Før og efter sundhedsreformen. Hvad Løkkes planer vil betyde – sådan helt ultra konkret

SUNDTHvis regeringens udspil til en sundhedsreform som planlagt bliver vedtaget i løbet af foråret, kan vi se frem til store forandringer af det sundhedsvæsen, vi kender i dag Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Hele seks ministre stod i går på række i Statsministeriets spejlsal for at præsentere en ny reform af sundhedsvæsenet. Men hvad er de største forandringer, der vil ske, hvis regeringens udspil som planlagt bliver vedtaget i løbet af foråret? Her er de fire store forskelle fra det sundhedsvæsen, vi kender i dag.

I går var en spændende dag. For mig som sundhedsskribent og for de mange andre, der interesserer sig for, hvordan en af velfærdsstatens vigtigste mastodonter – sundhedsvæsenet – udvikler sig.

Endelig kom den sundhedsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har talt om siden sidste forår og i øvrigt udskudt ad flere omgange.

Inden pressemødet i går formiddags var enkelte dele af reformens indhold sluppet ud: Flere opgaver skulle fra hospitalerne ud til kommunerne. Der skulle ansættes flere sygeplejersker. Der skulle være garanti for, at man som førstegangsfødende skulle have lov at blive to dage på hospitalet. Og allerede tirsdag aften skrev flere medier, at de folkevalgte regionsråd ville blive nedlagt (trods en række fagfolks råd om ikke at lave store strukturændringer).

Men hvad er det vigtigste i det 40 sider lange udspil, som regeringen fremlagde i går? Jeg kan allerede nu afsløre – med al respekt for førstegangsfødende – at det ikke er garantien for to dage på fødegangen, der har optaget mig mest.

Her er mine bud på de mest afgørende, substantielle forandringer af vores sundhedsvæsen, som der er lagt op til i regeringens sundhedsreform.

Den oplagte

Før: Fem regioner med embedsværk og folkevalgte politikere.
Efter: Fem sundhedsforvaltninger med hver sin bestyrelse og en ny national myndighed.

Det helt store spørgsmål i forbindelse med den nye sundhedsreform har været, om regionerne ville få lov til at bestå i den form, de har i dag. Svaret blev: Nej, det får de ikke.

205 politikere bliver fyret, hvis regeringens forslag om at nedlægge de fem regionsråd går igennem (regionspolitikerne har blandt andet haft til opgave at vedtage regionernes budgetter).

Til gengæld får de embedsmænd, der er ansat i regionerne, efter alt at dømme lov at beholde deres arbejde. I hvert fald skal der fortsat findes fem sundhedsforvaltninger bestående af fagfolk. De får hovedkvarter samme steder som i dag og skal sørge for at drive sygehusene i de samme områder, som de gør i dag. Forvaltningerne skal først og fremmest gennemføre beslutninger, der bliver truffet af politikerne på Christiansborg.

Som noget nyt skal sundhedsforvaltninger have hver sin bestyrelse. I den forbindelse havde statsministeren et jobtilbud til de fem (ellers fyrede) politikere, der i dag er chefer for hver sin region: De kan blive formænd for hver sin bestyrelse (gad vide, om det plaster dækker hele såret for Stephanie Lose i Syddanmark, Ulla Astman i Nordjylland, Anders Kühnau i Midtjylland, Heino Knudsen på Sjælland og Sophie Hæstorp Andersen i Hovedstaden?)

Desuden bliver der oprettet en helt ny landsdækkende myndighed, der skal sørge for, at der bliver koordineret på tværs af de fem forvaltninger, og for, at patienterne får ens tilbud, uanset hvor de bor. Myndigheden skal for eksempel sikre, at de fem landsdele bruger samme it-system. Navnet på myndigheden bliver Sundhedsvæsen Danmark, der skal ligge i Aarhus og får en bestyrelse på 11 medlemmer bestående af de ovenfor nævnte bestyrelsesformænd og repræsentanter fra blandt andet patientforeninger.

Personligt glæder jeg mig til at følge med i, hvad sådan en forholdsvis markant omstrukturering vil have af effekt.

Bliver den politiske styring af sundhedsvæsenet mere ensartet og smidig, nu hvor man fjerner 205 politikere fra beslutningsprocesserne i regionerne? Og vil det blive nemmere at løse specifikke udfordringer, nu hvor det politiske ansvar kommer til at ligge entydigt hos sundhedsministeren?

Eller omvendt – vil centraliseringen af den politiske magt over sundhedsvæsenet skabe usikkerhed lokalt og fjerne enhver regional indflydelse på, hvad der fungerer bedst i specifikke landsdele?

Den kedelige (men vigtige)

Før: Praktiserende læger, kommuner og sygehuse arbejder i adskilte systemer.
Efter: 21 sundhedsfællesskaber oprettes og skal bestå af fagfolk fra sygehuse, kommuner og praktiserende læger.

Lad os bare være helt ærlige, sektorovergange’ er ikke det mest sexede problem. Men ikke desto mindre er det en af de vigtigste udfordringer i sundhedsvæsenet.

En tilbagevendende frustration i mine samtaler med patienter, sygeplejersker og læger er de fejl, der nogle gange sker, når de forskellige dele af sundhedsvæsenet skal snakke sammen. Det kan være fejl, når patienterne sendes videre til praktiserende læge eller til kommunen, efter de er blevet udskrevet fra sygehuset. Nogle gange går vigtige oplysninger om behandlingen tabt i det skifte, og nogle gange opstår der forvirring om, hvem der egentlig har det overordnede ansvar for behandlingen.

For at løse det problem vil regeringen oprette nye sundhedsfællesskaber omkring 21 større sygehuse i Danmark, der kaldes akuthospitaler (de ligger i store og mellemstore byer som Slagelse, Kolding, Horsens, Hjørring, Odense og Hvidovre). Ud over repræsentanter fra sygehuse og de nye sundhedsforvaltninger vil sundhedsfællesskaberne bestå af borgmestre og lokalpolitikere fra områdets kommuner samt praktiserende læger.

Den vigtigste opgave er at få et bedre samarbejde op at køre. Sundhedsfællesskaberne kan i fællesskab beslutte, at en opgave for eksempel skal løses uden for sygehuset.

Det kan dreje sig om ældre patienter med for eksempel kol eller diabetes – den slags patienter kommer der langt flere af i fremtiden, og de skal i højere grad end nu behandles uden for hospitalerne. Det kan de blive i nye sundhedshuse, hvor praktiserende læger, sygeplejersker, laboranter og jordemødre kan arbejde under samme tag (faktisk findes der allerede en del lignende sundhedshuse).

Et forbedret samarbejde kan også være med til at forhindre, at patienterne bliver genindlagt uden den store grund (og unødige indlæggelser er penge ud ad vinduet).

Den afgørende

Før: Hvert år forhandler og aftaler regeringen en økonomisk ramme med de fem regioner.
Efter: Regeringen fastlægger den overordnede økonomiske ramme for Sundhedsvæsen Danmark og de fem sundhedsforvaltninger. Der oprettes en ekstra fond på seks milliarder kroner.

Sundhedsvæsenet står over for et stort finansieringsproblem i de kommende år. Andelen af ældre vil stige voldsomt, og med alderen kommer nemt både større og mindre skavanker snigende. Desuden stiger udgifterne til medicin dramatisk, og der udvikles hele tiden nye, effektive (læs: dyre) behandlinger.

Fremover vil regeringen fastlægge den økonomiske ramme for styringen af sundhedsvæsenet. Ud over det beløb, der normalt sættes af til sundhedsvæsenet (112 milliarder i 2019) vil regeringen oprette en særlig Nærhedsfond på seks milliarder kroner.

Pengene til fonden finder man blandt andet via de besparelser, der vil være ved at nedlægge regionsrådene, og de skal bruges mellem 2020 og 2025 på (ret) mange forskellige ting:

  • Flere lokale sundhedshuse, hvor praktiserende læger, sygeplejersker og andre kan arbejde sammen.
  • Nye bygninger, renoveringer og nyt udstyr på sundhedshusene.
  • Flere ambulancer og akutlægebiler.
  • Nyt landsdækkende telefonnummer til vagtlægen.
  • Mere sundhedspersonale med flere kompetencer i kommune og almen praksis.

Hvis man synes, det lyder som en fyldig ønskeliste, tager man nok ikke helt fejl. Fondens midler vil blive særligt målrettet de kommuner, hvor behovet er størst, og det vil nok ikke komme til at skorte på kandidater, der mener, at de selv er kvalificerede.

Regeringen vil år for år sikre, at der kommer flere penge ud til de praktiserende læger. De lokale læger skal sammen med kommunerne være med til at sørge for, at der frem mod 2025 vil være 500.000 færre patienter, hvor det er nødvendigt at blive behandlet på sygehuse, og 40.000 færre, der bliver indlagt. Patienter med kol, diabetes, angst eller depression skal fremover behandles tættere på deres hjem.

Jokeren

Før: Travlhed på hospitalerne, mangel på personale og praktiserende læger.
Efter: 2.000 flere sygeplejersker samt 160 flere praktiserende læger skal uddannes.

Jeg ved godt, at I løber hurtigt,” sagde Statsministeren til de ansatte i sundhedsvæsenet, da han holdt nytårstale i starten af det nye år. Nogle af de mest kritiske vidnesbyrd fra sundhedsvæsenet har da også netop handlet om både læger og sygeplejersker, der brød grædende sammen, fordi de ikke kunne nå at løse deres opgaver. Desuden er der flere steder i landet allerede mangel på praktiserende læger, og mange af de nuværende læger skal snart på pension.

Regeringen vil med den nye sundhedsreform uddanne 2.000 flere sygeplejersker frem mod 2022. Desuden vil de lave 100 ekstra pladser til uddannelse af praktiserende læger de kommende par år (det kommer oven i de 60 ekstra pladser, de allerede har oprettet). Planen er at lave endnu flere uddannelsespladser frem til 2025. Og de kommende læger vil formentlig få nok at se til med planen om at rykke 500.000 ambulante behandlinger væk fra sygehusene.

Fredag vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby præsentere en plan for, hvordan man på kort sigt kan gøre noget ved udfordringerne med arbejdspres og trivsel.

Og hvorfor har jeg så kaldt afsnittet for jokeren? Fordi man på sin vis kan argumentere for, at det er i denne kategori, de mindst omfangsrige forslag ligger. På den anden side er pressede læger og sygeplejersker også et af de problemer, vi taler allermest om.

For hvordan laver man et effektivt sundhedssystem, der ikke får udgifterne til at eksplodere – men som samtidig er til at holde ud at arbejde i?

Dét er måske problemet, der bliver allersværest at løse.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem