Mød Instagrams træningsdronninger. De er i gang med at reformere vores (sladder)kultur

#DULLERMEDMULLERDet er ikke tilfældige billeder, der lægges på Instagram, når man har mange følgere. Foto: Ida Thyrring og Lene Aagaard

Derfor skal du læse denne artikel

En ny type kendis spreder sig i disse år på Instagram: den ukendte kendte. Fænomenet udfordrer den moderne sladder, og det har ikke bare betydning for ugebladene. Det rykker ved selve den offentlige samtale. 

For nylig kom jeg til at sige noget til mine kolleger, jeg måske ikke skulle have sagt.

Det skete, da vi sad og fik os en øl en aften. Snakken gik, jeg kan ikke huske om hvad, men på et tidspunkt syntes jeg i hvert fald, at det var relevant at nævne en overspringshandling, jeg har. Det er en, indrømmet, lidt speciel overspringshandling, men ikke sådan videre bemærkelsesværdig. Troede jeg.

Der tog jeg åbenbart fejl.

Tidsfordrivet består i, at jeg tjekker min Instagramprofil. Men sagen er, at jeg aldrig selv lægger billeder op, og desuden kan de af mine venner, jeg følger, tælles på én hånd. I stedet følger jeg omkring 140 kvinder, jeg intet personligt forhold har til. Fælles for kvinderne er, at de træner og lever sundt. Jeg følger deres madvaner, deres træningstips og deres inspirerende ord af typen: The best project you can ever work on is you”. (De skal helst være på engelsk. Sådan er det bare).

Spiser jeg særligt sundt? Næh, egentlig ikke, men jeg kan da godt lide grøntsager. Træner jeg meget? Nej, men jeg løber da en tur indimellem. Er jeg enig i, at det bedste projekt, man nogensinde kan arbejde på, er én selv? Absolut ikke.

Set i det lys kan jeg måske godt forstå, at mine kolleger synes, at min overspringshandling er mærkelig. Selv er jeg da heller ikke helt ukritisk. En tirsdag aften for nylig gik det pludselig op for mig, at jeg havde brugt lidt under en time på at læse mig igennem en af kvindernes fødselsberetning. Selv jeg synes, at det var en smule mærkeligt: Jeg kender ikke kvinden, hun havde en normal fødsel og i virkeligheden ikke noget spændende at fortælle, og jeg har ikke selv nogen børn.

Men det, jeg ved, er, at jeg ikke er alene. Kvinden har 23.000 følgere på Instagram. Hun er en Instagramkendis inden for det træningsfællesskab, der hersker der. Og sådan findes der masser af fællesskaber på Instagram. 600-700.000 danskere har en profil på mediet. Og sagen er, at det, vi laver der, er noget, mennesker har lavet i tusindvis af år: Vi søger sociale fællesskaber. I de fællesskaber opstår lysten til at vide noget om de andre. Til at sladre om dem.

Det er sådan set det, vi har brugt medierne til lige siden massemediernes fødsel. I 1921 skrev den amerikanske sociolog Robert E. Park, som befandt sig midt i industrialiseringen og vandringen fra land til by, at det var afgørende, at den sladder, som foregik i landsbyen, også kom til at foregå i byerne. Han argumenterede for, at det var essentielt, at aviserne organiserede sladderen. Hans sladderbegreb var bredt – med sladder mente han både politik, bryllupper og kirkenyt. Alt sammen udgjorde det emner i en offentlig samtale. Hele tanken var baseret på én enkelt præmis for den menneskelige natur:

Den person, som ethvert menneske interesserer sig allermest for, er sig selv. Dernæst er han mest interesseret i sine naboer.”

I en by med mere end 3000 mennesker kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre at vide alt om ens naboer, skrev han. I stedet måtte aviserne skrive om enkelte, prominente personer.

Robert E. Park fik ret. De mennesker, vi interesserede os for, og som medierne skrev om, blev ikke ved at være vores naboer. Op gennem det tyvende århundrede er prominente personer blevet dyrket i hidtil uset grad. I 1986 skrev den amerikanske professor Leo Braudy bogen The Frenzy of Renown (Berømthedens Vanvid), som gennemgår berømthedens historie fra Antikken og frem. I det tyvende århundrede adskiller berømmelse sig fra tidligere ved for det første at være større i omfang – vi fik internationale superstjerner – og for det andet at opløse grænserne mellem det private og det offentlige. Desuden er berømmelsen blevet mere demokratisk end tidligere, i den forstand at den nu ikke bare bliver den politiske og økonomiske elite til del, men alle former for mennesker: kriminelle, skuespillere, sportsfolk. Det er personligheden, der skaber berømmelse i det moderne samfund.

FØR OG EFTER Billeder, der viser tydelige fremskridt, er blandt de allermest populære på Instagram. Foto: Lene Aagaard

Sådan forholder det sig egentligt stadig i dag, også efter alle er kommet på de sociale medier. For længst er det blevet konstateret, at de sociale medier har forstærket udviklingen og taget noget af brødet ud af munden på traditionelle sladdermedier. I dag har berømthederne langt mere kontrol over deres egen kommunikation. Kendisser som den amerikanske realitystjerne Kim Kardashian er nærmest berømte i kraft af de sociale medier, og imens falder oplaget stødt for de traditionelle sladderblade, som selvsagt ikke har samme intime adgang til de kendtes liv, som de kendte selv har.

Men i virkeligheden rækker de sociale mediers indflydelse på vores sladdervaner langt videre. For på de sociale medier – især Instagram – følger vi ikke bare de kendte mennesker, der i forvejen er superstjerner.

Vi følger helt almindelige mennesker, der dokumenterer deres hverdag.

Eller, det vil sige, fuldstændig almindelige mennesker, for hvem det er lykkedes at samle en masse følgere. En af dem, som jeg selv følger, hedder Lene Aagaard. Hun har lidt over 7.000 følgere, læser til dagligt til sygeplejerske og er 23 år gammel.

Hvis man for overblikkets skyld skal placere Lene Aagaard i en kategori inden for træningsfællesskabet på Instagram, så må det blive i vægttabskategorien. Hun har været i gang med at tabe sig de seneste to år og er det stadig. Den proces dokumenterer hun ivrigt med madbilleder, billeder af sine fremskridt og selfies.

Det er også grunden til, at jeg selv følger hende. Jeg synes simpelthen, at det er interessant at følge med i, hvordan det går. Samtidig kan jeg konstatere, at min interesse ikke afhænger af, at hun gør store fremskridt.

For eksempel er hendes vægttab for tiden stagneret, fortæller hun mig, da jeg ringer hende op (jeg er på forhånd udmærket klar over det, hun har selv skrevet om det på profilen). Og det har sådan set nærmest bare øget interessen for hende. Siden hun skrev det på sin profil, har hun modtaget massevis af opbakkende beskeder.

Vi støtter hinanden derinde. Det er et fællesskab,” som hun siger.

Men det er forkert at tro, at hun er kommet sovende til det fællesskab. Lene Aagaard gør sig umage for sine følgere. Hun tager smukke billeder med mange farver. Hun tager mange, inden det helt rigtige dukker op, og så redigerer hun det udvalgte til bunds. Det skal jo ikke bare forestille en halv leverpostejmad”, som hun siger. Faktisk er det mere grænseoverskridende for hende at lægge en personlig opdatering op om sin vægt, der står stille, end at lægge et billede op, hvor hun ikke har særlig meget tøj på.

Det skyldes, at hendes liv på Instagram er et andet end det i virkeligheden. Sådan vil hun også helst selv have det.

Hvis jeg kommer ned i mit træningscenter, og der så er en, der siger, nå men fedt med dit fremskridt.’ Så bliver jeg sådan helt øh … kender jeg dig?’ Jeg bliver en gang imellem lidt forskrækket over, hvor mange der følger mig.”

FRIRUM Lene Aagaard løfter vægte. Generelt dyrkes der meget styrketræning på Instagram. Foto: Lene Aagaard

Det er ingen tilfældighed, at Instagram har fået rollen som socialt samlingssted for alskens fællesskaber. Sociale medier er der nok af, og de fleste ved, at Instagrams berettigelse i den jungle er, at det er en platform til deling af billeder. Men idéen med mediet rækker langt ud over det. Instagram vil skabe, som det hedder på engelsk, communities. Det er meningen, at man ved hjælp af hashtags, der grupperer billederne, skal kunne opsøge de fællesskaber, man passer ind i.

Den opgave tager folkene bag Instagram ikke let på. Den femte medarbejder, de nogensinde ansatte, var en såkaldt community evangelist. I praksis en, der skal pleje alle Instagrams brugere, men symbolikken er ikke til at tage fejl af – og hvorfor ikke låne af det religiøse ordforråd, når nu målet er at skabe et dragende, langtidsholdbart fællesskab?

For der er noget kultisk over nogle af fællesskaberne på Instagram. Se for eksempel hashtaggene. De har nærmest karakter af religiøse bud: #eatclean eller #dowhatyoulove, #beyourownmotivation og #trainandtransform. Dem, der står som fyrtårne i fællesskaberne, – dem, der har mange følgere – bliver ofte set op til som vejledere.

#ORDSÆTTERSPORIda Thyrring giver nogle af sine billeder modvægt ved at skrive tekster, som handler om ikke at jagte det perfekte. Foto: Ida Thyrring

Sådan en slags vejleder er Ida Thyrring. Hende følger jeg også, ligesom over 11.000 andre, og hvis jeg skal placere hende i en kategori, bliver det blandt de seriøse træningsentusiaster. Hun har konkurreret i disciplinen athletic fitness, som hun blev danmarksmester i tilbage i oktober 2015. Hun er et muskelbundt. Hendes profil er fyldt med billeder af hende selv og den mad, hun spiser: Pandekager lavet på proteinpulver, peanutbutter og avokado er blandt favoritterne.

Da jeg ringer, fortæller hun mig, at hun er sociolog. Til daglig arbejder hun i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det anede jeg ikke, for det fremgår ikke af hendes profil. Det er sådan set med vilje, fortæller Ida Thyrring. Det er benhårdt arbejde at få så mange følgere, og man skal vinkle sin profil knivskarpt.

Man skal opbygge en fortælling og ramme et smagsfællesskab.”

Det har taget hende halvandet år at få så mange følgere, som hun har. Hun begyndte at gå efter det, da hun deltog i konkurrencen. Dengang fokuserede hun profilen næsten udelukkende på sin træning. Hendes kæreste er for eksempel ret fraværende på profilen. Selv gør hun sig mange tanker om, hvordan hun skriver til sine følgere. Hun skriver for eksempel også gerne opslag, der skal vække tanker om, hvilke ord vi bruger om vores kroppe. Og så forsøger hun at følge visse regler:

Jeg prøver at skrive i jegform. Der er mange, der skriver man bør’ og du skal’, men det har jeg ikke lyst til. Så kan jeg også godt lide flotte billeder. Da jeg trænede op til konkurrencen, var det i høj grad min krop, der var udstillingsfladen. Sådan er det ikke helt så meget længere, men der er ingen tvivl om, at man har en slags kropskapital derinde,” forklarer hun.

VASKEBRÆTDer skal trænes hårdt for at få mavemuskler som Ida Thyrrings. 4-5 gange om ugen er hun i fitnesscenteret, og hun træner cirka fem kvarter hver gang, fortæller hun. Foto: Ida Thyrring

Kropskapitalen kan være en del af forklaringen på, hvorfor folk som jeg selv gider følge helt almindelige menneskers liv i stedet for superstjernernes. Den engelske socialantropolog Jamie Tehrani har argumenteret med, at vores lyst til at sladre om kendte udløses af et helt basalt handlingsmønster, der blev grundlagt i menneskehedens ungdom. Sociale hierarkier blandt dyr styres af vold. Sociale hierarkier blandt mennesker er styret af prestige, argumenterer han. Prestige afgives til enkelte personer i samfundet helt frivilligt, og det er, siger han, en måde for mennesker at danne en kultur og lære af hinanden.

Når vi engang for tusinder af år siden så disse prominente medlemmer tage på jagt og hive masser af mad hjem, kopierede vi ikke bare deres jagtmetoder, men hele deres væremåder, skrev han i et indlæg i BBC Magazine i 2013. Hvis de spyttede, lige inden den afgørende pil blev sendt afsted mod et vildsvin, så spyttede vi andre også.

Det argument kan sagtens overføres til Instagrams træningsdronninger. Når kvinder som Ida Thyrring spiser proteinpandekager, går salget af proteinpulver op. Når Lene Aagaard går til en personlig træner, vil andre også konsultere sådan en.

De kendte bliver vores kompas; en vejviser for rigtigt og forkert. Når vi efteraber dem, forsøger vi at komme tættere på det ekstraordinære, de repræsenterer.

Jeg tror, at det er derfor, jeg selv følger alle disse kvinder. Det er ikke sådan, at jeg ikke selv kan kende forskel på rigtigt og forkert. Jeg spiser heller ikke proteinpandekager. Men jeg er fascineret af, hvad de kvinder udretter inden for den samme virkelighed, som jeg befinder mig i. Det interesserer mig langt mere, end hvad Beyoncé, Kim Kardashian og andre uopnåelige superstjerner får tiden til at gå med på den galakse, de befinder sig i.

Samme erkendelse er Ida Thyrring nået til. Som sociolog har normerne på sociale medier hendes store interesse, og hun forklarer mig sin egen teori om, hvorfor en helt almindelig kvinde med et 8-16-job i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan blive en kendis på Instagram.

Jeg tror, at grunden til, at man – inklusive mig selv – finder almindelige personer interessante og gerne vil følge dem nøje, er, at distancen til dem er væsentlig kortere end til en eller anden meget kendt person. Man vil simpelthen gerne føle sig lidt tættere på drømmen.”

Til det vil jeg bare sige: Amen.



Kilder:

http://www.bbc.com/news/magazine-23046602

http://politiken.dk/magasinet/feature/premium/ECE2280123/politiken-fandt-ham-moed-monsteret-bag-se-og-hoer-skandalen/

http://www.adweek.com/news/technology/instagram-surprises-fifth-employee-133784

The Natural History of the Newspaper, Robert E. Park

https://www.information.dk/kultur/2013/07/stjernerne-bedste-paparazzifotografer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: