Jeg har levet med Andrew Tate de sidste par uger. Faldet i søvn til ham, lavet mad med ham, spildt min tid på ham i stedet for at spilde min på noget andet, andre YouTube-videoer, andre podcasts, alle de andre ydmygelser, man udsætter sig selv for på internettet. Jeg har set Andrew Tate hade orme med en mærkelig form for intensitet, set ham sige, at han har en machete liggende i hvert eneste af sine værelser. Jeg har kigget mig omkring efter en skruetrækker. Jeg har set ham være kristen, set ham konvertere til islam. Jeg har set noget uvirkeligt, der hele tiden taler om den virkelige verden, en tegneseriefigur og muligvis en voldtægtsmand, det er, hvad jeg har set. Set ham sige, at kun tabere drikker vand, set ham sige, at vindere drikker danskvand, mens jeg – tilfældigt, men i triumf – drak danskvand.

Jeg kan ikke sige, jeg har set det hele, for man kan ikke se det hele. Andrew Tate er lige så uendelig som internettet, til trods for at han er udelukket fra YouTube, fra TikTok, alle de steder, hvor han har samlet sine mange milliarder views, vistnok mest fra unge drenge, nogle af dem børn, andre yngre mænd. Jeg har siddet i bybussen og set ham køre Ferrari, set ham køre Lamborghini, set ham køre Bugatti. Jeg har set en mand, der mener, at det også lidt er voldtægtsofrets skyld, og jeg har set en virkelig dårlig rapper. Jeg har set ham i håndjern, set ham blive eskorteret ind i rumænsk politibil, set, at han er anholdt for menneskehandel, for organiseret kriminalitet, for voldtægt, jeg har set hundredvis af olmt udseende græske mænd demonstrere i Athens gader en mørk aften, jeg har hørt dem råbe “Free Top G”. fordi de kalder Andrew Tate for “G”, fordi han angiveligt er en rigtig gangster. Jeg har set internetmennesket i sin reneste form.

Jeg har set en mand, man ikke kan tage helt alvorligt, men som man heller ikke kan få sig selv til at grine af. Jeg har set en paranoid mand, en mand, der er bange for kvinder. En mand, der er dum nok til at sige, at han er klog. Jeg har set en mand, der har været verdens mest googlede menneske, der har milliarder af views på de sociale medier. En mand, der for nogle er indbegrebet af giftig mandighed, for andre er den sidste mand på planeten. Jeg har set en mand tale direkte til mig, til os, til mænd. Til os, der lige nu sidder her foran skærmen og savner noget mere virkeligt, noget mere heroisk, der savner noget at dø for.

Det har jeg set.

Andrew Tate blev født et sted, hvor helte kom for at dø.

Dwight D. Eisenhower, generalen, der blev præsident, døde her, på Walter Reed Army Medical Center i Washington, D.C. Det samme gjorde George Marshall, øverstkommanderende under krigen, navnefar til Marshallhjælpen. Men det var også her, Vietnam-veteranerne, der havde mistet fornuften i en meningsløs krig, nu sad og rokkede nervøst frem og tilbage. Mellem døde helte og levende krøblinger; sådan kom Andrew Tate til verden. Året var 1986. Det var morgen i Amerika; Reagan var endnu ikke dement.

Tates far, Emory Tate, en afroamerikansk mand fra Chicago, havde været pilot i flyvevåbnet, nu spillede han skak, var en af de hundrede bedste i landet, “en gambler, en blærerøv, en frygtløs angrebsmand”, som Chess.com senere skrev. Moren arbejdede i en kantine, fødte endnu et barn, Tristan, passede hjemmet, opdragede sine børn alene, mens faren rejste rundt i Amerika.

En dag faldt muren, Sovjet gik i stykker. I fjernsynet kunne man den rumænske præsident Nicolae Ceaușescu skændes med sine bødler, før han blev ført udenfor, syngende. “Rejs jer, fordømte her på jorden, rejs dig, du sultne slavehær.” Sådan sang den gamle tyran, før de skød ham og hans kone ihjel. Imens flyttede familien Tate fra Chicago i Illinois til Goshen i Indiana, en fabriksby, en del af det, der allerede for mange år siden var døbt Rust Belt, fordi fabrikkerne langsomt forsvandt. Der var ikke længere så mange penge i produktion, væksten var flyttet til Wall Street. Økonomien blev langsomt mere og mere abstrakt, mere uhåndgribelig.

Filosofferne var begyndt at tale om hyperrealitet, at alt var ved at blive til billeder, at billederne på en eller anden måde var ved at blive mere virkelige end virkeligheden. Det var fjernsynets æra. Men Andrew Tate var begyndt at spille skak som sin far. Hvorfor? Fordi han kedede sig, sagde han, da han som seksårig blev interviewet af South Bend Tribune. “Jeg keder mig det meste af tiden,” sagde han.

Jeg keder mig.

Andrew Tate er bange for at miste sig selv. Så meget kan jeg sige med sikkerhed. Jeg kan også sige, at han taler til folk, der føler, at de allerede har mistet sig selv. Som ikke kan lade være med at klikke på den næste video. Tate taler til folk, der er fortabt i deres telefoner. Altså til det senmoderne menneske. “Vi lever i en verden,” siger han et sted, “hvor folk bliver tømt for værdi – om de så graver huller eller flytter skrald, eller hvad det nu er – og imens bliver deres bevidsthed konstant distraheret af lort.”

Det lyder som en form for samfundskritik, og det er det også: Overalt i hans videoer ulmer en kritik af et meningsløst og fortabt forbrugersamfund, der ikke tilbyder menneskene andet end kedeligt arbejde og dårlig underholdning. “Work, consume, die,” som han siger et sted. Arbejd, forbrug, dø. Det kunne en venstreorienteret kulturkritiker have sagt. Men Tates samfundskritik forfalder nærmest øjeblikkeligt til paranoia. Enhver gengivelse af virkeligheden, der ikke stammer fra ham selv, afvises – alt, hvad andre mennesker siger, er løgn: “Penge er ikke virkelige.” “Virusset er ikke virkeligt.” “Depression er ikke virkeligt.” “Faktatjek, som alle tror på. De nyheder, du ser. Den måde, du har lært at tænke på. Uddannelsessystemerne.” Det er løgn, det hele.

Det er, som om ubehaget ved den uvirkelige, mediemættede verden for Tate bliver til et ubehag ved det sociale, ved de andre mennesker overhovedet. Igen og igen siger han: “I don’t care” – jeg er ligeglad, som for at overbevise sig selv om, at de andre mennesker ikke betyder noget. Af samme grund er Tate bange for bøger, de indeholder nemlig andre menneskers ord. “Bøger er for tabere, der er bange for at lære af livet. Så de prøver at lære fra det liv, ANDRE MENNESKER har levet,” som han tweetede på et tidspunkt. Også det taler til internetmennesket. Til fornemmelsen af, at man ligesom ikke kan undgå at indoptage de andre mennesker, deres holdningerne, billederne, i sig selv, i sit overjeg, hvor de knevrer løs, indtil man sidder forvirret tilbage, lammet og kastreret.

Og det er så midt i denne pixelerede skyggeverden, at Tate selv dukker op som profet, som det sidste egentlige individ i en verden af slaver. Han har set den virkelige verden. Vi andre sidder i Platons – altså den oldgræske filosofs – dumme, gamle hule og stirrer os blinde på skyggerne på grottens væg, stirrer os blinde på billeder, på bøger, lever i tusmørke, i mudder, i løgn og storys. Hvad er en kvinde? Hvad er en mand? Sådan siger vi til hinanden og bliver aldrig færdige med at svare.

Tates verden, derimod, er hård, og den er tindrende klar. Han står derude, alene, i lyset og forkynder sine evige sandheder foran et kamera:

En mand er en mand. Vand er for tabere. Jeg er mig selv. Jeg er mig selv. Jeg er mig selv.

Engang i midten af 90’erne blev Andrew Tates forældre skilt. Det var nye tider, igen. “En ny dag gryer, er det ikke rigtigt? Og hvor er det vidunderligt,” sagde den nyvalgte britiske premierminister Tony Blair. Det gamle samfund, industrisamfundet med dens klasser og konflikter, var forbi. “Glem fortiden. Det er ikke længere cheferne mod arbejderne – vi er på samme side, på samme hold. Og Storbritannien vil vinde,” sagde han. Nu kom i stedet informationssamfundet. Bill Gates skrev en bog om den friktionsløse kapitalisme, der var på vej. “It will be a shopper’s heaven,” konkluderede han. Forbrugerhimmeriget var lige på trapperne.

Imens brød optøjer ud i Marsh Farm, et socialt boligbyggeri i udkanten af Luton, en satellitforstad til London. Optøjerne startede med et rygte: En 13-årig var angiveligt blevet tævet af politiet, de unge gik amok. Hærgede de lokale butikker, stjal med arme og ben, brændte tre skoler ned, kastede flasker, sten, benzinbomber mod politiet, en enkelt betjent blev stukket ned med kniv, men overlevede. I fire timer sad den lokale præst i sin bil på en parkeringsplads og overværede optøjerne. “Jeg er trist og chokeret,” sagde han senere. Imens blev det lokale parlamentsmedlem stenet ud af kvarteret. De ældre beboere bebrejdede de unge. De unge bebrejdede politiet, bebrejdede samfundet, bebrejdede livet. “Vi går bare rundt som idioter,” sagde en af dem. Ingenting at lave. Ingen muligheder, ingenting. En skolelærer sagde, at de kedede sig. “De keder sig,” sagde hun.

Året efter flyttede Andrew Tate ind i Marsh Farm med sin mor og sine søskende. Også de levede i noget, der lignede fattigdom. Og så en dag på vej til skole så Tate en Ferrari køre forbi. “Den fyr har 400.000 pund til en bil. Jeg går fire miles til skole, fordi min mor ikke har en bil …” sagde han til sin kammerat. “Men han er rig,” sagde kammeraten, som om rigdom forklarer sig selv.

“Og jeg forstod,” har Tate senere sagt, “at alt det, jeg var blevet fortalt og havde lært, og som de forsøgte at få mig til at tro på, simpelthen ikke var sandt.”

Så begyndte han til kickboksning.

“Føltes de sidste dage ikke som en film?” spørger en af Tates kursister på et tidspunkt midt i den dokumentarfilm, der for nylig blev sendt på TV 2. Kursisten er en del af War Room, en form for fællesskab, hvor man betaler 4.500 dollars for at rejse til Transsylvanien for lære at finde vej op af mudderet og løgnene, ud i virkeligheden. Til det formål har Tate – som en form for overraskelse – sat kursisterne op mod nogle meget ubehageligt udseende russiske kampsportsudøvere.

Disse russere repræsenterer med andre ord virkeligheden, og den ser grim ud, må jeg sige. Nogle af kursisterne melder da også fra, mens andre går uforberedte i ringen og får tæsk. Til sidst evaluerer de så øvelsen. Og det er her, kursisten sammenligner de sidste dage med en film. “Jeg føler, det er en god metafor for livet,” siger han. “I ved … Vi burde ikke være 9-17-slaver. Vi burde faktisk lave vores liv om til en, ja, til en film.” Tate har selv sagt noget lignende, nemlig at der ikke er nogen grund til at spille computerspillet Grand Theft Auto, når man kan leve sit liv, som var det livet selv, der var Grand Theft Auto. “Mit liv er GTA,” sagde han.

Problemet ved det løgnagtige, konforme liv i forbrugersamfundet er altså ikke så meget det løgnagtige, men at løgnen ikke er din egen løgn, fiktionen ikke din egen fiktion. Du er en statist i andre menneskers historie. “Hold op med at være en flink fyr,” som han siger. Det er Tates appel til det lammede menneske foran skærmen. Mennesket, der ikke kan handle eller ikke ved, hvad det vil sige at handle på egne vegne, at gøre noget for sig selv. Det menneske, der kun oplever egentlig handling, når vedkommende ser andre mennesker handle – altså på skærmen. I fiktionen, i superheltefilm og rapvideoer.

Dér handler menneskene, og deres handling kommer ikke fra alle de små, ydmygende instinkter, der hærger os. Behovet for anerkendelse, frygten for flokken. I fiktionens verden handler heltene heroisk og skurkene skruppelløst. Men både skurken og helten handler. Og det er det, det handler om: at gøre virkeligheden til ens egen fiktion. At genfortrylle en affortryllet verden.

“Lige nu er der intet, der står i vejen for, at jeg bliver til Batman,” som Tate selv siger et sted. “Intet. Jeg har en batcave. Jeg har en Alfred. Jeg har en batmobil. Jeg kan slås. Fucking rig. Jeg er karismatisk … Der er intet, der står i vejen for at tage et jakkesæt på og være Batman.”

Luton havde været en fabriksby, så længe folk kunne huske. Efter krigen var det strømmet til med arbejdere, også gæstearbejdere langvejsfra. Men de manuelle jobs var langsomt forsvundet. Luton blev et berygtet sted, kendt for fattigdom, kriminalitet, radikal islamisme. Terroristerne, der bombede London i 2005, mødtes i Luton, før de tog toget ind til byen og dræbte 56 mennesker. I de radikale moskéer blev der prædiket mod den vestlige dekadence, mod en verden af begær og fantasi. Og mod den krig i Irak, der var baseret på en løgn. Da den norske terrorist Anders Breivik skulle retfærdiggøre sine paranoide fantasier, pegede han på Luton. Det er “en krigszone”, sagde han.

Andre Tate var nu kickbokser. Han kaldte sig Cobra King, arbejdede ved siden af, solgte tv-reklamer, solgte drømme til andre mennesker, mens han selv spiste hvide ris, frosne ærter og kidneybeans. I 2009 vandt han sin første titel, nærmede sig den europæiske elite, begyndte at tjene en smule penge og få lidt opmærksomhed. Samtidig eksploderede Luton. En parade for hjemvendte britiske soldater blev mødt af islamistiske moddemonstranter. “Butchers of Basra,” stod der på deres skilte. Det endte i slagsmål. Og det endte med, at en mand, der kaldte sig Tommy Robinson, en tidligere Luton-hooligan, grundlagde det højreradikale English Defense League.

Det var finanskrisens tid. De store banker blev reddet, men det gjorde folk i Luton ikke. Der var et højreskred på vej, det havde været på vej længe. Arbejderklassen troede ikke længere på de etablerede politikere, på deres bullshit. Det var også, som om det informationssamfund, der skulle gøre os alle til glade og oplyste forbrugere, som skulle gøre en ende på klassesamfundet, ikke rigtig var nået frem. Internettet havde ikke ført til friktionsløs kapitalisme, men til forvirring og konflikt. Man begyndte at tale om fake news, om alternative sandheder, om russiske trolde og makedonske løgnefabrikker, alle vegne herskede en mærkelig paranoid og uvirkelig stemning. I Luton stemte 56 procent af indbyggerne for at forlade EU i juni 2016. Nogle måneder senere stemte 64 procent af borgerne i Goshen i Indiana på Donald Trump, en milliardær og realitydeltager. Samtidig dukkede Andrew Tate op i Big Brother på britisk tv. Han var nu selv realitydeltager, en figur i fjernsynet.

“Jeg er ligeglad med, at folk ikke kan lide mig,” sagde han.

Hvordan er livet så egentlig, når man er sluppet ud af de andre folks historier, ud af mudderet, og er blevet helten i sin egen fiktion? Er det behageligt? Nej, det er ikke behageligt. Det er overhovedet ikke behageligt. De er der stadig, de andre mennesker, dem, man var på flugt fra. Og hvad med deres historier om sig selv? Hvad skal man gøre med dem? Ja, man skal tvinge dem til at spille den rolle, man gerne vil have dem til at spille.

Livet bliver en actionfilm, hvor alt slet og ret er reduceret til en kamp for at forblive hovedperson. Hvor enhver modstand, enhver kritik, blot bekræfter, at livet rigtignok er kamp. “Hvis du er en mand, der ikke ser livet som krig, så kommer du til at tabe,” som Tate siger et sted. Venner er i den forbindelse en farlig størrelse, fordi de “kender dine svagheder og ved præcis, hvor de skal slå til”. Hovedtelefoner skal man passe på med. “Når du tager hovedtelefoner på … Du er en fucking skydeskive!” Også underbevidstheden, følelseslivet, bliver en trussel. “Hver eneste af mine handlinger er gjort med overlæg,” som det hedder et sted. “Hvis din dag er fuld af uovervejede handlinger, ender du med at være tankeløs. Det er sådan, de træner dig til slaveri.”

Tates verden er et paranoidt univers, hvor selvet hele tiden er ved at miste grebet om sig selv. Og hvor det derfor er altafgørende at føre håndfast bevis for, at man har realiseret sin fiktion. At man er sig selv og sin egen. Det er også derfor, Tate er så besat af ting – og at vise sine ting frem. Sine biler og sine penge. “En af de bedste ting ved at være mand er at være territorial og i stand til at sige: Dette er mit,” som han siger. Det er tingene, der holder fiktionen i live. Det også her, kvinderne kommer ind i billedet. “Folk tror, jeg render rundt med de kællinger, fordi jeg godt kan lide at dyrke sex,” siger han. “Men jeg har dem, så alle ved, hvem chefen er.” Eller sagt på en anden måde: “Kvinder er det ultimative statussymbol.”

Dét, der ellers skulle være en fantasifuld genfortryllelse af verden, en vej ud af meningsløsheden, ender med andre ord i den totale affortryllelse. Kampen for at realisere sig ud af et meningsløst forbrugersamfund ender i meningsløst forbrug. Det er internettets opmærksomhedslogik – kampen om at blive set –  taget ud i sin logiske, men ekstreme konsekvens. Livet som en anerkendelseskonkurrence til døden. En identitetspolitisk helvedesvision, hvor hver mand kæmper for at påtvinge resten af menneskeheden netop sin egen fiktion om sig selv. Og hvor den eneste drøm, der er tilbage, er drømmen om at se sig selv bekræftet, igen og igen og igen.

Jeg er mig selv, jeg er mig selv, jeg er mig selv.

I løbet af 00’erne blev Bukarest – og resten af Rumænien – en form for uofficiel hovedstad for en ny sexindustri. Også den, altså sexindustrien, var i færd med at migrere fra den virkelige verden til internettet. Rumænien var et oplagt valg: Kvinderne var både smukke og fattige. Som så mange andre steder havde overgangen til markedskapitalisme været brutal for rumænerne.

Mange tusinde rumænske kvinder blev oplært i, hvordan man beholdt tøjet på i så lang tid som muligt for derved at maksimere indtægten. På den anden side af kameraet sad ensomme, liderligere mænd, de fleste af dem fra den vestlige verden, de fleste af dem ældre, uerfarne på internettet, nemme at narre penge ud af. Der var noget trist ved det. Overalt i den vestlige verden var man begyndt at spørge sig selv, hvad der dog var galt med mænd, ikke mindst de unge mænd, drengene. De var dårligere uddannet, de begik selvmord, de kunne ikke finde ud af at få hjælp, kunne ikke finde ud af det med damerne, med arbejdsmarkedet, med livet.

Andrew Tate havde kastet sig ud i det online sexmarked omkring 2012 og var endt med at have 75 kvinder under sig. Nu tjente han angiveligt millioner. I 2017 rykkede han sine forretninger til Rumænien og begyndte at rekruttere lokale kvinder. Han har senere sagt, at han valgte Rumænien, fordi korruption i Rumænien ikke kun var for magteliten, som det var i Vesteuropa.

Det var MeToo-tider, historien om Harvey Weinstein banede vej for en bølge af historier om overgreb og magtmisbrug, man talte om en kønskamp. Andrew Tate var begyndt at forsvare mænd, forsvare traditionelle kønsroller, den slags. Han begyndte også at optræde i højreorienterede YouTube-shows, begyndte at blære sig med sit hus og sine biler og sine cigarer på de sociale medier. Han var ved at blive en internetpersonlighed, en karakter. I 2021 oprettede han Hustlers University, hvor rodløse unge mænd kunne lære at tjene penge på forskellige former for spekulation. Og på at rekruttere flere kunder til universitetet. Det var altså, hvad man plejer at kalde et pyramidespil. Men kunderne blev også opfordret til at dele Tates indhold, hans videoer, at skabe opmærksomhed. “Vi vil have argumenter, vi vil have krig,” som det hed i en guide.

Det virkede.

I 2022 gik Tate fra at være en internetpersonlighed blandt så mange andre til at blive et globalt fænomen, en helt for nogle, en skurk for mange. I nogle måneder var han sågar verdens mest googlede mand, hans videoer blev set milliarder af gange, medierne bugnede med historier om toksisk maskulinitet. Til sidst blev han smidt af de sociale medier, Hustlers University lukkede. Og så – i december – blev han anholdt, sigtet for voldtægt, menneskehandel og organiseret kriminalitet. Det begyndte at pible ud på internettet med historier om manipulation, trusler, vold, voldtægt. Mens jeg skriver dette, sidder han varetægtsfængslet i Rumænien.

Men Tate lever videre som et genfærd i cyberspace, i sammenklippede videoer, citatartikler, TikTok-videoer. Også Hustlers University er genopstået, nu under nyt navn.

The Real World, hedder det.

Som jeg sagde: Jeg har levet med Andrew Tate de sidste par uger. Faldet i søvn til ham, lavet mad med ham, spildt min tid på ham i stedet for at spilde min tid på noget andet. Jeg har set en mand, der i sit oprør mod det sociale gør sig til en slave af det sociale. Jeg har set en rodløs mand søge flugt i abstraktioner, gøre sig selv til en mandeting, en kliché, en superhelt. Som lever i en verden, der kun er gyldig, hvis den giver ham ret. Set en mand konvertere til Islam, fordi han tror, Islam giver ham ret. Jeg har set en mand tale om værdier uden at have nogen. Set en konspirationsteoretiker, der ikke kan holde ud at leve i det mudder, der er virkeligheden, og jeg har set ham søge tilflugt i fiktionen. Jeg har set ham lære os andre, hvordan man gør det. Jeg har set en mand, der lever uden for historien eller efter historien, et sted, hvor ting kan ske, hvor ting sker, vilde ting, krig og ting og sager, men hvor der ikke er andet at gøre end at passe sig selv. Hvor enhver politisk handling er latterlig, og hvor kapitalisme er lige så naturgiven som det forhold, at en kvinde skal underkaste sig sin mand. Jeg har set en ensom mand, en postpolitisk mand. En mand af vor tid, om nogen.

Og jeg har set den heroisme, Andrew Tate har at tilbyde mig, tilbyde drengene, de ensomme mænd, alle de postpatriarkalske tabere. Det er den sidste og den sørgeligste:

Det er selvets lille, latterlige heroisme.