Musikeren Sleiman sidder ved siden af mig i en hullet lædersofa. På gulvet omkring os flyder cigaretskodder, tomme 7-eleven-poser og Red Bull-dåser. Vi befinder os i Gersagerparken i Hundige i et minimalistisk lydstudie, måske to gange tre meter i alt. Sleiman er i færd med at justere de sidste detaljer på sin nyeste single, For evigt Ung, med sin producer Kewan.

“Det lyder fedt, men det er for rent, kan du følge mig? Hvis en anden spillede det for mig, ville jeg synes, det var sygt nok, men der er ikke nok snavs til min stil. Vi skal have noget perkerlyd ind,” siger han henvendt mod Kewan.

Det forgangne år har Sleiman cementeret sig på den musikalske scene med den i brede strøg anmelderroste EP Bomaye (der oversat betyder “dræb ham” på det centralafrikanske sprog lingala). De seks numre er ufiltrerede tekster om gadekrig på liv og død et sted i Danmark, som de færreste af os har oplevet som andet end avisoverskrifter. Titelnummeret Bomaye, der handler om tre unge knægte, der cruiser rundt i en stjålet Audi A5 med ‘gøbben gemt’, er lyttet til mere end 11 millioner gange på Spotify.

Det nye nummer, For evigt Ung, kunne ved første lyt lyde som en hyldest til den ungdommelige ubekymrethed, men er i virkeligheden en dybt seriøs kommentar til formålsløsheden, der hersker i ghetto-Danmark, hvor man i stedet for at blive til noget hensynker i stilstand. For stilstand er ghettoens værste fjende, forklarer Sleiman. Det ved han, for om nogen har han befundet sig der.

“Det liv, vi levede, var langsomt selvmord, fordi det til sidst blev til ‘os mod hele verden‘. Det kom til at handle om at fucke et system op, i en kamp man aldrig kan vinde,” siger Sleiman om sangens indhold og fortsætter:

“Jeg har venner, der kunne være blevet alt muligt, men som aldrig blev det, fordi vi brændte mange af vores muligheder på det der liv. Det er, hvad sangen handler om: at vi fløj under månen og blev for evigt unge. Det liv, vi levede i ghettoen, var smukt og farligt og hurtigt, men vi brændte ud. Enten ved at ryge i fængsel, ved at spilde et talent og aldrig blive til noget eller ved at dø.”

De seneste år har forfattere som Yahya Hassan, Ahmad Mahmoud, Aydin Soei og senest Geeti Amiri leveret hudløst ærlige beretninger om deres respektive opvækst, der har givet os bedre muligheder end nogensinde før for at prøve at forstå, hvilke mekanismer der har ligget til grund for, at Danmarkskortet har fået “sorte pletter”, og at fejlslagen integration er blevet det hedeste debatemne i snart to årtier i træk.

Det er grundlæggende det samme, der er på spil hos den nye generation af rappere, som Sleiman er repræsentant for sammen med kunstnere som MellemFingaMuzik, Sivas, Jamaika, Young, Ham Volkan, AMRO og RH, der skiftes til at slå igennem i disse år. Med den forskel at deres fortællinger og budskaber kommer i form af cirka tre minutter lange musikhits.

I sangen Ku ik se det fra 2012 proklamerede rapgruppen Kaliber – gruppen, der måske kan betragtes som frontløberne for det kommercielle gennembrud for den nye socialrealitiske genre – at de “rapporterer fra Danmarks mørke afkrog”, hvilket måske meget præcist indkapsler den nye generation af musikere med ghettobaggrund.

Det er gadefortællinger om at tjene hurtige penge, om at flygte fra politiet og om at slå ihjel. Men teksterne lever på et tykt fundament af troværdighed, der gør det relaterbart, som når rapperen Jamaika, der har somalisk baggrund på EP’en SxB På Fri Fod bliver hånet af en betjent med ordene: “Vi ses nok igen om en måned” – og så faktisk ryger i fængsel kort tid efter i virkeligheden. Eller når Sleiman selv udgiver For evigt ung, og man så samtidig kan finde en artikel fra 2008 på TV 2 med overskriften “Indvandrerbander i krig”, hvor Sleiman under dæknavnet “Ahmet” udtaler:

“Jeg regner ikke med at komme til at leve, til jeg er over de 35. Det ville da være et vidunder, hvis jeg gjorde. Jeg tror, det enten er et langt ophold i fængslet eller et meget kort liv.”

Genren har vist sig at have bred folkelig appel, hvilket ud over de mange Spotify-hits ikke mindst understreges ved både Sleimans og Jamaikas optræden på SmukFest i sensommeren samt Jamaika og MellemFingaMuziks tidligere optrædener på Roskilde Festival. I Information blev Sleimans EP-udgivelse beskrevet som “en henvendelse til middel- og overklassen om at tage rappen seriøst og forstå, at det ikke bare handler om gangsterfantasier, men at det handler om livs- og dødsbetingelser.”

“Jeg vil gerne have, at de sange, jeg kommer med, er mere end bare fortællinger. Jeg vil have, det er journalistik. Når man om 10 år hører Bomaye, skal man forstå, hvilke problemer der var i samfundet dengang,” siger Sleiman selv.

Selv om historierne fra den nye generation af rappere selvfølgelig er forskellige, er der alligevel aspekter, der går igen. På den måde bliver selve genren en slags fragmenteret beretning om, hvordan stærke patriarker fra især Mellemøsten flygtede til Danmark med deres familier, men blev tabere i et land, som de ikke forstod, mistede deres autoritet og selvrespekt og vendte vreden og volden ind ad til familiens fire vægge. Som reaktion fik de sønner, der voksede op som vrede, unge mænd, der svor troskab til hinanden og indledte blodige oprør mod det etablerede samfund på gadeplan.

Faderskikkelserne dukker op igen og igen som i nummeret Hvor de henne? af MellemFingaMuzik, hvor rapperen Stepz retorisk spørger: “Hvem er ham, der blev efterladt af sin egen baba?” og endnu mere ligefremt af Køge-rapperen Ham Volkan i singlen Bimmer eller Benza, hvor han leverer følgende:

Sørger for et hus til den ene af mine forældre
For den anden var der aldrig til at hjælpe mig
Da jeg havde brug for ham, jeg havde brug for ham.

På den anden side optræder mødrene som dem, der forsøger at holde familierne sammen, men som ender efterladte hjemme bag husets fire vægge, mens de græder for deres sønners handlinger. Eksemplerne er mange, i Sleimans egen Bomaye rapper rapperen Branco linjerne: “magasinet tømmes, kister fyldes og en mama græder bare en tåre mere”, i Sivas’ Kun Hinanden mister en ung mand livet i en gadekrig: “og der er en mor, der græder, hun mistede sin søn på et sekund”, og i MellemFingaMuziks Araba 2.0 resulterer jagten på at tjene ulovlige penge med “sønner forsvinder, mødre de græder, ser en tåre trille fra hendes kind”.

Sleiman er selv søn af statsløse palæstinensere og blev født i 1982 i den libanesiske flygtningelejr Ein el-Hilweh. Som to-årig kom han med sine forældre og to storesøstre til Danmark og tilbragte de første år i Nørremarken i Vejle, der for en stund rummede idyl, men langsomt blev til et tyranni under en far, hvis brutalitet eskalerede over for resten af familien, Da Sleiman var 11 år, flyttede moren, Sleiman og hans søskende derfor uden faren til Askerød i Hundige. Det blev starten på Sleimans egen voldelige deroute, der i løbet af årene sendte ham ud i mere og mere hårdkogt bandekriminalitet.

At opsummere Sleimans egen kriminelle fortid og hans voldelige deroute er ikke nogen smal sag.

Han er blevet kaldt “Hundiges ondeste mand” af tidligere borgmester i Greve kommune, Rene Milo. Selv har Sleiman brugt betegnelsen “den slemmeste af de slemme” om sig selv. Han har tre skudhuller i sin krop og 370 sager på straffeattesten. Han var en del af den kriminelle Borhan-gruppe og var med til at stifte indvandrerbanden Bloodz, der i årevis lå i blodig bandekrig med Black Cobra i Københavns forstadskvarterer. Som blot 14-årig blev Sleiman kidnappet til Norge af to tidligere jægersoldater på kommunens foranstaltning i et forsøg på at afrette ham, og i mere end et årti var han den måske mest hårdhudede fronttrop, man finder i visse ghettomiljøer, i opposition til det danske samfund.

I 2008 blev Sleiman udsat for et bagholdsangreb i Askerød, der efterlod ham på jorden blødende fra tre skudhuller, og som var tæt på at slå ham ihjel. Det var her Sleimans personlige frigørelseskamp begyndte fra bandekriminaliteten, der i 2016 har gjort ham til et af de aktuelt mest interessante navne på den musikalske scene.

“Efter jeg blev skudt, var jeg tvunget til at være hjemme i en periode, hvor det gik op for mig, at mine valg havde ramt min familie negativt. jeg opdagede, hvor meget det negative i mit liv havde påvirket min mor, søstre, nevøer og niecer. Jeg tænkte, at hvis jeg på en eller anden måde skulle bruge alt det til noget positivt, var jeg nødt til at turde bryde fri af lænkerne og fortælle noget,” siger Sleiman.

Hvis han ikke skulle være bandemedlem, måtte han gribe efter noget andet, han på en eller anden måde kendte til og følte sig hjemme i. Da han var barn, gik hans hjemmegående mor altid i køkkenet og sang for ham, mens hun bagte arabisk brød. Det var sange, der af form mest mindede om digte. Han forstod ikke teksten på dem, kun at det var kærlighedserklæringer til ham.

“Jeg blev fascineret over, at hun kunne fortælle ting på en måde, der ikke var et kram eller et kys. Hendes toner ramte mig, måden hun kiggede på mig imens. Det var rigtig stort for mig, og jeg begyndte at elske det, og det begyndte at spire i mig, uden at jeg dengang vidste, at jeg skulle synge.”

I alt mødes jeg med Sleiman tre gange. En enkelt gang i Gersagerparken og to gange hos Sony Music Entertainment i indre København. I “Popmusikkens guldalder”, som det blev benævnt i en anden Zetland-artikel for nylig, fungerer disse lokaler om noget som minen, hvorfra det musikalske guld bringes frem i dagslyset. Det er her, man støder på Simon Kvamm ved kaffeautomaten med det endeløse antal af kapselvarianter, hvor altanerne med udsigt over Marmorkirkens guldbelagte tag belejres af unge musikalske hipstere i rygepauserne mellem indspilningerne af potentielle ørehængere, hvor Blaks Nede Mette lyder i en højtaler fra receptionen, og hvor ikoniske billeder fra Gasolins velmagtsdage klæder væggen som et symbiotisk symbol på, hvor forskelligt populærmusik kan tage sig ud.

Det er midt i alt dette, at Sleiman har fundet en plads. Selv siger han:

“Der er meget musik i dag, der er fedt, men ikke særlig meget, der er vigtigt. Det er, hvad jeg vil lave. Jeg vil give dig mulighed for at danse og have det godt, men samtidig fortælle dig noget.”

De seks numre på EP’en Bomaye fungerer tilsammen som en slags guidet tur rundt i ghettolivets facetter fra åbningsnummeret Fundament, hvor man bevæger sig rundt i “barndomsgaden støbt i beton”, videre til mødet med ghettoens sjakaler, der ønsker, at man fejler i Nabolag, til det vilde og destruktive liv med 180 kilometer i timen på vej mod afgrunden i Kometer. Man møder den unge gadepusher i Brorman, oplever tre unge knægtes gadekrig orkestreret af de ældre bandemedlemmer i titelnummeret Bomaye til det afsluttende nummer Drømme, der handler om det universelle i at drømme om at komme til et bedre sted – trods de værste forudsætninger.

Gennemgående i Sleimans tekster optræder der et “vi” og et “de”. Vi’et tiltales konsekvent “brormand” og er de mange børn og unge, der er fanget i samme tilstand af stagnation og håbløshed, som Sleiman selv var de første knap 30 år af sit liv. Det er dem, Sleiman rækker helt konkret ud til og beder revidere deres liv – som når Sivas i en af Sleimans sange spørger: “Hvem vil stå på et gadehjørne, brormand?”

De’et på den anden side kan spaltes i to, både “de’et, der dækker over politiske aktører, som ønsker at fastholde ghettobørn i evig stagnation og et endnu vigtigere “de”, nemlig det inden for selve ghettoerne, der gyder ondskaben og oprøret. Det første optræder blandt andet i sangen Drømme:

De putter os i bittesmå kasser,
sørger for vi kender vores pladser
Vi har fået det indprentet lige siden de små klasser
Til vi selv begynder at tro på, at det passer
Enten samfundsnasser, eller Naser Khader
Enten præmieperker eller kriminel araber.

Om teksten siger Sleiman:

“Den sang var meget politisk, ikk’. Den handler om, at der er nogen – Dansk Folkeparti og de højrenationale – der prøver at sørge for, at vi altid er i status quo. De fremstiller det, som om en ghetto stadig er en ghetto, som den så ud i 1991, og det er den ikke. Samtidig kan vi kun være gode perkere, hvis vi er ligesom Naser Khader, og hvis ikke vi er det, så er vi bare kriminelle arabere.”

Men det er alligevel, som om det er det andet “de”, der har størst betydning i Sleimans tekster. For selv om han ikke er bange for at lange ud efter de samfundsaktører, der i hans optik gør det sværere at vokse op i en ghetto, er det alligevel den interne modstand, der hersker steder som Askerød og Gersagerparken, der er den største årsag til, at problemerne fastholdes. I sangen Nabolag fortæller han om slangerne, der hvisker i krogene, som ønsker, at han giver op, og om at der findes ‘ægte brødre’, men flere ‘putas’ (‘ludere’ – i sammenhængen slang for forrædere).

“Hele den sang handler om alle de negative kræfter i ghettoen, der ikke vil have, du bliver til noget. For hvis DU bryder ud og riser og tager en uddannelse, er du en trussel mod os andre, der står tilbage, for så er du bedre end os. Hvis Hassan, Mahmoud, Morten eller Sleiman bliver til noget, så er han en forræder,” siger Sleiman og fortsætter:

“I ghettoen bliver vi som krabber i en spand. Hver gang en er på vej op, hiver de andre ham ned. Vi holder hinanden nede i stedet for at skubbe på, og så begynder de unge at bekrige hinanden og slår hinanden ihjel. I virkeligheden er det jo alles drøm ikke at leve i en ghetto. Alle vil gerne have de tre v’er: villa, Volvo og vovse. Men nogle gange ser det så håbløst ud, at det er nemmere at sige fuck det, og så bliver vi som krabber i en spand, der hiver hinanden ned.

Kan det være et ensomt projekt at prøve at blive til noget i ghettoen?

“Ja, meget. Det holdt mig tilbage fra at lave musik i ti år.”

“Vi er nødt til at løfte i flok. Jeg tror på, at det skaber en dynamik, når Sleiman, Young og Gilli taler om blokken og om at ændre mentaliteten. Det hjælper ikke, at os fra bunden altid ligger og kæmper mod hinanden. Det er tit dem på bunden, der har de største kampe og oftest med andre, der har det lige så skod som dem.”

“Der er ingen ægte solidaritet i kriminaliteten, men det er den opfattelse, man kan have, for hvis jeg prøver at blive til noget, er jeg alene, men her er jeg i det mindste sammen med andre. Men det er solidaritet, der bygger på en løgn. Jeg levede sådan længe, jeg kunne ikke bryde ud og efterlade de andre.”

“Men på et eller andet tidspunkt bliver det her forever young-liv til et “os mod hele verden”, og så når det på et tidspunkt en virkelighed, hvor du bliver Thelma og Louise i bilen på vej ud over bakkekanten. Det handler om ikke at nå derud. For hvad hvis en i flokken hopper ud fra Eiffeltårnet, skal vi så alle sammen hoppe ud? Nej, man kan også være solidarisk og sige: Vi skal fandme blive til noget.”

Coveret på Sleimans EP Bomaye forestiller et barndomsbillede af ham selv foran det belastede boligområde Askerød i Hundige. Til forveksling ligner det coveret på den amerikanske rapper Nas’ debutalbum Illmatic fra 1994, hvor et barndomsbillede af ham figurerer foran det belastede boligområde Queensbridge i New York.

Lighederne mellem den generation af amerikanske rappere som N.W.A. (Niggaz Wit Attitudes), Tupac, Biggie, Ice T med mange flere, der kom frem i 1980′erne og 1990′erne, og så den nye vifte af danske rappere, er ikke til at tage fejl af. I USA kom de nye, atypisk udseende musikere frem på mainstream-scenen med hidtil ubeskrevne beretninger fra deres eget nærmiljø om alt fra bandekriminalitet, gadekampe, politivold, racediskrimination, fattigdom, stofmisbrug og meget andet.

Nas har senere i sin karriere forklaret om albummet Illmatic, at formålet med hans musik var at “fortælle, hvad der ikke blev fortalt”. I radioprogrammet All Things Considered” udtalte han:

“Jeg ville give folk en ægte historie. Jeg ville have, at folk skulle vide, at mennesker som jeg selv eksisterede i verden. I min generation af rappere handlede det om at tage folk med indenfor i lejlighederne, ikke om at blive en rapstjerne (…) Jeg ville have, at du skulle vide, hvem jeg var: hvad gaderne smager som, føles som og lugter som … Det var vigtigt for mig, at jeg fortalte historien, fordi jeg følte, at hvis jeg ikke gjorde det, ville den aldrig blive fortalt.”

Når Sleiman bliver spurgt til bevæggrundene for at lave sin musik, forklarer han lidt i samme spor, at det er vigtigt, at folk hører historien fra ham og ikke som overskrifter i en avis.

“Det eneste, vi hører om i medierne, er, at der er en dreng, der har sat ild til en bil, men vi får ikke historien om frustrationerne i det her miljø, i den her del af samfundet. Af og til får vi så den lette om, at det er noget med deres kultur, men i virkeligheden får vi aldrig historien om, hvad bevæggrundene er. Det var hele essensen med at lave Bomaye, at forklare, hvorfor de er sådan. Ikke kun til den unge knægt selv, for han forstår det måske godt, men til alle de andre, der slet ikke forstår det, til Brian og Morten og Ahmed, der kigger udefra og spørger, hvorfor fanden har han valgt den der vej?”

Manglede du en som dig, dengang du var 15-16 år og begyndte at ryge ind i noget lort?

“Ja, 100 procent. Der var kun Tupac og andre amerikanske musikere, der talte om de her ting.”

Da Sleiman voksede op, fortæller han, var der ikke nogen, der troede, at der fandtes et kældersamfund i Danmark.

“Man kendte kun Danmark som tillidssamfundet. Derfor gør det mig også glad, når rige folk fra Nordsjælland lytter til min musik på de dyre natklubber, for jeg tænker, at hvis de kan relatere til det, betyder det, at vores samfund har rykket sig SÅ langt. For 10 år siden kunne de to samfundslag ikke mødes på en sang, for der var det boing boing og lækker lækker, og der kunne vi ikke være med i kældersamfundet, for vi følte os ikke boing boing lækker lækker. Det betyder ikke at musikken var dårlig, men den repræsenterede ikke den følelse, vi havde.”

Samtidig er coveret på Bomaye også Sleimans egen måde at forene sig med tanken om, at det er der, han kommer fra. I nummeret Fundament beskriver han “barndomsgaden støbt i beton, cement og metal se dig om, vinduerne, murene, navnene på dørene, hvor du kender hver en krog hvert et hjørne, lydene, duftene, minderne, hver gang du går ud passer du ind i det, og den mand du er blevet til, er fordi du har set det og levet det.”

Den sang, forklarer han, er lige nøjagtigt den sang, han ville ønske, der var nogen, der havde lavet, dengang han var ung og hadede at være barn af betonet.

“Jeg har altid forsøgt at skjule, at vi kom fra dårligere kår og fra skilsmissehjem. Jeg ville altid ønske, at jeg var en fra Charlottenlund fra en familie med penge, at vi levede godt og havde et stort hus,” siger Sleiman og fortsætter:

“Men det gik op for mig på et tidspunkt, at alt det negative, jeg har været igennem, kan der godt komme noget smukt ud af. Hvis jeg skal forestille mig at være fugl fønix i mit liv, så må det rigtige sted være at komme fra cementen og fortælle historien til både dem, der bor der, og dem, der ikke gør, at hallo, man behøver ikke blive til noget dårligt, bare fordi man vokser op der. Jeg er stolt af mit fundament, så hvorfor skal jeg kun fokusere på de smadrede ruder og de brændte biler?”

Til næste år udkommer Sleiman med sin næste EP, der ligeledes vil være hudløse beretninger fra livet i underklasse-Danmark. Han siger selv, at når hans børn vokser op og en dag finder ud af, hvem hans far har været tidligere, er det også vigtigt for ham, at de kan se, at han senere var med til at gøre en forskel. Han drømmer om at løfte ambitionsniveauet og tror på, at det tryk, der kommer i disse år fra forskellige fronter som Yahya Hassan, Geeti Amiri og Khaterah Parwani, kan være med til at skubbe til noget, så flere ghettobørn klarer sig og bliver “basketspillere, skolelærere eller whatever”. Bare de bliver til noget. Han vil have, at de kigger på ham og tænker, at hvis han har klaret den, “så kan jeg fandme også”.

Når der bliver spurgt ind til, om der helt grundlæggende ikke er noget modstridende i, at en mand med en fortid så ekstrem som hans, pludselig skal være ham, der svinger den moralske taktstok over en hel generation, siger han følgende:

“Hvis ikke jeg skulle gøre det, hvem skulle så? Det er kampen, der enten skaber os eller ødelægger os. Jo sværere kampen har været, jo mere har man at fortælle, når man kommer ud på den anden side.”

Hvad skulle han ellers gøre med sin erfaring, spørger han:

“De største helte, jeg har haft i mit liv, er folk, der har været i lort og er brudt fri af det. Tag Tupac, der egentlig var en taber, kom fra en Black Panther-familie, og hvis mor var gravid med ham, mens hun sad i fængsel. Eller tag Jay-Z, Biggie, Michael Jackson eller Marlon Brando. Alle har de haft problemer i deres liv. Mike Tyson er en anden kæmpe inspiration for mig, og han kom fra børnehjem og havde kæmpe problemer. Når han går ud og siger: “Tænk dig om”, føler jeg, det vejer tungt,” siger Sleiman.

“Det er, hvad jeg håber, kommer frem: Lad være med at brænde jer ud på gaden, eller ved at blive skudt eller dræbe andre eller tage dit eget liv, eller tage en far fra sine børn eller ødelægge andres liv. Brænd ud på den rigtige måde. Hvis du vil shine, så gør noget smukt, det er essensen. For den måde vi lever på, der shiner vi nu og bliver til noget i ghettoen, men man brænder ud, og alle glemmer dig. Du får ikke en Hollywoodstar i asfalten, de vasker dit blod væk, og så er du glemt.”