Det var en tidlig søndag morgen, på den sidste dag i juli 2022, at en eksplosion brølede gennem luften i hjertet af Kabul. Igen.
To år forinden ville det ikke have været ualmindeligt. Efter 20 års krig i Afghanistan var de fleste af byens indbyggere ikke uvant med den slags. Men det seneste år siden den kaotiske evakuering af vestlige styrker havde en anden stilhed indfundet sig i byen. Det var i den stilhed, at Taleban havde rullet kvinders rettigheder tilbage, at almindelige afghanere sultede, og fattigdommen voksede støt. Men der var færre brag. Indtil nu.
Brølet kom ud af det blå. Bogstavelig talt. To amerikanske præcisionsmissiler bragede gennem luften og ramte en altan i Shirpur-distriktet, et område, der for år tilbage var en forfalden militærbase, men i dag er et kvarter af luksusejendomme, som Taleban råder over. Et sted, hvor magtfulde – og i mange tilfælde også kriminelle – mennesker huses. En af dem var Ayman al-Zawahiri. Indtil missilerne ramte hans altan og tog livet af ham.
Det seneste år var altanen det eneste sted, han havde kunnet gå hen, hvis han ville udenfor. Ayman al-Zawahiri gemte sig. Men amerikanernes drone fandt ham, og missilerne dræbte ham. Lederen af al-Qaeda, manden, der planlagde 11. september-angrebet, er død.
Drabet på al-Zawahiri illustrerer, hvordan Vestens krig mod terror har ændret sig i løbet af de seneste år. I 20 år er den krig blevet udkæmpet med soldater og invasioner, med blod og tårer. Den er blevet udkæmpet med et hastigt voksende globalt sikkerhedsapparat, et væld af nye antiterrorlove på tværs af Europa og USA, med forebyggende overvågning og antiradikaliseringsindsatser en masse. Men i dag har Islamisk Stat ikke længere noget kalifat. Al-Qaeda har ikke længere nogen leder. Massive militære operationer er erstattet med droner og missiler. Og det er ikke lykkedes militante islamister at begå terrorangreb i Vesten i årevis.
Så hvad nu?
En række eksperter peger på, at vi i de kommende år måske har en ny bølge af terror i vente. Denne gang bliver det ikke jihadisterne, der begår den. Det bliver de højreekstreme grupperinger, som har fået ekstra vind i sejlene under coronakrisen. Og det rejser et enormt og svært spørgsmål for Vesten i de kommende år.
Er vi egentlig klar til at vende krigen mod terror mod … os selv?
Vi står i en ny tid. Det er en sætning, vi har hørt ret ofte de seneste fem år. Først var det Donald Trump, der markerede denne nye tid ved at lukke USA om sig selv. Så var det den stigende anspændthed mellem Kina og USA, der markerede en ny tid med stormagtsrivalisering. De folkelige opgør med sexisme og racisme markerede en tid, hvor identitet er blev anderledes centralt for nogle menneskers syn på verden – og på hinanden. Dystopiske klimarapporter har skabt et fornyet globalt fokus på, hvor akut vi har brug for den grønne omstilling. Og så kom coronapandemien og vendte op og ned på verden én gang til. Det seneste halvår er det så krigen i Ukraine, der har markeret den nye tid.
Det er også denne nye tid, som en relativt ny videnskabelig artikel fra den Haag-baserede tænketank International Centre for Counter-Terrorism (ICCT) beskæftiger sig med: “Hvad zeitgeisten kan fortælle os om fremtidens terror” hedder artiklen, og den beskriver, hvordan tidsånden er i gang med at ændre sig, og hvordan en ny terrortrussel er begyndt at vokse frem for øjnene af os:
I USA er højreekstrem terror nu en større trussel, end militant islamisme er, i Storbritannien er der flere højreekstremister, der bliver henvist til antiradikaliseringsprogrammer, end der er militante islamister, og i både Frankrig, Tyskland og Danmark har efterretningstjenesterne meldt om en øget terrortrussel fra højreekstreme miljøer.
Historien har vist os, at terrorgrupper ofte afspejler den tid, de opstår i. I 1920’erne så vi anarkistiske terrorgrupper sprede sig tværs over Europa. I 1950’erne og fremefter gik terrorgrupper til angreb mod deres koloniherrer i de gamle kolonier. I 1960’erne og 1970’erne vandt voldelige venstrefløjsgrupper, som for eksempel Rote Armee Fraktion, frem i Europa og USA. Og i 1979 banede en islamisk revolution i Iran vejen for flere årtiers militant islamisme. Det var denne fjerde bølge af terror, der kulminerede med al-Qaedas angreb på tvillingetårnene i New York den 11. september 2001, og som vi nærmest lige siden har forsøgt at forsvare os mod og bekrige.
Men nu ser vi måske konturerne af en femte bølge i horisonten, argumenterer forskerne i artiklen. Og coronapandemien kan for denne bølge blive, hvad Irans islamiske revolution blev for jihadismen, advarer de.
Jeg ringede til den ene af dem, dr. Thomas Renard, for at forstå, hvad de egentlig mente med det. Han er en internationalt anerkendt terrorforsker, direktør i ICCT og i øvrigt forfatter til en bog om de seneste 20 års antiterrorlovgivning i Europa. Og han forklarede, at coronapandemien kan påvirke fremtidens terror på to måder:
“For det første har coronapandemien accelereret en allerede voksende følelse af usikkerhed i meget af befolkningen i Vesten. Der var i forvejen den her følelse af, at der er kriser overalt omkring os, men tilsyneladende ingen gode løsninger på dem. Det har skabt en voksende folkelig mistillid til magthaverne og eliten, og den følelse har coronakrisen kun forstærket,” siger han.
Under coronakrisen har vi for eksempel set en ikke ubetydelig modstand mod restriktioner og vacciner i store dele af Vesten. Og ifølge Thomas Renard har den bevægelse tiltrukket et helt nyt publikum. Mange af de mennesker, der gik med i protester mod de nye restriktioner og regler, havde aldrig før været politisk engagerede. Mange af dem kom i øvrigt fra vidt forskellige baggrunde, men pludselig marcherede de under ét banner.
Coronapandemien har med andre ord skabt nye politiske fællesskaber. Fællesskaber, som står i skarp modstand til det bestående politiske system. Og samtidig har coronapandemien isoleret os fra hinanden. Det er den anden måde, pandemien kan påvirke fremtidens terror på, siger Thomas Renard.
“Corona har tvunget folk i isolation, rent fysisk,” siger han.
Og i den isolation har folk fået mere tid foran skærmene, hvor de har forsøgt at finde svar på en verden, der gav mindre og mindre mening for dem. Mange er dykket ned i de kaninhuller, hvor konspirationsteorierne spredes, og der er de blevet radikaliseret, siger han.
Det betyder ikke, at de nødvendigvis også bliver voldelige, understreger han. Men risikoen er der. Den 6. januar 2021 understregede, hvor alvorlig faren er.
Den dag marcherede et sted mellem 10.000 og 15.000 demonstranter fra Det Hvide Hus mod Capitol Hill for at bremse vedtagelsen af Joe Bidens valgsejr. De kom fra vidt forskellige baggrunde og vidt forskellige steder i landet. Nogle var fredelige demonstranter. Nogle var bevæbnede. Nogle tilhørte højreekstreme grupperinger.
Over 300 af dem var for eksempel tilknyttet den højreradikale gruppe Proud Boys. Andre tilhørte militsgrupper som Oath Keepers, en antiregeringsmilits. Og så var der folk som Jacob Chansley, en mand med bar overkrop og iklædt horn og pelshue, som også gik under navnet Q-Shaman. Han var tilhænger af konspirationsteorien QAnon. Stormen på Kongressen var det første konkrete eksempel på, hvilken trussel Vesten nu står over for.
Den nye tids ekstremister har ikke en fælles ideologi – nogle er antiregering, nogle er højreekstreme, nogle er incels, nogle er såkaldt teknofobiske og går til angreb mod 5G-master – men stormen på Kongressen viste os, hvor farlige de kan være, når de går i samlet flok.
Spørgsmålet er, om vi kan bekæmpe den nye trussel på samme måde, som vi har bekæmpet jihadistisk terror hidtil? Thomas Renard tror det ikke. Han tror, vi står ved en skillevej.
“I løbet af de seneste 20 år har vores definition af terror virkelig ændret sig – og de metoder, vi bruger til at bekæmpe terror, har også virkelig udviklet sig,” siger han.
For store dele af Vestens efterretningstjenester består kampen mod terror nemlig ikke bare i at afværge planlagte terrorangreb eller i at fange og retsforfølge kendte terrorister.
Der er for eksempel også stort fokus på at bekæmpe radikalisering – online, i skoler, moskéer og fængsler. Efterretningstjenester har fået udvidet deres beføjelser, så de langt nemmere kan overvåge mistænkelige personer og selskaber. Der er i flere EU-lande – heriblandt Danmark – vedtaget love, som skal holde hadprædikanter fra vores grænser. Vores udlændingelov er blevet strammet, så det er nemmere at tage indfødsretten fra mennesker, der planlægger terrorangreb mod Danmark, og udvise dem. Veje, jernbaner, havne, torve og pladser i store byer er blevet “terrorsikret”. Har man sendt penge til en person, der kan knyttes til en terrororganisation, kan man retsforfølges – og dømmes skyldig – for terrorstøtte.
Og i de seneste år har vi set, hvordan kvinder, der vender hjem fra Syrien og Irak, kan dømmes skyldige for medvirken til terror, alene fordi de har opholdt sig i og sværget troskab til Islamisk Stats kalifat. De har ikke begået drab eller tortur, de har ikke kidnappet journalister eller holdt slaver. Men de har født børn, lavet mad og skiftet bleer og derigennem styrket terrorgruppens position.
Det har alt sammen virket, siger Thomas Renard. Truslen findes stadig, men truslen fra jihadistisk terror i dag er væsentligt mindre i Vesten, end den var for bare fem år siden. Alligevel tror Thomas Renard ikke, at de samme midler vil virke mod den trussel, vi står over for i dag.
“Hvis vi vendte hele dette sikkerhedsapparat mod højreekstreme grupper, antiregeringsmilitser, anti-vaxxer-ekstremisme eller teknofobisk ekstremisme, ville vi pludselig mistænkeliggøre store dele af den vestlige befolkning,” siger han.
Hvis man for eksempel skulle bekæmpe radikalisering i disse miljøer, hvor skulle man så starte? Med politikere, der ikke støtter corona-restriktionerne? Med almindelige amerikanere, som skriver på Facebook, at de ikke tror på, at Donald Trump tabte præsidentvalget? Det ville ikke nødvendigvis løse problemet. Tværtimod, siger Thomas Renard.
“Mange af disse mennesker har allerede enormt lav tillid til staten. Det ville kun styrke deres fortælling om, at de vestlige demokratier er ved at blive til autokratier,” siger han.
På den anden side: Kan alt det samme ikke siges om dem, Vesten indtil nu har brugt antiterrorlovpakkerne mod? Jo, siger Thomas Renard. Terrorforskere og eksperter har i årevis talt om, hvordan de unge mænd og kvinder, der radikaliseres i islamistiske miljøer, ofte i forvejen har følt sig diskrimineret og marginaliseret af det danske samfund.
Det er derfor, Thomas Renard tror på, at Vesten står ved en skillevej: I de kommende år må vi kigge indad og oprigtigt evaluere vores antiterrorlovgivning. Hvis vi erkender, at dele af den ikke kan bruges til at komme den nye trussel til livs, kan vi så forsvare at holde fast i de selvsamme dele i den fortsatte kamp mod jihadistisk terror?
For dét er en anden, vigtig pointe her. Selv om en ny trussel lige nu vokser frem for øjnene af os, betyder det ikke, at bølgen med jihadistisk terror er bag os.
Det var som sædvanligt en stille dag på villavejen i Holbæk en februarsøndag i 2021, da politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) slog til. I et parcelhus af gule mursten rykkede de ind og anholdt 13 personer. Inde i huset fandt de et frygtindgydende våbenlager: 16 kilo kemikalier til fremstilling af en eller flere dødbringende bomber, 166 stålkugler og 100 meter sprængsnor).
I huset boede en 34-årig syrisk mand og en 31-årig irakisk kvinde. De havde indkøbt materialerne, fordi de angiveligt planlagde et terrorangreb på et ukendt sted i Danmark eller udlandet, lyder tiltalen mod dem. Manden havde sågar foretaget flere prøvesprængninger. Og hans storebror var tilsyneladende også involveret: På hans bopæl i Dessau i Tyskland fandt politiet lignende materialer til at bygge en eller flere bomber.
Ifølge politiet havde de alle tre tæt forbindelse til Islamisk Stat, og sagen understreger dermed den konkrete terrortrussel, som militante islamister stadig udgør mod vores samfund.
I Danmark vurderer PET fortsat, at militant islamisme er den største og mest alvorlige terrortrussel mod vores samfund. Den trussel må vi ikke glemme, heller ikke i de lande, hvor truslen fra højreekstreme miljøer nu overgår truslen fra jihadistiske terrorgrupper.
“Vi er begyndt at blive ekstremt opmærksomme på højreekstremisme af forskellig art. Og det giver mening,” siger Tore Refslund Hamming, terror- og jihadismeforsker ved The International Centre for the Study of Radicalisation (ICSR), da jeg fanger ham på telefonen.
Han tror, at højreekstreme grupper kommer til at stå for de “største og mest modbydelige angreb i Vesten i løbet af de kommende år”.
Men:
“Vi bliver nødt til at have flere trusler slags trusler for øje, end vi måske har været vant til. Og det kan blive en ekstrem udfordring, for det er vi faktisk ikke særligt gode til,” siger han.
Som han formulerer det, bliver det i de kommende år vigtigt, at vi ikke “glemmer” jihadismen, bare fordi den måske kommer til at udgøre en mindre trussel mod os. Vi er allerede godt i gang med det, mener han. USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan er et godt eksempel.
USA’s kamp mod terror er nu en, der foregår “over horisonten”, som Joe Biden tidligere har formuleret det: med droner, der kan sendes ind, når de værste og mest akutte trusler skal elimineres. Drabet på al-Zawahiri understreger, at den strategi godt kan fremvise store resultater.
Men historien om al-Zawahiri understreger også, at USA ikke længere vil bruge de samme kræfter på at holde den militante islamisme i ave dér, hvor den spreder sig mest, siger Tore Refslund Hamming. Og det kommer til at gavne jihadisterne, mener han.
“De kommer til at bruge de næste 5-10 år på at bygge sig op, og så bliver de en kæmpe trussel igen. Og så skal vi til at bygge hele det system af antiterror op igen,” siger han.
I al-Hol-lejren i Syrien sidder tusinder af familiemedlemmer til døde eller tilfangetagne IS-krigere i fangenskab. Cirka 93 procent af dem er kvinder og børn, omkring halvdelen af børnene er under 12 år, og mange af dem har rødder i europæiske nationer, som ikke vil hente dem hjem. De vokser op under brutale vilkår, og en stor andel af de kvinder, der sidder i lejren, er militante, klar til at begå vold og drab mod dem, der ikke følger det nu hedengangne kalifats strikse regler og love. Imens bliver børnene ældre, og de risikerer at blive radikaliseret, har forskere og eksperter længe advaret om.
Tore Refslund Hamming er en af dem. Han tror, at al-Hol-lejren meget vel kan komme til at udklække fremtidens topterrorister.
“Vi kommer helt sikkert til at snakke om vores håndtering af de her fangelejre som en kæmpe fejltagelse i fremtiden,” siger han.
Selv om truslen fra jihadistiske terrorangreb lige nu ser ud til at være i tilbagegang i mange lande, er der altså god grund til at tro, at den vender tilbage, mener han.
Og det bliver i øvrigt ikke den eneste anden trussel, vi skal holde øje med, mens de højreekstreme grupperinger vinder frem.
Fremtidens terrorbevægelser er én ting. Men som vi allerede har været kort inde på, er terrortruslerne langtfra de eneste kriser, der præger verden i dag. Klimakrisen, coronakrisen, energikrisen, en økonomisk krise, og ja, krigen i Ukraine er måske endnu mere presserende trusler. Og måske det faktisk kan ende med at udgøre den største forskel mellem vores “nye tid” og tiden efter 11. september.
“Alle de her kriser kræver handling fra verdens regeringer, og de kræver massive ressourcer. Og i den kontekst er terrorisme måske i virkeligheden slet ikke vores største udfordring længere,” siger Thomas Renard.
De første 20 år af dette århundrede har Vesten i udpræget grad fokuseret på truslen fra terrorbevægelser. Og det fokus har ændret på selve den måde, det internationale samarbejde har fungeret på. Internationale relationer, samarbejder såvel som fjendskaber, har i høj grad været centreret omkring kampen mod terror. Nu er den kamp blot en af mange kampe, og det kan skabe en ny situation, siger Thomas Renard.
Terrortruslen – i alle dens afskygninger – kan simpelthen ende med at få mindre politisk opmærksomhed end førhen. Og måske er det en god ting, siger han.
“Vi har set, hvad det kan gøre ved os, når vi giver truslen for meget opmærksomhed. Krigen mod terror bliver sjældent evalueret i et godt lys,” siger han.