Efter et helvedesår.

Vi bad Zetlands medlemmer om at ringe og fortælle, hvad de er taknemmelige for

Og der var faktisk meget.

Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

27:48

En aften i december sad jeg, Regine, og kiggede en smule nervøst mod min telefon, da den begyndte at ringe. Jeg var nervøs, fordi vi på Zetland havde bedt vores medlemmer om at ringe ind og fortælle, hvad de havde været taknemmelige for i 2020. Og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at det var underligt at spørge til taknemmelighed efter et år som det, vi lige har været igennem. Er der overhovedet noget at sige tak for? Det var det, vi på Zetland havde sat os for at undersøge, og det var mig, der skulle tage telefonen, når medlemmerne ringede ind.

At 2020 har været et stridt år, er der nok flere, der kan relatere til. Jeg har i hvert flere gange taget mig selv til hovedet og tænkt, at Nu kan det simpelthen ikke blive værre’, og så i næste sekund tænkt, at Okay, det kunne det så godt’. For mig stemmer 2020 og taknemmelighed ikke rigtig overens. Men har det udelukkende været et lorteår? Ikke nødvendigvis.

For eksempel ringede en vinterbader og fortalte om den vidunderlige følelse, når kroppen kom under vandet. Og ligesom vinterbaderen blev jeg høj, dog ikke af at bade, men af at tale med medlemmerne. Høj af glæde over de historier, som folk ringede ind og delte. For det viste sig, at livet, som det blev levet i 2020, ikke kun har været sorg, ikke kun har været mørke. Livet har været mangefacetteret og på trods af alt fyldt med kærlighed, nyfødte babyer, glæden ved en ven, en badetur eller bare taknemmeligheden for at vågne op hver dag og være i live.

Sammen med Andreas Thorsen har jeg gennem to aftener hørt historier om kærlighed og historiens vingesus. Om de lidt mindre glæder, for eksempel den, der opstår, når man nede i supermarkedet genkender en vens øjne over mundbindet. Glæde og taknemmelighed manifesterer sig i så mange oplevelser. Det er dem, du kan læse et ganske lille udpluk af her. Vil du høre medlemmerne fortælle deres historier selv, kan jeg anbefale, at du lytter til denne artikel.

Bente Fischer ringede med en lang liste over alt det, hun havde været taknemmelig for i år. Hun vidste ikke helt, hvor hun skulle begynde, hun syntes bare, det var så vigtigt at holde øjnene på det gode, når der nu var så meget, der trak i den anden retning.

Og i virkeligheden er der jo bare utrolig meget, vi alle sammen har at være taknemmelige for,” sagde hun.

Så vi kiggede altså på den her liste, og den bestod, sagde Bente, af en masse små ting. Blandt andet den tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic og hendes projekt om at drikke kaffe med mennesker, som hader hende på de sociale medier. Men også af helt små, dagligdags ting.

Nu skrev jeg for eksempel en god håndcreme på, altså når man har tørre hænder, så er det dejligt at kunne putte en god creme på, så føles de meget bedre. Eller at tage et varmt bad eller læse en god artikel. Eller høre hende der, der laver dialogkaffe. Læse gode historier om, hvordan det lykkes hende at skabe dialog med nogen, hun er meget uenig med,” sagde hun. Der sker jo rigtig mange gode ting i verden, og vi har utrolig meget at være taknemmelige for. Vi har rent vand i hanen, vi har mulighed for at få mad, vi har folk, der elsker os. De fleste af os. Gode oplevelser, virkelig mange fordele i verden.”

Bente blev glad, sagde hun, når hun læste om, at nu har EU lavet en aftale, som gør, at det ser lidt bedre ud for klimaet. Om corona-genopretningsplaner. Det er der et håb omkring. Der er en vilje til at stå sammen.”

Som jeg forstod Bentes projekt, handlede det om, at vi skal forstå, at selv om 2020 har været et lorteår, så bor vi i Danmark, og her er det generelt ret let at være til. Vi har det godt. Men efter en længere snak viste det sig også, at der var noget personligt på spil for Bente. Hun havde en historie om en cykeltur. Jeg spurgte, om jeg måtte høre den.

Ja, det må du gerne,” sagde hun. Jeg har været i en ulykke, og det var jeg ved at blive noget trist over, fordi jeg havde senfølger efter hjernerystelse. Så købte jeg en elcykel. Det betyder, at min mand og jeg kan tage på nogle længere udflugter på cykel. En sommerdag cyklede vi af sted og havde købt mad i en lille landsby i nærheden af Gudenåen. Vi satte os et sted for at spise, og det var helt vildt dejligt at sidde der og kigge ud over vandet. Det er da noget at være taknemmelig for. Det er sådan noget, jeg sidder og husker her et halvt år senere, hvor det hele er mørkt og regnfuldt. Der er også sådan nogle ting, man kan huske på. Som faktisk skete. Og som man kan gøre igen.”

Og det var jo egentlig pointen, ikke? At lyset og varmen og sommeren kommer tilbage, at vi, selv om vi her i slutningen af december befinder os på den mørkeste del af kalenderen, igen en dag vil kunne cykle ud til Gudenåen og sætte os og spise tapas fra Brugsen. Det hele kommer tilbage.

Så sagde Bente farvel, hun ville ikke være i vejen for, at flere kunne ringe ind.

Så ringede Mads Kirk ind. Han sagde, at han aldrig havde været så taknemmelig, som han havde været det i år. I foråret fik han at vide, at han var syg i sin lever, at han faktisk havde brug for en transplantation. På det tidspunkt boede han og hans kæreste i Grønland, men de flyttede hjem, for hvis man er på venteliste til et nyt organ, er Grønland langt væk.

Mads fortalte i telefonen, at den her situation satte en masse tanker i gang.

Den nat sov jeg ikke,” sagde han, for jeg vidste ikke, hvad mine chancer var for at overleve, og hvor længe jeg ville kunne overleve. Er det til foråret eller til næste år? Så der blev jeg skidebange.”

Så kom den dag, hvor han skulle opereres. Der var kommet en ny lever til ham. Efter operationen vågnede han op, og mens han fortalte mig om det i telefonen, sendte han en video, som hans kæreste Mette havde filmet.

Hej Mette,” siger han på videoen. Han ligger i en seng på Rigshospitalet. På videoen kan man se et stort, hvidt rum fyldt med hospitalsudstyr og så Mads, der ligger bleg i sengen med en slange i næsen. Han smiler lidt. Så er jeg sgu igennem.”

Du er for vild,” siger Mette.

Det er så sindssygt,” siger han. Nu ligger jeg bare her. Det er, som om det bare er gået megastærkt.”

På videoen kan man se, at Mette løfter op i Mads’ hospitalsskjorte.

Det er så vildt,” siger han.

Under trøjen gemmer der sig en stor, hvid forbinding, der strækker sig fra navlen og helt ud til højre side af maven. Jeg synes godt, man kan se, at Mads har ondt. Men det lyder ikke til, at det egentlig er det, der fylder.

Jeg synes, det er den smukkeste gave, man kan give,” sagde han i telefonen. Jeg var meget taknemmelig og lykkelig, fordi det var veloverstået. Jeg følte på min krop, at det skulle jeg nok komme over. Selv om jeg var øm, og selv om jeg havde ondt. Man vågner op og er frisk i knoppen.”

Det er to måneder siden, men Mads Kirk, sagde han, har det godt nu.

Jeg tror også lidt, mit ønske med at ringe ind var at sige, at det er megafedt med organdonation, at det bliver man lykkelig over, når det rammer. Jeg havde jo aldrig set det ramme mig selv. Jeg er organdonor, men jeg troede aldrig, jeg skulle stå i den her situation. Andre har tilmeldt sig, så der var et organ. Det bliver man jo lykkelig over.”

Da Helle André ringede til mig, gik der først lidt ged i den, men hun kom igennem, hvilket skulle vise sig at være virkelig godt, for hun syntes, sagde hun, at det med at se lidt på taknemmeligheden var den sødeste idé. Vi snakkede lidt om 2020, om behovet for at insistere lidt på at se lyset i mørket. Og egentlig, sagde Helle, ringede hun først og fremmest for at fortælle om blot én enkelt god ting, om én enkelt god tanke om det her år. Til gengæld var den ting, den tanke, så også bare … virkelig god.

Lige nu har jeg en stor ting, som jeg er meget taknemmelig for i indeværende år,” sagde hun, og det er jo at være i live. Jeg bliver meget rørt over det faktisk. Det er ikke, fordi jeg er syg eller noget som helst. Men jeg tror, at den der slidthed efterhånden udmønter sig i, at jeg bliver pissetaknemmelig over at vågne op hver dag. Jeg er skideligeglad med det grå vejr, jeg tænker: Hold kæft, hvor er det hyggeligt. Hvor er det rart, at jeg er til, og at jeg kan gøre alle mulige ting, som jeg har lyst til. Jeg er 66 år og holdt op med at arbejde for halvandet år siden. Jeg har et skidegodt liv. Et virkelig godt liv. Laver mange sjove, frivillige ting, jeg har noget catering og sådan noget. Jeg har det virkelig godt. Men jeg begynder jo at blive nervøs for at dø. Ikke? Så når jeg vågner op hver dag, tænker jeg: Ej, hvor er jeg heldig.”

Helle fortalte, at hun, selv om hun bor alene, har et godt socialt liv. At hun har været god til at hive sig op ved håret hver dag, som hun sagde, faktisk har hun været pissegod til det.

Men jeg kan også mærke, at jeg er ved at være lidt tyndslidt. Så jeg er bare glad for at være i live.”

Så selv om du føler dig tyndslidt, vågner du også op med en glæde hver dag?

Yes, det gør jeg.”

Det viste sig så, at der faktisk også var en anden ting, Helle var taknemmelig for. Og den ting var lidt mindre … fundamental og afgrundsdyb, kan man måske sige. Men ikke desto mindre var den vigtig.

Og så lige pludselig fandt jeg forleden dag ud af, at jeg jo også skal huske at treate mig selv lidt, for det er der ikke andre, der gør, når jeg nu bor alene,” sagde hun. Så fandt jeg ud af, at jeg kunne købe et oppusteligt badekar. Til voksne. Og det overvejer jeg at give mig selv i julegave. Jeg kan lige klemme det ind på mit lille københavnerbadeværelse og fylde op med skum og varmt vand. Og så høre musik og drikke vin og have duftlys rundt omkring mig.”

Jeg er glad for, at der ikke vil være nogen vidner til det,” sagde Helle. Det ville være et meget løjerligt syn. At jeg lå der klemt inde mellem lokummet og brusenichen. Jeg har målt efter, det kan godt være der.”

På den måde, tænkte jeg, da jeg sad og talte med Helle, spændte hendes taknemmelighed bredt. Fra livet som sådan til eksistensen af oppustelige badekar, der liiige præcis kan være på den plads, der er til overs i et badeværelse i København.

Jeg sidder med et kæmpe smil over hele femøren. Tak, fordi du ringede til mig. Kan du have en god jul!

Ja, i lige måde. Skøn idé. Hej!”

Charlotte ringede ind med to lyspunkter. Det første handlede, nok umiddelbart overraskende, om hendes mors kræftsygdom. Sagen var, at det var gået godt, moren blev ramt af kræft i maven i sommer og var igennem et rigtig hårdt operationsforløb, men bagefter blev hun erklæret rask.

Vi havde regnet med, at vi skulle miste hende,” sagde Charlotte.

Og det gjorde I slet ikke.

Nej. Det viste sig, da vi fandt ud af, at hun var syg, at hendes mave, hendes tyktarm, var helt fyldt med kræft. En kæmpestor kræftknude. De fandt også kræft i nyrerne, og det havde spredt sig til æggestokkene også. Hun skulle igennem en kæmpestor operation. Vi var alle sammen forberedte på … jeg var ikke sikker på, at hun ville overleve til næste forår. Altså. Men. Hun blev opereret, lægerne fik fjernet det hele, og hun er erklæret rask nu. Det er bare en kæmpe følelsesmæssig rutsjebanetur at se hende så svækket og så pludselig få at vide, at hun er rask. Der går lige lidt, inden man kan tage det helt ind. Er I sikre? Er I sikre på, at hun er rask? Det er en lettelse, når det synker ind, at hold da kæft, vi får lov at beholde hende.”

Men du sagde, at du havde to lyspunkter. Har du et til?

Jamen, det har jeg faktisk. Fordi midt i alt det her friede min kæreste gennem seks år til mig på en smuk solskinsdag, hvor vi var ude at vandre i Rebild Bakker. Og for at det ikke skal være løgn, blev mine forældre forlovet i Rebild Bakker. Og midt i det hele går han på knæ med den lille sorte boks med en ring i og spørger, om jeg vil gifte mig med ham.

Og hvad sagde du så?

Jeg sagde: Ja, for fanden!’ Og så tudede jeg. Det var lige midt i alt det her med min mor, så det var meget overvældende. Vi skal giftes til sommer. Vi satser på, at corona er væk til den tid, og vi kan få lov til at holde en stor fest, hvor man kan kramme og kysse og danse og det hele.

Så du kan på trods af alt godt sige tak til 2020?

Der har været nogle gode ting ved 2020. Der har været nogle skelsættende begivenheder for mig. Men det bliver også dejligt, når corona er overstået.” Charlotte grinede lidt.

Hvad tror du, din mor siger til 2020?

Jeg tror godt, hun kunne have været 2020 foruden. Men jeg tror også, hun ser sådan på det, at hun har opdaget nogle nye ting. Og det ved jeg også, min far har. Min mor vil gerne ud at rejse. Hun skulle have været til Alaska med en veninde i foråret. Hun kunne ikke få min far med, for han bryder sig ikke om at rejse, men det har gjort, at han pludselig er begyndt at sige, at den der tur til Skotland, de altid har snakket om, de skulle på, nu skal de snart af sted på den. Pludselig har min mor og far kigget på hinanden på en anden måde og sagt: Hold da kæft. Vi har lige nogle ting, vi skal have gjort sammen.’”

Det her var, tænkte jeg, da jeg sad og græd lidt, fortællingen om noget, der har klangbund, nærmest uanset hvem vi er. Vi har den tid, vi har, og det er om at udnytte den. Det kan synes banalt, carpe diem og så videre, men den er jo god nok. Måske især i 2020.

Hej, det er Anne Katrine, og jeg bor i Aarhus,” sagde Anne Katrine, der bor i Aarhus. Jeg har faktisk ringet ind før. Jeg ved ikke, hvor langt I er, og om I er i gang med at arbejde på den samlede historie.”

Vi var faktisk ret langt. Næsten færdige, men det, Anne Katrine fortalte på telefonsvareren, gjorde mig simpelthen så glad, at jeg var nødt til at finde en plads til hende. Fordi det er noget, jeg tror, mange af os har virkelig brug for at høre. Det handlede om noget, der begyndte en mørk aften i centrum af Aarhus.

Jeg er ude at gå en tur,” sagde Anne Katrine, og jeg har simpelthen sådan lyst til at fortælle, hvad jeg kan se. Lige nu går jeg nede på havnen, nede hvor Molslinjen tidligere lagde fra, og hvor der nu skal gives vacciner, og jeg kigger lige nu på de bygninger, hvor der skal vaccineres, og der er lys, og der går folk rundt i sundhedstøj, sygeplejeuniformer, og det ser ud, som om de går og stiller op og gør klar og gør noget ved den her irriterende situation, vi alle sammen er i.”

Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan gå her en søndag aften lidt i otte om aftenen og se på folk, der gør klar. Det føles, som om vi alle er med i en dystopisk DR-julekalender, hvor det ser rigtig skidt ud til allersidst, men så lysner det lige forude før juleaften. Det må jeg sige. Jeg er meget taknemmelig lige nu, og det havde jeg bare lyst til at ringe til dig og fortælle.”

Så hvad kan man konkludere på den her undersøgelse? Hvad står tilbage? Som jeg hører det, har 2020 været det værste år, men måske også det bedste. Måske har vi bedre kunnet stille skarpt og være taknemmelige for de små ting. Som dronningens fødselsdag, som et medlem sagde. Og de store ting. Som at Danmark har stået sammen, som et andet medlem sagde. Måske har 2020 skabt plads til forandring.

Jeg bliver lidt rørt,” sagde en. Jeg er meget taknemmelig for, at folk har mandet sig op og er der for hinanden, og det synes jeg er en af de fornemste ting, man kan bede folk om. Det er at støtte hinanden. Det var mine ting fra 2020. Og jeg håber seriøst, det bliver et bedre år næste år.”

For ja, lad os her på falderebet håbe, at 2021 bliver bedre end 2020. Men samtidig huske, at der trods alt skete meget godt også i år.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: