Da Gry Søbyes datter blev to et halvt år, fik de plads i det, de opfattede som den allerbedste institution på Nørrebro i København. Institutionen havde et rigtig godt renommé, maden var økologisk, arkitekturen flot, og deres datter var begyndt at vise stor interesse i andre børn. Indtil da var hun blevet passet af sin mormor, som jævnligt tog barnebarnet med i legestue og private legegrupper.

Men allerede efter to uger i institutionen blev forældrene indkaldt til møde af pædagogerne. De var bekymrede for datteren, sagde de. Hun havde ikke fået nogen venner endnu, og hun hang alt for meget på de voksne, lød det. “Problemerne voksede, og hun virkede stresset, når hun blev hentet, og skiftede stille og roligt personlighed. Vi oplevede, at hun var i mistrivsel,” fortæller Gry Søbye.

En dag Gry Søbye kom for at hente sin datter, fandt hun hende sovende midt på gulvet i børnehaven. Hun var, hvad hendes mor bedst kan beskrive som kollapset midt i det hele efter at have grædt og grædt. Det blev begyndelsen på en erkendelsesproces for den lille familie. Og efter tre måneder, hvor de både kiggede på andre børnehaver og på deres markant forandrede og frustrerede datter, opstod en kærkommen mulighed for at starte i et hjemmepasserfællesskab, som lige var ved at blive skabt. Her fik datteren dejlige venskaber, som hun har den dag i dag, og familien fik øjnene op for, at der findes et liv uden for Institutionsdanmark.

Den pasningsløsning, som langt de fleste børnefamilier i Danmark benytter sig af, var altså ikke for dem. De måtte indrette deres liv på en ny måde.

For et par uger siden skrev jeg en artikel med overskriften Nej, dit barn går ikke i stykker af at komme i institution, og det er ikke forkert at sige, at ret mange blev vrede og forargede over det budskab. En skrev sådan her i bidragssporet: “Jeg er virkelig skuffet over kvaliteten af denne artikel. Der er så meget evidens på området. Men det vælger man at se bort fra og ellers bare gengive socialt konstruerede løgne. Det er en ommer!”

Reaktionerne kom ærligt talt bag på mig. Jeg troede selv, at jeg havde skrevet en ret nuanceret artikel, som netop forsøgte at fjerne noget af den skam, der kan være forbundet med at aflevere sit barn i daginstitutionen. Men mange af dem, der skrev til mig, mente, at jeg havde overset nogle vigtige nuancer, og at det slet ikke var så enkelt, som overskriften på min artikel fik det til at lyde.

Gry Søbye var en af dem, der skrev. Hun var også en af dem, som flere andre anbefalede mig at tale med, da jeg fortalte, at jeg ville skrive en ny artikel. Gry Søbye definerer sig selv som omsorgsaktivist og er i dag en del af familiefællesskabet Stjernerne for hjemmepassende og hjemmeskolende forældre. Det blev nemlig hjemmepasning, der blev løsningen for hende og hendes datter.

Jeg spørger hende, hvorfor hun var kritisk over for min artikel. Det var hun blandt andet, siger hun, fordi den var med til at gyde olie på vandene og give en følelse af, at tilstanden i landets vuggestuer og børnehaver ikke er så grel, som hun mener, den er. Det gav, mente hun, en masse småbørnsforældre en form for falsk tryghed. Og det provokerede hende. “Artiklens budskab bliver, at forældrene godt kan gå på arbejde med god samvittighed, men det mener jeg netop ikke, de kan. For langt de fleste steder er kvaliteten slet ikke god nok. Men det er en kulturel vrangforestilling, at vi som forældre bare klapper hinanden på skuldrene, for børnene dør jo ikke af det,” siger Gry Søbye.

Jeg vil tro, at i hvert fald 75 procent af dem, der har skrevet til mig, enten selv er hjemmepassere eller har rødder i netværk som Familiepolitisk netværk, HJEM – Hjemmeforældrenes Landsorganisation og Omsorgspolitisk netværk, der har det til fælles, at de ønsker et mere fleksibelt samfund, som i højere grad er indrettet på småbørnsfamiliernes præmisser.

Som det er lige nu, kommer langt, langt de fleste af småbørnene i Danmark i institution – og for majoritetens vedkommende inden deres første fødselsdag. Men ifølge netværket her – og i øvrigt også nogle forskere og fagpersoner – er det ikke hensigtsmæssigt, at så små børn så tidligt skal tilbringe så mange timer i en institution uden deres primære voksne.

Samtidig ser vi en stigning i forældre, der selv passer deres børn hjemme. En række kommuner tilbyder et økonomisk tilskud til forældre, der hjemmepasser deres egne børn. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 868 børn var omfattet af ordningen i 2010, mens tallet i 2021 var mere end fordoblet. Her var 1.998 børn nu en del af ordningen.

For ja, det kan godt være, at børnene ikke ‘går i stykker’ af at komme i daginstitution, som forsker Stig Broström sagde i min foregående artikel. Men, spørger omsorgsaktivisterne tilbage: Er målet, at børnene ikke går i stykker og altså lige klarer den, kan man sige, eller er målet at give dem et godt og trygt og kærligt børneliv?

I deres optik er vi havnet et sted, hvor vores dagtilbud mere er til for at stille arbejdsmarkedets sult efter to udearbejdende forældre end for børnenes skyld. Sådan var de ikke oprindeligt tænkt historisk, men sådan er det blevet. Gry Søbye kalder det absurd, at 1970’ernes ligestillingskamp er endt i normen om dobbeltindkomstfamilien, hvor begge forældre arbejder fuld tid. Og hvor der er råd til alt – undtagen tid med dem, der betyder mest.

Vuggestuepædagog og medlem af ledelsen i Familiepolitisk netværk, Nanna Høyrup, skrev også til mig: “Det her handler altså om en meget større dagsorden om, hvorfor vi har daginstitutioner, og hvordan vi ønsker vores samfund indrettet, og en langt større anerkendelse af værdien af omsorg og omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede.”

For vi er et af verdens rigeste samfund, og vi må tale om, hvad vi skal bruge den rigdom til. Derfor er der et stille oprør i gang, som langsomt breder sig nedefra.

En af de forskere, som mange hjemmepassere lytter til, er Ole Henrik Hansen. Han er ansat ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

Han er desuden kollega med professor emeritus Stig Brostöm, som jeg i min første artikel citerede for følgende: “Jeg køber ikke præmissen om, at institutionalisering er farlig for vores børn. Det at have et aktivt, spændende liv med andre end forældre er både vigtigt og udviklende for langt de fleste børn,” sagde han. Men forskere, der sidder med det samme felt, er altså ikke nødvendigvis enige om konklusionen på det, de ser. For mens Stig Brostöm sagde ‘ro på’, befinder Ole Henrik Hansen sig på en anden fløj.

Ole Henrik Hansen vurderer, at ikke alle institutioner er gode nok til at sikre de yngste børn et ordentligt børneliv. Han pointerer, at han synes, daginstitutioner er en god idé, men understreger, at kvaliteten skal være i orden, og at et mere fleksibelt system ville være at foretrække. “Jeg oplever børn, der skal tilpasse sig og bøje sig, mens forældrene må køre væk fra et grædende barn. Det handler ikke om at afvikle dagtilbud. Det er i sin nuværende form et utidssvarende system, og skal vi være helt ærlige, så kender vi ikke konsekvenserne af alle facetter af den måde, det drives på i disse år,” lyder den hårde dom fra Ole Henrik Hansen.

Det er især det, han kalder den tidlige institutionalisering, som bekymrer ham. Altså det, at omkring 90 procent af danske småbørn begynder i institution inden deres første fødselsdag. I den alder er det helt afgørende, at der er fagligt kompetente og relationskompetente voksne omkring dem, som de kan knytte sig til og få kærlighed fra. Det er ikke kun normeringerne, der er for dårlige, det er også pædagogernes uddannelse, mener han.

Nu er det jo ikke en ny ting at sende sine børn i institution i Danmark. I slutningen af 1970’erne røg mange børn af sted allerede, da de var seks uger gamle! Det påpeger jeg over for Ole Henrik Hansen. Rigtig mange af os er i en eller anden grad produkter af institutionaliseringen. Og vi er vel landet okay på benene. Altså, hele vores samfund er indrettet efter det, så hvad er det, det kæmpe flertal ikke har forstået?

“Fordi man etablerede den samfundsmodel for 50 år siden, så er det ikke nødvendigvis den evige sandhed,” siger Ole Henrik Hansen.

Han forklarer, at børn, der gik i dagtilbud i 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne og 00’erne, ikke umiddelbart kan sammenlignes med nutidens børn. “Verden har forandret sig, børn og familier har nye vilkår, arbejdsmarkedet er et andet. Langt flere går i dagtilbud i længere tid, og kvaliteten af institutionerne er ikke, som den burde være,” siger lektoren.

Også Gry Søbye har interesseret sig for institutionerne i et historisk perspektiv. Hun er blandt andet inspireret af den norske socialantropolog Tonje Jacobsen. Tonje Jacobsen beskriver, hvordan man i Skandinavien i 1970’erne som pilotprojekter etablerede daginstitutioner i ligestillingens navn. Men det var aldrig meningen, at en familie skulle arbejde 200 procent for væksten i BNP. Tanken var, at forældrene tilsammen skulle arbejde 100 procent og være 100 procent i familien.

“Institutioner kan være superfine, især fra tre år og op. I 1960’erne og 1970’erne var de et tilbud for at aflaste husmødrene. For vi ved godt alle sammen, hvor hårdt det kan være at gå hjemme,” siger Gry Søbye.

Noget, der blev tænkt som supplementer og midlertidige løsninger, er altså nu blevet normen. Nogle forskere siger, at det er fint nok med undtagelse af enkelte brodne kar. Andre siger, det er helt horribelt. Så hvad skal man tro som forælder?

Hos organisationen Børns Vilkår undersøger de jævnligt, hvordan det går med børnenes trivsel – også i vuggestuer og børnehaver. Nogle af de undersøgelser havnede i min indbakke efter den første artikel. I januar 2022 udgav interesseorganisationen en publikation, som viste, at hver femte pædagog havde oplevet, at opstarten og indkøringen af et nyt barn havde været for kort i forhold til barnets behov. Men det betyder omvendt, at 80 procent af pædagogerne ikke havde oplevet det. Er det et dårligt tal?

Jeg får fat på psykolog hos Børns Vilkår Malene Angelo. Hun forklarer, at de hos Børns Vilkår ikke mener, det er skadeligt for børn at gå i daginstitution – hvis de ellers er af den rette kvalitet. Tværtimod kan dagtilbud potentielt gøre en positiv forskel for mange børn. Og det er afgørende, for alle børn bør have gode udviklingsmuligheder. Og det med kvaliteten bliver jo så på sin vis 1.000-kroners-spørgsmålet.

“Vi skal som forældre turde mærke ordentligt efter og stille os selv spørgsmålet, om det, vi oplever, er godt nok. Det er vigtigt at forholde sig til, for hvad der foregår i daginstitutionerne, er afgørende for barnets udvikling,” siger Malene Angelo.

Så hvis man ser et barn, der hele tiden er ked af det og ikke er knyttet til hverken pædagoger eller børn, må man tage dialogen og ikke bare tænke, at fordi det er rigtigt for flertallet, så er det også rigtigt for mit barn.

Børns Vilkår har også i 2020 undersøgt, hvad børnene selv synes om at gå i – i det her tilfælde – børnehave. Langt de fleste beskriver, at de har en yndlingsvoksen, gode venner, og at de kan lide at gå i børnehave, hvilket er gode markører for, at barnet trives. Så hvis det er dét, ens barn fortæller derhjemme, går det sikkert ganske godt.

På det seneste har der i medierne været kronikker, hvor fagfolk har beskrevet en sammenhæng mellem en stigning i antallet af psykisk syge børn og vuggestuernes kvalitet. Men flere forskere, også lektor Ole Henrik Hansen, bekræfter, at det ikke er videnskabeligt bevist.

Og hvis man som forælder i løbet af barnets opvækst måske får en idé om, at der skete noget i vuggestuen eller børnehaven, man burde have grebet ind over for, så nytter det ikke noget, at man slår sig selv i hovedet og tænker, at alt er galt. “Man skal ikke sige, at nu er det for sent. I stedet må man erkende, at nu blev det tydeligt for os, at vores barn ikke trives, og nu kan vi handle på det,” siger Malene Angelo.

Jeg er cirka samme sted i livet som Gry Søbye, og hendes ord sætter tanker i gang hos mig. Jeg har en datter på otte, der går i 2. klasse på den lokale folkeskole. Min søn på fem går i børnehave og begynder i skole om lidt. De har begge gået den forventede vej: vuggestue, børnehave, skole og fritidshjem efter skole. Begge deres forældre arbejder.

Når jeg kigger i min mailboks på de mange beskeder fra hjemmepassere, er det helt klart oftest mor, altså kvinden, der tjekker ud af arbejdsmarkedet for en periode og ind hos børnene. Gry Søbye har selv mange års uddannelse bag sig, og hun har skrevet en ph.d. Jeg fortæller hende, at der for mig også er et ligestillingsspørgsmål på spil her.

Hun fortæller, at det ikke nødvendigvis var nemt for hende at sætte det hele på pause efter at have knoklet alle de år. Og hun er også opmærksom på, at der er et ligestillingsproblem, fordi det mest er kvinderne, der hjemmepasser. “Men det er jo kulturen, den er gal med, det er den, vi skal have ændret på, så der ikke er en forventning om, at begge forældre skal have et fuldtidsjob.” “Og,” tilføjer hun, “så skal vi også huske, at al lykke og identitetsopfattelse ikke behøver komme fra arbejdet. Det har jeg lært i min tid uden for det etablerede arbejdsmarked.”

Men, siger jeg, det er jo heller ikke alle forundt at have råd til at droppe en indkomst. Man kan være enlig forsørger, og måske ønsker man heller ikke at tjekke ud af arbejdsmarkedet efter at have kæmpet sig ind på det. Gry Søbye opfordrer flere forældre til at tage, hvad hun kalder den svære samtale. “Rigtig mange flere, end vi tror, har muligheden, men der er store forventninger til, hvilken levestandard vi skal have med kæmpehuse og to biler. Det er et stort pres for, at vi ikke skal vælge den alternative vej. Ikke mindst fordi mange identificerer sig med deres arbejde.”

På det private plan mener lektor Ole Henrik Hansen også, det er en myte, at mange danske forældre ikke har råd til at prioritere hjemmepasning. Mange finder løsninger, og flere og flere kommuner begynder at betale for hjemmepasning. Professionelt vil han opfordre til, at det som i Sverige bliver muligt at sende børnene senere af sted i institution. Der begynder børnene først, når de er omkring halvandet år. Det ville selvfølgelig kræve nogle andre barselsordninger end dem, vi har nu, men effekterne ville givet være mærkbare, forudser småbørnsforskeren. En omfordeling af pengene kunne måske skabe et mere fleksibelt pasningssystem.

“Tænk nu, hvis børnene først kom i institution, når de var to år, men at vi så til gengæld kunne tilbyde institutioner på et langt bedre niveau med kvalitetsuddannet personale. Det er på ingen måde en umulighed at behandle børn ordentligt,” siger Ole Henrik Hansen.

I dag er 39-årige Gry Søbyes liv helt anderledes, end hun havde regnet med, at det skulle være, da hun og hendes mand for syv år siden blev forældre til deres første barn. Siden er endnu en datter kommet til. Den samfundsstruktur, hun havde forventet, at hun og hendes familie nærmest umærkeligt skulle glide ind i, viste sig ikke at passe til dem.

Egentlig havde Gry Søbye forestillet sig, at det her hjemmeliv kun skulle fortsætte, indtil børnene skulle begynde i skole. Men da de besøgte den friskole, de havde udset sig, var det lidt det samme billede, der gentog sig. Inden skolestart fik de lov til at overvære en skoledag i 0. klasse. “Jeg var i chok. Dengang jeg selv gik i børnehaveklasse, var det fri leg. Nu var det skema fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Det var så grotesk, og mange børn kunne slet ikke magte at sidde stille så længe,” oplevede hun.

Jeg spørger hende, om ikke hendes historie også er et eksempel på, at forældre sommetider stiller for mange og for høje krav på deres børns vegne. “Jeg synes faktisk, problemet er, at mange forældre ikke stiller høje nok krav. De følger bare strømmen,” siger Gry Søbye.

Men hvad så med dannelsen? Hvad med at børn skal udvikle sig og løsrive sig fra deres forældre og ja, blive livsduelige mennesker? Sker det, når man kun færdes i det samme fællesskab? Har man ikke også brug for at få slebet kanter af og få udfordret sin verdensopfattelse? Og hvornår skal børnene overhovedet sluses ud i samfundet, prøver jeg.

Hun reagerer på mit ordvalg. Når man taler om, at børnene skal ‘sluses ud’, så forudsætter man, at de nu er lukket inde. Men det er de overhovedet ikke, siger hun. “Min datter kan sagtens løbe ud i gården og lege med sin naboveninde, når altså hun ikke er i skole eller SFO. Hun kan godt gå på indkøb selv eller med en veninde, hun kan tage på overnatning i en lille landsby hos en veninde fra Stjernerne, hun kan frit løbe hen og stille bibliotekaren et spørgsmål.”

Gry Søbye stiller spørgsmålet tilbage. Opfordrer mig til at prøve at vende den om. For hvad gør et menneske, der har været lukket inde i et klasseværelse eller på rød stue, fra før det kunne gå og tale, når det bliver sluset ud? Svaret er måske, at det fortsætter hen på kontoret fra 9 til 17 uden at stille spørgsmålstegn ved det. “Jeg kan ikke vide, om mine børn kommer til at drømme om et liv med 9-17, men det er ikke målet med den dannelse, vi giver dem, at det skal ske. Vi prøver derimod at give dem muligheden for, at alt muligt kan ske,” siger hun.

Personligt er Gry Søbye taknemmelig for, at hendes datter så klart sagde fra, da de forsøgte at gøre hende til børnehavebarn. Det, der måske i begyndelsen også var et valg, de traf af nød, fordi datteren ikke trivedes, er i dag blevet en livsfilosofi, som Gry Søbye tror er kommet for at blive. Hun regner med, at hun på sigt skal begynde at arbejde mere, måske være selvstændig, men det kommer nok ikke til at foregå på markedets præmisser. Det bliver ikke fuldtid, så længe børnene er små.

“Jeg har tit takket min datter for, at hun reagerede, som hun gjorde, ellers havde jeg ikke fået øjnene op for det andet liv. Så var jeg fortsat i det spor, jeg kørte på. Jeg er blevet et gladere menneske af at være sammen med mine børn.”

I bund og grund handler det for hende og hendes mand også om, at man ikke skal udskyde det gode liv og det, man synes er allervigtigst. De lever ikke for weekenderne og ferierne. De lever for hverdagen.