Jeg ved godt, hvordan det lyder, når jeg siger, at jeg har set en fed dokumentarfilm om luftforurening i Indien, og hvordan den forurening påvirker den sorte glente, rovfuglen. Men det har jeg altså. Og den er mere end fed. All That Breathes, som den hedder, er 93 minutters totalt øjenåbnende, vanvittigt smuk og episk dokumentarfilm, som fik mig til at tænke over, hvad det vil sige at være menneske.

I New Delhi møder vi to brødre, Nadeem og Saud, som lever af at lave sæbedispensere i deres kælder, men lever for at redde de sorte glenter, der i stigende antal er begyndt at dumpe ned fra byens luftforurenede himmel. Vi ser dem svømme over floder for at samle sårede glenter op, vi ser dem forbinde vinger i gazebind til langt ud på natten, og vi ser dem arbejde stålsat, gennem strømafbrydelser og pengeproblemer, protester og vold, for at gøre verden til et bare lidt bedre sted.

Som sådan er All That Breathes ikke bare en film om menneskeskabt forurening og klimakrise. Det er også en film om menneskets særegne evne til at vise barmhjertighed og – hvis vi vil – forbedre verden.

All That Breathes kan streames på HBO Max, hvor den fik premiere den 7. februar

Lidt uden for byen Nagoya i Japan er der netop åbnet en temapark, som ser helt forfærdelig ud, men som jeg ved, jeg kommer til at tage på pilgrimsrejse til. Ghibli Park, hedder den, og den er baseret på tegnefilmene af den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazaki. Man kan sidde i toget fra filmen Chihiro og heksene ved siden af det mystiske væsen uden ansigt. Man kan få taget et billede sammen med hovedpersonen fra Porco Rosso. Alt sammen i en mærkelig kold fabrikshal. Og så er der huset. Skaberne af parken har forsøgt at bygge en perfekt kopi af det hus, hovedpersonerne i filmen Min nabo Totoro bor i. Det ligger i en lille lysning, og man får fornemmelsen af at besøge et ægte hus. Der er foldede tæpper i skabene, bestik i skufferne, der ligger bøger og roder på hylderne.

En skribent fra The New York Times har besøgt parken og skrevet en reportage derfra. Artiklen er vidunderlig, fordi den også handler om hele Miyazakis verdenssyn, forholdet mellem ham og sønnen (der har bygget parken), og ikke mindst hvad en temapark overhovedet kan være. Hvorfor har jeg lyst til at rejse 10.000 kilometer til en besværligt beliggende og ikke særlig børnevenlig temapark, bare for at stå i det dér hus? Jeg ved det ikke. Men det har jeg.

Jeg risikerer at ødelægge filmoplevelsen for dig, hvis jeg fortæller om den her film, så i virkeligheden vil jeg bare opfordre dig til at tage i biografen. Det, jeg kan sige uden at afsløre for meget, er, at Aftersun handler om forholdet mellem en ung far og hans datter. Calum og Sophie er på charterferie på et knap så skønt hotel i Tyrkiet i begyndelsen af 00’erne. Den 11-årige datter er, som så mange andre på den tid, et skilsmissebarn, der lever sammen med sin mor. Tid med far er ikke noget, hun har meget af.

Aftersun er nok den mest subtilt fortalte film, jeg har set. Kameraet fokuserer på detaljer i baggrunden i stedet for på scenens hovedpersoner. Der er uvant lange scener uden åbenlys udvikling – og jeg indrømmer, at jeg blev utålmodig undervejs. Men da filmen er slut, og jeg gik ud af biografen, var min hjerne en eksplosion af følelser og tanker. De mange detaljer dannede til sidst en virkeligt smuk mosaik af to mennesker og det, der er imellem dem. Og det spændende er, at mange, jeg taler med om filmen, har lagt mærke til forskellige detaljer og læser filmen forskelligt.

Det er svært at sige mere uden at sige for meget. Bortset fra at filmen handler om noget vigtigt – men det er ikke sikkert, du er enig med mig i, hvad det er.

Aftersun fik dansk biografpremiere den 2. februar og kan stadig ses i det meste af landet. Den varer halvanden time.

Kender du det der med, at du simpelthen ikke kan komme igennem en bog og derfor går fuldstændig i stå med at læse? Det sker ofte for mig, og det eneste, der hjælper, er at læse en rigtig god bog. For mig blev det Édouard Louis’ nye roman, Forvandlingens metode, som er en interessant kombination af fiktion og virkelighed. Louis, der er en form for fransk Glenn Bech, havde svært ved at få solgt sit første manuskript, fordi forlagene simpelthen fandt det urealistisk, at nogen levede under så fattige kår i Frankrig. Men ikke desto mindre er det altså en sand historie, som Édouard Louis fortæller. I den nye bog skildrer han – med en imponerende selvindsigt – sin absolutte besættelse af at forvandle sig. Vi følger hans rejse fra en fattig flække i Udkantsfrankrig, præget af vold, hverdagsracisme og alkoholisme, til den kulturelle og økonomiske overklasse. Ved hjælp af nye mennesker og muligheder formår Édouard Louis at forvandle sine livsomstændigheder. Men kan man nogensinde flygte fra den, man er?

Det, der gør bogen helt særlig, er, at man følger, nærmest side for side, forfatterens egen splittelse. Det ene øjeblik er han pavestolt af sig selv over sit sociale avancement, og det næste øjeblik skammer han sig over den person, han er blevet, og de mennesker, han omgås.

Forvandlingens metode (300 sider) udkom på dansk i januar. Du kan låne den på biblioteket, men der er rift om den, så du kommer nok til at skulle vente. Ellers kan du købe den på …