ARGUMENT_
Journalistisk chef

Danske medier er hverken borgerlige eller venstreorienterede. De er systembevarende

5. februar 2019 | Medier | 6 min.

En klassisk mediedebat blussede op i den forløbne uge. Udbreder den etablerede danske presse et borgerligt værdisæt?

Det var påstanden i en mail fra Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, til 40.000 medlemmer af partiet, da han anbefalede Netavisen Pio, der ved flere lejligheder har vist sig at have tætte forbindelser til netop Socialdemokratiet. “Det skyldes i høj grad, at de fleste medier i Danmark grundlæggende er borgerlige i deres udgangspunkt,” skrev han som begrundelse for, at dagspressen generelt ikke er pålidelig. “De ønsker at fremme samme dagsorden om mindre fælles velfærd til fordel for flere skattelettelser. Derfor bliver mange historier glemt og ignoreret.”

Blandt journalister gik der straks sport i at påpege, hvor misvisende det udsagn er. Især på Twitter, men også i avisspalter og i mediemagasinet Q&A på Radio24syv blev anklagen nedgjort og standens troværdighed forsvaret.

Med god grund. Udsagnet var dumt. Alligevel er der noget rituelt over den efterfølgende debat – og mere på den hule end på den gode måde. Også selv om den havde et forfriskende udgangspunkt denne gang, i hvert fald for mig. I de år, jeg selv har været journalist, synes jeg mest af alt, at jeg har hørt, at vi skulle være venstreorienterede: på udlændingeområdet, for eksempel, hvor jeg kan forstå, at det har været tabu at problematisere indvandring – et tabu, der dog for længst var væk, da jeg satte mine ben på Jyllands-Posten i 2014. Transportminister Ole Birk Olesen har gentagne gange angrebet den venstreorienterede presse, som da netop Jyllands-Posten bragte en forside på baggrund af en skattelettelse, der viste, at den ville gavne de rige mest. Hvor er det borgerlige i den borgerlige avis? spurgte han. Som om pointen med Jyllands-Postens publicistiske udgangspunkt var at friholde en liberal minister for magtkritik.

Med jævne mellemrum kommer anklagerne om politisk hældning fra traditionelle politiske poler, og så længe det forholder sig sådan, kan diskussionen på sin vis komme ud på et. Men det er alligevel lidt fattigt bare at konkludere, at Jan Juul Christensen tog fejl, basta. Det er ganske vist helt nyt for mig, at danske journalister er vilde med idéen om skattelettelser – eller i det hele taget skulle være politisk ude til en side. Hvis man skal pege på et politisk problem med vores journalistik, er det faktisk nærmere omvendt:

Dansk journalistik er hverken rød eller blå. Men den er systembevarende. Eller konservativ, kunne man kalde det, bare ikke i partipolitisk forstand.

Selvfølgelig er der visse politiske forskelle på de forskellige aviser. Netavisen Pio bidrog til debatten med en artikel, hvori journalisten Jan Kjærgaard udlagde det danske medielandskabs politiske slagside efter at have sat sig ned og læst alle de store avisers publicistiske grundlag. På den baggrund kunne han rapportere, at der står borgerlig flere gange, end der står noget, der lyder rødt.

Sagen er bare, at det er svært at se en direkte sammenhæng med den nyhedsjournalistik, der bringes (beklager, Ole Birk Olesen). Som Berlingske-journalist Line Holm påpegede i et tweet:

“Jeg har været på en borgerlig avis i 17 år sammenlagt. Jeg har aldrig – som i never ever – fået dikteret en politisk vinkel. Jeg har aldrig – som i ever – hørt en kollega på egen eller andre #dkmedier tale for en partipolitisk vinkel.”

Begge fløje har med andre ord ret. Der er flest aviser, der eksplicit nævner borgerlighed i deres fundats. Men det er ikke sædvane, at nyhedsjournalister bliver bedt om at lade det have indflydelse på journalistikken.

Det er imidlertid ikke det samme som, at journalisterne ikke udøver en indflydelse, og at den indflydelse ikke følger et mønster. Mange journalister betragter sig selv som en institution – den fjerde statsmagt, kaldes den. Navnet bygger på en sympatisk idé: hvor andre af landets institutioner udøver formel magt, er journalisternes opgave at gå magthaverne i bedene og holde dem ansvarlige. Vores magt består altså i, at vi begrænser andres. Og den arbejdsdeling har virkelig mange kvaliteter. Den betyder, at hvor politikernes opgave er at få idéer til løsninger på samfundets vegne, så sørger journalisternes spørgsmål for, at vi ikke hovedkulds kaster os ud i dem, uden at de er gennemtænkte og velargumenterede. Vi ser på verden, som den har set ud indtil videre, måler det op imod den nye idé og spørger: Hvor kan det gå galt?

Det spørgsmål forsvarer hverken en borgerlig eller venstreorienteret udgave af verden eller et bestemt parti. Men det er ikke det samme som, at journalister ikke forsvarer noget som helst. Spørgsmålet forsvarer status quo. Og det har også politiske implikationer.

Der ligger også en stillingtagen i kritik. Kritikken har altid et udgangspunkt, ofte findes det blot kun implicit, hvilket forleder en del – inklusive journalisterne – til at tro, at deres udgangspunkt skulle forestille at være neutralt.

Det er imidlertid forkert. En historie om, at de rige vil have mest gavn af skattelettelser, er bare én vinkel på sagen. Der findes også den vinkel, at samfundet sandsynligvis vil blive rigere samlet set, og at forudsætningen i et kapitalistisk system er, at de rige får en gulerod. Begge vinkler er lige sande – men det var den første, der landede på forsiden af Jyllands-Posten.

En historie om, at Socialdemokratiet ikke har fundet den præcise finansiering til deres pensionsudspil, nævner intet om, hvorvidt det ville være værd at gøre det. Naturligvis ville det kunne lade sig gøre: Alt er en prioritering. Men for at vide, om det ville være værd at gøre, må man vide, hvor mange der har det skidt. Hvor skidt har de det? Kan man lave en meningsfuld opdeling mellem arbejdspladser? Mellem mentale og fysiske sygdomme? De spørgsmål har langt mere komplicerede svar end tal på en bundlinje, til gengæld ville de kvalificere debatten om, hvorvidt det er (mange) milliarder værd at lade nogle gå på pension før andre. Men journalisterne spørger ikke: Er det en god idé? De spørger: Er der penge nok? Det er klassisk nyhedsformidling. Den fokuserer på afvigelserne, og ved at gøre det forsvarer den normalen.

Hvilket efterlader spørgsmålet: Hvem skal så problematisere normalen?

Dét er nyhedsjournalistik dårlig til. Troværdighedskrisen for medier i hele Vesten beviser det. Den er ikke opstået, fordi journalister generelt har hældt til den ene eller til den anden side politisk. Den er opstået, fordi journalister har påstået at være den rene, neutrale indgang til virkeligheden, når den i sagens natur kun har været indgang til én udgave af virkeligheden: den konservative udgave, der bygger på, hvordan verden plejer at være.

Og hvis folk så har vist sig utilfredse med den verden, er det intet under, at de også er blevet det med journalistikken.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem