Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Hvorfor iranske kvinder hiver tørklæderne af – og hvad det betyder

PROTEST I Iran tager kvinder deres tørklæde af i protest mod de iranske love, der tvinger dem til at bære det offentligt. Foto: SIPA / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Irans kvinder er begyndt at smide tørklædet i fuld offentlighed i protest mod landets religiøse påklædningskrav. Reaktionen på protesterne udstiller, ligesom reaktionen på de sideløbende protester over stigende fødevarpriser, en voksende uoverensstemmelse mellem moderate politikere og konservative præster. Spørgsmålet er, hvem der skal sætte kursen for fremtidens Iran.

En tavs kvinde med en pind.

Mere skulle der ikke til at starte den største diskussion om tørklæder i Iran i årtier, ja velsagtens siden revolutionsåret 1979, hvor shahen blev tvunget fra tronen.

Den 27. december 2017 trådte 30-årige Vida Movahed, småbarnsmor, op på et installationsskab på Enghelab-gaden midt i Teheran. Hun tog sit tørklæde af, placerede det på en pind, hævede pinden over sit hoved og begyndte at vifte. Sådan stod hun i en time.

Billeder og videoer af Vida Movahed gik snart viralt med hashtagget #Girls-Enghelab-Street, og siden har iranske kvinder igen og igen gentaget handlingen på offentlige pladser.

Som Nasrin Sotoudeh, der er menneskerettighedsadvokat i Iran, har sagt til avisen The Times:

Mange kvinder i Iran ser det obligatoriske tørklæde som en kontinuerlig ydmygelse og en måde at kontrollere deres liv på. Kvinderne bliver altid vurderet på, hvordan de bærer deres slør.”

Siden protesterne begyndte, er 29 kvinder ifølge regeringen blevet arresteret for at tage deres tørklæde af i det offentlige rum. Det var også, hvad der skete med Movahed to dage efter, hun havde smidt tørklædet i Teheran. Siden da er hun blevet løsladt mod kaution.

Anderledes gik det en kvinde ved navn Narges Hosseini, der også svingede tørklædet i protest. Hun kunne ikke betale kaution og risikerer at få op imod ti års fængsel for at opfordre til amoralsk adfærd og prostitution”, skriver Center for Menneskerettigheder i Iran.

Tørklædet er en symbolsk kampplads i Iran. Men de protester, vi ser lige nu mod hijab-loven, er ikke nye. De er bare kommet frem ud i lyset.

Den USA-baserede iraner Masih Alinejad oprettede i 2014 Facebook-siden My Stealthy Freedom, hvor hun opfordrer kvinder til at poste billeder af sig selv uden hijab. Siden har nu over en million følgere. Sidste år lancerede hun kampagnen #WhiteWednesdays, som inviterer iranske kvinder til at bære et hvidt slør om onsdagen i protest mod den påtvungne hijab. Masih Alinejad begyndte ved at lægge et billede ud af sig selv uden slør, mens hun sad i sin bil.

Det var Alinejads kampagne, som Movahed byggede videre på, da hun en onsdag i december stillede sig op på installationsskabet og tog sit hvide tørklæde af.

Grunden til, at vi ser det her nu, er, fordi det først er i de seneste år, at sociale medier er blevet tilgængelige i stor stil,” siger lektor i tværkulturelle studier med speciale i Iran Rasmus Christian Elling fra Københavns Universitet.

Regeringen har lempet på reglerne, så folk kan bruge Instagram og Twitter. Det har muliggjort den bevægelse, vi ser nu.”

Det er også de sociale medier, der adskiller protesterne i dag fra dem, der var i 2009. Dengang ejede en million iranere en smartphone, og i dag anslås 48 millioner iranere at have en smartphone med adgang til sociale medier. Facebook er ulovligt, men det er kommunikations-appen Telegram ikke. Alene i Iran har den over 40 millioner brugere.

Hijab er den mest udbredte type tørklæde i islam. Den lader ansigtet være frit, men dækker håret. Kilde: religion.dk

Den islamiske hovedbeklædning ses af iranske ideologer som en søjle i den islamiske republik, men inden den kom til, så samfundet helt anderledes ud.

Her er tildækningens historiske udvikling i Iran kronologisk fortalt:

  • 1936: Forbud mod at bære hijab. Reza Shah, der grundlagde det tidligere monarki, forbød hijabben, fordi han ville fremme moderniseringen af landet. Men shahens initiativer omkring tørklædet blev taget ilde op af præsteskabet, der prædikerede mod dette. Shahen holdt fast og satte politimænd på gaden for at fjerne tørklædet fra de kvinder, der bar det. Det førte til, at mange kvinder levede i husarrest i årevis, fordi de ikke kunne klare at vise sig offentligt uden tørklæde.
  • 1963: Kvinderne får stemmeret. Moderniseringen fortsatte, og kvinderne fik stemmeret. Det gjorde kun shahen mere upopulær blandt landets religiøse.
  • 1979: Den islamiske revolution. Det hjalp ikke på shahens popularitet, at landets ressourcer var meget ulige fordelt. Utilfredsheden med shahen voksede, og det førte til store protester, der væltede shahen og banede vej for den islamiske republik, der er i dag. Lederen af den nye islamiske republik blev en af shahens største kritikere, Ayatollah Ruhollah Khomeini, der gjorde Islam til et omdrejningspunkt for politikken. I 1983 blev det obligatorisk at bære hijab for alle kvinder i landet, selv turister.

Shahen ville vestliggøre landet ved at fjerne tørklædet, men den idé blev skudt ned af store dele af befolkningen, som gik ud og sagde, at de ikke ville vestliggøres – de ville selv bestemme deres identitet. Det identitetspolitiske oprør blev til en stat, der i stedet tvang kvinder til at bære hijab, men det var jo ikke det, folk havde kæmpet for inden revolutionen, og derfor har vi lige siden set folk, der er utilfredse med staten,” siger lektor Rasmus Christian Elling.

På den måde rammer tørklæde-protesterne ind i den bredere politiske debat, der altid har eksisteret i Iran: Er Iran først og fremmest en islamisk republik dedikeret til at håndhæve rigide islamiske love, eller er Iran først og fremmest en republik, hvor folks individuelle rettigheder prioriteres over religiøs lov?

Noget tyder på, at en forandring allerede er i gang.

I en analyse bragt i The Atlantic skriver Karim Sadjadpour, seniorforsker ved Carnegie Fonden for International Fred, at moralpolitiet i mange år har håndhævet påklædningsreglerne ved at arrestere kvinder og mænd, der overtræder dem (mænd må ikke gå i shorts, og kvinder skal bære tørklæde). Men under den nuværende præsident Hassan Rouhani er en stor del af moralpolitiet fjernet fra gaderne. Det gjorde Rouhani i erkendelse af, at det er svært at kontrollere et samfund, der ikke vil kontrolleres.

Derfor kan kvinder uden tørklæde ses overalt i Teheran, i deres biler, i indkøbscentre og endda på gaden, men altid med tørklædet draperet over skuldrene, som om det bare er faldet ned – og som de så kan tage op, hvis det bliver nødvendigt.

Og det er ikke det eneste tegn på, at der måske er forandring på vej. For i begyndelsen af februar udgav præsident Hassan Rouhanis kontor en rapport (som godt nok var tre år gammel), der viste, at halvdelen – 49 procent – af befolkningen i Iran, både kvinder og mænd, foretrak at gøre hijabben til en frivillig sag frem for tvang.

Rapporten, som er udarbejdet af Det Iranske Center for Strategiske Studier, signalerede, at Rouhani i det mindste støtter mere offentlig debat om emnet.

Så hvad nu?

Irans styreform er en blanding af et præstestyre og et (semi-)demokrati. Den åndelige leder er landets øverste og kan blandt andet ophæve beslutninger, som er truffet af præsidenten og parlamentet. Og de to dele af styret ser ikke ud til at være helt enige i, hvordan protesterne skal gribes an.

Præsident Hassan Rouhani har sagt, at man ikke kan tvinge en bestemt livsstil ned over fremtidige generationer”.

Men landets øverste leder og religiøse overhoved Ayatollah Ali Khamenei har modsat givet udtryk for, at bølgen af protester henover nytåret, hvor tusinder gik på gaden i protest mod landets styre, skyldes indflydelse fra landets fjender, som ønsker at fjerne den islamiske regering. Derfor vil han ikke skabe mere, men mindre frihed. Hans første skridt har været at fjerne engelsk fra skoleskemaet. Tanken er at modvirke, at lande som USA og Israel påvirker landet i en vestlig retning.

Regeringen har den magt, at den kan sige, den har folkets stemme, men i sidste ende er det præsterådet og den øverste spirituelle leder, der har det endelige ord – og de vil gøre alt for, at kvinder bliver ved med at bære tørklæde,” siger Rasmus Christian Elling fra Københavns Universitet.

At præsterne vil gå langt for at bevare den islamiske republik, viser sig blandt andet ved, at Iran har det højeste antal henrettelser per indbygger, skriver seniorforsker Karim Sadjadpour i The Atlantic. Dertil kommer, fremhæver han, at landet behandler kvinder som andenrangsborgere og retsforfølger homoseksuelle og religiøse minoriteter – for slet ikke at tale om, at ytringsfriheden lever på tålt ophold. Han konkluderer, at man de næste uger og måneder kan forvente, at regimet vil blive mere og ikke mindre undertrykkende.

Men ser man lidt længere frem, kan det blive svært for styret at holde fast i magten, hvis det fortsat bliver ved med at stå stålfast på loven om påklædning, siger Rasmus Christian Elling.

Jeg tror, alle er bevidste om, at det her er en lang og sej kamp, som ikke kommer til at få noget udfald lige nu, men det vil det i den lange ende, for kvinder i Iran er generelt højtuddannede, og der er et bredt krav i befolkningen om i højere grad at respektere kvinders rettigheder.”

Og den udvikling er måske allerede i gang, for mens kravene om at bære tørklæde er forblevet de samme, har iranske kvinder skubbet til grænserne for, hvad der er acceptabelt, når det kommer til, hvordan man skal gå klædt, skriver Nahid Siamdoust, der forsker i Iran ved Yale Universitet: Jakkerne er blevet kortere, og tørklæderne er blevet mindre.

De magtfulde iranske præster besværliggør altså forandringer, men dag for dag dukker stadig flere kvinder op i gaderne med synligt hår og nedtaget tørklæde.