Franske børn skal sidde pænt, danske børn skal spise jord.

Da jeg indså, at hvert land har sin egen børneopdragelse

Illustration: Maria Hergueta for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

18:47

Da amerikanske Sara Zaske flyttede til Berlin i begyndelsen af 2010’erne, troede hun, at tyskere var lidt som amerikanere, men bare talte et andet sprog. Første gang hun tog på legepladsen med sin treårige datter, gik det op for hende, at det ikke var tilfældet. Forældrene, hun var der med, slog sig ned på et picnictæppe ved legepladsen og rejste sig ikke op, da børnene løb væk for at lege. Det gjorde Zaske. Fra USA var hun vant til, at forældrene svævede over deres børn konstant, klar til at gribe, stoppe, korrigere eller stimulere dem, så snart der var behov for det.

De følgende år gjorde hun igen og igen den samme observation. Tyske forældre lod deres børn løbe forud på løbehjul på fortovet, tage på udflugter med overnatning og lege på legepladser, der var så farlige – og sjove – at de ville have ført til adskillige søgsmål i USA. De lod dem også falde i søvn alene, og i børnehaven var der ikke fokus på læring, men på leg. I modsætning til andre amerikanske forældre brugte Zaske ikke sin fritid på at køre sin datter (og siden også søn) til sprogundervisning, sportsaktiviteter eller legeaftaler, for der var færre arrangerede aktiviteter for børn i og efter institutionerne. Først var Sara Zaske tæt på forarget, men så gik det op for hende, at tyskerne havde helt andre idealer for børneopdragelse end hendes landsmænd.

Det gik op for mig, i hvor høj grad min kultur og mine omgivelser i USA havde lært mig at svæve over mine børn konstant og at være med dem hele tiden. Hvis ikke du gør det i USA, og hvis ikke du arbejder for at fremme dit barns evner, så det kan sikre sig en lys fremtid, er konklusionen, at du ikke elsker dit barn, eller at du er en forfærdelig forælder,” fortæller hun fra Moscow i Idaho, hvor familien nu bor efter mange år i Tyskland.

De erfaringer, Sara Zaske gjorde sig omkring tysk versus amerikansk børneopdragelse, har hun samlet i bogen Achtung Baby: An American Mom on the German Art of Raising Self-Reliant Children. Det var en af de bøger, jeg som det første greb ud efter, da jeg for fire måneder siden fandt ud af, at jeg var gravid. Som mange andre læseheste er min første indskydelse, uanset hvad jeg går igennem i livet, at læse om det. Og endnu en gang viste bøgernes verden sig som en trofast ven i nyt, usikkert land. Ikke bare var der oceaner af bøger om børn og graviditet skrevet af alt fra jordemødre til Playboy Bunnies (Belly Laughs: The Naked Truth about Pregnancy and Childbirth af Jenny McCarthy) – der var også en niche af bøger, der virkede, som om de var skrevet til mig: bøger om at få og opdrage børn i forskellige lande og mellem forskellige kulturer.

Jeg er halvt fransk, halvt dansk med en far fra Paris, en mor fra Frederiksværk og en opvækst i en international hippie-koloni på Bornholm. Min kæreste, det vil sige mit kommende barns far, er fra Holland. Han har i forvejen en søn på 13 år, som er tysk, og vores bopæl er halvt i Berlin, halvt i Danmark. Det betyder, at jeg fra første øjeblik af min graviditet har skullet forholde mig til mere end ét sundhedsvæsen og mere end ét lands syn på, hvad der er det bedste for den gravide og især for barnet. Det er ikke bare et nyt kapitel i mit liv, det er også lidt af en øjenåbner, for forskellene er kolossale.

I hvert land prædiker børneopdragelsesguruer helt forskellige sandheder. Det, der er sundt for barnet i et land, er en dødssynd i et andet. Bare ét eksempel: I Danmark er det et dogme (og Sundhedsstyrelsens anbefaling), at man skal amme i mindst et halvt år og helst et helt, mens mange mødre i Frankrig stopper med at amme i alt fald delvist efter 3-4 måneder, når de skal tilbage på arbejde. Og når jeg kigger rundt på de danske, franske og tyske børn, jeg kender, er det tydeligt, at det at være barn – og i lige så høj grad at være forælder eller i alt fald at være en god’ forælder i andres øjne – varierer vældigt fra land til land. Min tyske stedsøn skrev stile på latin, da han var 11 år gammel, og da vi havde ham med til et bryllup i København, spurgte han min danske veninde, om han skulle hælde sovs op for hende, mens hendes jævnaldrende dreng sad under bordet og tegnede tissemænd.

Præcis som amerikanske Sara Zaske har også en række andre udlandsmødre observeret de enorme forskelle – og skrevet om dem. Bøgerne har titler som Bringing Up Bébé, hvor en Wall Street Journal-korrespondent indvier sine med-amerikanere i fransk børneopdragelse, og The Danish Way of Parenting, hvor forfatterne fortæller, hvordan man opdrager verdens gladeste børn a la Danmark.

Indholdet spænder fra det anekdotiske til det akademiske, og bøgerne er ikke kun et portræt af forskellige landes traditioner inden for børneopdragelse. De viser også, hvordan sandheden kan være en relativ størrelse, og hvordan den måde, vi opdrager vores børn på, gemmer på en fundamental fortælling om vores samfund og vores kultur. Og så er de en sammenfatning af alle de ting, der gør Frankrig fransk, Tyskland tysk og Danmark dansk – og, håbede jeg, nøglen til, hvordan min kæreste og jeg skulle opdrage et dansk-hollandsk-fransk-lidt-tysk barn.

Min venindes børn, som er født og opvokset i Paris, men netop flyttet tilbage til Danmark, afbryder hende ikke, når hun taler med andre voksne. Og mine franske fætre dækkede ikke bare bord, fra de var helt små, de blev også siddende, mens de voksne spiste sig gennem mindst tre retter hver aften (forret, hovedret, ost og salat og måske en dessert). Så nej, det var ikke grebet ud af luften, da den tidligere Wall Street Journal-journalist Pamela Druckerman skrev en bog om fransk børneopdragelse og kaldte den French Children Don’t Throw Food, da den først udkom i Storbritannien i 2012.

I dag hedder bogen Bringing Up Bébé og er en New York Times Best Seller. Måske fordi den skærer igennem den jungle af børneopdragelses-guruer, -trends, -teorier og -metoder, som amerikanske forældre ifølge Druckerman sværger til, når de sammensætter deres individuelle børneopdragelse, som var det eklektiske designeroutfits”.

De franske forældre gør det, de amerikanske studier konkluderer, at forældre bør gøre,” fortæller Pamela Druckerman mig over telefonen fra Paris. Det gør amerikanerne ikke.”

Pamela Druckerman blev selv mor, kort efter hun og hendes mand var flyttet til Paris, og når hun så på franske forældre, undrede hun sig. For hvordan fik de deres børn til at sove igennem om natten, fra de var to-tre måneder gamle, hilse høfligt på voksne, ikke at afbryde, gennemføre restaurantbesøg på nydeligste vis og tillade deres forældre at have både et socialliv og sexliv? I modsætning til, hvad fordommene ville fortælle os, er det ikke, fordi de franske børn er kuede, skriver Pamela Druckerman. Tværtimod så hun børn, som var fulde af kreativitet, selvtillid og nysgerrighed.

Da Pamela Druckerman forsøgte at spørge ind til, hvordan hendes franske venner fik deres børn til at sove igennem, opføre sig respektfuldt, lytte efter og smage på maden, trak de på skuldrene og sagde, at det var intuitivt. Druckerman gravede lidt dybere og fandt ud af, at fransk børneopdragelse i høj grad er baseret på filosofien fra en tænker, der kan virke som en tvivlsom kilde at søge rådgivning fra: en schweizisk filosof fra oplysningstiden, der blev forladt af sin far og efterlod sine egne børn på et børnehjem, kort efter de blev født.

I 1762 udgav filosoffen Jean-Jacques Rousseau romanen Émile ou de l’éducation (på dansk Emile eller om opdragelsen), som først blev bandlyst og brændt på bålet i Paris og Genève, men siden blev grundlaget for det franske skolevæsen og børnesyn. I bogen advokerer Rousseau for, at børn skal have frihed til at gøre sig deres egne erfaringer, og at børn først og fremmest skal have plads til at lade deres udvikling udfolde sig naturligt. Børn skal betragtes som små mennesker med samme rettigheder – og samme ret til respekt – som voksne, men at give barnets argumenter samme vægt som ens egne betyder ikke, at man frit skal lade det bestemme. Forældrene skal lytte til og respektere barnet, men sætte klare grænser og på en kærlig måde vise, at det er dem, der bestemmer.

Frankrigs anden førende forældreskabs-filosof er psykoanalytikeren og pædiateren Françoise Dolto, der fik kultstatus, da hun fra midt-1970’erne besvarede brevkassespørgsmål om børneopdragelse i radioen – hun var for franske børn, hvad Tine Bryld var for danske unge. Dolto argumenterer for, at babyer kan forstå sprog, så snart de bliver født, at de er rationelle skabninger, der forstår, hvad man siger til dem, og at de kan forstå deres forældres behov. Hun videreudviklede Rousseaus idéer, og så videreudviklede franskmændene dem gennem generationer til en filosofi om en striks ramme, sat af forældrene, men med meget frihed.

Franske forældre er meget strikse om nogle ting for så at være meget laissez-faire, når det kommer til alt andet,” siger Pamela Druckerman.

Hun fortæller, at næsten alle franske forældre, hun møder, betegner sig selv som strenge forældre, men kun når det kommer til nogle ting – eksempelvis børnenes sengetid, at lære børnene at sove alene og igennem, at blive ved bordet og smage på alt og at opføre sig høfligt og respektfuldt over for voksne.

Det virker, som om forældre i mange lande, fra USA til Storbritannien og andre europæiske lande, praktiserer en eller anden form for intensivt forældreskab – hvad nogle kalder helikopter-forældre,” siger Pamela Druckerman (eller hvad vi i Danmark kalder for curlingforældre). Det er aldrig blevet mainstream i Frankrig, fortæller hun. Frankrig er det her stædige land, der nægter at give sig og er kulturelt konservativt, når det kommer til dele af børneopdragelsen. Franskmændene betragter deres børn som intelligente, rationelle væsener, man kan forklare ting, fra de er helt små – eksempelvis at de skal sove nu, fordi mor skal op og arbejde – og forventer, at børnene forstår og respekterer dem til gengæld.”

Ligesom den franske børneopdragelseskultur har dybe historiske og filosofiske rødder, gælder det samme også for den frisindede berliner-metode, som amerikanske Sara Zaske mødte, da hun boede i Tyskland, og som hun beskrev i sin bog Achtung Baby.

Den kultur, hun oplevede, er i høj grad baseret på den tyske pædagog Friedrich Fröbel, der opfandt børnehaven – som i begyndelsen kun var for borgerskabets børn – i 1840. Børnene skulle udfordres, stimuleres og lege sig til viden, så det var deres egen lyst til at lære, der drev dem gennem børnehaven og skolen. Hans disciple bragte kindergarten-konceptet – Fröbel forestillede sig børnehaven som en slags Edens Have, hvor børnene skulle udfolde sig som planter – med til England, Frankrig, Nederlandene og andre europæiske lande, blandt andet Danmark. Fröbel lagde også vægt på, at børn er selvstændige væsener, der kan og bør træffe beslutninger uafhængigt af deres forældre. Den filosofi videreudviklede andre tysktalende tænkere, og i dag er Tyskland præget af en forestilling om, at børn skal veksle mellem forældrenes trygge favn og oplevelser, hvor de er alene og bliver udfordret, for at blive kompetente, selvsikre væsener, skriver Sara Zaske.

I Berlin lærte hun langsomt at give slip på sine børn – eksempelvis ved at lade dem købe morgenbrød hos bageren alene, lade dem cykle i skole uden hende og lade dem tage på skoleudflugt med overnatning – og hun er overbevist om, at det er den bedste tilgang.

Amerikanske og tyske forældre går efter det samme mål, at gøre deres børn selvsikre, selvstændige og kompetente. Men de har meget forskellige tilgange til det, og amerikanske forældre lader ikke deres børn gøre de ting, der er nødvendige for, at de udvikler sig i den retning. De overbeskytter dem i en sådan grad, at børnene ikke er i stand til at gøre noget selv, når de går på universitetet. I Tyskland lader forældrene børnene gøre ting, der måske er utrygge for både forældrene og børnene, men som gør, at børnene bliver mere robuste. De svæver ikke over dem, de lader dem tage chancer, og de lader dem fejle,” siger Sara Zaske.

Det var et kulturchok for både Zaske og Druckerman at flytte fra USA til Europa og blive mødt med markant anderledes idealer for, hvad en god forælder er. På samme måde var det en øjenåbner for danske Iben Dissing Sandahl, der er uddannet lærer, narrativ psykoterapeut og har arbejdet med børn og unge i 20 år, at skrive en bog om børneopdragelse i Danmark med en amerikansk medforfatter. Det var først, da hun begyndte at skrive, at det gik op for Iben Dissing Sandahl, at Danmarks idealer for godt forældreskab også adskiller sig fra omverdenens; de er ikke lige så universelle, som den ofte dogmatiske debat om børneopdragelse kan få det til at lyde.

I Danmark har vi ikke en fortælling om, at den måde, vi opdrager vores børn på, er noget særligt, men gennem mine samtaler med Jessica, og efter jeg har holdt foredrag om bogen i mange lande, kan jeg se, at vi har en anden tilgang end mange andre,” fortæller Iben Dissing Sandahl.

Idéen til bogen, som har titlen The Danish Way of Parenting: What the Happiest People in the World Know about Raising Confident, Capable Kids, opstod, da den amerikanske skribent Jessica Joelle Alexander fik barn med en dansk mand, der boede i udlandet, og begyndte at snakke med danske Iben Dissing Sandahl om forskellene på dansk og amerikansk børneopdragelse.

Bogen fokuserer på seks principper, der ifølge forfatterne definerer den danske måde at opdrage børn på, og som titlen antyder, har den en del til fælles med den tyske filosofi. De seks principper er bygget op omkring akronymet PARENT – play, authenticity, reframing, empathy, no ultimatums, togetherness and hygge.

Ligesom i Frankrig og Tyskland tager nutidens børneopdragelse sit udspring i århundredgamle teorier, i Danmark forfattet af pædagogparret Niels og Erna Juel-Hansen, der startede Danmarks første egentlige børnehave i 1871. Ud over at der som hos tyskerne er stort fokus på læring gennem leg, fandt Iben Dissing Sandahl frem til, at danske forældre ofte er mere lyttende, mindre dominerende og mere ærlige, troværdige og tillidsfulde.

De ofte ret ulykkelige slutninger på H.C. Andersens eventyr er et eksempel, og vores måde at bruge humor, sarkasme og ærlighed på er et andet,” siger hun. Vi er mere ærlige, også om modgang og svære tider – vi præsenterer ikke kun vores børn for lykkelige slutninger. Og så er vi mere optagede af, at vores børn skal kunne tænke kritisk og selvstændigt end af, at de skal være de bedste.”

Når man som kommende forælder i hjertet af Europa skuer ud over de forskellige landes trends og traditioner, når det kommer til børneopdragelse, er det mest slående måske, at der overalt hersker debat blandt forældre, forskere og professionelle, der arbejder med børn, om den bedste børneopdragelse – men at konklusionerne ofte varierer fra land til land.

Professoren Sara Harkness, der forsker i børneopdragelse på University of Connecticut, har kigget på opfattelser af børneopdragelse på tværs af landegrænser og årtier, og hun kalder det forældres etno-teorier”. Altså overbevisninger, der er så udbredt enighed om i én bestemt etnisk eller kulturel gruppe, at gruppens medlemmer er overbevist om, at de er sande. Og så skal man ikke være blind for, at samfundsmæssige strukturer også spiller en stor rolle for, hvordan en barndom ser ud fra land til land.

Både Pamela Druckerman og Sara Zaske understreger, at der også er forskelle på barndom og børneopdragelse internt i de europæiske lande – mellem byerne og landområderne, mellem rig og fattig, mellem forskellige personlighedstyper. Forskellene handler dels om individuelle valg og dels om de samfundsforhold, der er en ramme om de respektive familier. Det er ifølge Druckerman nok ikke tilfældigt, at franske mødre – der ofte vender hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet end deres danske og tyske med-mødre – lægger mere vægt på at lære deres barn at sove igennem om natten i en tidlig alder. I et land som Danmark, hvor tilliden og homogeniteten er udbredt, er der fokus på, at børn skal lege alene udendørs, og i Tyskland er der stadig forskel på, hvor mange børn der går i børnehave i det tidligere Øst- og Vesttyskland. I vest går kvinderne i højere grad hjemme med deres børn, mens langt flere børn i det tidligere DDR går i vuggestue og børnehave.

Den største forskel finder man imidlertid ikke mellem de europæiske lande, men mellem de europæiske lande og USA. Det skyldes dels kulturelle forskelle, men det meste af forklaringen skal nok findes i de større samfundsmæssige strukturer. For i USA er der ikke samme adgang til betalt barselsorlov eller daginstitutioner, der er til at betale, som der er i europæiske lande, og i USA er det mere afgørende for barnets fremtid, hvordan det klarer sig i skolen.

Det bliver sværere og sværere at blive i samme socialklasse som ens forældre i USA, så det er meget vigtigt, at man kommer ind på det rigtige universitet, og – i takt med, at universiteterne bliver dyrere og dyrere – gør sig fortjent til legater. Fordi befolkningen vokser, men antallet af pladser på de bedste universiteter er uforandret, bliver børn hinandens konkurrenter i en meget tidlig alder,” siger Pamela Druckerman, der stadig bor med sin familie i Paris.

Det handler ikke kun om samfundets top – det handler om at sikre, at man ikke ender i bunden af det. I Tyskland kan du have et arbejderklassejob og stadig have et godt liv, hvor du har tag over hovedet og måske endda kan tage på ferie. I USA er du på grænsen af samfundet, hvis du har et arbejderklassejob, og store dele af arbejderklassen arbejder meget hårdt bare for at få deres økonomi til at hænge sammen,” siger Sara Zaske fra Idaho.

Druckerman og Zaske har forståelse for udviklingen, men de priser begge den europæiske børneopdragelse, selv om de lige skulle vænne sig til, at der ikke var fokus på at lære børnene at læse inden seks-syvårsalderen. Det gør internationale forskere også: Ifølge den seneste PISA-undersøgelse (fra 2018) ligger USA lidt under både Danmark, Tyskland og Frankrig, når det kommer til de 15-åriges akademiske præstationer.

Og hvad så med mit eget forældreskab, som lige så stille er ved at forme sig om det epicenter, der er min voksende mave? Da jeg først begyndte at læse om børneopdragelse i de forskellige lande, vores barn kommer til at vokse op i, kunne det virke overvældende, hvor stor uenighed der var om visse emner i lande, der umiddelbart har meget til fælles.

Er det bedste for barnet, at vi lærer det at sove ved at lade det få sit eget værelse og græde om natten, fra det er få uger eller måneder gammelt, som mange gør i Frankrig, eller skal det sove i vores soveværelse, til det er et år? Hvor længe skal jeg amme og hvor ofte? Hvor mange glas vin må man drikke, hvis man ammer? Skal vi lade barnet starte i vuggestue, når det er under et halvt år, som mange i Nederlandene, inklusive min hollandske kærestes søster, har gjort til barnets store glæde? Eller skal vi vente, til det er halvandet, hvilket lader til at være drømmescenariet for gode’ danske forældre? Og hvornår skal barnet begynde at spise fast føde, og hvad skal det så spise?

Intet af alt det kunne jeg finde ét fælles svar på. Og jo mere jeg læste, desto tydeligere stod det for mig, at den største udfordring bliver at være bevidst om, at det, der i et land gør en til en god forælder, i et andet vil blive set som at gøre sit barn en bjørnetjeneste eller at sabotere barnets chancer for langsigtet lykke.

Den viden kan jeg først og fremmest bruge til at trække på skuldrene, når debatten bliver for dogmatisk. Der er ikke én sandhed om, hvordan man opdrager et barn. Men måske kan jeg forsøge at håndplukke de bedste kvaliteter fra de forskellige landes børneopdragelse: et barn, der sover og spiser som en franskmand, lærer og leger som en tysker og tænker og udøver empati som en dansker, lyder umiddelbart ideelt.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: