Allerede i begyndelsen af 2020’erne så vi nogle tegn på, at folk virkelig var parate til forandring. Det var et krydspres. Vi så et højt stressniveau blandt den globale befolkning og det, der dengang blev refereret til som The Great Resignation. Folk sagde op, fordi de længtes efter mere mening i deres arbejde. Samtidig så vi flere og flere virksomheder, som begyndte at redesigne den måde, de var en virksomhed på, til at være i overensstemmelse med livets logik, altså med de principper, som hersker her på planeten. De begyndte at lave forretning på en måde, som i virkeligheden genererede mere værdi for alle, så i stedet for at udnytte naturressourcer og menneskelige ressourcer begyndte de at regenerere naturressourcer og menneskelige ressourcer. Og det accelererede helt sindssygt i 2020’erne og 2030’erne, så vi i dag har opnået nogle samfund og en virksomhedskultur, som ser helt anderledes ud.

En virksomhed, som virkelig var en pioner i 2020’erne, og som rigtig mange lod sig inspirere af, var tæppefabrikanten Interface. De havde levet af at lave helt almindelige ‘beskidt producerede’ tæpper og gulve, men begyndte så en regenerativ transformation, fordi stifteren tænkte: “Okay, det kan ikke være min arv, at jeg har forårsaget så meget destruktion i min livstid.” Så han satte sig for, at i 2022 skulle hans fabrikker være de første i verden, som fungerede som en skov. Det vil sige, at fabrikkerne kun skulle bruge solenergi, at de skulle være selvforsynende med energi, og at de endda skulle være i stand til at give mere energi tilbage, end de brugte. De skulle også kunne rense vand, så de gav rent vand tilbage til økosystemet, og de skulle kun bruge regenerative materialer. Men virksomheden begyndte også at tænke på, hvordan de kunne være med til at adressere problemet med plastik i verdenshavene. Derfor begyndte de at betale eksempelvis filippinske fiskere for at fiske plastikaffald op, som de så brugte som en del af deres produktion. De fulgte også principper fra cirkulær økonomi og solgte deres produkter i et lukket system som i en leasingordning. Og den forretningsmodel er jo helt normal i dag. Det er jo helt normalt, at virksomheder siger: “Okay, hvordan kan jeg være med til at styrke økosystemet og rense den destruktion, der allerede er forårsaget? Hvordan kan jeg hele tiden sørge for at efterlade en mere næret jord end den, jeg overtog? Og hvordan kan jeg lave en god business ud af det?”

Jeg kan huske, at jeg i 2022 var fuldstændig overvældet af de henvendelser, jeg fik fra virksomheder fra hele verden, som lige pludselig havde fået øjnene op for, at det ikke var nok bare at tænke bæredygtigt og reducere CO2. De skulle simpelthen tænke regenerativt i hele deres måde at operere på, både i forhold til deres økosystemiske påvirkning og på de indre linjer i forhold til, hvordan de tog vare på deres medarbejdere, så de kunne trives og udfolde sig.

Når jeg taler med mine børnebørn, synes de, at det er helt absurd, at både deres oldeforældre og bedsteforældre brugte størstedelen af deres vågne timer på at være på arbejde. Dengang blev man stadig modtaget, som om man var lidt skør, når man fortalte om naturbaseret design og naturinspireret ledelse og virksomhedsudvikling. Men i dag er det normen. I dag har vi skabt en arbejdskultur, hvor de fleste ikke arbejder mere end 20 timer. Det er lidt op til den enkelte, hvor meget man har lyst til at arbejde, men der er en meget større fleksibilitet. Man lader det være op til den enkelte, hvornår og hvorfra man vil arbejde. I dag er det jo helt skørt at tænke på, at det blev forventet, at man var et bestemt sted fysisk otte-ni timer om dagen, så det har vi givet slip på. Vi har sat den enkelte fri i langt højere grad, fordi erhvervsledere fik øjnene op for, at de faktisk fik meget mere produktive, glade medarbejdere, som kunne komme på nogle meget mere geniale, innovative og kreative løsninger, når de sørgede for at skabe betingelser for medarbejderne, hvor de kunne trives. I dag er det jo bare en naturlighed, at man gør sit bedste som leder for at skabe en ‘kulturel jord’, hvis vi skal bruge sådan et natursprog, hvor medarbejdere og ansatte kan spire og blomstre og udfolde deres fulde potentiale.

Ændringerne i vores arbejdsliv hænger sammen med den grønne omstilling, fordi det hele hænger sammen. Når vi er stressede, befinder vi os i det hjernebølgeniveau, som man kalder for høj beta. Evolutionært er det helt genialt – det er det her gear, som vores hjerner kunne indstille sig til, hvis vi mødte et rovdyr på savannen. Hvis der var en eller anden krise, så kunne al vores energi og al vores hjernekapacitet gå til bare at løse den ene udfordring. Vi fik tunnelsyn, og vi kunne skærme for alt andet. Problemet var – og det var det, der skete i 2020’erne – at når størstedelen af den voksne globale befolkning i løbet af en dag befandt sig ofte i det hjernebølgeniveau, så gav det en på mange måder brutal arbejdskultur. Når du er i høj beta, har du ikke adgang til empati, og du har ikke adgang til systemtænkning. Det er simpelthen biologisk, fysiologisk umuligt for din hjerne. Og det mener jeg var en af grundene til, at vi ikke formåede at tænke holistisk og systemisk.

Når vi reducerer stressniveauet, får vi i højere grad øjnene op for forbundne kriser, og vi får overskuddet til at adressere dem. Men vi havde ikke overskuddet til at tænke ud af boksen, og vi kunne ikke se for os, hvordan det hele skulle kunne se anderledes ud, eller hvordan vi kunne skabe noget andet end den her kultur, hvor man i erhvervslivet virkelig opfattede organisationen som en maskine, der skulle udnytte natur og menneskelige ressourcer maksimalt for at skabe mest mulig værdi for aktionærer.

Dengang var vi så adskilt fra naturen, vores naturlige habitat, at vi var lidt ligeglade med den. Det var noget, der var derude, og som vi bare kunne tage af. Men i dag kerer vi os virkelig om naturen, og vi ser den som et familiemedlem, som vi skal tage vare på på samme måde som mennesker, vi holder af. Vi ser naturen som en del af os selv.

I dag forekommer det os jo helt åbenlyst, at naturen er vores naturlige habitat. Det ser du i måden, vi designer vores hjem på, og det ser du, når du åbner vinduet og kigger ned i en gård i byen, når du går op på taget af en bygning, eller når du rejser rundt. Da jeg var yngre, var der mange af de her beton-ørkener, hvor man næsten ikke så andet end gråt, men i dag er der jo åbnet op for naturen. Vi ser os selv som en del af naturen, og det var det, vi havde glemt, at vi var, ikke bare i 2020’erne, men under hele den industrielle epoke. I dag har vi genvundet den tabte forbindelse, og vi føler os igen forbundet med vores naturlige habitat.

Jeg mener, at meget af den stress, som virkelig eskalerede i 2020’erne, hang sammen med, at vi havde mistet forbindelsen til både vores egen indre natur og den ydre natur. I 99 procent af den tid, hvor vi har været en dyreart på den her planet, har vi jo levet fuldstændig in tune med naturen. Vi har været en del af den, og hele tiden har vores nervesystem mærket ind i mønstre, former, farver og vejret. Vi vidste alt om de steder, hvor vi bevægede os rundt, vi vidste alt om planter, og hvad vi kunne spise og ikke kunne spise. Men i 2020’erne oplevede vi den her tiltagende fornemmelse af at føle os forældreløse. Vi havde ikke længere den her tætte forbindelse til naturen. Og det var jo interessant at se, hvordan mange dengang under pandemien helt naturligt søgte ud i naturen.

Det er lidt ligesom en chimpanse. Vi deler mere dna med chimpanser, end heste gør med æsler, og når vi ser en chimpanse, som er buret inde under kunstig belysning, bliver vi triste. Men vi glemte at overveje, at det faktisk var det, vi havde gjort med os selv. I dag, i 2050, ved vi, at lige så vel som, at vi skal have en god nats søvn og noget ordentlig mad, så skal naturen være en integreret del af vores dagligdag. Ellers bliver vi både triste, deprimerede og stressede.

Når man bevæger sig rundt i samfundet, ikke mindst i byerne, er forandringerne tydelige. Hvis du bor i et lejlighedskompleks, er det designet til at være symbiotisk på den måde, at dit affald bliver lavet om til kompost, som så bliver brugt til at dyrke afgrøder enten på taget, nede i gården eller på det, der engang var parkeringspladser. Luften er ren, og der er ikke længere den her konstante bilstøj. Jeg ved ikke, om du kan huske, hvordan det var at gå rundt i en by i 2020’erne, men det larmede helt frygteligt, selv om forskerne godt vidste, at det gjorde os ekstra stressede, maniske og deprimerede, at vores nervesystem skulle udsættes for den her konstante støj. I dag kan vi høre fuglene kvidre og insekterne summe igen. Vi bor tæt, så selvfølgelig kan vi også høre hinanden, det er ikke ligesom at gå ude på en stille mark, men der er stille på en helt anden måde, og vi kan trække vejret igen. Der er også nogle statistikker, som ser helt anderledes ud i dag i forhold til stress, depression, selvmord og kriminalitet. Det er alt sammen reduceret gevaldigt, fordi vi har genvundet den her forbindelse til vores naturlige habitat; genvundet forbindelsen til os selv, i virkeligheden. I 2020’erne var der også bekymrende mange deprimerede børn og unge, det har vi ikke længere. I det hele taget har vi en kultur, hvor vi passer bedre på hinanden og kigger hinanden i øjnene på en måde, som var uvant for os i 2020’erne.

Dengang var der folk, som argumenterede for, at når vi skulle lave den grønne omstilling, så gjaldt det i virkeligheden om at gøre det på en måde, hvor folk skulle lave så lidt om på deres hverdag og livsanskuelse som muligt. Altså at vi ikke skulle kunne mærke forandringerne, men bare have vores behov for forbrugsgoder og energi og transport dækket på en anden måde. Men jeg mener, at det, som vi faktisk så i 2020’erne, var, at flere og flere mennesker netop ikke ville have mere af det samme. Der var en masse ting, de ikke ville give slip på i forhold til at have en god livsstil, men de fik jo også at se, at det ikke handlede om at give slip på ting og gå glip af – det handlede om at få noget andet, der var bedre. Det handlede om en højere grad af velvære og sundhed. Jeg tror også, at noget af det, der satte fart i udviklingen, var, at vi så en kollektiv længsel efter dybere mening, mere nærvær, mere tid med os selv og dem, vi holder af. Folk var faktisk ikke specielt glade for det, de havde. De ville gerne have et bedre alternativ, og det har de fået i dag. Og når så mange kom med på vognen, var det, fordi vi samskabte noget andet og bedre. Det var ikke noget med, at der kom nogen og gav os noget på et sølvfad, som vi så kunne tage. Vi tappede ind i folks potentiale til at være medskabere og samskabere af noget, der var bedre.

Selv om virksomhedernes fokus skiftede til at gøre verden til et bedre sted og hjælpe deres medarbejdere med at vokse som mennesker, var det stadig vigtigt for dem at tjene penge. Dels fordi de havde brug for at overleve og betale deres medarbejdere, men det er jo heller ikke sådan, at vi i dag i 2050’erne kun udretter filantropi. Og jeg tror, det var rigtig vigtigt, at det i 2020’erne lykkedes os at gøre opmærksom på, at en omstilling ikke behøver at involvere, at det skal gøres skammeligt at tjene penge. Det handler i virkeligheden om, hvordan du har designet dit cashflow. Op gennem 2020’erne så vi flere og flere virksomheder, som redesignede deres finansielle strømme, sådan at en stor del af deres profit gik direkte til at regenerere land, til at give magt og indflydelse til oprindelige folk, til at styrke udviklingen af bioinspireret innovation og så videre. Og dér er kapital nødvendig.

Samtidig fik de store pensionskasser, som ejede mange af virksomhederne, et andet syn på afkast. I 2020’erne nåede vi til vejs ende i forhold til at rage til os. Systemerne kollapsede omkring os, og det blev de ved med at gøre i en grad, så pensionsselskaberne begyndte at sætte et stærkt fokus på transformation, for ellers ville de på lang sigt ikke have et udbytte at betale til deres medlemmer. De indså, at nogle af de virksomheder, som kunne give dem et godt afkast på kort sigt, ville undergrave hele økonomien på lang sigt. Og i dag eksisterer de fleste af de virksomheder, som gav et stort afkast i 2020’erne, jo ikke længere. Jeg kan huske, hvordan jeg i 2022 holdt foredrag om udviklingen på den amerikanske Fortune 500-liste over de mest succesfulde virksomheder. Fra 1970 til 2000 var det stort set de samme virksomheder, som lå i toppen af listen, men allerede før 2020 eksisterede 52 procent af de virksomheder, som lå i toppen i 2000, ikke længere. Det var skriften på væggen, som pensionsselskaberne også begyndte at få øjnene op for: Noget var ved at ændre sig, og når noget, som har systemisk karakter, begynder at ændre sig, så kan det skabe sindssygt hurtige kaskader af forandring. Vi så en hurtig død af mange virksomheder – eller en genopfindelse af deres modus operandi, så de begyndte at følge det her regenerative princip. Det var sådan en evolutionær udskillelse, i virkeligheden: hvis du ikke aligner med de her livsprincipper om, hvordan du skaber et succesfuldt, levende system, så udskiller vi dig som dyreart. Virksomhederne begyndte at indse, at hvis ikke de fuldstændig radikalt omstillede deres produktion, så ville der ikke længere være et marked for deres produkter. De ville ikke længere kunne tiltrække de medarbejdere, de havde brug for, og der ville ikke være nogen, som ville gide være aktionærer i deres porteføljer. Det var et krydspres af forskellige ting, der gjorde, at virksomhedsledere ændrede sig med en hast, vi ikke havde troet var mulig.

Man overlever ikke i det her game, hvis man ikke formår at sætte fokus på sprækkerne af lys. Det er dem, jeg fokuserer på at forstørre, og så er det i den retning, jeg går. For der er jo masser af mørke. Det at beskæftige sig med et felt, som handler om planetær kollaps, og det, at du ved helt ned i materien, hvor galt det står til, det giver jo åndenød. Det ville få mig til at kollapse som individ, hvis jeg ikke kontinuerligt fokuserede på alt det fantastiske, der også sker – netop vel vidende at ting pludselig kan ændre sig voldsomt og hurtigt.

Det, jeg ser mig selv gøre lige i øjeblikket, i 2022, er at gøde jorden for forandring. Og når så folk virkelig er klar – og det begynder de at blive i større grad, det er ikke bare noget, jeg finder på – wraumm, så er vi klar til at kunne gennemgå en omstilling af en karakter, som jeg i virkeligheden slet ikke tror, vi kan forestille os, at vi har potentialet til at gennemgå.

Men det er nødt til at lykkes.

Laura Storm har lovet at kigge forbi bidragssporet og svare på spørgsmål fra jer medlemmer – så skyd løs.