En biologisk pige bliver født med op mod fem millioner bittesmå æg i sine æggestokke. Derfra produceres der ikke flere. Banken er fyldt, og det er den opsparing alene, hun har at give af. Fra menstruationen starter, er der cirka en halv million æg tilbage, og gennem livet bliver de brugt til husbehov. Og når hun nærmer sig de 50 år, vil de sidste æg løsne sig, vandre den umiskendelige tur fra æggestokken, op gennem æggelederen, ned i den rosarøde livmoder og finde udgangen gennem livmoderhalsen og ud i verden. Fuldstændigt ligesom alle æg før dem. Så ebber æggestokkenes funktion ud. Og samtidig med det vil hele produktionen af østrogen svinde ind til næsten ingenting. Overgangsalderen. Hvorfor det sker, er faktisk ikke til at svare på. Det er et biologisk mysterium.

Det fører for en gruppe kvinder til hedeture, dårlig søvn og dårlig livskvalitet, mens det står på. Men den manglende østrogen i kroppen efter overgangsalderen kan måske også have en række langsigtede helbredsproblemer for kvinder. Hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed og måske endda demens, lyder det.

Men hvad nu, hvis vi bare kan … udskyde det hele? Eller helt aflyse overgangsalderen?

Netop de spørgsmål rejste en gruppe amerikanske aldringsforskere for nylig. Et lettere provokerende spørgsmål, vil en del mene. Det er provokerende, fordi de seneste års diskussioner om overgangsalderen i særdeleshed har handlet om, at man skal omfavne den som en ny fase i livet. At den ikke er noget at skamme sig over, men at det er en naturlig del af et kvindeliv. Den skal hverken bagatelliseres eller sygeliggøres.

I takt med videnskabens udvikling er vi blevet i stand til at imødekomme biologiens besværligheder. I dag er det ikke nær så livsfarligt at være gravid og føde børn, som det var før. Vi kan støde slukkede hjerter til live igen, og vi kan give diabetikere insulin, hvis deres egen bugspytkirtel ikke kan producere det. Med andre ord er mennesket et helt andet sted, end vi evolutionsbiologisk er sat i verden til. Og med nye opdagelser kommer nye muligheder. Forskere over hele verden er på nippet til at kunne kontrollere menneskets biologi. Men med dét kommer en diskussion om, hvad der er naturligt, og hvad der er unaturligt. Og hvad vi egentlig skal finde os i fra naturens side.

Det er netop de spørgsmål, der har fået Jennifer Garrison, adjunkt i gerontologi ved Buck Institut for Forskning i Aldring i Californien, til at stille sig selv spørgsmålet: Kan vi egentlig udskyde overgangsalderen med fem eller ti år? Og kan vi på sigt måske afskaffe den helt? Der findes ikke nogen medicinsk løsning endnu. Der kan være lang vej igen. Men måske kan man allerede nu bruge eksisterende medicin til i hvert fald at gå i gang med at udskyde overgangsalderen.

Det første spørgsmål, vi skal have styr på, er, hvorfor vi overhovedet har en overgangsalder. Og det viser sig at være sværere at svare på end som så. Nogle evolutionsforskere går så langt som til at kalde det et af de største mysterier om menneskets evolution. For ud af mere end 6.000 forskellige pattedyr på jordkloden er menneskekvinder sammen med kun fire hvalarter de eneste dyr, der går i overgangsalderen. Resten af alle pattedyr kan føde unger indtil kort før, de dør. Det gælder også bavianer og chimpanser, som i pattedyrenes verden er vores tætteste kusiner.

Men hvorfor er det så sådan? Svaret afhænger – som med det meste andet – af de teoretiske briller, man tager på. Men blandt forskere er der en forholdsvis bred enighed om, at den såkaldte bedstemor-hypotese er den bedste forklaring lige nu.

I al sin enkelhed går den ud på, at menneskets overgangsalder er betinget af, at vi som forældre til voksne børn skal hjælpe dem med at passe på deres børn, når vi bliver bedsteforældre.

“Det er især det eller de ældste børn, bedstemoren hjælper, når hendes børn selv får børn. Det er den bedste forklaring for overgangsalderen, vi har lige nu, og den ser rigtig god ud på mange måder historisk. Og det er et meget interessant område, fordi forskningen både er drevet af antropologer, historikere og biologer,” fortæller Eva Hoffmann, som er professor i molekylær genetik på Københavns Universitets sundhedsfaglige fakultet.

For de gamle hunhvaler gælder bedstemor-hypotesen blandt andet, når hvalflokken med sjældne mellemrum løber ind i perioder, hvor det er svært at skaffe føde. Så er det bedstemor-hvalens hukommelse, der hjælper familien over, hvor hun tidligere i livet har fundet føde. Med andre ord hendes livserfaring, der får flokken til at overleve.

I april i år udkom en analyse i tidsskriftet Journal of Theoretical Biology fra en mand ved navn Dave Dalton. Han arbejder selvstændigt, men hans artikel er blevet fagfællebedømt, hvilket er forskningsverdenens måde at sikre den videnskabelige kvalitet. Han har undersøgt, hvorfor mennesker og hvaler er de eneste pattedyr, der går i overgangsalderen. Daltons primære konklusion er, at bedstemor-hypotesen i højere grad er en følge af evolutionen og ikke evolutionen i sig selv. Altså at bedstemødre hjælper deres børn, fordi de ikke selv kan få flere børn. Og ikke at evolutionen har skabt overgangsalderens funktion til at passe sine børnebørn.

Ud fra et evolutionsteoretisk perspektiv forsøger Dalton at finde de love, der skal til, før et pattedyr har en overgangsalder. Han er nået frem til tre regler, der skal være opfyldt. For det første skal hunnerne i arten leve mere end 40 år. For det andet skal hele arten leve i grupper – altså være sociale dyr. Og for det tredje skal hunnerne leve omkring 30 procent længere end hannerne i deres art. Så har du et pattedyr, der har en overgangsalder. Og det er altså kun mennesket, spækhuggere, kortfinnede grindehvaler (ikke de langfinnede, af en eller anden årsag), hvidhvaler og narhvaler.

Og det er en ret interessant analyse, siger Eva Hoffmann. For det er spændende, at bedstemor-hypotesen bliver undersøgt yderligere, og at man finder frem til de fællesnævnere, vi har med andre overgangsaldrende.

Eva Hoffmann selv kan tale længe om overgangsalderen. Sammen med sine kolleger udgav hun sidste år et studie i tidsskriftet Nature om de forskellige faktorer, der påvirker, hvornår kvinder går i overgangsalderen. Men en af de ting, siger hun, der er særligt interessant, er det her: Selv om vi bliver ældre og ældre, bliver overgangsalderen ved med at komme på det samme tidspunkt i livet. Den har ikke rykket sig. Så når halvdelen af de piger, der bliver født i dag, statistisk kommer til at blive over 100 år, skal de leve nærmest halvdelen af deres liv uden de hormoner, der opretholder vigtige dele af deres helbred.

Og selv om evolutionen har ført kvinder ned ad en sti med en overgangsalder, er det ikke ensbetydende med, at der er en overlevelsesmæssig fordel ved den, der gør, at den er uundværlig. Nogle gange ender evolutionen bare i en gyde ved mere eller mindre et tilfælde. Og altså ikke fordi det er den smarteste løsning, fortæller Eva Hoffmann.

I Danmark er gennemsnits-overgangsalderen 51 år. Processen føles forskelligt fra menneske til menneske, men de mest almindelige helbredsmæssige konsekvenser i den sammenhæng er hedeture og dårlig søvn. Og selv om det for en del kvinder er til at leve med, er der altså også kvinder, der lider markant, når deres østrogenniveau styrer mod nul. Danske undersøgelser peger på, at en tredjedel af alle kvinder har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser i overgangsalderen:

“Hedeturene alene er én ting, men de afledte effekter som enormt dårlig nattesøvn kan være så slemt, at det næsten kan have en diagnose. Det kan gå fra at være en lille gene til en væsentlig påvirkning af livet og livskvaliteten, så folk næsten ikke kan hænge sammen,” fortæller specialeansvarlig for almen gynækologi og professor i klinisk gynækologi på henholdsvis Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital Pernille Ravn.

Både Pernille Ravn og gynækolog og overlæge på Rigshospitalet Anette Tønnes Pedersen fortæller om kvinder, de møder, der har alvorlige gener ved overgangsalderen. Begge læger møder kvinder, som har svært ved at passe deres arbejde og deres familiære og venskabelige relationer. Kvinder, som kan ende med at miste venner og ægteskaber i løbet af overgangsalderen.

Og spørger man en af de forskere, der er fremmest fortaler for at udskyde overgangsalderen, Jennifer Garrison, så er der endnu mere på spil. For i takt med at østrogenniveauerne falder – uanset om du har gener ved overgangsalderen eller ej – kan det også have alvorlige følgevirkninger som hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed og måske endda demens, lyder det. Og spørger man danske læger og professorer, er det ikke urimeligt i hvert fald at diskutere de her sundhedsfaktorer, når man taler om overgangsalderen.

“Østrogen er med til at stimulere vores knogler, så vi i vores unge år opbygger sunde, stærke knogler. Når vi mister vores østrogenniveau, så afkalker knoglerne hurtigere. Men hvis vi har fået opbygget stærke knogler i ungdommen, så vil en kvinde, der går i overgangsalderen mellem alderen 50 og 55 år, have knogler, der kan holde fint, indtil vi bliver 70 eller 80 år, før vi får knogleskørhed,” fortæller overlæge Anette Tønnes Pedersen.

Det her bakker sundhedsmyndighederne op. Knogleskørhed, som opstår uden forudgående sygdom, kan især ske i forbindelse med overgangsalderen hos kvinder. Det kan føre til brud på både ryghvirvlerne og håndleddene især. Det er vigtigt at sige, at det kan ske for begge køn, men hos kvinder sker det væsentligt tidligere end hos mænd, og derfor peger flere forskere på, at det kan være en konsekvens af overgangsalderen, hvor hormonerne falder, som får afkalkningen af knoglerne til at blive værre. Men det er ikke østrogens eneste superfunktion:

“Derudover beskytter og stimulerer østrogen også blodkarrene, så de er elastiske og kan modstå blodtryksændringer, som vi hele tiden har. Så hvis vi har stive kar, har vi større risiko for at få forhøjet blodtryk. Østrogen beskytter også den inderste del af karret, så det ikke udvikler sig til åreforkalkning,” siger Anette Tønnes Pedersen videre. Hun understreger, at østrogen også stimulerer vores hud, vores bindevæv og slimhinder og endnu mere interessant: vores hjernefunktion. Evnen til at huske, at lære og at tænke. Derfor kan det have nogle helbredsmæssige konsekvenser, hvis patienter enten mister deres østrogenproduktion i en tidlig alder, eller når kvinder når tidspunktet, hvor hormonfabrikken stopper med at virke et sted i 50′erne, fortæller hun.

Og lige netop det her med vores kognitive funktioner – altså hjernens evne til at huske og fungere, er der ifølge Anette Tønnes Pedersen nu et øget fokus på i forskning i overgangsalderen. Ifølge Sundhedsdatastyrelsen er der en overvægt af kvinder med demens i Danmark på 57 procent for eksempel. Derfor er man i gang med at undersøge sammenhængen. Her er det altså vigtigt at understrege, at det jo ikke alene er kvinders østrogenniveau, der påvirker knogler, hjerne og kar. Der handler også i høj grad om ens livsstil og ens gener. Derfor kan man ikke alene pege på østrogen som udslagsgivende. Men lige netop de her sammenhænge har et fokus i forskningen lige nu for netop at afklare, hvor stor betydning østrogen har.

Den her gennemgang kan komme til at lyde som en af de helt store salgstaler for østrogen. Men som det er med livet og menneskekroppen så ofte, er det ikke så simpelt. Der er også konsekvenser ved at blive ved med at have et højt østrogenniveau langt op i livet. Så med salgstalen for østrogen og med en forklaring på de evolutionære grunde til overgangsalderen trænger vi vist til at høre argumenterne for og imod at behandle den. Og ikke mindst, hvilke muligheder der er i spil.

Man har i mange år brugt hormonbehandling med blandt andet østrogen til at behandle de kvinder, der oplever alvorlige helbredsmæssige konsekvenser ved overgangsalderen. Det er dem, som gynækologerne Pernille Ravn og Anette Tønnes Pedersen møder i deres daglige arbejde. Eksperterne virker til at være uenige om, præcis hvilke bivirkninger der er forbundet med dét. Men netop risikoen for brystkræft er en af de mest omtalte. I den forbindelse er det altså værd at huske, at der findes mange forskellige faktorer, der påvirker risikoen for cancer. Gener for eksempel. Så Anette Tønnes Pedersens forklaring bygger på den statistiske risiko alene ved hormonbehandling:

“Østrogen kan påvirke vores risiko for brystkræft, men det afhænger af, hvor mange år brystet har været udsat for østrogen. De kvinder, som går sent i overgangsalderen – nogle producerer østrogen i deres egne æggestokke, indtil de er tæt på 60 år gamle – de har alt andet lige en statistisk lille øget risiko for at få brystkræft i forhold til de kvinder, der stopper med at producere østrogen, når de er 48 eller 50 år,” fortæller hun.

Der er altså kvinder, som naturligt fortsætter med at producere østrogen i fem eller ti år længere end andre. Men netop på grund af den stigende risiko for brystkræft, jo længere man har naturligt østrogen i kroppen, skal man som kvinde overveje, om man ønsker at fortsætte en almindelig hormonbehandling for at udskyde overgangsalderen. Der er fordele og risici. Men måske kunne der findes en løsning alligevel, funderer hun:

“Der findes hormonlignende stoffer, som kan stimulere hormonreceptorerne i knoglerne, hvor man får den gunstige effekt, men som formentlig ikke påvirker receptoren i brystvævet,” siger Anette Tønnes Pedersen.

Det kaldes en ‘selektiv østrogenreceptor-modulator’, og det er der faktisk nogle, der har kigget på, men der mangler mere forskning på området, fortæller hun. På den måde ville man teoretisk kunne forsinke knogleskørhed eller demens og samtidig undgå at øge risikoen for brystkræft. Men det kræver jo, at der bruges forskningsressourcer på det, siger hun.

Jennifer Garrison, som er den amerikanske forsker, der har stillet sig frem og rejst flaget for at udskyde eller afskaffe overgangsalderen, peger også på forskellige forskningsprojekter, hun finder særligt interessante i øjeblikket. Et af dem er et projekt, der undersøger, hvilke stoffer i vores mad og kosmetik der kan påvirke miljøet i æggestokkene. For med alderen bliver miljøet i æggestokkene naturligt dårligere for vores ægs effektivitet. Så hypotesen er, at hvis man kan finde en måde at gøre æggene lykkeligere i længere tid, ville man kunne bevare en fertilitet i længere tid og samtidig udskyde overgangsalderen.

Det her stritter lidt på professor og overlæge ved Syddansk Universitet Pernille Ravn. For jo, der findes da muligheder, siger hun tøvende. For eksempel kan man tage æg ud, mens man er ung, og æggene er friske, så kan man opbevare dem og løbende lægge dem tilbage i æggestokkene gennem livet – og på den måde holde sig ung, som hun siger.

Men det leder naturligt hen til en af Pernille Ravns største etiske overvejelser, når det kommer til at ændre på kvindens naturlige biologi.

“Hele hypotesen om, at overgangsalderen ikke er nødvendig, er provokerende, fordi det ikke er naturligt at afskaffe den. Det er jo heller ikke naturligt, at folk skal opføre sig som en på 30, når de er 60. Og for mig at se ligger der en vigtig diskussion i dét, der handler om vores præstationssamfund,” siger Pernille Ravn.

For skal man gøre det, bare fordi man kan? spørger hun. Hun understreger, at en del af de gener, der kommer i overgangsalderen, kan imødekommes med en sund livsstil og god kost. Det behøver ikke store medicinske indgreb.

Her bliver det interessant. Om man skal gøre det, bare fordi man kan. Eva Hoffmann, professoren i molekylær genetik fra Københavns Universitet, peger på alle de andre redskaber i lægevidenskaben, som heller ikke er naturlige:

“Vi har jo medicinsk behandling for mange ting. Vi har blodtransfusioner. Det er jo heller ikke noget, der tager højde for evolutionshistorien. Vi kan genopstarte hjerter, vi kan gøre alt muligt. Så man skal passe meget på med at sige, at man begrænser kvinders helbred med argumentationen om, at det er sådan, vi er endt på grund af evolutionen,” siger hun.

Dertil kommer Anette Tønnes Pedersens argument. Hun peger også på, hvor dødsensfarligt det i virkeligheden er at føde børn. Men det har vi også fundet videnskabelige løsninger på.

Pernille Ravn medgiver, at man ikke altid kan komme med en god evolutionshistorisk forklaring på, hvorfor tingene er, som de er. Men måske er der andre og større sundhedsmæssige udfordringer i Danmark, man skal komme til livs først.

Et andet af de store spørgsmål, når man arbejder med kvinders hormoner, er, om det betyder, at man vil kunne få børn i længere tid. Det kommer naturligvis an på, hvilke løsninger på overgangsalderen man tager i brug. Men man kan ikke blive gravid, hvis man ikke har nogen æg, og det vil en hormonbehandling som den, Anette Tønnes Pedersen taler om, ikke påvirke.

Derfor synes Anette Tønnes Pedersen også, at det er ærgerligt, at overgangsalderen ikke har større opmærksomhed helt overordnet:

“Generelt synes jeg ikke, at kvinders overgangsalder bliver taget seriøst nok. Der kunne sagtens bruges flere ressourcer på den, fordi der er rigtig mange kvinder, som har problemer i løbet af deres overgangsalder. En tredjedel af alle kvinder. Det er rigtig mange,” siger hun.

Samtidig vender hun tilbage til noget af det, som de seneste års diskussioner om overgangsalderen især har handlet om. At kvinder ikke skal diskvalificeres, bare fordi de går i overgangsalderen:

“Østrogen eller ej, vi kvinder er stadig lige så stærke og dygtige som mændene, hvis vi lever sundt,” som Anette Tønnes Pedersen siger. Og det med livsstil gælder i øvrigt også for mændene.

Men netop fordi der stadig er meget ved overgangsalderen, der er mystisk, finder hverken Anette Tønnes Pedersen eller Eva Hoffmann forslaget om at udskyde eller afskaffe overgangsalderen for et radikalt eller provokerende spørgsmål. Pernille Ravn har det anderledes og kalder det “en vanvittig tanke”. Men efter at have snakket det igennem når hun alligevel frem til, at det er forfriskende, at nogen stiller de provokerende spørgsmål. Så får man en god snak om det, som hun siger.

Og det er måske mest af alt det, som forskeres udmeldinger som disse kan sætte i gang. For spørgsmålstegn sætter tankevirksomhed i gang. Og det er det, der skal til for at finde ud af, om vi skal ændre den verden, vi lever i. Og om vi skal gøre op med det, som måske i virkeligheden er naturligt.