden har brug for mere empati. Hvad, hvis det ikke passer?

DUNK, DUNKEr empati i virkeligheden en hindring for at handle moralsk? Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Fra især centrum-venstre-fløjen hører vi ofte, at verden mangler empati: Det er den manglende empati, der gør, at vi lader flygtninge drukne i Middelhavet. Det er den manglende empati, der får de borgerlige til at skære i velfærdsydelser. Men hvad, hvis nu det stik modsatte gør sig gældende: Empati er ikke løsningen på noget som helst. Empati står snarere i vejen for de egentlige løsninger.

Jeg er vist ret empatisk. Jeg mærker hurtigt, hvordan folk har det, jeg bliver let rørt over andres fortællinger, jeg betragter mig selv som omsorgsfuld, jeg oplever ofte, at folk føler sig set og forstået af mig. Det er jeg egentlig glad for, jeg ser det som et positivt karaktertræk, der gør mig i stand til at nå og hjælpe andre. Jeg opfatter det som en positiv værdi, som noget, jeg forsøger at fremme hos mig selv, som en værdi i samfundet.

Så når psykologen Paul Bloom i sin bog Against Empathy argumenterer for, at empati ikke fremmer moralen og det gode i verden, men snarere er et problem, så provokerer det mig. Skulle det nu være et problem, at man er god til at leve sig ind i andres situation og følelser? Ja, siger Paul Bloom, det er det, for man favoriserer den enkelte på bekostning af de mange og handler på ofte uhensigtsmæssige instinkter.

Empati er ellers et nøgleord i disse år. Alle fra Barack Obama til sangskriveren Allan Olsen ser empati som løsningen på verdens problemer. Hvis vi blev mere empatiske, ville vi ikke slå hinanden ihjel på grund af principper, men mærke hinandens smerte og undlade at påføre hinanden den. Ondskab er mangel på empati, en tingsliggørelse af andre mennesker, som gør os i stand til at begå grusomheder imod dem – fra hadforbrydelser til terror. Er det ikke?

Bliver verden bedre, hvis menneskene bliver mere empatiske? Svaret burde være et simpelt ja, men som vi skal se, er det snarere et nej.

1. Empati er tidens buzzword

Vi lever i empatiens tidsalder, siges det ofte. Og man skal ikke dykke langt ned i den offentlige debat for at se, at empati er et nøgleord i tiden.

Et nyligt eksempel er sangskriver Allan Olsen, som ser fraværet af empati som et af tidens store problemer. Vi får det, som han kalder arvæv på empatien” af alle de lidelser, vi skal forholde os til gennem massemedierne, ender i apati og evner ikke længere at skelne væsentligt fra uvæsentligt.

Det minder om, hvad Barack Obama har sagt i adskillige taler og interview: Vi lider af et empatiunderskud, der skaber problemerne her i verden. Empati er det, verden har brug for mere af.

Denne betragtning går igen i utallige sammenhænge, såvel i elitens debatter som i mere folkelige diskussioner: Empatien er faldende blandt unge mennesker. Både terrorisme og racisme skyldes mangel på empati med anderledes tænkende. Den udbredte mobning på nettet skyldes, at mobberne ikke forstår, hvor ondt det gør på deres ofre. Donald Trump mangler empati. De, der spytter på flygtninge på motorvejen, mangler empati. Og løsningen er mere empati. Selv Facebook har været ude at sige, at de i højere grad skal promovere venlighed og empati.

Det er især fra centrum-venstre, at empati føres på banen som et politisk element: Det er manglende empati, der gør, at vi lader flygtninge drukne i Middelhavet. Det er manglende empati, der får de borgerlige til at skære i velfærdsydelser.

Højrefløjen svarer igen med at tale om venstrefløjens godhedsindustri’ og hykleri. For nylig plæderede musikerduoen Brødrene Olsen i programmet Bagklog på P1 for, at de borgerlige er mere empatiske og humanistiske, mens Østerbro-socialismen er fake og selvfed, for når en person lider på gaden, går de bare forbi. Eller den erklæret højreorienterede kunstner Elmer, der i sit manifest Empati – må vi være fri kalder venstrefløjens erklærede, men selvgode empati for kitsch, eksemplificeret med Venligboerne og Lisbeth Zornig Andersen, der i hans øjne har et sentimentalt og selfie-agtigt forhold til flygtningekrisen.

Hvis vi går et niveau op og kigger på selve verdenssituationen, kobles den også i stor stil til empati. I tråd med Obamas visioner om, at empati skal redde verden, er der i de senere år skrevet adskillige bøger om empati, og der er sat et væld af spændende initiativer i gang. Et omrejsende britisk empati-museum tilbyder os helt bogstaveligt at være i en andens sko og at låne et menneske og høre vedkommendes historie. Manden bag er filosoffen Roman Krznaric, der også har lavet et online-arkiv, Empathy Library. Han mener bogstaveligt talt, at de fleste af verdens problemer kan løses med en højere grad af empati. Et lignende udgangspunkt ligger bag initiativet Center for Building a Culture of Empathy grundlagt af amerikanske Edwin Rutsch.

Og sådan kunne man blive ved. Uanset hvad man mener om disse udtalelser, må det konstateres, at empati er blevet et positivt nøgleord i tiden – et buzzword, der kæmpes om.

2. Men hvad er empati helt præcis?

Empati er indføling eller indlevelsesevne. Det er evnen til at se verden med en andens øjne, at sætte sig i en andens sted, at føle det, som en anden føler.

Det forveksles ofte med medfølelse, og de er da også beslægtede og så nært forbundne, at de ofte optræder sammen. Men som vi skal se, er denne skelnen afgørende, så lad mig skære forskellen ud i pap.

Når man går empatisk til et andet menneske, er det afgørende, at man mærker, hvordan den anden har det, at man sætter sig i vedkommendes sted. Ikke fuldstændig, men nok til at man bliver lidt ked af det, når nogen er kede af det, og mærker en næsten fysisk smerte, når man ser andre blive påført smerte. Man bliver rørt, når ens kære ven bliver gift. Man bliver ked af det, når han bliver skilt. Man lever sig ind i andre.

Medfølelsen lyder som det samme, men i stedet for at føle ind, føler man med. Man viser medfølelse gennem sine handlinger, hvor man undersøger, hvad andre har brug for – omsorg, praktisk hjælp, nogen at tale med, et skulderklap.

At empati er afgørende for medfølelse, hjælp, høj moral og global solidaritet, er en udbredt og oplagt antagelse, men det er den, der skal problematiseres i det følgende.

Bonusinfo. Andre dyrearter, ikke mindst primater, er også empatiske, viser zoologen Frans de Waals forskning.

3. Empati er ikke løsningen, men en del af problemet

Against Empathy, imod empati. Det er den provokerende titel på den canadisk-amerikanske psykolog Paul Blooms bog, der går ind og fejer alle de smukke visioner om empati af bordet. Hvordan kan han dog være imod empati? Empati er jo godt, det handler om at tage del i andres følelser. Nej, siger Paul Bloom, empati gør mere dårligt end godt i verden, og nej, han er ikke psykopat, han ønsker virkelig det bedste for alle. Her kommer argumentet.

Lad os begynde med et eksempel: Et barn er blevet væk i en skov i Jylland. Medierne rapporterer flittigt om dette barn, vi ser søde billeder af det, vi hører om forældrenes forfærdelse. Mediedanmark gribes af følelser for barnet og dets forsvinden, som optager offentligheden, indtil barnet bliver fundet.

I samme periode dør 100.000 børn i Afrika som følge af krig og sult. Det kan vi ikke rigtig rumme, det er langt væk, det er hverdagskost, det er alligevel håbløst. De fleste af os føler ikke rigtig noget for de 100.000 børn. Men i det globale, moralske perspektiv er det et langt større problem end barnet, der blev væk i en skov.

Hvis vi skal handle moralsk og politisk, kan vi ikke lade empatien styre os, for det er den slet ikke gearet til. Empati er dybt uretfærdig på mindst tre punkter:

For det første har vi empati med individer eller mindre grupper af mennesker. Det er lettest at føle empati med et enkelt menneske. Dernæst med en mindre gruppe. Så snart den bliver større, gør det ingen forskel for vores empati, om der er tale om 200 mennesker eller 200.000 mennesker. Empatien kender ikke til kvantitet. Men moralsk set er det et større problem, at mange lider, end at få lider.

For det andet har vi empati med konkrete mennesker, som vi kender godt eller kan identificere os med. Først og fremmest dem, vi kender og elsker. Dernæst med mennesker, vi møder på vores vej. Men også med dem, vi har en så konkret fremstilling af, at vi nærmest synes, vi kender dem. Som karakterer i en film – eller som barnet, der bliver væk i skoven. Det er derfor, nødhjælpsorganisationerne får bedre resultater, når de viser konkrete, lidende børn. Vi skal kunne identificere os med nogen for at have empati med dem.

Empati er dybt diskriminerende og kan i sidste ende være racistisk, idet vi også spontant identificerer os lettere med nogen, der ligner os selv, og racister har en udpræget empati med deres racefæller på bekostning af andre racer. Det er decideret i modstrid med de grundlæggende moralske principper om at behandle folk lige.

For det tredje er empati knyttet til dem, der lider her og nu. Netop fordi vi skal se dem lide, fordi deres lidelser skal være konkrete, har vi ikke rigtig empati med kommende generationer. Det betyder, at forebyggende arbejde for menneskehedens fremtid ikke kan bruge empati som motor. Det gælder for eksempel klimaproblemerne, hvis fremtidige ofre vi skal tænke os til.

Empati fungerer simpelthen ikke i forhold til samfundsproblemer overhovedet. Empati favoriserer den enkelte – den, der ser sød ud, den, vi kender, den, der bor tæt på os, og den, der ligner os selv. Empati er chauvinistisk og umoralsk. Et tydeligt eksempel er vores blik på andre dyrearter end os selv. Vi går langt mere op i, at pandabjørnen er truet, end at diverse slangearter er. Det er, fordi pandabjørnen er cute, mens slangerne er lidt klamme. Vi har mindre empati med væsener, vi finder fysisk frastødende. Det er de færreste, der kan acceptere den slags diskrimination som et etisk kompas.

Det er ikke kun filosofiske påstande, Paul Bloom kommer med. Der er en del konkret forskning, der understøtter hans argument. Såsom eksperimentet, hvor forsøgspersoner skulle tage stilling til, hvorvidt en (fiktiv) 10-årig pige, der lider af en smertefuld og dødelig sygdom, skulle komme forrest i hospitalskøen til at få en effektiv behandling. Foran andre lidende børn. Den gruppe forsøgspersoner, der blot blev stillet over for den abstrakte problemstilling, sagde – af hensyn til de andre lidende børn – nej til, at hun skulle foran i køen. Den anden gruppe fik en empatiøvelse, hvor de skulle sætte sig ind i, hvordan hun havde det med sine smerter. De valgte overvejende at sætte hende forrest i køen. Empatien førte til diskrimination.

Empati kan bruges til at understøtte hvilken som helst holdning i en debat og kan derfor ikke bruges til at tage stilling til noget, siger Bloom. De fleste debatter handler ikke om for og imod empati, men om, hvem man har empati med. Har man empati med de fremmede, der kommer hertil, eller med dem, der oplever, at deres værdier og tilværelse er truet af indvandringen? Har man empati med kontanthjælpsmodtageren, der har svært ved at få pengene til at slå til, eller med de hårdtarbejdende skatteydere, der lever under et stort skattetryk? Det er ofte dér, de politiske debatter skiller vandene.

4. Hvad skal vi så sætte i stedet for empati?

Paul Bloom giver altså ikke meget for empati, men hvis empati ikke fungerer som moralsk og politisk rettesnor, hvad gør så? Det gør en bredere og mindre sentimental moral, der er båret af rationalitet, medmenneskelig bekymring, hjælpsomhed og medfølelse.

Vi behøver slet ikke empatien for spontant at hjælpe en, der er ved at drukne, mener Bloom. Det ville nærmest være en hindring for den moralske handling, hvis vi først skulle forestille os, hvordan det måtte føles at drukne, før vi kom den druknende til undsætning. Det er en anden mekanisme, der er på spil her, som er mere ren og mere hensigtsmæssig i sin moral, nemlig en registrering af, at nogen objektivt set er i livsfare. Hjælp din næste, uanset om du kan sætte dig ind i, hvordan vedkommende har det lige nu. Det er udgangspunktet for medfølelsens etik, ikke empatiens, mener Paul Bloom.

På dette niveau kan det virke som en næsten pedantisk skelnen, men som sagt ovenfor er der en væsensforskel mellem at mærke, hvordan en person har det, og at vurdere, hvad vedkommende egentlig har brug for, set udefra. Det bliver måske tydeligere, når nogen har brug for noget andet end det, de længes efter. En heroinafhængig oplever at have brug for det næste fix og ikke andet; empatien går med den følelse. Den moralske medfølelse, derimod, ser, at en egentlig hjælp kan kræve, at man går imod narkomanens trang og hjælper vedkommende til at komme ud af sin afhængighed.

Og når vi kommer op på samfundsniveau og globalt niveau, bør rationaliteten være i højsædet, ikke den irrationelle empati. Vi skal være utilitarister, hvis vi skal redde verden, altså have som målestok, hvor mange mennesker der får det bedre på baggrund af den ene eller den anden handling, hvor meget lidelse i verden, vi kan afhjælpe. Det kræver, at vi forholder os til store menneskemængder og statistikker og forskning og et globalt udsyn – alt det, som empatien er elendig til. Vi skal være upersonlige i vores godgørenhed, tænke på det overordnet bedste. Ellers nytter det ikke, mener Paul Bloom. Og jeg tror faktisk, manden har ret.

Bonusinfo. Meget positive mennesker er mindre empatiske, viser forskning.

5. Er der alligevel brug for empati?

Således blev empatien aflivet af Paul Bloom som en kraft, der gør verden bedre. Og hans argumenter er rigtig gode. Han har faktisk formået at få mig til at se helt anderledes på et helt centralt begreb, end jeg gjorde, før jeg læste ham. Og det er alligevel sjældent, det sker.

Men jeg er stadig provokeret. Jeg kan virkelig bedre lide empatiske mennesker end uempatiske. Er der ikke en lille plads til empatien tilbage? Jo, jeg insisterer!

Måske ikke som udgangspunktet for moral og politik. Men som en slags medmenneskelig lim, der på et mere eksistentielt og psykisk plan binder os sammen og skaber en gensidig tillid. Men som Bloom så eftertrykkeligt påviser, er empati mere tvetydig end som så. Heller ikke på det personlige, nære plan er empati altid bare godt.

Men man skal huske på, at empatien ofte spiller sammen med den moralske medfølelse, så hvis bare denne mere fornuftige instans dominerer, kan empatien måske være med til at give hjælpsomheden en følelsesmæssig intensitet, hvor den, man hjælper, oplever at blive forstået, hvilket er et meget grundlæggende behov for os mennesker. Den rene utilitaristiske hjælp er nyttig, men når man ligger på hospitalet og er nervøs for en operation, kan det gøre en enorm forskel, at en sygeplejerske mærker det og lige tager ens hånd. Også selv om det ikke er dét, der helbreder en.

Empati er en egenskab ved os som mennesker, en egenskab, der grundlæggende er smuk, også selv om den ikke altid er moralsk hensigtsmæssig. Den er tvetydig i sit virke i en globaliseret verden, men jeg vil stadig ikke være den foruden. Foruden empati ville det at møde et andet menneske miste sin fylde.

Against Empathy – The Case for Rational Compassion, Paul Bloom, 285 sider, Ecco, 2017.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem