Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Oliver Stone har lavet en film om Edward Snowden, der luller os til ro i overvågningssamfundet. Mærkeligt nok

Super-duper-hero Så gennemført god er han, at man næsten bliver lidt træt af Edward Snowden i Oliver Stones nye film Snowden. Foto: Open Road Films


29. september 2016
5 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Det er en af den slags film, vi sikkert kommer til at tale om hen over madpakkerne og frokostordningerne. For den er stort anlagt og handler om verdens mest berømte whistleblower Edward Snowden. Men gør Oliver Stones film Snowden overhovet noget godt for den rigtige Snowdens kamp mod big brother? Jakob Jessen har set filmen og er mildest talt i tvivl.

Der var dækket op til amerikanerfest med Budweisere og burgere og Coca-Cola og det hele, da Oliver Stones film om whistlebloweren Edward Snowden, der bare hedder Snowden, og som i dag har premiere i danske biografer, tirsdag havde gallapremiere (uhlala) i det indre København.

Det var lidt, ja, mærkeligt med al denne festivitas.

På sæderne i Imperials store biografsal lå små goodie bags med Pingvin-stænger (én Japanstang og en eller anden anden stang) og lakridspiber og Kims Snack-chips og små klistermærker til at sætte over sin computers kamera og en Edward Snowden-maske og en energidrik med jordbær-/kiwismag, og det hele var sponsoreret af Coca-Cola og af Carlsberg og af Amnesty International (blandt andet).

Oliver Stone var selv til stede (en ilter og humoristisk, men lettere apatisk mand) og blev efter filmen fejret som en regulær helt med stående klapsalver og det hele, på samme måde som Stone i filmen fejrer Snowden som en (tragisk) helt.

Det var lidt mærkeligt.

Her sad vi midt i København, hr. og fru filminteresserede Danmark (og Mette Frederiksen og Manu Sareen) og så en film om en mand, der havde afsløret massiv overvågning af alverdens borgere, og som nu sidder fast i Rusland. Og da vi var færdige med at klappe af heltekvadet, vandrede vi ud af biografen og ned til den røde løber for at skyde et par billeder med vores mobiltelefoner, de mobiltelefoner, der sandsynligvis stadig bliver overvåget.

Eller sagt med andre ord:

Vi fejrede en helt, fordi han ofrede sit, ja, hvis ikke sit liv, så hele sit privatliv for at åbne vores øjne for, hvor langt stater og virksomheder griber ind i vores eget privatliv.

Men vi bruger ikke den viden til andet end at sætte et klistermærke på vores computer og spise en Japanstang.

Bonusinfo. For at forberede sig til sin rollen som Edward Snowden mødte Joseph Gordon-Levitt manden – altså Snowden – selv under et hemmeligt møde i Moskva. "Han var ved godt mod," berettede han senere til The Guardian.

Det var den franske filosof Jean Baudrillard, der om Watergateskandalen (som bekendt endte med at vælte præsident Nixon, og som senere var udgangspunkt for adskillige heltekvad om graverjournalister og deres hemmelige kilder) skrev, at den egentlige lektie, som den amerikanske offentlighed drog af skandalen, var:

Systemet virkede næsten ikke.”

Eller med andre ord: Systemet virkede.

En præsident havde været dybt involveret i ulovlige aflytninger af sine politiske modstandere og alskens anden ulovlighed, men systemet, forstået som hele det politiske system, inklusive journaliststanden og whistleblowere og så videre, havde så at sige renset sig selv ved først at afsløre ulovlighederne og siden at tvinge Nixon til at forlade præsidentposten. Det patologiske element var dermed udskilt, og det var i selve denne udskillelse, at Watergateskandalens funktion ifølge Baudrillard skulle findes:

Sygdommen havde bekræftet, at magten var sund. At der nu igen, efter udskillelsen, herskede ordentlighed og retfærdighed og så videre (hvilket der så tydeligvis ikke gjorde i Baudrillards øjne).

Som en anden fransk tænker, tegntyderen Roland Barthes, skrev, så kan en lille podning af anerkendt ondskab” immunisere den kollektive fantasi” og således beskytte magten mod en mere generel undergravende virksomhed”. Eller på lidt mere afmålt dansk:

Watergate var at betragte som en symbolsk renselsesproces, der tillod magten at fungere, som den hele tiden havde gjort.

Spørgsmålet er, om vi kan sige det samme om Snowdens lækager?

Bonusinfo. Oliver Stone har med film som JFK, Nixon og World Trade Center gjort det til sin metier at tage episke livtag med historiske begivenheder.

Det var svært helt at holde den tanke fra at trænge sig på, som man sad dér med sin lakridspibe og dyrkede Snowden, der i al rigelig sentimentalitet og med meget store typer får fortalt, at dét, Edward Snowden afslørede, i Oliver Stones øjne vitterligt var sygt.

Her er det måske på plads med et par ord om selve filmen:

Den begynder og slutter med både strygere og pauker, og historien om Edward Snowdens liv rulles ud derimellem. Det hele begynder med, at en ung libertariær idealist indleder en militær karriere, men bliver slemt skadet i knæet og derefter fortsætter sin patriotiske livsbane inden for efterretningsverdenen, først med idealismen i behold og senere (som vi ved) med en voksende skepsis over for den massive overvågning (for ikke at tale om dronedrab og deslige). Historien kulminerer på det personlige/fortællemæssige plan med, at Snowden forlader sin kæreste på Hawaii og rejser til Hong Kong med en masse skandaløs data, men som politisk projekt når filmen derimod sit retorisk-belærende højdepunkt med følgende morale, der bringer os tilbage til det med sygdommen:

Til sidst synker det ind, at uanset hvilken retfærdiggørelse du sælger til dig selv, så er sandheden: Det her handler ikke om terrorisme. Terrorisme er undskyldningen,” siger Snowden (der spilles af en lidt irriterende Joseph Gordon-Levitt). Det her handler om økonomisk og social kontrol, og det eneste, du beskytter, er din regerings overherredømme.”

Det er jo noget af en diagnose over demokratiet, som det foreligger i Amerika, og Stone førte ufortrødent kritikken videre, da han efter visningen sad foran lærredet og talte med Informations Lotte Folke Kaarsholm. Vi lever i 1984,” fik han sagt med reference til George Orwells dystopiske fremtidsroman om et ubehageligt overvågningssamfund.

Men så var det, han blev bedt om at forholde sig til, hvorvidt han troede, Snowden, altså filmen, forandrede noget som helst, og så blev den store agitator pludselig ydmyg og konstaterede, at filmen først og fremmest var historien om én mand, der mister sin tro og, som han sagde, imploderer”.

Desuden var Stones syn på Snowden, altså manden, og hans afsløringer lige så nedtonet: Hvad end der sker, så vil han blive husket som manden, der trådte frem,” som han sagde. Måske Stone selv rumsterede med tanken om, at han med sit heltekvad havde udpeget både sygdom (overvågning) og kur (lækage), og at filmen dermed havde bekræftet, at magten (igen) var sund. Måske. Nok ikke. Men under alle omstændigheder:

Det fremgik med mere end ønskelig tydelighed af både film og af instruktør, at det var Snowdens ønske at informere verdens borgere om den amerikanske stats overvågning, så de – eller rettere: vi – kunne gøre et oplyst politisk valg. Det fremgik ligeledes, at det ikke var Snowdens ønske at blive en helt.

Men hvad der stod tilbage, da filmen var forbi og Oliver Stone fløjet videre, var netop en helteskikkelse, vi andre kunne fejre, mens vi spiste den sidste Japanstang og endnu en gang tændte for vores mobiltelefoner.